Advent i Skrefsruds fotspor - luke 24

24 desember 2017

I denne siste luken av adventskalenderen avviker jeg fra Skrefsrud og Børresens bok og tar med noe fra boken “Indiaminner” av J. J. Ofstad.

“I fem år hadde jeg anledning til å overvære gudstjenestene i Ebenezer kirke hver søndag. Skrefsruds forkynnelse var nok streng og delvis lovisk. Det som kanskje mest førte ham inn på den veien, var santalenes folkesynder, drikkfeldighet og usedelighet. Men hans prekener ble alltid frembåret av en intensitet, ild og varme som var helt enestående. Han hadde alle betingelser for å kunne forkynne evangeliet til vekkelse og omvendelse.

For det første var det malmtonen i røsten som bar så langt og fylte kirkerommet så helt. Så var det språket, eller språkene, som så villig føyde seg til  alt han ville si, og selv de fineste nyanser visste han å bruke. Såleses kunne han få fram hver en tanke, hvor abstrakt og bortgjemt den enn kunne være. Tilhørerne satt som fjetret både over tanker, ord og innhold. Dertil kom den sterke prøvede og overbevisende personlighet som kunne si: “Jeg vet hva jeg taler om. Jeg vet hvor synden fører hen, nemlig til død og fortapelse. Men jeg har også opplevd frelsen. Jeg vet at Jesus har tatt meg til nåde. Jeg vet at mitt navn er skrevet i Livets bok.” Først og fremst var det vekker-røsten som lød sterk og kraftig. 

En søndag i hans siste arbeidstid gikk vi ut fra kirken. Da sa han til meg: “Jo eldre jeg blir, jo mer må jeg forkynne Guds nåde i Jesus Kristus.” 

Når Skrefsrud stod og talte i menighetens forsamling og forkynte evangeliet, så han for sitt indre blikk bare disse to, synderen og Jesus. Til synderen lød kallet sterkt og manende: “Kom som du er, du blir aldri bedre enn du er, kom i dag med all din synd og jammer! Husk på at Jesus har utslettet alle dine synder da hans blod rant på Golgata. Gi deg over til Jesus nå i denne stund, for Jesus venter på deg. Det er nåde nok for deg. Og til Jesus lød bønnen sterk og varm, syndernes bønn: “Fra det dype roper jeg til deg, Herre!” Det som måtte skje var at Jesus og synderen møttes: “Du som freden meg forkynner, du en frelser, jeg en synder, du med amen, jeg med bønn. Du med nåden, jeg med skammen - å, hvor vi dog passer sammen, du Guds salvede, Guds sønn!

Så var det øynene hans. En søndag under et månedsmøte - kirken var full til trengsel - satt også en gammel santalkone fra Mohulpahari bortgjemt i en krok. Da gudstjenesten var over, spurte hun: “Hva slags kar er han denne Kerab Saheb? Stod han ikke og nistirret på meg hele tiden mens han prekte.” Hadde hun tatt seg tid til å spørre hver enkelt i den store forsamlingen, ville hun fått vite at alle hadde følt det samme som hun. 

Grunnen til dette var det rent personlige i hans forkynnelse. Budskapet gjaldt enhver: “Du er mannen!”Derfor ble også alle hver for seg nødt til å ta standpunkt for eller imot. Man kunne se at alles ansikter var vendt mot Skrefsrud mens han talte. Det var som om hver enkelt i forsamlingen ventet en spesiell opplevelse fra Gud - nå - i dette øyeblikk. Derfor glemte man tiden, glemte likefram hvor man var. Således kan det forståes at når han sluttet sin preken etter å ha talt i opptil to timer, tenkte tilhørerne: “Slutter han allerede nå?”

Da jeg lærte å kjenne Skrefsrud, var han 63 år. Han hadde enda den samme Åndens glød over sin forkynnelse. Men la det være sagt med en gang, det var ikke bare kirken og de store menighetsforsamlinger som opptok tankene hans. Nei, han glemte heller ikke dem som led og som trengte hans hjelp i jordhyttene sine. 

Vi hadde spist aftens og jeg var gått ned til “Seminariet” for å legge meg. Det var lummert og varmt i luften, belgmørkt var det også. Da får jeg se en lanterne oppe i veien. Hvem mon det kan være? tenkte jeg. Før jeg kan se hvem som bærer lanternen får jeg høre den kjente røsten til Skrefsrud: “Vil du  være med på sykebesøk, Ofstad?” Jo, det ville jeg. Som vi går sammen forteller han at kona til en av mine lærere er dødssyk. Nå ville han besøke henne. Han kunne kanskje ved Guds hjelp få gi henne noen trøstens ord med på veien gjennom “dødsskyggens dal”. Vi stod utenfor den sykes hus i Amchua landsby. Han åpnet døren og spurte hvordan den syke hadde det. Det ble svart at hun var bevisstløs. Da vendte han seg mot meg og sa: “Det kan ikke nytte å gå inn da, kom med meg, Ofstad, så skal vi be til Gud for henne:” Ute på gårdaplassen lå en haug med tørret kugjødsel. Der knelte vi. Han takket Gud for at Gupinats syke hustru var døpt inn i samfunnet med Gud, og bad om at Gud ikke måtte komme hennes synder i hu, men at han for Jesu skyld måtte ta henne fra jordhytten, hjem til seg. 

Neste dag står vi borte på kirkegården ved hennes grav. Nå takker han for at hun fikk nåde til å stride troens gode strid og for at hun nå er hjemme. Hjemme? Ja, for det er han sikker på, for det hadde han jo bedt om siste kveld, og Gud hører bønner. 

De siste tre år av Skrefsruds liv var ikke lette for ham. Det var særlig hjertekrampene som voldte ham store smerter. Dertil kom at det ble vanskeligere og vanskeligere for ham å få arbeidet fra hånden. Det hopet seg opp. Så en morgen jeg skulle ha en liten konferanse med ham om skolen, fant jeg ham i sengen, og han svarte bare likegyldig på mine spørsmål. Jeg gikk da og telegraferte til fylkeslegen i Dumka, dr. Brown, man han svarte at han ikke kunne komme før neste morgen. Da jeg kom tilbake til Skrefsrud var han helt bevisstløs, og slik lå han helt til neste morgen. Han våknet opp straks før dr. Brown kom. Dette var det første hjerneslaget hans.  Han kom seg sånn noenlunde etter dette, men 9. mars 1909 fikk han igjen hjerneslag, og da var hans legemskraft og arbeidsdag slutt. Høyre side ble delvis lammet, dog ikke verre enn at han med meget besvær kunne rusle litt omkring ute i hagen sin. Men han ville ikke gi opp - måtte se å komme seg til krefter igjen. Han forsøkte bl.a. å lære seg å skrive med venstre hånd. 

Jeg vil ikke engang forsøke å beskrive hvordan det føltes for meg - under et besøk - da denne engang så sterke høvdingskikkelsen kom med en alminnelig skrivebok og bad meg om å skrive en forskrift, som han så skulle forsøke å skrive etter. Men den gamle utslitte venstrehånden ville nok ikke mer, den heller. Men han kom dog så langt at  han  på en måte kunne greie å skrive sitt navn under brever og dokumenter som krevde hans håndskrift. 

En dag fant jeg ham på verandaen. Da satt han og gråt. På mitt spørsmål om hvorfor han var så bedrøvet, pekte han med venstre hånd mot landsbyen Chitragadia. “Hva er det med Chitragadia?” spurte jeg. Etter mange forsøk - tungen var jo også delvis lammet - fikk han endelig fremstammet: “Jeg skulle vært der borte og forkynt evangeliet for dem, men nå kan jeg ikke.” “Vel, Skrefsrud, du har gjort det du kunne, nå skal vi som er yngre forsøke å gå både til Chitragadia og andre landsbyer og fortsette din gjerning.” Da så han på meg og smilte som ville han si: “Takk. Gjør det!”

For å få litt krefter igjen i høyre hånd bandt han en liten sandpose i den og forsøkte å bevege den; men heller ikke den ville mer. Den var utslitt og ferdig. Det var bare tålmodig å sette seg til å vente på det som snart måtte komme, jordhyttens sammenbrudd. 

Søndag 26. november 1910 var han i kirken for siste gang. Bodding prekte og Pederson forrettet ved nattverdhandlingen. Han går da bort til Skrefsrud og idet han rekker ham brødet, sier han: “Dette er Jesu legeme:” Da roper Skrefsrud ut et “ja” som hørtes av hele den store forsamlingen som var i kirken den dag.  Dette “ja” ble hans siste ord til den menighet som for det meste ved hans og Børresens virke var vunnet for Gud, en for en ned gjennom årene, og som han hadde forkynt Guds ord for, søndag etter søndag i noen og førti år. 

Søndag 11. desember fikk han tredje hjerneslag og døde. Mandag 12. desember ble han begravet. Jeg nådde bare så vidt fram til begravelsen ut på ettermiddagen. Ved framkomsten gikk jeg straks inn på Skrefsruds kontor der kisten var plassert. Der lå han, iført sin hvite prestedrakt. Solen stod lavt i vest og sendte sine stråler gjennom vinduet innover ansiktet hans. Jeg var ikke bedrøvet, tvert imot var jeg glad og takknemlig til Gud for at hans kamp nå var over.  Som jeg stod og så på hans markerte, men fredfylte ansiktstrekk, var det som disse ord lød for meg: “Jeg har stridt den gode strid, fullendt løpet og bevart troen - og rettferdighetens krans ligger rede --.”

Vi er i kirken med ham for siste gang, før han senkes i graven. Bodding leser litt av den 90. salme og litt av 1. Kor. 15. Så ble kisten båret ut av de santaler som hadde sagt ja til Jesus. Og kisten ble senket ned i Santalistans jord. Der hviler vår landsmann Skrefsrud inntil oppstandelsens morgen. 

En dag jeg satt på Santalmisjonens kontor i Oslo, banket det på døren. På mitt “kom inn” kommer en velkledd, stille og beskjeden mann i 50-årene og spør som vi har bøker som handler om Skrefsrud. “Jaså, De er interessert i ham? Hvor kommer De fra?” “Fra botsfengselet”, svarte han. “Jaså de er kanskje funksjonær der?” “Nei”, sa han. “Jeg har sittet inne.” “Jaså, har De sittet inne, og nå vil De lese om Skrefsrud?”  “Ja, der i fengselet har jeg lest en del om ham, og det grep meg slik at jeg har gitt Gud mitt hjerte” - Alt dette kom så stille og beskjedent at også jeg ble grepet. ”Skal vi ikke takke Gud sammen for den nåde De har opplevd?” “Jeg vil gjerne det” sa han. Så fikk vi en god stund sammen. Mannen fikk de bøker han ønsket. “Ja”, sa han, “jeg har tenkt på - hvis Gud kan bruke meg - å gå til andre fanger og fortelle dem at når Skrefsrud og jeg kunne bli frelst, så kan også de ble frelst!”

Å, det skal bli en underlig dag når vi stakkars syndere, renset og rene i Lammets blod og iført nye snehvite drakter, i himmelens saler skal takke Gud for alt det vi er frelst i fra. Når jeg tenker på det, da lenges jeg ubeskrivelig etter å kunne ta seierspalmen i min hånd og svinge den til Guds og Lammets ære!”

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 23

23 desember 2017

En fodtur i Himalaya. (skrevet af Skrefsrud)

Ebenezer, 6te Novenber 1888. 

Siden jeg sidst skrev, har jeg set det mest storartede Syn, som vel overhovedet gives paa Jorden, og som  har gjort saa dybt Indtryk paa mig, at jeg aldrig vil kunne glemme det, saa lenge jeg lever, et Billede paa Guds Majestæt, Renhed og Fred, som overgaar al Beskrivelse, nemlig hele Snekjæden af Himalayabjerget fra nordvest til nordost paa nært Hold. Det gik saaledes til: Bunkholdt, Heiiman  og jeg følte, at noget burde gjøres for at gjenvinde vor Arbeidskraft, hvorfor vi kom paa den Tanke at gjøre en Fodtur i Himalayabjergene paa en 14 Dages Tid. Vi talte om  at invitere Berg til at gaa med os, men da Bunkholdt fortalte, at Bergs hustru ikke var frisk, indsaa jeg, at hendes Mand ikke kunde forlade hende under de Forhold, hvorfor vi tre ved Begyndelsen af forrige Maaned tog Afskjed. Bunkholdt blev kaldt Domprovsten, Heiiman Professoren og jeg Kapellanen – paa Reisen.  Jeg foreslog, at vi skulde have en fælles Turistkasse, og at Domprovsten burde være vor fælles Kasserer, og han indvilligede ogsaa deri – dog det strandede paa Profeessorens Utilbøielighed til at overgive sine Skillinger i andres Hænder. Vi kom paa den Tanke, at han maaske var af den Mening, som en svensk Greve udtalte i en Jernbanevogn mellem Trondhjem og Kristiania til en ung Prest i mit Paahør i Henseende til Udgifterne for de norske og svenske Konsuler i Udlandet, at nemlig Svenskerne maatte betale mest, medens Nordmændene drog den største Nytte deraf – dog Professoren forsikrede os, at det kun var en Sædvane hos ham fra hans Studenterdage, og saaledes blev der intet Riveri mellem de to Nationer, men den første broderlige Fred og Enighed herskede imellem os, grundet paa personlig Frihed og Lighed. 

Spørgsmaalet om Forpleiningen paanødte sig naturligvis ogsaa vor Opmerksomhed, og Talen var, om vi skulde kjøbe Proviant i Calcutta eller vente, til vi kom til Darjeeling. Vi kom snart overens om, at vi ikke skulde ødsle i Statshusholdningen, men vente, indtil vi saa, hvad vi absolut behøvede. Dog var der nogle ”Ubetydeligheder”, som vi fandt, at vi maatte forsyne os med i Calcutta, deriblandt var der en tyk Klædning for Domprovsten, som han betalte 7 ½ Rupis (11 Kroner) for, i hvilket billige Indkjøb han imidlertid var delvis uheldig, saasom Benklæderne viste sig, at være alt for lange, og dertil kom, at de gik op i Sømmene, saa at Professoren maatte hjælpe ham til at sy dem sammen igjen paa Kroppen, som gik nok saa godt, da Professoren i sine Studenterdage havde lært den Kunst. 

Nok er det, vi kom til Calcutta Kl. 11 Formiddag og reiste derfra Kl. 4 ½ Eftermiddag med Jernbane til Darjeeling.  Vi havde vore Sengklæder indrullede i en Byldt, som vi lagde paa Bænken i Jernbanevognen. Professoren havde lagt sin paa Midtbænken og kom selv over til Sidebænken, hvor jeg sad. En ung Jøde, som saa sit Snit, lagde sig kaldblodig paa Professorens Sengklæder, da han selv ingen havde med, og vi Norske beundrede Svenskens Taalmodighed, saasom Professoren ikke gjorde mindste Mine til selv at ville benytte sine Sengklæder, og vi maatte skamme os i det stille over, at vi Nordmænd staar saa langt tilbage for vore svenske Brødre i Menneskekjærlighed.  Da det imidlertid blev mørkt, og Professoren blev søvnig, tog han sine Sengklæder stiltiende tilbage, da den unge Jøde gik ud for et Øieblik, og lagde sig rolig til at sove paa den øvre Bænk. Dette fandt Domprovsten og jeg ogsaa meget naturligt – om vor unge medreisende, som gik glip af den behagelige Søvn, fandt det saa, ved jeg ikke.  Da han lidt før var kommet over til mig og havde taget op mine Sengklæder for at sætte sig der, fandt han, at jeg ikke var saa menneskekjærlig, idet jeg bad ham om at faa beholde mine Sengklæder – og da Domprovsten paa den anden Bænk saa altfor eksklusiv (utilgjængelig) ud, saa lod han os i Fred. 

Om Aftenen Kl.9 kom vi da til den store Arm af Gangesfloden. Der maatte vi ud af Toget for med Skib at gaa over Floden. Paa Grund af, at Toget var meget fuldt, ver det nødvendigt at sikre os Pladser paa den anden Side af Floden, hvor jeg med et Par lette Ting i Haanden fik foran fra Skibet, medens Domprovsten og Professoren blev tilbake hos Tøiet. Jeg var saa heldig at finde en tom Vogn næsten i Enden af Toget, og der kunde vi alle tre uforstyrrede sove den hele Nat, da ingen reisende ellers kom i den Vogn. Vi var meget taknæmlige derfor. Den næste Morgen, da vi vaagnede, kunde vi se det store Snefjeld Kanjanjhinga meget klart og tydeligt. Vi tog ud vore Kikkerter og kunde ikke blive mætte af at se paa det herlige Skue, skjønt Fjeldet var over 200 engelske Mil borte. 

Opad Himalayarne til Darjeeling, en Vei, som optog os til Kl. 4 Eftermiddag, hvade vi et herlig Skue, og Professoren i Besynderlighed, som ikke før havde han set det, var han som betagen. Denne storartede, herlige Natur er ogsaa overmaade imponerende, og en kristen kan ikke andet end udraabe med Salmisten: ”Herre, hvor underlige er dine Gjerninger” og tilbede i stum Forundring ham, som har skabt alt dette.

Da vi kom til Darjeeling, mødte Bahr os paa Stationen og tog os hjem med sig, hvor vi blev i tre Dage for at gjøre Foranstaltninger til Reisen henimod Snefjeldene. Først tænkte vi paa at gaa den hele Vei (53 engelske Mil), men da vi kjøbte et Kort over Veien og saa, hvorledes den gaar op og ned flere tusinde Fod ad Gangen, og hørte, at kun en havde gaaet den Vei tilfods, og at han blev sengeliggende i tre Maaneder, fandt vi, at vi burde forsyne os med de indfødtes Ponyer (smaa Fjeldheste), saa at vi kunde stige op, naar vi var stakaandede og overtrætte. Først arrangerede vi med en gammel Soldat at tage os op til Fjeldene for en Spotpris; men snart fandt vi, at dette kun var Bedrageri af ham, hvorfor vi gjorde vaare egne Arrangements. Domprovsten, som blev valgt til Chef for Komissariet, og Professoren gik og kjøbte ind Sager for Reisen, Ingeborg kogte to store Stykker Kjød for os, som vi havde betalt 2 Rupies for, Brød og konsentreret Kaffe blev anskaffet, og nu  var vi færdige til at drage afsted. Vi sendte Ponyerne og dem, som bar vore Sager, forud til Jernbanestationen Goom, som er fire Mil fra Darjeeling, og som  ligger noget høiere end Darjeeling selv, medens vi efter Frokost tog med Jernbanen til Goom.  Vi havde i Darjeeling havt tre velsignede Dage. Om Søndagen havde vi hørt en alvorlig Prædiken af en troende Præst, og vore Morgen- og Aftenbønner har Bahr havde ladet os føle, hvor godt det er at samles om Guds Ord, medens den herlige Luft i Darjeeling allerede havde gjort vore Kinder delvis røde. 

Da vi kom til Goom, fandt vi Hestene og vore Folk, saa at vi straks kunde drage videre. Vi lod Hestene følge og gik tilfods. Men jeg fandt snart ud, at mit Liv i mit Skriveværelse i de sidste Aar ikke havde styrket mine Ben, hvorfor jeg fandt det meget besværligt at holde følge med Domprovsten og Professoren, som seilede afsted som Fregatskibe. Efter fire Mils Gang fandt jeg det kolgest at stige til Hest, og for at føie den gamle Kapellan steg ogsaa mine Reisefæller til Hest.  Om disse Heste maa jeg bemerke, at Domprovsten havde faaet den bedste; ung og frisk var den, dog lidt vild, og den sidste at disse Dyder var vist, for at være ærlig, den egentlige Grund, hvorfor vi to andre overlod Domprovsten den bedste Hest. Professorens Hest var nok  saa god, medens min var en gammel udlevet ”Gamp”, som næsten ikke kunde røre sig, og den havde desforuden den Lyde ved sig, at den snublede, saa jeg altid maatte være bange for, at den vilde snuble og falde og deved sende mig flere tusinde Fod ned i Afgrunden. Den første Dag var Faren ikke saa stor, da Veien var god, men siden saa det riktig stygt ud undertiden, da Veien, foruden at være saa brat, ofte kun var 2-3 Fod bred med et svælgende Dyb under os. I ethvert Tilfælde kunde nærvøse Folk ikke fare den Vei, saa svimlende var den ofte. 

Paa Veien den første Dag kom en fin Herre med sin Dame ridende efter os paa prægtige Heste. Vi hilsede venligt og sagde, det glædede os at finde medreisende, - dog simpelt klædte, som vi var, og med disse uanselige Heste, som ikke var stort større end en Gjedebuk (!), antog de vist, at vi var Landstrygere, hvorfor de ikke besvarede vor Hilsen, men, som Englænderne saa ofte gjør, reiste fornemt videre.  Dog, efter nogen Tid kom Herren til Eftertanke om, at vi ogsaa var Mennesker, hvorfor han standsede sin Hest og ventede, til vi kom efter, og begyndte at tale riktig venligt med os, og da han selv skulde tage af fra Kongeveien, fortalte han os meget venligt, hvorledes vi skulde reise. Dette Kastevæsen hos Englænderne er forfærdeligt; hvis man ikke antages for at være, hvad de kalder en ”Gentleman”, saa behandler de en ikke stort bedre end en Hund – vil i alle Tilfælde intet have med en at gjøre, og anser sig selv besmittede og urene, hvis de kommer i nær Berøring med en saadan; dog derhos taler de om Kaste hos Hinduerne!

Den første Dag kom vi til Jorukur, som er 13 engelske Mil fra Darjeeling. Der er et Hus, som hører Regjeringen til, hvor reisende kan tage ind for Betaling. Der er en indfødt, som holde Værelsene rene og sørger for Brænde, desforuden findes der Kjøkken og Kogesager samt Fade og Tallerkener, dog Knive, Skeer og Mad maa de reisende selv have med. Det var os en stor Glæde at komme til dette venlige Hus efter en taagefuld Dags Reise, hvor vi intet havde set. Professoren og jeg ”ertede” Domprovsten med, at han saa saa sur ud som Veiret, da han undertiden syntes at gaa saa ”mut” paa Grund af, at vi i den uigjennomtrængelige Taage intet kunde se – dog han negtede dette og forsøgte at holde Modet oppe. Men nu, da vi kom til Bangalen (Hvilehuset), var han i sit Element. Han var redet foran paa sin Stadshest, og da Professoren og jeg kom efter, var der Ild paa Peisen, og Vandet til Kaffe var kogende – og snart havde han dækket Bordet, saa at vi kunde faa noget at spise. Det Lov maatte vi give ham, at en bedre Kommissariatsofficer gives ikke. Vi havde rigtig en hyggelig og velsignet Eftermiddag og Aften der, læste og talte om Guds Ord og bad med hverandre om Guds Velsignelse for os selv og for Arbeidet baade i Santhalistan og paa den hele Jord. Vi forglemte heller ikke, som I nok kan tænke eder, vore Venner i de skandinaviske Lande, som med os arbeider for Santhalernes Frelse. Neste dag, tidlig om Morgenen, skulde vi reise videre. Vi havde ikke mere end 13 Mil at reise, men da Veien var daarlig, og vi først havde at stige ned i dybet i en Dal og derpaa stige op flere tusinde Fod, saa var Veien overordentlig besværlig. Vi vandrede, saa længe vi kunde, og steg derpaa tilhest; dog for min gamle ”Gamp” blev det for meget, hvorfor den netop som vi skulde stige op ad et meget steilt Fjeld, i Fortvilelse lagde sig ned rolig som en Ko midt paa Veien – til Domprovstens Fornøielse, som seilede foran, og Professorens Forskrækkelse, som kom bagefter. Der stod jeg over Hesten midt paa Veien, og Sigaren faldt mig ud af Munden af Forbauselse, medens Gampen saa nok saa rolig ud under mig, da han vel tænkte, han havde gjort nog for den Dag! Min Hest spillede mig det samme Puds endnu en Gang samme Dag, saa at jeg blev nødsaget til at gaa opad det forfærdelig bratte Fjeld. Hvorledes Folk, som overhovedet lægger Vei, kan lægge den saa brat – forstaar jeg ikke. Jeg paastod, at ”Jeita” (en Gjed) havde været Ingeniør hos Englænderne. Det værste var, at Domprovsten og Professoren gjorde Nar af den gamle Kapellan, at han op ad Bakken ”pustede som et Lokomotiv”! Dog, endelig naaede vi vort Bestemmelsessted for den Dag – Tonglu, som ligger 10.000 Fod over Havet. Huset der var meget smukt, og da det syntes at klarne op, saa glædede vi os dobbelt. Om Aftenen blev det ganske klart, og vi saa et Maanelys, som vi aldrig har set Mage til, i den tynde, klare Luft. Vi kunde se Darjeeling med sine hundreder af Lys paa den anden Side av den store Dal. Vi styrkede os med Guds Ord og Bøn og frydede os over Guds herlige Natur. Dog begyndte herfra i Besynderlighed en Møiens Tid for Professoren, som havde overtaget Fyrbøderarbeidet. Han maatte nemlig i denne Kulde holde Ilden vedlige hele Natten igjennem, og det var i høieste Grad latterligt at se ham staa paa Hug foran Peisen med Pusteren i Haanden og blæse i Ilden, da den tykke, halvraa Ved ikke vilde brænde eller varme os! Han maatte staa saaledes 2, 3 og et Par Gange ogsaa 4 Gange om Natten, Stakkel! Jeg havde det letteste Arbeide, jeg havde kun at se efter, at Hestene fik Græs. 

Den næste Dag havde vi det værste for os, thi da skulde vi reise 17 Mil, stige ned fra 10.000 Fod til 8500, og saa stige op til 12.070 Fod over Havet. At ride nedad Bakke var umuligt,og at ride opad bakke var ikke stort mere muligt; vi maatte derfor vandre meget,og det var netop, hvad der gjorde os alle saa godt, naar vi kun kunde stige til hest nu og da for at hvile os. Opad et Fjeld havde vi 26 eller 27 Sigsags, og disse var for det meste saa bratte, at der ikke kunde være Tale om at ride; dertil kom, at Luften var saa tynd, at vi ikke fik nogen Luft og saa ud som Kalkunhaner i Ansigtet. Dette sidste Fjeld den Dag blev endog for meget for Domprovsten og Professoren; vi maatte sætte os og hvile flere Gange. Endelig kom vi dødstrætte i tykt Taageveir til Sandakphu, som ligger 12.070 Fod over Havet.  Det begyndte ogsaa at regne lidt, saa at Surveiret derved ikke blev bedre. Om Aftenen Kl. omkring 6 kom tre Herrer tilbage fra det næste Hvilested uden at have set noget.  Den ene var Søn af  Løitnant-Guvernøren af Bengalen, den anden var Søn af Mr. Gladstone i England, og den tredje var en Herre fra Høiesteret i Calcutta. De var overmaade venlige. Der var tre Værelser i Huset – et havde de, et vi, og det tredje var felles Spiseværelse. De reiste videre tilbage næste Morgen, og vi reiste til den sidste Station, Phalut, som ligger 13 Mil nærmere Kanjanjhinga. Vi havde daarligt Veir hele Reisen ogsaa den Dag, og vi tvilede om at faa se Snefjeldene.  Dog, vi trøstede os med, da vi maatte vandre saa meget og var i saa ren og frisk Luft, at vi i Grunden vilde naa vort Maal for Reisen, vor Sundhed, selv om vi intet saa.  Dertil glædede vi os over at den sidste Dags Reise henimod Fjeldene vilde blive Mindre ubehagelig, fordi vi havde hørt, at næsten hele Veien var flad, men var vi noensinne blevne narrede, saa var det den Dag; thi Veien var næsten værre end noget andetseteds, paa fire Steder var det værre end noget andet Punkt paa hele reisen; det var saa brat, at vi ikke kunde ride. Veien gik langs Fjeldryggen, som der kun var 8-10 Fod bred, medens Veien selv paa to Steder ikke var over to Fod bred, da store Stene laa ud i Veien, medens vi under os havde et svælgende Dyb. Det saa farligt ud. Op og ned hele Veien – det var den flade Vei, man havde lovet os! Endelig efter megen Møie kom vi til Phalut i tykt Veir og Taage, og saa bittert koldt var det, at vi maatte bruge Vanter, som Bahr havde laant os. Heste og Folk var saa trætte, at vi knapt kunde staa. Der traf vi to kjære Egtefolk, Dommeren af Patna med sin Kone. Vi spiste sammen om Aftenen og trøstede os, saa godt vi kunde, over Taagen. De reiste bort den næste Morgen, medens vi blev en Dag over for om muligt at se Fjeldene, som maatte være meget nær. Vi gik op paa den høieste Top af Fjeldet og satte os, da det saa udtil at ville klare op. Vi blev der to Timer. Luften var saa tynd der oppe, at Professoren, istedetfor at have sine Øine rettet mod nord, hvor Kanjanjhinga var, bøiede Hovedet nedad mod Jorden – og sov ind! Det var Maaden, hvorpaa Professoren skuede Kanjanjhinga - i Drømme.  Nei, hvor maatte Domprovsten og jeg le, medens han sad der drømmende sødt, vi vidste ikke hvorom! Vi fik et Glimt af Kanjanjhinga den Dag. Den næste Morgen, da vi kom op paa Fjeldtoppen, skulde et Skue møde os, som overgaar al Beskrivelse; Der laa hele den snehvide Fjeldkjæde for os fra Everest mod nordvest til Assamsnefjeldene mod nordost i en Renhedens og Fredens Majestæt – vi stod som forstenede –og dernæst i Tilbedelse af ham, som har skabt alt dette – denne sublime, urokkelige, storartede Masse – og vi kom levende til at tænke paa Herrens Ord hos Profeten: Bjergene skulle vige, og Høidene skulle falde, men min Naade skal ikke vige fra dig, ei heller skal min Fredspagt med dig falde, siger Herren, din Forbarmer – og vi skammede os af Hjertet, at vi havde saa liden Tillid til ham, hvis Forjættelser endog er urokkeligere en disse Evighedsfjelde foran os, og vi tænkte paa Renheden i Himlen, hvor han throner, og paa den evige Fred hos ham – langt større end den snehvide Renhed og den forunderlige Fred, som hvilede over dette storartede Syn, vi saa foran os.

Det er værd at gaa fra Verdens Ende for at se dette Syn, hvis Sublimitet overgaar endog den mest levende Fantasi. Vi var Kanjanjhinga saa nær, at vi troede vi kunde have set et Rensdyr løbe deroppe imod Toppen, hvis et saadant havde været der, og dog maa vi have været en 10 engelske Mil i ret linje derfra, dog maaske mindre. Hele Fjældkjæden fra nordvest til nordost er inddelt i tre Afdelinger: Everest mod nordvest med sine Snefjelde til vest og øst af Hovedtoppene, Kanjanjhinga i Midten med sine Snefjelde til vest og øst, og endelig Assam-Snefjeldene med en høi Top i Midten. Vi kunde ikke komme fra Stedet, saaledes ligesom fortryllede stod vi der i dyb Beundring. Vi saa under Snefjeldene de mægtige blaa Fjelde og nede i Dalene Skyen ligesom et Ocean, medens Solen forgyldte den ene Snetop efter den anden, og en forunderlig dyb Ro og Fred hvilede over hele Naturen, hvor intet Menneske var omkring os. Jeg kan godt forstaa, hvorledes formme Mænd i gamle Dage, baade i den kristne Kirke og blandt de gamle Hinduer, følte Trang til at drage sig tilbage fra Verdens Larm og omgivet af Guds stille Natur nedsænkede i Betragtning over Gud og hans magt og Kjærlighed. Vi følte noget af, hvad Apostlene maaa have følt, da de sagde: Herre, her er godt at være; Indtrykket vil vedvare, saa længe vi lever, og bidrage til at drage vor Sjæl op mod de evige Bjerge, mod ham, som i Majestæt, Renhed og Fred overgaar alt det store, rene og fredelige i Forkrænkelighedens Verden. 

Vi maatte tilsidst rive os løs fra disse stille Betragtninger og dette forunderlige Syn og gaa tilbage til Huset, holde vor Andagt, spise og drage tilbage til den næste Station, Sandakphu – men vi saa atter og atter tilbage paa disse snehvide, majestætiske Bjerge, næsten 30.000 Fod over Havet, og jeg tænkte paa ham, som har forbeholdt alle sine troende noget endnu langt herligere og renere i himlen. 

Paa Tilbageveien havde vi det Uheld at ”jæte bort” Domprovsten –som havde faaet en saadan Mani for Gjenveie, at han tilsidst forvillede sig – saa at vi under stor Ængstelse maatte vente længe paa ham, under stadig Raaben, som han imidlertid ikke hørte. Endelig kom han tittende frem bag en stor Sten oppe paa Bjergtoppen og luskede rolig frem paa Veien og satte sig paa sin Hest uden at sige et eneste Ord. Han forklarede siden, at han havde været bange for at faa Skjænd, derfor havde han sat sig stille op paa Hesten og diltet afsted. Et andet Uheld havde vi ogsaa med ham. Hindbærene, hvoraf der ved Veien paa mange Steder var en stor Mængde, smagte ham nemlig saa godt, at han atter og atter maatte op i Bjergene for at sanke dem. Paa et Sted, hvor Veien var skaaret ind i Bjerget, gjorde han atter en af sine Afstikkere – men da han intet andet havde at holde sig fast ved end Hindbærbuskene, og disse gav efter, saa tumlede han ned og rev sin Haand i Stykker, til vor store Forskrækkelse.

Paa Tilbageveien gik vi meget tilfods, og jeg var til alles Forundring bleven saa stærk, at jeg nu gik foran, og den sidste Dag vandrede vi over det halve af de 25 Mil fra Tanglu til Darjeeling. Bahr, som tegner udmerket godt, har efter vor Beskrivelse af Reisen lavet 11 Karrikaturer, som er meget træffende, deriblandt ogsaa ”Den første Mil mot Kanjanjhinga” hvor Domprovsten og Professoren gaar saa kjække foran, medens Kapellanen bagefter gaar bøiet og næsten ikke kan røre sig, og ”Den sidste Mil paa Tilbageveien”, hvor Kapellanen skrider helt kjækt ned ad Bjergene med Sigaren i Munden, medens Professoren, støttende sig paa sin  Alpestav, kravler med Møie ned ad Bakken, og den ellers saa kjække Domprovst sidder oppe i Bakken og tørrer Sveden af sin Pande.

 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 22

22 desember 2017

Efter Tyve Aar
Det er vor Missions tyvende Aarsberetning. Naar vi ser tilbage over alle disse Aar, hvori Herren har kjæmpet for os og utvidet sit Rige for sine Fienders Øine, har vi særlig Grund til at reise en ny Milepæl og kalde den ”Ebenezer”. Den 121de Salme vil udtrykke med den hellige Skrifts Ord vore Erfaringer i den Tid, det er forundt os at arbeide for Kristus blandt Santhalerne. Naar vi mindes, hvorledes vi kom ind i dette Land uden Formue, uden Venner og uden Selskab, og Ordet dog lød til os: ”Herren bevare din Indgang”, og vi nu ser os om og ser de mange forvildede Faar, den gode Hyrde har indsamlet, og Billederne af det store Antal Venner i Europas forskjellige Lande, som han har kaldet til Hjælp for os, føler vi, at vi ikke forgjæves har løftet vore Øine til Herren, men at han har gjort langt mere for os, end vi kunde bede eller tænke.  Da kunde vi kun se meget lidt, men i vore Hjerter brændte en Kjærlighedsild for dem, om hvem vi vidste lidet eller intet.  Det saa ud, som havde alle og alt forenet sig for at hindre vor Indgang her, men en Røst talte til vore Hjerter og kom, derom er vi forvidsede, fra Herren Jesus selv og sagde: ”Frygt ikke, tro kun”, og dette Ord blev dette Arbeides Grundlag og oplivede os, saa vi helt glemte vor Ringhed, vor Pengemangel, Fare, Sygdom og Prøvelser, der viselig vilde falde over os, og at Santhalerne som en Mand ikke vilde have med os at gjøre og ikke ønskede, at vi nedsatte os iblandt dem. 

Vi mindes vort første Besøg paa denne Plads, da vi gik til en Nabolandsby, Chitragaria, og bad Høvdingen om husly i en Kostald, et alt andet en prægtigt Sted. En Kostald i Europa er et Palads i Sammenligning med sin santhalske Jevnlige. Da vi var blevne afviste, henvendte vi os til en anden gammel og rig Santhaler i samme Landsby, men kun for at blive afviste. Disse to Mænd lever endnu, men ak, som saa graahærdede Hedninger som blot mulig. Det kunde se ud, som Evangeliet ikke hvade nogen Magt over dem, men naar de har været i nogen Slags Forlegenhed, har de første vendt sig til os om Hjælp, og de er altid blevne venligt mottagne og hjulpne. Vor Bolig den første Nat var en liden Hytte, hvor Hinduafguden Durga nylig var bleven opstillet. (Thi Santhalerne var villige nok til at optage deres Hindu-Naboers Afguderi, det var kun med den levende Gud, de ikke vilde have noget at gjøre.) Den var kun 10 Fod i Firkant og mod Sydsiden aaben og uden Ly for Veir og Vind.  Saaledes var vor Indgang i dette Land. Santhalerne gloede kun paa os og vidste ikke, hvad de skulde gjøre med os, for de havde aldrig oplevet, at der kom Europeere og levede iblandt dem paa den Maade. Nogle uvenlige Mennesker gjorde 10 Aar senere den Bemerkning, at vi kom ind i Landet som Vagabonder. Overfladiskt seet kunde der ikke siges noget mere sandt, men vi priser og takker vor Frelser, at i vore Hjerter følte vi os ikke som Vagabonder, men som fremmede og Pilgrimme, der hungrede efter Reisefølge paa Veien til Sion. Herren vor Gud hjalp os til fulstændig at glemme os selv og alt det, der bekymrede os, og vi fryder os og priser ham, at vi ikke da blev nødte til at forlade hans Mark, som saa mange alt for gjerne havde set. Han har tilladt os at staa fast og ikke paa nogen Maade at give tabt. Jo større Prøvelserne og Faren var, des større var den Kraft og Beskyttelse, der blev ydet os, og saaledes har Herren hjulpet os til at gaa fra Styrke til Styrke, fra Seir til Seir.

Nu, naar vi ser tilbage over de svundne Tyve Aar, kan vi juble i høien Sky: ”Herren har gjort store Ting for os, derfor er vi glade”. Naar vi mindes de mange kjære Santhalkristne, som har seiret ved Lammets Blod og nu er i Himlen, kan vi sige, at dette er den sandeste og største Glæde af alt.  Vi kan i dette Arbeide se vor Frelsers Lignelse om Guds Rige som et Sennepskorn i sin fulde Forklaring. saa ringe og som intet saa det ud, da vi begyndte. Navnet paa vor Hovedstation ”Ebenezer” blev ikke givet tankeløst, thi i to og et halvt Aar, før vi nedsatte os der, havde vi søgt og spurgt baade ved personlige Rei-ser rundt omkring og ved Brevveksling med andre om det Sted, hvor Herren vilde have os til at blive, og hvor han vilde velsigne os. Da vi omsider efter de Prøvelser og Sorger, disse to og et halvt Aar havde bragt med sig, fandt dette Sted, kunde vi knæle ned og stille og taknemligt udbryde: ”Hidtil har Herren hjulpet os”. 

Dette blev sagt paa en tid, da alt saa mørkt og truende ud omkring os,  og underfuld er i Sandhed den Maade, hvorpaa vi stedse siden er blevne veiledede og hjulpne, hvilket giver os Grund til at løfte Lovprisningens og Taksigelsens Røst.  Netop i Forhold til Arbeidet blev Midlerne sendt os, alt som Sennepskornet voksede. I de første otte eller ni Aar blev de fleste Penge indsamlede ved en af os, som reiste om og personlig tiggede Bidrag hos Europæerne, der boede i Indien. Da vort Arbeide blev bekjendt i Europa 1874 ved et Brev i Londonbladet ”Times” fra dets særlige Korrespondent, var den første Ven, vi fik der, Dr. Graham. Han havde allerede hørt noget derom af sin Søn, General (da Oberst) Graham, der kjendte noget dertil fra våre Besøg hos ham i Poona. Dr. Graham har ved Guds Naade været vort Arbeide en trofast Støtte fra den Tid og indtil den Dag idag, og ingensinde, hvad Storme der saa i Mellemtiden har raset mod Gjerningen her eller mod os personlig, har nogen af dem formaaet at rokke ham det mindste. Han har delt vore Sorger og Glæder med os med samme utrættelige, stadige og trofaste Hjertens Kjærlighed. Fra den første Dag indtil denne han han altid vist os fuld Tillid i alt, hvad vi har foretaget os.  Dette er noget stort og findes meget sjeldent. Vore Venner vil derfor kunne slutte sig til , at han til Gjengjæld har vor Tillid og varmeste Kjærlighed samt en Plads som ingen anden i vore Santhalbrødres Hjerter og Bønner. 

Da Arbeidet blev større, og de kristne blev talrige, kunde vi ikke anvende Tid paa aarlige Indsamligsreiser i dette Land, hvor det desuden vilde have været vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at faa den større Indtægt, som nu var bleven nødvendig. Vi blev da enige om, at en af os skulde gaa til Europa og forsøge at vekke en Interesse der for Arbeidet blandt Venner, som vilde hjælpe os med at skaffe Pengemidler til at fortsætte. Denne Plan blev udført, og en af os reiste til Europa i Mai 1876 og var særdeles heldig med, ved Dr. Grahams Hjælp, at vinde Venner i Edinburgh, Glasgow, Dundee, Aberdeen og London, saa der opstod en meget levende Interesse. Derefter blev der vundet Venner i Danmark, Børresens Fædreland, og saasnart disse blev bedre bekjendte med Arbeidet, fattede de en varm Interesse derfor.  Ikke blot blev der det følgende Aar dannet Komiteer, men ogsaa det danske Missionssælskab traadte til paa en meget venlig Maade for at hjælpe dette Arbeide, og Kjærligheden til Santhalmissionen er ogsaa stadig siden vokset i Danmark, og naar Hedningernes Nød og vor Mesters Afskjedsbefaling først føles almindeligt Landet over, og Naaden ved at være Kristi Medarbeidere paa Missionsmarken i høiere Grad gjennemtrenger Hjertene hos hans Folk der, er vi visse paa, at vi vil faa endnu større Ting at se fra dem. 

Meget lidet blev da gjort i Norge, undtagen Skrefsruds Fødeegn og blant nogle af hans personlige Venner, hvor der havde vist sig Interesse for Arbeidet lige siden hans Afreise til Indien, men det var kun i ringe Grad, der blev foretaget noget. Skjønt Norge blev besøgt 1876-77, og der blev gjort Bekjendtskab med en stor Mængde Venner, blev der ikke fremkaldt nogen alminnelig Interesse. Nogen Interesse, blev ligeledes vakt i Sverige, særlig i Upsala og Stockholm, men det var ikke før i 1881-83, da en anden af os atter besøgte Europa, at Arbeidet fandt ret Fodfæste i disse to Lande. Det er os en Glæde at sige, at særlig Norge er gaaet vidunderligt frem, idet der er oprettet Komiteer paa mange Steder saavel som Kvindeforeninger, der i Norge udretter mest til Missionssagens Fremme. Da ingen af os har været i stand til at anvende den nødvendige Tid paa Sverige, har Interessen der ikke naaet den samme Høide som i de to andre skandinaviske Lande; men blandt vore svenske Venner kan vi regne nogle af de mest varmhjertede kristne Brødre og Bidragsydere, og vi er vis paa, at Sverige nu særligt, da det har en af sine Sønner paa Marken her, ikke længer vil staa tilbage for sine to Søstre. 

Arbeidet i Skandinavien er stadig vokset de sidste 10 Aar og vedbliver at gjøre det, hvorimod, hvad England og Skotland angaar, saa vil vi ikke sige, at Kjærligheden til og Interessen derfor er formindsket der, men Hjælpen, som blev ydet derfra, er det dog meget hurtig paa Grund af den forøgede Understøttelse fra vore egne Landsmænd, som vore Venner i Brittanien selv har sagt os. Dog er vi aldeles overbeviste om, at hvis der nogensinde opstaar en Nødvendighed derfor, og vi endnu en Gang personligt henvendte os til dem, da kan vi stole paa, at vi atter i Gjerningen vil kunne glæde os over deres Medfølelse. Vi  kan sige med al Taknemlighed mod og Tillid til vor Herre og Mester, at hidtil har han sørget for os, og vi er  forvissede om , at han vil vedblive med at gjøre det i Fremtiden. 

Naar vi vender vor Opmerksomhed indad mod Arbeidet paa selve Missionsmarken, saa kan vi sige med Pris og Tak til Herren, som plantede Sennepskornet, som overfor sagt, at han ladet det gro paa den forunderligste Maade. Ved vor Hjemkomst i Begyndelsen af 1878 fra det første Besøg i Europa, havde vi kun en liden Udstation, Aludoha, foruden Hovedstationen her og Stationen Dudhiani, der ikke blev benyttet, og kun to Santhalpræster, Siram og Surju. Og nu har vi, som Vennerne vil se af denne Aarsberetning, tolv Stationer til, byggede i de ni mellemliggende Aar, og deraf har de syv solide Vaaningshuse for Europæerne  foruden Leiligheden for de indfødte Hjælpere, som de alle har. Sennepskornet er vokset til et Træ, hvorunder tusener af Santhaler har fundet Hvile, og ikke blot i Santhal Parganaerne, emn også i Assam Valley (Dalstrøg), hvor en Koloni af kristne Santhaler blev grundet 1881. For at Sæden ikke skulde lades ene, men blive frugtbar og mangfoldig, har Kolonisterne, foruden deres merkverdig heldige Bestræbelser for Livsophold ved deres Hænders Arbeide paa Markene, stadigt havt Omsorg for at udbrede Evangeliet blandt deres nye Naboer. Pastor Siram og hans ældste har gjort adskillige Reiser mod nordøst for at besøge Mecherne, en anden af Indiens Urstammer, og blev vel modtaget af dem, og nu har de kristne bygget en liden Station paa egen Befolkning henved 35 Mil nordøst for Kolonien, hvor nogle Brødre af egen fri Vilje har tilbudt at gaa hen og nedsætte sig, blot for at prædike Evangeliet for Mecherne. Hvor som helst nogle af de kristne kommer, vidner de om Frelseren for hver den, som de træffer paa deres Vei. Andre Ture er gjorte af Menighedens Bestillingsmænd i andre Retninger saa langt som til Foden af Himalayabjergene. Det er umuligt for nogen at forudsige, hvor langt Virkningerne af disse Udflugter vil vise sig at have naaet, men en Ting er vis, at Evangeliet vil og maa blive bragt Indiens indfødte af deres egne Folk.  Vi kan være deres Raadgivere og Veiledere paa mange maader, men Massenes Omvendelse vil aldrig blive fuldført ved Europæerne alene. 

Brødrene i Kolonien staar ligeledes i det bedste Forhold til en anden Stamme i Indien, derkaldes Rajbongsher, og for hvem de stadig prædiker, og for ikke længe siden udbad denne Stammes Overhoved sig en Samtale med vor Santhallæge der, Rimaj, for at han kunde undervise ham fuldstændig om vor Religion, og han selv saaledes kunde afgjøre, om han skulde tilraade sit Folk at modtage Kristendommen eller ikke. De kristne der nærer stodre Forhaabninger om Følgerne af denne Forhandling og mener, at bege de ovennævnte Stammer vil komme til Herren. 

 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 21

21 desember 2017

Børresens første brev fra Assam

Taura Haut Camp, Assam, 28. Oktober 1880. 

Da Skrefsrud har skrevet til mig om dette Land og Aarsagen til  vor Indvandring hertil, behøver jeg ikke at tale noget videre om den Ting, saa jeg vil derfor meddele dig at jeg sidder her i Assam i den øde Verden. 

Jeg forlod Ebenezer den 18 Oktober med ti Santahalbrødre, de første Indvandrere til dette Land. Jeg tog Biletter for os alle som og for min Kok, og om Morgenen den 19de Kl. 5, forlod vi Rampore Haut efter først at have havt en hel Del Bryderi med at faa alle placerede ind i Vognen, da de ikke er vante til at reise med Jernbanetog; men alt gik vel, og alle kom lykkelig og vel til til Calcutta Kl.11, hvor vi blev til næste Middag Kl.1, da vi havde Indkjøb at gjøre. 

Her aflagde de kristne et herlig Vidensbyrd om deres Tro til nogle næsvise Bengaler,  som havde skaret sig omkring dem, muligens for at more sig over deres Enfoldighed og Dumhed i det, hvad de nu var m.h.t. Kristendommen. De fristede dem med deres sædvanlige snedige Spørgsmaal, som de kristne besvarede med Opriktighed og saaledes spærrede dem Veien, hvorpaa de kristne forelagde dem Spørgsmaal til Besvarelse, hvorover de maatte skamme sig, og de forlod dem med de Ord: ”De ved, hvem de har og paa hvem de tror!” De kristne morede sig over at have stoppet Munden paa disse kloge Bengaler. I en Butik, hvor de kjøbte en Del Tøi, blev de skammelig bedragne, idet den handlende tog akkurat det dobbelte af, hvad Tøiet var værdt, da han saa, at de var fremmede. Da jeg hørte dette, gik jeg med dem hen til Karlen, gav ham paa Hovedet, og han sitræde og bævede, men intet hjalp ham, han maatte give alle de modtagne Penge tilbage og maatte tage sit iturevne Tøi igjen. Bedrageriet var for stort til, at man kunde lade det gaa. Jeg sagde til Handelsmanden: ”Du megtige Konge, hvem har befalet dig at bedrage fattige Folk saa skjændigt?” Hovedmanden var løbet bort, da han saa, at jeg kom med alle dem, han nylig havde bedraget saa gruelig. Hvis de havde seet mit Komme før, vilde de uden Tvil have lukket Butiken, og de blev derfor meget overraskede, da jeg paa en Gang var hos dem. Vi lo rigtig godt over, at vi havde faaet fat paa dem. 

Vi kom da endelig lykkelig og vel bort fra Calcutta med Eastern Bengal Railway og kom til Sara Chat. Her gik vi, Kl. 6 Aften, ombord paa et Dampskib, hvor jeg spiste Middag, og efter en Times Fart kom vi til den anden Side af Gangesfloden og gik i land til Northern Bengal Railway, kjørte saa hele Natten og kom om Morgenen til Kauniar. En liden Dampbaad bragte os efter en Times Fart i land igjen, og vi kjørte saa 13 Mil i en Vogn, igjen en Times Fart med en Dampbaad, igjen til Lands og en Mil med Oksevogn til Bramaputra, den mægtige Flod, der er paa flere Steder 2-4 Mil bred. Vi gik ombord her i en Dampbaad og seilede 30 Mil til Dhubri, hvor vi kom om Aftenen. 

Lørdag Morgen kjørte jeg først med en liden Vogn, saa ubehagelig som mulig, medens alle de medfølgende Brødre vandrede tilfods. Efter at have kjørt 10 Mil steg jeg høit paa en Elefant, som bragte mig hertil. Hele Veien fra Dhubri til dette Sted, Taura Haut er 30 Mil; men at reise paa en Elefant er ingen behagelig Tur.  Det var som hele Legemet var sønderslaaet, da jeg havde siddet paa ham i seks Timer. Da mine egne Sager endnu ikke var komne, reiste jeg først en Mils Vei hen til en Theplanter for at faa en Kop The og noget at spise. Den unge Mand der moddtog mig meget venligt, og jeg fik snart noget at spise. Det var nu godt den Eftermiddagen, og da det blev mørkt, forlod jeg den unge Mand, og begv mig til dette Sted. Et Hus var bygget av Bambusrør, der tilhørede Regjeringen, og skjønt det kun er lidet, er jeg hjertensglad over at have det. En Lykke var det, at jeg havde bragt med mig et Dække til at ligge paa og Hovedpuder;  men en Seng var ikke at faa, saa jeg maatte tage til Takke med at ligge paa Gulvet. 

Den 3dje November.
Ingen Kop eller Glas eller noget at koge i! Alle mine Sager, Klæder o.s.v. laa endnu i Dhubri. Den unge Theplanter havde intet at kunne laane mig, da jeg skulde have min Aftensmad og ikke havde noget at koge i.  Da kom tre Babuer, som er ansatte under Guvernementet og bosiddende her i Taura Haut. De viste mig Barmhjertighed, gik og lavede en deillig Aftensspise for mig, og de bragte mig et Glas, en Kasse, som jeg brugte som Bord, og en anden Kasse til at sidde paa. De sørgede saa vel for mig, at jeg takkede Vorherre mere for deres Venlighed end for 1000 Rupier i gode Dage.  De bragte mig deres eget Muskitonet, men med en Seng kunde de ikke hjælpe mig, og indtil nu er mit Leie paa Gulvet. Kun de ubehagelige Venner, som har indfundet sig – Rotterne! De vandrer omkring min Seng, og gjør saa megen Støi hele Natten, at jeg maa ligge og hamre i Gulvet for at skræmme dem bort; men nu er de blevne vante til min Hamren og bryder sig ikke om det. Jeg sover  ikke alene, thi mine Brødre ligger ogsaa paa Gulvet. Vi er altsaa et godt Sælskab; men jeg skulde være glad, naar Rotterne kun ikke bliver saa næsevise, at de bider mig i Næsen. Min Solhat har de besøgt igaar Nat og har næsten bidt Hul igjennem den, og skulde de nu begynde at gnave mine Støvler itu, da vilde det se slemt ud for mig, da jeg kun har det ene Par. 

Dagen efter, altsaa Søndagen den 24de, reiste den unge Theplanter til Dhubri og overlod mig alt, hvad jeg ønskede af hans Kjøkkensager, indtil han kommer tilbage, og hans Melk og et Eg faar jeg ogsaa og The fra hans Have. Hvis Herren ikke havde sørget saa venligt for mig, da vilde det have set daarligt ud, men nu maa jeg juble og takke. Først 27de kom mine Sager. Det var en drøi Venten. 

Vi feirede da vor Ankomst i dette Land med en Søndagstjeneste, hvor vi alle trods Trætheden følte Vorherres Naade. Vor Indgang blev velsignet, og vort Samliv er meget velsignet. Om vi end bor lidt snevert, har vi det dog godt. Saasnart vi vaagner om Morgenen, samler vi os til Morgenbøn, som er kun kort: En samtale og en Bøn. Da vandrer Brødrene bort til deres Arbeide, som er henved seks Mil herfra, og hvor Grunden er lagt til den første Landsby, som er kaldt Thakurpura; men 19 af de 20 Brødre, som er med, søger sig hver en Landsby. Dog kan man umuligt komme omkring nu, da næsten hele Landet er utilgjængeligt. Med meget Besvær har de maattet bane sig Vei til Thakurpura. 

Mandagen den 25de vandrede de altsaa derhen for første Gang, hvor de begyndte deres Arbeide med at brænde det 16 Fod høie, tykke Græs og Rør, hvilket dog ikke lader sig gjøre, da det endnu ikke er tørt nok, saa de maa skjære og hugge det bort. 

Regjeringen har overladt mig en Elefant til at bruge saa længe, som jeg vil opholde mig her, derfor vil det være muligt for mig at komme lidt omkring. Jeg red saa ogsaa ud den 25de med Brødrene, og vi vandrede saaledes sammen til den første Plads, men det saa noget farligt ud. Selv jeg paa Elefanten druknede næsten i det høie Græs. Det første, som maatte gjøres, var at søge at faa tændt Ild i Græsset, og imedens red jeg paa min Elefant dybere ind i Krattet, indtil Elefanten ikke kunde komme frem, og Driveren blev bange og advarede mig, at vi ikke skulde gaa videre, da vi ingen Vaaben havde med, hvorfor vi red tilbage til Brødrene. Der knagede det i Græset og brændte, og da Elefanten saa det, begyndte han at blive bange, og vi maatte skynde os at komme bort derfra, da den ellers vilde have løbet med os. Vi kom da tilbage hertil Kl. 2. 

Den 9de November
Dette Land tilhørte Bhotan, men Englænderne tog det for 40 Aar siden, tog Kongen tilfange og lod ham blive der under Beskyttelse. Hans Slot er nu i Ruiner, overvoksede med 16 Fot høit Rør; Græs kan man ikke kalde det, da det meste har en Tykkelse paa tre Fjerdedels Tomme; men derimellem er almindeligt Græs, som er udmerket til Tag. En anden Konge fra Sime i Himalayabjergene kom senere med sine Elefanter for at besøge den fangne Konge her, og en god Dag var Kongen forsvunden, og ingen vidste da, hvor Bhotankongen var bleven af. Dog havde han taget alle sine Herligheder med sig og efterladt sin Søn i stor Fattigdom. Regjeringen har givet ham et Stykke Land, hvor han lever som en Stymper, men ikke som en Prins eller Arving. I hans Faders Slot bor der nu for Tiden Kongetigere og Bjørne, Sjakaler, Ulve og Harer og alle Slags Rovdyr; men ogsaa Papegøier, Paafugle og hundreder af forskjellige Fugle og andre Dyr har indtaget den menneskelige Herlighed, saa her er Jesaias Ord opfyldte, naar han siger: ”Al Menneskets Herlighed er som Græs!” Efter Kongens Død eller Flugt har dette Land i saa mange Aar ligget øde og været et Tilflugtssted for  alle mulige vilde Dyr, Elefanter, Næsehorn, Tigre, vilde Bøfler, som og de skjønne Hjorte af alle slags.  I deres Haver vrimler med alle muglige slags Fugle, Her ser du den vilde Fugl i al sin pragt, og dyrene kjender ikke Menneskene som Fiender, saa de neppe lader sig forstyrre, naar de ser Mennesker.  Landet er ganske utilgjængeligt, og før om seks Uger vil man være istand til at brænde alt bort, hvor da baade de skjønne Fugle og alle andre Dyr vil saa søge sig et andet Opholdssted; men der er ingen Mangel derpaa, thi mægtige Skove, 30 Mil lange, staar til deres Valg. Du kan tro, at det ser merkeligt ud i dette menneskeøde Land! O, en underlig Følelse ikke at se Mennesker, men kun dristige Fugle og andre dyr. Her vrimler af de herlige Turtelduer, der synger hele Dagen. Mainafuglen, en Sangfugl med sterk Røst, synger hele Dagen, Uglen med sin ubehagelige Stemme om Natten, dertil om Natten alle disse Dyr, som lader deres Stemme høre!

Vi har kun turdet nedsætte os paa den yderste Grænse. da man umulig kan tænke paa at komme længre ind og maa tage tiltakke med at bygge nogle Huse, eller rettere sagt Skure som Tilflugtssted for Kvinder og Børn, naar de kommer hertil. Vi bygger saaledes fire Huse. 60 Fod lange, af Bambusrør, som vil kunde staa i tre Aar. Jeg har lagt Grunden til en Kirke, men maa opgive Tanken om at bygge den, da Tømmeret dertil kun kan slebes ud af Skoven ved Elefanter, og de heller ikke lider dette Arbeide. Saaledes har de to Elefanter, som begyndte derpaa, foretrukket at løbe bort, og indtil nu er de ikke fangne, og dog er det fire Dage, siden de løb bort. Naar først alt er nedbrændt, da kan man bære Tømmeret til sin Plads. Dog tror jeg egentlig ikke, at det var Elefanterne, som var gnavne over dette Arbeide, med det var snarere Driverne. Disse Menneskebørn er den forunderligste Klasse mennesker. At beskrive dem er ikke let for dem, som selv har den Ære at gjøre deres Bekjendtskab; men kun en Ting kan jeg sige dig, og det er, at deres Dyder er saa overordentlige, at man er fristet til at tro, at Kristus neppe er død for dem, da man næppe kan tænke, at de vil lade sig frelse. Dog tør vi ikke dømme, da vi jo hører til de mest kortsynede af alle Skabninger. For Herren er alt muligt, altsaa ogsaa at sønderknuse Hjertet paa en Elefantdriver, og dertil er de jo da ikke alle lige.  Jeg kan jo kun tale om dem, jeg kjender, men dog er de beslægtede med hinanden.

Resten af Bothanfolket, som er her, kalder sig Raid Bangsap, nemlig Kongeslegt. Deres Gudstjeneste eller Afgudstjeneste har lighed med Santhalernes, men der er den Forskjel, at disse er Hinduer, og deres største Afgud er en stor Sten, til hvilken Tjeneste de maa give meget til deres Prester. De har smaa Huse, 1 ½ Fod høie, hvori de har en Lerklump smurt med rød Farve, som er deres Skytsgud. Evangeliet har de ikke hørt, thi i denne Del af Landet fra Dhubri er der ingen Missionær. Dog at give en fuldstændig Beskrivelse over dette Folk, der er jo ikke muligt, og det kan man kun faa med Tiden. Jeg gaar en Gang imellem omkring for at gjøre deres Bekjendtskab, hvorover de er saare glade; de fleste forstaar Bengali, der villige til at tilstaa deres grænseløse Dumhed i deres Afgudsdyrkelse, men om de vil lade sig lede hen til vor mægtige Verdensfrelser, vor gode Hyrde, bliver en Sag for sig. 

En rigere Jordbund end denne kan man næppe tænke sig.  Landet er gjennem skaaret af Floder overalt, som næsten – ja  vel alle – har sit Udløb til Bramaputra, som styrter ud i Havet, og alle disse Floder deler sig igjen fra Bjergstrømmene. Tænk, der høstes Ris tre Gange om Aaret! Alt, det en Mand saar, det er han vis paa, at det vil vokse. De faar har saa mangfoldige Sager, saasom Ris, Hamp, Sennep, Olie, tre Slags Tobak, Hvede og flere Slags Erter. Mais vokser her ypperlig og dertil mange slags Urter. Her kan aldrig været Tale om Hungersnød, de saar og høster hele Aaret rundt. I September har de en Rishøst. De pløie da de samme marker, gjøder lidt, og saar mange andre Slags. De har da en anden Rishøst i December, og derefter pløier de det samme Land og saar Ris igjen, som de da høster i April eller Mai, saa Landmanden har intet andet at bestille end at høste, saa og igjen høste. Her er stor Velstand. Saaledes er nu det Land, som ligger øde her, og hvortil ingen har fundet Vei, og som Regjeringen nu har givet Santhalerne. Planteriget er mageløst rigt med Frugter af alle mulige Slags, ja Bambus vokser næsten som Græs. Alt dette er snurrigt at høre paa, men dog er det saa.  Hver Landsby ser ud i det fjerne som en Park med Bambus og alle Slags Frugttræer. Mod øst begrænses Udsigten af en umaadelig Skov, mod nord af Himalayas mægtige Bjerge. 

Saaledes er altså det Land vi har overtaget til Santhalerne. Sydgrænsen er ved Gooma Duar, Døren til Goomadistrikt og Ripadistrikt, seks mil fra Taura Haut og det strækker sig lige mod Nord til Foden af Himalayabjergene. Bhotan-Goomas nuværende Omfang er 96 Kvadratmil engelsk, eller 61.530 Acres Land. Ripa er 242 Kvadratmil, eller 154.889 Acres. Landet er i Længden omtrent 45 Mil, i Bredden vel 8-10. I alt modtager Regjeringen kun 1200 Kr. aarlig Indtægt fra dette Land. Skulde der komme saa mange, at der skulde blive Mangel paa Land, saa er der 100 Mile Land imod nordøst af samme Sort, som de kan optage, og hvor der kun er Thehaver. 

 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 20

20 desember 2017

Uddrag fra Aarsberetningen 1890-91.

Ebenezer Kirke

Den 29de Mars, Paaskedag, blev den nye Kirke indviet til Gudstjeneste, og en meget stor Forsamling var da tilstede. Vi blev rigt velsignede ikke blot ved at mindes Kristi Opstandelse, men ogsaa ved hans Naade mod os og Santhalerne, navnlig formedelst den smukke, rummelige Bygning til hans Tjeneste, som vi ved hans Naade var satte istand til at faa fuldført. Da der er sendt tegninger af Kirken til Danmark, Norge, Sverige, Skotland og England,  er det ikke nødvendigt nu at beskrive den. Grunden blev udlagt i April, men ikke gravet før i Regntiden. Foruden en Udgravning af seks Fods Bredde til Murene, maatte vi  grave meget dybt, omtrent ni Fod, for at finde fast Bund. Til Opfyldning blev der kjørt Sten fra Omegnen og disse cementeret med raa Kalk og Smaasten. Da vi havde stadig Regn, slap vi for Uleiligheden og Udgiften ved at hente Vand, og Arbeidet blev saa meget stærkere. Da vi begyndte at grave Taarnets Grund, kom vi til et Stenlag, da vi var seks Fod nede; den ydre Grund for Verandaen var kun tre Fod bred og lige saa dyb. Den hele Grund er lagt af Kampesten og Kalk i en Høide af tre Fod over Grunden og jevnet med brændte Mursten. Da vi længtes efter at faa Bygningen fuldført, maatte vi antage en stor Mængde Arbeidsfolk og var da saa heldig at faa Grunden færdig i August og det hele fyldt med Jord. Vi lod den staa Regntiden over og fæstne sig, og den 19de September begyndte vi at opføre Murene. Den 5te November kom de Folk, som var antagne af Tagets Leverandører for at sætte Jernverket op, og i Begyndelsen af Februar var de færdige med deres Arbeid og reiste.  Tidlig i Mars var Kirken færdig, malet og alting. 

Skjønt vore Santhaler aldrig før havde set et saadant Arbeide, kunde de dog hjælpe Calcuttamændene med at reise Jernverket, saa  vor Frygt for en eller anden Ulykke blev hævet ved Guds Barmhjertighed, idet ikke et eneste Menneske fra den første til den sidste Dag, kom til skade. Kirken har Døre, der fører ud til alle Sider, 16 i alt, hver otte Fod høi og fire og en halv Fod bred. Efter fire Fods Murverk herover kommer en Række Vinduer paa fire og tre Fod med malet Glas i forskjellige Farver. Murene er invendig tyve Fod høie, og fra Gulvet til Tagets Midte er 35 Fod. Jernverkets Spændstiv er indvendig 60 Fod. Teaktræbeklædningen under Jerntaget er smuk lyseblaa. Der er et Mellemrum paa ni Tommer mellem Jern og Tre, saa Luften kan cirkulere frit. En Veranda, 11 Fod bred, løber rundt om hele Bygningen, ligeledes med Jerntag og teaktræbeklædning, der hviler paa Jernpiller. Foran Taarnet er en Terase med Trappetrin, 60 Fod lang, saa Folk let kan faa Adgang fra alle Sider. Baade indvendig og i Verandaen er Gulvet af Portland Cement. Der manglede aldrig noget af det nødvendige Materiale, og derfor kunde Arbeidet blive gjort saa hurtigt, som det blev. De bedste Materialer er hele Tiden blevne benyttede, og det, at vi havde en ubegrænset Forsyning af Stene tæt ved, som kun kostede Flytningen, sparede os en betydelig Pengesum. En Lynafleder ar anbragt paa Taarnet, hvori den smukke Klokke, som for nogle Aar siden blev skjænket os af Venner i Danmark, nu hænger og kalder os til Kirke hver Søndag.  Vi takker Gud hjerteligt, at vi nu har Plads til hans Tilbedelse, stor nok til at rumme saa mange Mennesker, som vil komme. 

I vestre Assam
nær ved Hiamalyabjerget, har vi, som bekjendt, faaet en Koloni. Aarsagen til dette Skridt var Overbefolkning i Santhalistan. Jeg reiste først med 7 Santhaler for at undersøge Landet. En af Høvdingerne tog, efterat vi havde fundet, at Landet var godt, sin røde Turban og heiste den op som et Flag paa det høieste, hvorpaa vi alle knælede ned og bad Herren at velsigne Santhalerne i dette Land, og saa kaldte vi Stedet Thakurpura, d.e. Guds hjem. 

Derefter, for nesten to Aar siden, reiste Børresen og hans Hustru med de første Emigranter; nu har de syv Landsbyer under en Overhøvdings Styrelse, ligesom de har en indfødt Prest, som leder dem i religiøs Henseende, og de har indrettet sig paa kristelig santhalsk Vis uafhengig af Børresen og mig, - naturligvis har vi som ældre Brødre Indflydelse paa dem, men ikke videre. 

Vi har faaet Landet af den engelske Regjering saaledes, at ingen anden kan komme der – jeg har selv sluttet Kontrakten med den engelske Regjering – og der har de nu bygget ordent-lige Huse og ordentlige Landsbyer. 

Det er et vildt Land. Man ser der store Hjorder af Elefanter, Næshorn, vilde Bøfler, Tigre, Bjørne og Hyæner, Leoparder, Vildsvin – alle Slags Rovdyr, og naturligvis en stor Mængde Slanger. Her i det vilde Land bor de, paa Grænsen mellom britisk Indien og Bhutan, og høit imod sig ser de Himalaya 40 engelske Mil  mod nord derfra med den høie Tinde Kanjanhinga over 29.000 Fod, over Havet, den høieste næstefter Mount Everest. Det er det smukkeste Land, jeg nogensinde har seet, og ikke alene det; det er saa rigt, der har aldrig været Hungersnød i Assam. Det er er Land, som har ligget øde i lange Tider efter Krigens Rædsler, - ingen har havt Mod til at gaa did. Santhalerne havde Mod til at gaa og gik did. I Begyndelsen havde de megen Sygdom;  men de blev der alligevel. Nu har de bygget en liden Kirke og to Skoler, i hvilke der undervises 50 Piger og 60 Gutter. 

Og tiltrods for, at de som Nybyggere har havt saameget at gjøre for sig selv, har dog den Selvopofrelsens Aand til at arbeide for andre, som de af Herren fik gjennem Missionærene, fulgt dem  - det var ikke blot i Santhalistan, de arbeidede paa andres Omvendelse. De har taget sit Liv i Hænderne og banet sig Vei gjennem det høie Siv, hvor der vrimler af vilde Dyr og Slanger, opsøgt de vilde Stammer og prædiket Guds Ord for dem; de har bragt dem med til sin Kirke, fortalt dem, hvor ulykkelige de selv har været, og hvor lykkelige de er blevne, og opfordret dem til at følge sit Eksempel. Jeg læste for omtrent syv Uger siden et Brev fra Børresen, hvori han fortæller, at de kristne har havt Frugt af sine Gjerninger, idet 41 nylig blev døbte af den santhalske Præst Siram, og  deriblandt ogsaa en lærd Bramaner, som tog sin hellige Snor og rev den istykker og kastede sine stolte Traditioner og sin Litteratur bag sig, og gik ned til Santhalerne og spurgte: hvad skal jeg gjøre for at blive salig? satte sig ved de simple Santhalers Fødder for at lære om Jesus Kristus, den korsfæstede og igjen opstandne, og tilsidst lod sig døbe af en simpel Santhalpræst. Der skal en Revolution til for at føre en saadan Mand derhen! For 15 Aar siden turde ikke den simple Santhaler komme Bramanen saa nær, at hans Skygge faldt paa ham! Det gaar altid, som det gik de simple Galilæere; det er ikke de lærde som først skal se Sandheden, - det har ogsaa vist sig i Santhalistan. De kristne, der arbeider ogsaa blandt Hinduerne og Muhamedanerne, taler Guds Ord til dem og lever et Liv i Jesu Kristi Navn blandt dem, og dette har en forunderlig Indflydelse paa dem.

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 19

19 desember 2017

Nu  lader vi gamle Børresen komme til orde.
”Jeg kan erindre, da vi først havde bygget en Hytte i Ørkenen af fire Træer, som vi huggede i Skoven, havde sat dem ned i Jorden og havde faaet Løv omkring dem til Vægge og lidt Græs til Tag, og da vi begyndte  at bygge en Missionsstation, var jeg en Tid  lang alene, men da hændte det sig, at Hedningerne vilde ikke sælge mig nogen Spise. Saa sultede jeg en Dag og nok en Dag, og da kom Satan og sagde til mig: Hvorfor vil du være så dum at give dit Liv hen for et saadant forblindet Hedningefolk? Hvorfor gaar du ikke til den store Stad Calcutta, hvor man tilbød dig et Palads, som man vilde forære dig?  Hvorfor gaar du ikke derhen og har bedagelige Dage?

Jeg begyndte at tro, at Djævelen havde Ret, og jeg var færdig til at løbe bort, idet jeg tænkte: Hvorfor ligge her og dø af Sult, alene iblandt disse Mennesker, som er saa grusomme Djævelens Børn? Men da, mine Venner, da forbarmede sig min kjære Frelser over mig, han aabnede mitt Hjerte og viste mig min Synd, og jeg begyndte bitterlig at græde over min Forseelse; jeg bad min Frelser om Forladelse, men saa sagde jeg ogsaa til ham: Kjære Frelser, se hvorledes det gaar mig! naar du vil, jeg skal blive her, maa du give mig noget at spise. 

Efter Bønnen stod jeg op og gav en Mand Penge, idet jeg sagde til ham: Gaa og se, om du ikke kan faa nogle Høns til at kjøbe – thi det er det  man lever af der i Landet. Han bragte mig to smaa Høns, Spise for en Dag. Jeg blev saa glad og prisede Herren. Jeg gav Manden en Daler og sagde: Gaa ud og kjøb for den! Han kom tilbage og sagde: Der er ikke et Menneske, som vil sælge mig en Høne; men den næste Dag, da jeg først havde gaaet til min Frelser og bedet ham om Spise, sendte jeg atter Manden ud og fik to Høns. Saaledes fik jeg to af dem hver Dag og om Lørdagen tre. 

Der ser I, mine Venner, hvad for en Ven vi har i Jesus, hvor naadig han er, som vil bruge os. Ja, da jeg saa det, kunde jeg vel love og synge, saa kunde jeg vel prise Herren; men kjære Venner! vi skal ikke alene prise Herren, naar vi har gode Dage; men ogsaa naar alt er mørkt, skal vi prise ham, fordi der er lyst alligevel. 

Saaledes gik vi fremad, mine Venner, gjennem megen Slags Nød
og Trængsel;  men der er en eiendommelig Glæde ved at faa Lov at tjene Herren. Jeg tænker altid paa de 70, som kom tilbage med Glæde og fortalte Herren, hvilke mægtige Gjerninger de havde gjort ved hans Navn. De kom ikke og fortalte, hvor mange Lidelser, de havde havt, de kom ikke og fortalte, at de havde havt Fæber, heller ikke, at de ikke holdt ud at være der, heller ikke, at Folket, deres Uvenner, vilde forfølge dem, alt det fortalte de ikke noget om; de kom tilbage og fortalte med Glæde, hvad de havde udrettet. 

O, mine Venner, naar vi faar Lov til at se Herrens mægtige Gjerninger, kan vi ikke andet end komme tilbage med Glæde, og det er en sand Lykke, Venner!  Jeg staar for dere her i Aften, ikke som  et sønderbrudt Menneske, der er kommen tilbage med Feber eller anden Jammer, eller hvis Kvinde ikke kunde leve i Hedningeverdenen; o nei, med Glæde kommer vi tilbage, med Glæde kan vi fortælle, hvad den dyrebare Frelsermand gjør og har gjort, fra vi begyndte at bygge vor Missionsplads,, hvor Herren har vist os sine mægtige Naadesgjerninger. – Jeg haaber, I ved alle, at vor Mission ikke tilhører noget Selskab, saa vi har maattet skrige og raabe til Herren hver Dag om Naade, Hjælp og Kraft, og vi har faaet den. 

Jeg kan  erindre, at den Gang vi havde Omvendt nogle Santhaler, forsamlede vi os for at tale om at indrette en kristelig Kirke. Da vi saaledes sad sammen og talte om denne Kirke, spurgte jeg Santhalerne, hvorledes en kristelig Kirke skulde se ud. En Santhal reiste sig da op og sagde: En kristlig Kirke skal se ud som en Landsby, hvor der er en god Høvding, som ser efter Byens Beboere, hvorledes de holder deres Hus rene og hvorledes Byen holdes ren og som graver dybt ned i Jorden for at faa rent Kildevand, og da vi spurgte ham, hvad han mente dermed, svarede han, at denne Høvding maatte være Kristus, Byens Beboere hans Menighed, og det levende Vand, som kom op af Jorden, den Helligaand, der blev udgydt i Menneskets Hjerte. 

Hvorledes vi arbeider. 
Nu, mine Venner, skal jeg fortælle eder, hvorledes vi arbeider blandt Hædningefolkene. Man skulde bevare sig for, at man ikke, naar man gaar ud til fremmede Folk, til Hedningeverdenen, skjærer dem til  efter sit eget Mønster. Vi har seet saadanne kristne, som naar de var blevne døbte, maatte have Hat paa, Missionærens gamle Hat, og de maatte have hans gamle Benklæder og en gammel Frakke paa. Vi ser paa mange Afbildninger af de afrikanske kristne, at alle har de en gammel Hat paa og ser grusomt, ganske skrækkeligt ud. 

Ja, mine Venner, jeg tror, det er det allersletteste, vi kan gjøre, at skjære Hedningene til efter vort Mønster, men vil I tro, mine Venner, vi har mange kjære kristne her hjemme, som forbauses naar vi siger, at de kristne hjemme hos os  spiser med Fingrene, saa tror de ikke det er kristne, de tror at naar man ikke lærer Folk at spise med Kniv og Gaffel, er det ikke kristne og tror, at vi maa give dem vore Klæder paa. Jeg var så glad ved at høre den hjertenskjære Mand (Pastor Brandt) sige, at det var den største Dumhed at gjøre det. Guds Rige er ikke Mad og Drikke –like saa lidt som Missionærens Hat – men Kjærlighed, nyt Liv og en indrlig Bøn. Vi arbeider blandt Santhalfolket, vi kommer ned til Folket – vi bygger ingen høie Prædikestole – vi er deres Brødre. Naar vi kommer til en By, gaar vi  til Høvdingen og siger til ham: Vi er komne til eder for at fortælle eder om den mægtige levende Gud, kald alle dine Folk sammen!  Saa begynder vi at synge en Salme, saa kommer Mænd og Kvinder sammen og saa sidder vi ned paa Gulvet, og saa tillader vi Hedningerne at fortælle om deres egen Religion, og vi fordømmer dem ikke, og vi ler heller ikke af dem, men venter indtil de begynder at le af sig selv; og det er alltid Hovedpunktet, naar man vil forkynde Guds Ord til ikke troende Mennesker, at man ikke ler af dem eller fordømmer dem, men elsker dem og lader dem fortælle, saa længe de vil og saa meget de vil, indtil de kommer til at le af sig selv. Vi har seet mange Missionærer gaa hen til Bazarerne og ramse op om alle Hinduernes Guder, hvad den og den af dem havde gjort, og hvor slet den og den af dem levede; men det ved Hinduerne selv, og man behøver ikke at fortælle dem det, og Herren har aldrig befalet sine Tjenere, at de skal gaa ud og skjænde paa de andres Guder, men han har sagt; Gaa og nød disse andre at komme ind! Og det skulle vi gjøre.

Nu, da vi har saa mange kristne, besøger vi dem, hvor de bor. Naar jeg er hjemme, er det  min Opgave at gaa fra den ene Menighed til den anden. Da vi begyndte at arbeide, tog Herren os i Nakken, bragte os ind i Santhallandet  og sagde: Der skal I blive, og han sagde endvidere: Hele dette Folk vil jeg give eder. Det har han sagt, og det tror vi, og derfor glæder vi os og frygter intet. 

Da vi kom til dette Folk, levede vi først i deres Kostalde, fordi vi intet Hotel hvade; senere boede vi i Hytter, men nu i store Huse paa et nydeligt Sted, og vi har gjort alt selv. I den hede Tid kan vi ikke komme til de kristne om Dagen, fordi det er for hedt, og Santhalikirkerne er ikke, som vore Kirker her hjemme, forsynede med Døre og Vinduer, men er aabne Nat og Dag baade for Tigre, Bjørne, Menneskebørn og alt muligt. Vi gaar altsaa til de kristne om Natten. Vi forlader Missionspladsen Kl. 6-7 og kommer til Menighederne Kl. 9-10, just naar Folk har bragt deres Børn til Sengs. Saa forsamler vi os i Kirken, sidder og lover vor dyrebare Frelsermand og fortæller hinanden, hvorledes vi skal følge Kristus, saa synger vi Salmer og Kl. 12-1 er Forsamlingen forbi. Saa gaar Missionæren til Sengs, men da han ikke kan sove i Kirken, fordi det er for varmt, sover han udenfor. Og det var saa velsignet, da jeg første Gang sov i den første Menighed, saa kom de kristne Brødre og lagde sig i Cirkel omkring mig, og da jeg forbausedes derover og spurgte, hvorfor de lagde sig paa Gulvet, svarede de: kjære Papa, vi maa passe paa dig og ligge paa Gulvet, for naar en Tiger eller Bjørn kommer, at den saa først kan æde os, før den faar fat paa dig. O, mine Venner, hvor er der en dansk Menighed, der slutter en saadan Kreds om sin Pastor, hvor er den Menighed, der bærer sin Pastor paa Bønnens Arme? Og tænk dog paa, at Djevelens Tiger er ogsaa i Danmark; den vilde gjerne have Menighedens Pastor til at sove, blive doven og ligegyldig, og derfor bør Menigheden lægge sig omkring ham med Bøn til Herren, at han maa holde ham levende og frisk, saa at han kan vaage over Menigheden. 

I den kolde Tid besøger vi Menighederne om Dagen, og saa har vi til Opgave tre Ting: Evangeliet, Civilisation, Uddannelse, og en Ting endnu, idet vi haaber at gjøre mange Santhaler til Doktorer, Medicinere. 

For nu at bringe Santhalerne op fra deres lave Sæder, fra deres gamle Elendighed, maa man gaa til Folket, ikke som en stor Herre eller som en mageløs stor Prest, men som Brødre; og naar vi kommer til dem i den kolde Tid før Høsten, gaar vi ind og beser enhver Kvindes Hus, hvorledes hun holder det rent, og vi gaar ud paa enhver Mands Mark og beser Sæden, og naar vi har set alt det,  og naar vi da sidder i Forsamlingen, siger vi; se den Kvinde der –og vi nævner hendes navn – hun duer ikke noget. Hvorfor ikke? Fordi hun er skidden og ikke holder sit Hus i Orden; vi har været der i dag, og Huset var skiddent. Og vi siger fremdeles: se den mand – og vi nævner ogsaa Manden ved navn: - han kan ikke være nogen god kristen, thi han er letsindig med sin Mark og sit Hus, vi var ude i hans Mark i dag og saa et Græshalm staa der og tre Fod derfra et andet. Men et saadant Menneske, kan ikke være værdigt for Guds Rige, thi en kristens første Pligt er at  arbeide og være ordentlig og renslig. 

Saaledes gaar vi da fra Menighed til Menighed, har Forsamlinger med Folket og viser dem deres Feil paa en Maade, saa at de selv kan forstaa dem, men hvor godt gjør det da ikke Aaret efter at se disse samme udpegede Mænd og Kvinder komme og sige til os; kom at se min Mark, kom at se mit Hus! og vi kommer da, og det viser sig, at de forhen dovne Folk er blevne de bedste. O, det er en stor Velsignelse at se, mine Venner. 

Saaledes reiser dette Folk sig, som har ligget i Mørkets Lænker og Djevelens magt, saaledes reiser det sig ved Evangeliets Magt. Der ser man, hvorledes Folk reiser sig fra den dybe Elendighed og bliver til nyttige, kjære, gode Mennesker. 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 18

18 desember 2017

Uddrag fra Skrefsruds første Indberetning
Mit specielle Arbeide er meget tørt og kjedeligt og dog ikke uden Tiltrækning. Ved det Møde, som holdtes her ifjor, blev der tildelt mig det vanskelige Arbeide at samle og om mulig udfinde Betydningen af alle de Ord, som findes i Santhalsproget, og at sætte mig grundig ind i Sprogets grammatikalske Bygning som en Forberedelse til videre litterært Arbeide. Da jeg havde fattet særlig Interesse for Santhalsproget, havde jeg allerede før samlet omtrent tusind Ord og ogsaa begyndt at udarbeide en Grammatik; men fra nu af var dette den Gjerning, hvortil jeg vilde vie det meste af min Tid og mine Tanker, skjønt jeg heller ikke vilde forsømme Arbeidet med at Prædike i Landsbyerne, hvilket jo ogsaa vilde være til Nytte for mig i mit Arbeide med Sproget. 

Santhalerne er fuldstændig uvidende og ude af Stand til at forklare Betydningen af andre Ord enn saadanne, som betegner, hvad man kan se og røre ved, og Sproget er overordentlig vanskeligt baade med Hensyn til Grammatik og Vendinger. 

Hvilket trettende og møisommeligt Arbeide det er at udfinde den virkelige Betydning af Santhalord, ved ingen som ikke har prøvet det, og jeg tilstaar, at efter mange frugtesløse Anstrengelser er Fristelsen stor til i Fortvilelsen at skrive noget, som ligner ∗∗∗∗. Dog, Ansvaret ved at bruge gale Ord ved Forkyndelsen af Guds Ord, og endnu mere ved i Oversættelser at give en gal Mening og udgive det for at være ”Guds Ord” burde i sandhed drive os til at være utrættelige og omhyggelige i vore Undersøgelser, og til ikke at gaa fra et Ord eller idetmindste ikke at bruge det, før vi kjender dets nøiagtige betydning. 

Ordbogen er langtfra færdig, skjønt der nu er samlet 10 til 12.000 Ord, Grammatiken er færdig, med Undtagelse af et Paar Sider af Syntaksen.

Om Søndagen har Mr. Johnson, Børresen og jeg skiftedes om at tale i vort Kapel;  men efter det Ulykkestilfælde, som ramte Mr. Johnson (se nedenfor), har jeg havt Ledelsen af Guds-tjenesten. Skjønt vi bare har arbeidet regelmessig her et Aar, har vi dog den Glæde at se en stor Forandring blandt Santhalerne omkring os og vi haaber, at de fremdeles maa fortsætte på samme Maade. 

I kamp med en Tiger. 
 Johnson skriver om en Begivenhed som  fylte Missionærene med Skrek, men som også viste  Guds underfulde Bønhørelse og gav Grund til at takke ham, som hjælper sine i Nøden:  Onsdag den 10de Februar i 1869 fik jeg for anden Gang høre, at en Tiger havde vist sig og var omringet af Santhalerne. Jeg tog min Riffel, hvori jeg kun havde en Kugle tilbage, og i Frygt for, at Dyret skulde undslippe, skyndte jeg mig med at gjøre mig færdig til at gaa hen til Stedet og bad Børresen at ledsage mig, men først holdt vi Bøn. Da vi naade Flodens første Krumning, næsten lige overfor det Sted, hvor Tigeren laa, standsete jeg for at knappe min Frakke, at jeg kunde have Armene fri og tage godt Sigte. Jeg vidste, at min eneste Udsigt til at kunne dræbe den, beroede paa, at jeg kunde komme den saa nær som muligt og give ham en Kugle i Siden, og naar den fik den, vilde den falde om og bide i Græsset og blive et let Bytte for Santhalernes Pile. Den erfaring havde jeg gjort engang ved et heldigt Sammenstød med med Bjørn, da jeg kun var ledsaget af en Mand.  Bjørnen fik Kuglen, faldt hurtig om  paa den venstre Side, bed i Græsset og blev et let Bytte for de andre Kugler i min Riffel, saa snart gjorde det af med den. 

Vi fandt den dog ikke straks, men som vi var i Færd med at opsøge den, pegede en af de to Santhaler, som havde fulgt os, pludselig hen paa et Buskas og raabte, fuld at Rædsel: ”Der! Der!” og trak sig saa hurtig tilbage. Da jeg ikke saa Dyret og ikke havde Lyst til at affyre min Kugle paa Slump, sprang jeg ned ad Flodskrænten for at undersøge Buskadset, men aldrig saa snart havde jeg naaet Flodens udtørrede Leie, før jeg fandt mig Ansigt til Ansigt med Tigeren, der stirrede paa mig i ti Skrids Afstand og omtrent tre Fod oven over mig. I nogle faa Sekunder blev vi saaledes ved med aa stirre stivt paa hinanden, og idet jeg havde i Sinde at tage roligt Sigte mellem begge dens Øine, løftede jeg langsomt min Bøsse. Riflen var neppe naaet halvveis op til min Skulder, da Dyret sprang ind paa mig med et vildt Brøl. Sørgeligt skuffet greb jeg hurtig til Aftrækkeren, men Kuglen gjorde ingen Virkning. Tigeren maa være standset henved et Par Sekunder, thi før vi væltede om, stod vi Ansigt til Ansigt, dens Hoved var omtrent to Fod fra mit. Jeg løftede min venstre Haand for at beskytte mit Hoved, men i et Nu var dens høire Klo paa min venstre Skulder og dens Tender i min venstre Arm. Jeg var fuldstendig ved Bevidsthed og følte, at i Virkeligheden var jeg i en høiere magts Hænder, end Tigerens. Jeg hørte snart Benene kange. Nogle faa Sekunder efter sprang Tigeren henover mit udstrakte Legeme og kravlede vred opad Skrenten, hvor jeg opdagede Børresen forfølgende Tigeren, som trak sig tilbage. Da han saa mig, kom han i Bevægelse ved at se det frygtelige Saar i min Arm. Det viser sig, at da han saa Dyret ovenpaa mig, brød han blot ud i den ene Bøn: ”Herre, Frels ham!” Næsten i det samme Nu gav han sig uvilkaarlig til at raabe og klappe i Henderne, og dette forfærdede Tigeren saaledes, at den lod mig gaa, og gik forbi ham, idet den kastede et vredt Blik paa ham. Børresen og jeg stod nu sammen, medens Tigeren i skuffet Raseri blev ved med at springe om i Nærheden af os, og da vi trak os lidt tilbage, vendte den med undertrykte Brøl tilbage til det Budskas, den tidligere havde besat. Svar af Blodtabet lagde jeg mig ned paa Skrenten og bad Santhalerne føre mig hjem, men de syntes alt for lammede at det stærke Indtryk til at kunne yde mig hjælp. Børresen lagde sin Stok ind under mit Lægeme, og med to Santhalers Bistand bragte han mig op ad Høien til det Sted, hvor de fleste Santhaler var samlede. En Seng blev skaffet til veie, og paa den blev jeg ført bort. … Paa min Anmodning forsøgte Børresen og hans Hustru at sætte det knuste Ben sammen, men paa Reisen til Rampur Haut blev det snart atter rykket ud af Leie, og Armen maatte der sættes af henved fire Tommer over Haandleddet.” 

Han blev saapas vel igjen, at han den 28de Marts kunde overvære den første Daabshandling, der foretoges at Skrefsrud. For at gjenvinde Helbreden, maatte han siden reise bort, og da hans Hustru og to Børn døde, vendte han med brudt Hjerte tilbage til England. 

Skrefsrud paa Bjørnejagt.
(Af den anden Indberetning)

I Midten af April, i Santhalernes Jagtsæson, da mange Tusinder af dem er samlet, foretog jeg en tredje Reise sammen med Broder Cornelius. 

(Cornelius var en svensk Sømand, Skrefsrud fandt under et Ophold i Rampore Haut. Han var bleven vakt ombord og havde besluttet sig til at forlade Sømandslivet. Uden Penge og uden at forstaa de indfødtes Sprog, havde han vandret paa sin Fod ind gjennem Landet og var nu i en yderst forkommen Tilstand. Man han brændte af Kjærlighed til Gud og efter at forkynde hans Navn for Hedningerne. Naar han ikke kunde gjøre sig forstaaelig for Folket, pegte han bare opad, faldt på Knæ og bad. Denne Mand tod Skrefsrud med til Ebenezer. Siden foretog han Vandringer rundt blant Folket, og det var ikke længe før han havde tilegnet sig saa meget af Sproget, at han kunde tale Frelsens Evangelium til det arme Folk. Men nogle Aar efter forlod han Santhalistan og optog en Mission for sig selv.)

Vi fulgte dem fra Sted til Sted med vort Telt og prædikede for dem om Morgenen, før de begyndte, og om Aftenen, naar de havde sluttet deres Dagsverk. Jeg har sjelden set Santhalerne lytte til Livets Ord med en saa kjendelig Opmerksomhed. 

En Dag, just som de var ved at komme ned ad Bjerget paa deres Vei til Mødet, lød der pludeselig et frygteligt Alarmskrig, og nogle af dem kom til vort Telt og bad mig komme med min Bøsse og skyde en stor Bjørn, som var bleven saaret af en Pil og nu havde angrebet en af dem og flænget hans Laar med sin Hugtand. Jeg fulgte straks med dem, efter dog først at have været saa forsigtig at lade min femløbede Bøsse. Da jeg kom til Stedet, fór Bjørnen øieblikkelig hen imod mig, men jeg gav den en Kugle i den høire Side, og den faldt.  Den reiste sig dog snart op og for igjen hen imot mig, men en ny Kugle mellom Øinene gjorde det af med den, og hele Skaren brød ud i vedholdende Seirsraab. 

Jeg maa nu her bemerke, at Santhalerne har den Skik ved Jagten, at den, som først saarer et Dyr, om det er nok saa let, har Ret til det, naar det er feldet, medens den som dræber det, kun faar en liden Del som sin Part, og da jeg ikke vilde bryde Skikken, overlod jeg Bjørnen til den Mand, som førstehavde saaret den, og sagde til ham, at han skulde give min Part til de Mæn, som var med mig.  Det syntes Jægerne meget godt om , og Deres sjæleglade Eier bar det i triumf til Leiren, hjulpen af nogle af sine Venner; men hans glade Forventning om et Festmaaltid med sine Venner var utidig, og der blev ikke noget af Gildet, thi da man undersøgte Dyret for at se, hvor mine Kugler havde ramt, opdagede man et gammelt Saar fra forrige Aar, og derfor blev der holdt Raad om, hvem der skulde være Eier. Kjendelsen lød paa, at ingen kunde gjøre Krav paa Dyret som sit, og at alles Hænder skulde falde over det, og alle fortære det. 

Da denne Forhandling var forbi, bad jeg Raadet lytte til en Klage, jeg havde at forebringe paa en Vens vegne. De sagde, at det var de villige til at høre paa alt, hvad jeg havde at sige. Jeg sagde da: ”En Ven af mig skjød et Dyr i manges Paasyn, og furuden hans fantes der ikke noget Pilemerke, og dog kom der en anden og gjorde Krav paa det med de Fems (Dommernes) Samtykke. Nu indanker jeg Sagen for Jer, at I kan hjælpe min Ven til at gjøre sin Ret gjældende.”

De raabte enstemmigt: ”Det skal gives ham tilbage. Bring Partene for os!”

”Godt”, svarede jeg, ”min Ven er Takur (Gud), Dyret er eders Sjæle, Røveren Marang Buru (Djevelen) og hans Bongaer (onde Ånder) og det Raad, som gav Samtykket til Røveriet, er I selv. I bekjender jo, at Takur er eders Skaber, og at han har givet eder alt, havd I eier, at I og eders kun bevares ved hans Barmhjertighed, og at Marang Buru og hans Bongaer ikke har hjulpet ham i noget af alt dette, eller har maaske han og hans Bongaer hjulpet eller givet eder noget?”

Herpaa svarede de meget ironisk: ”Ja, de er de rette Karle til at hjælpe!”

”Dog har I givet eders Samtykke til, at Marang Buru har røvet eders Sjæle fra Gud! Opfyld da nu eders Løfte og giv eders Sjæle tilbage til ham, som gjør Krav paa dem som, sin Ret!”

Dette syntes at gjøre dybt Indtryk, og de sagde til hinanden: ”Det er sant nok!” Derpaa vendte de sig til mig og sagde: ”Du har fanget os i en Snare, og vi vil ogsaa nok beslutte os til at vende tilbage til Takur. ”

Derefter prædikede Cornelius og jeg Kristus for dem til Kl. 2 næste Morgen og havde nogle af de mest velsignede Timer, vi nogensinde har havt, naar vi har prædiket for Hedningerne. 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 17

17 desember 2017

Kirketugten
er noget af det mest fremtrædende i Santhalistan, - deri er Santhalerne meget bestemte. Jeg skal fortælle, hvorledes den første Kirketugt blev øvet; det var, da der var nogle faa omvendte, og der havde aldrig været talt om, hvorledes man skulde øve Kirketugt. En Søn af en af de kristne havde været paa den anden Side af Bjergene, og paa Tilbageveien gik han gjennem en Landsby, hvor der var Gjestebud; der forførte de ham til at drikke Brændevin og slaa paa Tromme.Den næste Dag fandt de kristne ud, hvor han havde været. De samlede sig da og spurgte den unge Mand, om han vilde vedblive at være en kristen, eller om han vilde gaa tilbage til Hedenskabet. Han svarede, at han vilde vedblive at være en kristen. Saa befalede den Ældste to Brødre at tage ham en i hver Haand, fandt en Kjæp og pryglede ham. Derefter sagde han: lader os alle bede. De knælede ned, og nu sagde han til Synderen: bed nu du. Og de kristne fortalte, at saaledes havde han aldrig bedet, og i ethvert Fald har han aldrig drukket Brændevin siden. De var den første Kirketugt, før de havde lært, hvorledes de skulde øve den. De følte der maatte gjøres noget, og da de intet havde lært i denne Henseende, øvede de Kirketugten paa sin, halv hedenske, Vis. Nu gjøres ikke dette saaledes. Naar en har begaaet en Forseelse, i almindelighed er det Smaating – vi kan tælle de Tilfælde, hvor Usædelighed har været Aarsagen; Tyveri eller Mord forekommer aldrig – som f.Eks. en eller anden Trætte, Bagtalelse eller lignende, saa stilles han for Kirkeretten, og bekjender han ikke, bliver han nekted Adgang til Nadverden, til han omvender sig, har f.Eks. to Kvinder trættet, bliver de begge udelukkede. Men dersom de omvender sig og viser Anger, er ingen mere hjertelig og overbærende end de kristne. De beder da med dem, og naar de reiser sig op, giver de dem Haanden og siger: Nu har vi bedet, at Herren skal tilgive, og vi vil ikke tænke paa eders Forseelse, men nu maa I træde forsiktige, at det ikke skal ske en anden Gang. 

Literære sysler
beskjæftiger vi os meget med. Foruden den store Grammatik og Leksikon arbeider vi paa en komparativ Grammatik af 17 Sprog for den engelske Regjering, som den har bedet os om, og som den betaler Udgifterne ved – vi har til hjælp herved indfødte af hvert Folkeslag - ; fremdeles skriver vi en hel Del Bøger, og Bibeloversættelsen beskjæftiger vi os med, osv. For at kunde udføre dette sidstnævnte Arbeide nogenlunde tilfredsstillende – jeg har arbeidet derpaa i over 12 Aar – havde jeg en jødisk Rabbi fra Niniveh hos mig i mange Aar for at lære bedre Hebraisk, og en en Araber for at lære Arabisk, og som Hjælpekilde for gammelt Græsk lærte jeg tillige Nygræsk. 

Et Bogtrykkeri har vi ogsaa faaet. En Skotlænder med nogle Venner gav os det. En halv Time efterat vi havde aabnet Kassen aftrykte vi et Takkebrev til Dr. Graham, uagtet ingen af os var Bogtrykkere; men jeg havde læst Korrektur og seet lidt paa, hvorledes Trykningen foregaar, saa jeg var istand til at begynde. Nu har vi Hjælp af en Hindu oplært Santhaler i Bogtrykkerikunsten. Iblandt vore Aarsberetninger findes ogsaa en, som er trykt paa vort Bogtrykkeri. 

Bakgrunn: Døden hos Santhalerne.
Naar Døden kommer ind i et Santhalhjem, er der intet forsonende Haab, og de efterlevende har kun en Fortvilelsens Anger, naar Forholdet har været daarligt, og en Fortvilelsens Sorg, hvor der er nogen Kjærlighed, og skrekkelige Sorgens Skrig lyder, som var det Vilde Dyrs Hyl. Men Liget maa bort og det hurtig; thi det tropiske Klimat tillader ikke, at det beholdes ret længe. 

Man bruger ikke blandt Hedningerne som fordum at begrave de døde. Liget brendes på Hinduvis, og til denne Høitidelighed hører naturligvis Gilde og Drikkeri, hvori hele Landsbyen tar Del. – Før Ligbrændingen tar den næmeste Slægtning to smaa Ben af den afdøde og vandrer med dem til Santhalernes hellige Flod Damuda, syd for Santhalistan, gaar ned i Floden, lægger Benene paa sit Hoved, dukker ned under Vandet og lader Benene tilbage, at de kan flyde ud i det store Hav. Dette kalder Santhalerne at samles med sine Fædre. 

Fru Skrefsruds død
Herom fortæller Skrefsrud: 

Den 5te Mai 1870 behagede det Herren at tage til sig min Kone. Fru Børresen med to Børn, min Kone og jeg var meget syge, og Børresen havde at se efter alt og ogsaa efter os. Jeg havde saa sterk Feber, at jeg ikke var ved Sands da min Kone laa paa det sidste.  Jeg tænkte, at jeg forsøgte at stige op paa et Høit Bjerg, men faldt atter og atter ned – da paa en Gang jeg kom til Bevidsthed  ved at Børresen sagde: ”Anna gaar hjem til Herren.” Jeg laa nemlig i et Hjørne av Værelset. Jeg stod straks op, men var saa svag, at jeg ikke kunde holde mig selv. Børresen hjalp mig hen til min Kones seng. Han hjalp også Fru Børresen til hendes Sæng, hvor vi knælede ned og Børresen bad, som jeg maa sige, kun han kan bede, naar der er dyb Sorg og stor Nød. 

Næste Dag skulde hun begraves, og jeg havde atter Feber, men jeg stod fast ved, at jeg vilde holde Gravtalen, forat Hedningerne kunde se Forskjellen mellem en kristens Sorg og en Hednings Sorg, naar de nærmeste dør. To Mænd bragte mig til Graven og støttede mig, medens jeg talte en halv Time om Forskjellen mellom den kristnes Sorg og en Hednings Sorg ved Graven, indtil jeg blev fuldstændig udmattet, og Sveden havde gjort mine Klæder ganske vaade, saasom nu Feberen gik over.

Jeg maatte blive bragt til Sewry til Lægen for lang Tid, indtil jeg kom mig. Dette var svære Dage for os alle, og Børresen havde hele Byrden paa sine Skuldre.

Vi havde dog ogsaaa Glæde i Sorgen; thi atter kunde vi ved Guds Naade døbe 12, saa at Menigheden af Santaler nu bestod af 15 Medlemmer, og Skolegutternes Antal havde steget til 30 og Pigernes til 10. 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 16

16 desember 2017

Men ogsaa alvorlige Sager kan forekomme, og de behandles (av Thinget) med stort Alvor og Kjærlighed, især når der bliver Tale om Santhalernes strengeste Straf. Der finnes, som vi vil have lagt Merke til, ikke noget Kastevæsen blandt Santhalerne, men de har noget  Tilsvarende til Utstødelse af Kasten, og denne Straf, der tidt omtales, har derfor fremkaldt Misforstaaelse. Naar nogen i særlig Grad har forbrudt sig mot Santhallovene, f.Eks. ved høi Grad af Utugt, ved Giftermaal indenfor samme Stamme eller ved Giftermaal med nogen udenfor Santhalfolket, da bliver han efter Raadets Kjendelse udstødt af Santhalfolket, og paa Samfundets Vegne udtaler Overhøvdingen i Synderens og Folkets Paahør, at dette Menneske nu er død for Samfundet, ikke længer hører til Folket og udslettes af Santhalstammerne, saa ingen maa mere tale med ham eller have Samkvem med ham, og han er for Fremtiden udenfor Santhalloven, indtil han angrer og optages i Samfundet igjen.

Denne Udstødelsesdom eller folkelige Banlysning, som vi kan kalde den, kan ikjendes en enkelt eller flere, ja hele Landsbyer, naar Befolkningen der har deltaget i Forbrydelsen. Udenfor de folkelig Banlystes Huse reises en Skamstøtte, og de unge Mænd digter en Nidvise om Forbrydelsen, men selve Banlysningen foregaar med megen Høitidelighed. Naar Sagen er tilbørlig undersøgt, og Synden er bevist, tager den fornemste Overhøvding en Salgren, planter den foran sig og kalder Skaberen (Thakur og ikke Bongaerne nævnes) til Vidne, at i hans Navn afskjærer det hele Raad Synderne fra deres Stammer indtil den Time, da han angrer og bønfalder om Tilgivelse. Det er Dødsstillhed over hele Folket under denne Handling, baade under Paakaldelsen og den paafølgende Forkyndelse. Efterat have paakaldt Thakur vender Overhøvdingen sin nemlig mod Folket og opfordrer de Tilstedeværende til at kundgjøre denne Sag for alle, at herefter maa ingen have noget med den Banlyste at gjøre, verken tale med ham eller hilse paa ham, hverken spise hans mad eller drikke hans Vand, ei heller indlade sig i Svogerskab, ja, end ikke røge med ham. Naar Synderen angrer og beder om Tilgivelse, kan han gjenoptages i Samfundet, og dette er ligeledes en høitidelig Handling hvor Thakur kaldes til Vidne; men istedetfor en Salgren bruges her et Bæger med Vand. Overhøvdingen modtager dette Bæger af den angrende Synder og lader det gaa rundt til alle de fornemste Medlemmer af Raadet som et Tegn paa, at de overtager hans Synd og deler den imellom sig. Herefter slutter Høitideligheden med det ved slige Leiligheder uundgaaelige Festmaaltid.

Egteskab og Skilsmisse.
Egteskabet begynder i Almindelighed med et Slags Kjærlighedsforhold, men Kjærligheden varer sjelden ret længe, og gjennem de forskjellige Stridigheder, som Mandens Dovenskab og Drukkenskab og Hustruens Herskesyge fremkalder, udvikler det sig i et heldigt Tilfælde som oftest til, at man vænner sig til hinanden. Af navn er det saa Manden, der er den styrende, men i Virkeligheden er gjerne hans Kone, som det da ogsaa mest er hende, der maa besørge Mandens Markarbeide, medens han ikke blander sig i Husførelsen, men helst lader hende baade om det ene og det andet, naar han blot kan faa Lov til at dovne sig og drikke.

Men der er nu endda et heldig Tilfælde, naar de holder ud med hinanden; thi bliver de træt og kjed af hinanden, skilledes de meget let. Skilsmisse-handlingen foregaar paa følgende Maade: I Husstruens, Høvdingens og fleres Paasyn river Manden tre Blade af et Saltræ efter Midtribberne, vælter en Vandkrukke med det høire Ben og gaar omkring sin Kone og siger; ”Fy!” Deretter bøier han sig og hilser paa Høvdingen og de øvrige Tilskuere, og Skilsmissen er fuldbyrdet.

Men selv hvor det ikke kommer til Skilsmisse, er Egteskabet altfor tidt sørgeligt. Børnene vokser op under evindelige Skjænderier og Slagsmaal. De vokser op nøgne, vilde og ustyrlige,  og vil Forældrene straffe dem, løber de bort og gjemmer sig i Skovene. 

********

Hvilken Revolution
maa ikke have været nødvendig for at bringe et Folk, som saaledes have Fordom mod os, til at kunne faa denne absolute Tillid! Rigtignok kunde vi sige til dem og til alle, at det var den fuldstændigste Selvhengivelse og ingen Egennytte, som  dikterede, hvad vi gjennomførte for dem, og det er ogsaa det, vi har forsøgt at faa Santhalerne til at gjøre selv, ved at infiltrere dem Livsprincipet. Thi ve den Leder, som saaledes vil lede, at alt kommer fra ham! Man bliver tilsidst træt af ham; men faar han Folket saaledes til selv at virke, at det er gaaet ind i deres Blod, behøver han ikke at frygte for Revolution. Det er det, vi har søgt at gjøre i Santhalistan, og derved kommer Folket med. Mange har naturligvis kun Kristendommen i Hovedet, og dem døber vi ikke, men nyder dog alle godt af Kristendommens civiliserende Goder i sosial Henseende. 

Menigheden
Efter 15 Aars Arbeide iblandt Santhalerne har vi nu kristne i 209 Landsbyer, tilsammen har vi der 3000 Nadverdgjester, og regner vi med de kristnes Børn, en kristelig Befolkning af omtrent 10.000. 

De er inddelt i Menig-heder, og hver Menig-hed har 2 Ældste og 1 Kateket. Kateketerne, der underviser i Skoler som Lærere, repræsenterer Kundskaberne, medens de Ældste nærmest repræsenterer Pieteten og Erfaringen. En Gang taler Kateketene i de smaa Landsbykirker, en anden Gang taler de erfarne Ældste, saa Menigheden faa godt af saavel Erfaring og alvorlig Gudsfrygt, som af de Kundskaber, de yngre er istand til at give bedre end de ældre. 

Foruden disse er der også vandrende Ældste, fremragende Mænd, som reiser omkring i det hele Land. Mange reiser omkring uden Betaling, men de, som ofrer sin hele Tid, faar til Reisepenge indtil 6 Kr. om Maaneden. Disse besøger nu hver Menighed og taler Guds ord rundt omkring til Folket. Hver 14de Dag kommer disse vandrende Ældste – der er 40 af dem foruden 6 gamle Koner – sammen med mange af menighedernes Ældste i Landsbyen og har Menighedsmøte med Børresen. (Børresen har mest at gjøre med Menigheden, og jeg har mest med Hedningerne, at prædike om Søndagen, litterære Arbeider osv.)  Nu fremkommer Beretninger om alt, hvad der skjer i Menighederne, og de vandrende Ældste meddeler, hvad de har fundet i Menighederne i disse 14 Dage, som de ikke finner rigtigt. Og nu er Santhalerne meget sandhedskjærlige; de bærer ikke Nag til hverandre, men de siger sin Mening lige ud i disse Møder. De siger nemlig: hvis vi ikke vaager over hverandre, hvad hjælper det da, vi er blevne kristne? Da vil vi falde tilbage og staa som Skamplætter for Herren og for Mennesker. 

Menighedene har sin egen Fattigpleie
Det findes ingen Betlere iblandt de kristne, en-hver Menighed passer  paa sine egne. Om Søndagen kommer Menigheden sammen i Kirken. Enhver bringer da med sig efter Evne lidt Oliefæd, Ris, Mais eller andre Ting, og dette lægger de, før de gaar ind i Kirken, paa et dertil bestemt Sted. Der udvælges af menigheden selv Mænd til at føre Regnskab over dette. Heraf kan de fattige faa; fattige, som kan arbeide, kan heraf faa laant rentefrit, og er f.Eks. en Mands Hus brændt, eller en anden Ulykke har rammet ham, saa kan han ogsaa få Laan. Paa denne Maade forsørger de sig selv, saa vi har dermed intet at gjøre. De gaar nemlig ud fra, at med Udgifterne til selve Missionen skal de kristne intet have at gjøre, men i sine Menigheder skal de bære Udgifterne. De skal ikke være afhængige af os, og vi ikke af dem. 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 15

15 desember 2017

Hinduerne havde gjennem Aarhundreder undertrykt Santhalerne, der tilhørte den oprindelige Urstamme, og da den engelske Regjering overtog Indien, kunde ingen af Urstammerne representere Folkets retmessige Krav; Hinduerne fik da Santhalistan og ble Godseiere der og undertrykte Santhalerne endnu mere. Nu havde vi faaet en hel Del av Santhalerne kristne; og i vore Skoler havde vi en hel Del, som kunde læse og skrive samt havde erhvervet sig andre Kundskaber; nu behøvede Folket større Velstand for blandt andet at kunde systematisk utbrede Kristendommen længere end kun til de nærmeste Landsbyer.

Et Menneske kan jo godt dra til en anden og tale til ham som en Ven, uden dertil at behøve Penge, men skal der udrettes noget systematiskt, maa man have Midler. Vi gik da ind til den engelske Regjering og forestillede, hvorledes Santhalerne blev uretferdigt behandlede. Det tog lang Tid – hele syv Aar maate vi kjæmpe derfor - , men saa blev hele Santhalistan taget fra Hinduerne og lagt direkte under den engelske Regjering. Den lod opmaale hvert eneste Maal Jord i det hele Land, og havde store Utgifter dermed, og bestemte, hvor meget enhver skulde betale i Afgift; Hunduerne blev det forbudt som Godseiere at jage nogen ud af Landsbyerne. Det var Arvefæste, Santhalerne fik, og de fik ikke nær saameget at betale i det hele taget som tidligere. Det var en uhyre hjælp for Santhalistan. Det blev altsaa bestemt, ikke alene hvor meget hver Landsby skulde betale, men hvert eneste Stykke Jord i Landsbyen blev maalt og Afgiften fastsat særskilt for hver simpel Arbeider af hans Jordstykke. Og høvdingen kunde intet fratage ham, han havde det fuldstendig sikkert. 

Aagerkarlene og Advokatene
Saa gjalt det at faa en Lov om Aagerkarle. Disse havde mangen Gang taget 300pCt. naar de kunde realisere det, og fik de ikke sine Renter, saa gik de ind i Landsbyen og tog Kvæg, Faar og Gjeder – hvad som helst de kunde finde, uden at spørge hverken Per eller Paal. Og kom Sagen for den Engelske overdommer, saa kjøbte Hinduen Vidner og holdt en Advokat til at føre sin Sag, - Santhalen havde som oftest ingen advokat, og saa tabte han naturligvis. Ved den Lov, vi fik igjennem, blev Santhalerne paa en vis Maade umyndiggjorte, idet der nemlig blev bestemt en fast, lovlig Rente, Santhalerne skulde betale, uanseet om de muntlig eller skriftelig havde lovet at betale mere. Nu ble aagerkarlene rasende og vilde ikke laane Santhalerne Penge; de sendte Folkene til mig. – Skrefsrud, sagde de, var jo baade deres Far og deres Mor og deres Ven, ham fik de holde sig til. Jeg kunde jo ikke hjælpe dem med Penge, - hvad skulde jeg gjøre? Jeg gik til en kristelig rig Englænder og fik ham til at Laane Santhalerne, hvad de tiltrengte, mod halvdelen av den Rente, regjeringen hadde bestemt. Næste Aar kom de hinduiske Aagerkarle og bad om aa faa Lov til at laane Santhalerne Penge til den lovbestemte Rente, og det fik de lov til.

Dernæst fik vi alle Advokaterne jagede ud af Santhalistan, - Santhalerne skulde gaa direkte til den engelske Dommer, uden Mellomkomst af nogen Advokat, og det er Tilfældet den Dag i dag; man har forsøgt at faa dette forandret, men uden at det har lykkets. 

Afholdsarbeide
Saa maatte vi Brændevinsbutikkerne tillivs: Brændevinet er jo en af de største Forbandelser, som hviler paa Slegten. Santhalerne var ikke sig selv, naar de var drukne. Hvad gjorde vi? Vi har alltid været loyale mod den engelske Regjering; men vi gjorde som Kvinden ligeoverfor den uretfærdige Dommer, der hverken frygtede Gud eller Mennesker, idet vi nemlig plagede Regjeringen ved at gaa ned og tale personlig med den, og naar det ikke nyttede, saa skrev vi og skrev igjen, saa de tilsidst ligervis som hin urettfærdige Dommer maatte give os Ret, fordi vi plagede dem formeget.  Men vi har ogsaa i politisk Henseende været den engelske Regjering til stor Nytte, idet vi i politiske Anliggender med Santhalerne ofte har været benyttede, og derfor staar ogsaa den engelske Regjering saa godt til os, som den gjør. I otte Måneder kjæmpede vi på denne Maade. Regjerningen frygtede for, at hvis man vilde tage Brændevisnbutikkerne fra Santhalerne, vilde de gjøre Oprør. Tilsidst fik vi dog udvirket, at hvis Santhalerne selv vilde sende ind en Petition om, at Brendevinsbutikkerne maatte lukkes, saa skulde det ske. At faa Drukkenbolte til at underskrive en Petetition, gaaende ud paa, at de ikke vilde have Brændevin i sit Land! Men ved hjælp av Kvinderne, som satte sig på Bagbenene til Fordel, blev Brændevinsbutikerne lukkede, og er det endnu. 

Til Tak for, hvad vi havde udrettet for dem i alle henseender, kom hele Folket sammen – der var over 300 Høvdinger og Overhøvdinger paa Thinget, og vedtog som et Taknemlighetsoffer for vort Venskab for dem og der den Maade, hvorpaa vi havde identifiseret os med Folket, at alt Kastevæsen skulde ophøre ligeovefor vor Mission, - enhver som vilde, kunde blive en kristen.  – Kastevæsenet var saaledes indrettet, at naar en blev udjaget af sin Kaste, var han borgerlig død, og saaledes er det den Dag i dag iblandt Hinduerne. Dette ophørte da i vor Mission, og jeg har den Dag i dag i vor Misjons Akriv det Dokument, som ved et følgende Møde blev underskrevet af Høvdingerne og Overhøvdingerne, hvori dette er bestemt. Desuden er jeg bleven valgt som Fredsdommer iblandt dem i sidste Indstans og Forsiddende ved deres aarlige Thing.



Santhalernes Storting
Folkets Forfatning og Retspleie er fremdeles indrettet i Overensstemmelse med Overleveringene fra de gyldne Tider i Penjab. Dog kan Santhaldomstolene ikke idømme Fængselsstraffe eller Dødsstraffe. Helst er de kun Voldgifts-retter, hvorimod den egentlige retslige Afgjørelse selvfølgelig treffes af Øvrigheden i Dumka, men for den stevner Santhalerne ikke gjerne hverandre.

De betydeligste Sager afgjøres som fordum af det store Thing ved de aarlige Jagter. Disse holdes i April og er Folkets Hovedforlystelse.

Jagten holdes om Dagen, og da drager de store Skarer afsted til Skovene, væbnede med Økser, Spyd, Buer og Pile,  og med Trommeslagere i Spidsen; men om Aftenen vender de tilbage til Leiren, og hver Nat, saalænge Jagten holdes, samles Thinget.

Det er et eiendommelig Syn, disse Natteleire frembyder. I Tusindtal er Mændene mødte, og Landsbyfolk ved Landsbyfolk har leiret sig i flere hundrede Grupper indenfor Rundkredse af Buer og Spyd og Pile. Tæt ved Vaabnene er Hundene bundne, og fra hver Rundkreds flammer et Baal, thi der koges Maden. Hundeglam, Trommeslag, Fløitespil, Raad og Latter hører man rundt om;  men ud paa Aftenen begynder Trommerne først ret for Alvor, thi nu skal Thinget sættes, og alle strømmer hen til Thingstedet. Her tager Høvdingerne og Overhøvdingerne Plads og sætter sig vel som oftest i en Rundkreds. Ind i Kredsen føres Anklagere og de Anklagede, og under Jagtprestens Forsæde begynder Forhandlingerne. 

I Almindelighed afgjør Høvdingernes Raad, Landsthinget, de Sager, der forelægges, og den store Folkeskare hører til og giver af og til sin Mening tilkjende, men blander sig ikke i Bestemmelserne; men er det Sager av særlig Betydning, da maa ogsaa Folkethinget spørges, og det skal  nok forstaa at hævde sin Ret og Indflydelse, og ved dets Forhand-linger lægges da ogsaa undertiden en Veltalenhed og parlamentarisk Dygtighed for Dagen, som man maa studse over at finde hos et saa lidet udviklet Folk. 

”Et gammelt Nar”
I almindelighed er det snurrige Sager, der forebringes, og da lader der til at herske en vis gemytlig Tone i Raadet og dets Forhandlinger, og som en Prøve paa saadanne Sager, der tillige giver godt Ind-tryk i Samfundsforholdene, kan her anføres et Tilfælde. 

En gammel Høvdig der i mange Aar hvde været Enkemand, fik Lyst til at gifte sig igjen, og vilde gjerne have en ganske ung Pige. Forældrene gik ind derpaa, da han betalte godt i Brudekjøb, men Pigen vilde ikke se ham for sine øine, og lukkede ikke Munden op, naar han var tilstede. Forældrene foreholdt hende, at det var en gammel rig Mand, hun fik, og at han vistnok gjerne vilde give hende saa mange Smykker og pene Ting, hun kunde bære, og omsider gav hun efter for deres Overtalelser. Nu blev der holdt stort Gilde, mange Gjester blev samlede, og den gamle Høvding var sjæleglad og overøste sin Brud med Foræringer; men da hun havde faaet, hvad hun ønskede, løb hun sin Vei, og den gamle Mand var ille til mode. Han søgte at skaffe sig Ret baade det ene og andet Sted, men forgjæves, og tilsidst forelagde han sin Sag for Landsthinget med Begjæring om enten at faa sin Brud eller sine Penge igjen. Det gik ham  imidler-tid ikke en Smule bedre her, thi hele Forsamlingen hørte paa hans Fremstilling med stor Munterhed, og det høie Raad erklærede, at det kunde ikke hjælpe ham, og at han var aldrig kommen i en saadan Knibe, hvis han ikke havde været et gammelt Nar, og i hans høie Alder havde tænkt paa at gifte sig med en helt ung Pige. 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 14

14 desember 2017

Ved Enden af de to Aar havde vi, som sagt, en 300 omvendte og døbte. Ved at døbe dem bruger vi følgende Fremgangsmaade: Saasnart en kommer og beder om at blive døbt, tager vi ham først ind til oss og beder med ham; i lengre Tid beder vi med ham og beder kun med ham. Derefter opfordrer vi ham til at udtrykke sine egne Følelser til Gud med egne Ord, og først da, naar der er fremkommet er Bønnens Samfund mellem Gud og Sjælen, begynder vi den egentlige Daabsundervisning. ved Prædikenen har de havt en delvis Undervisning, men den egentlige Daabsundervisning begynder først under ovenstaaende Betingelser. Hvad hjelper det at give Kundskaber i Hovedet, dersom Guds Aand ikke har faaet Magt i Hjertet, dersom der ikke er blevet et Bønnens Samfund, en Jakobsstige mellem Sjælen og Gud? Den Undervisning, de da faar, er omtrent den samme, som vor Børnelærdom; men vi lærer dem ikke at pugge. Vi fortæller dem og faar dem til at fortælle igjen med egne Ord, saa det er for det meste kun muntlig Undervisning, vi bruger, og det er forunderligt, hvorledes Santhalerne kan fortælle og beholde,hvad de har hørt. Der er f.Eks. Ældste, som reiser omkring, som ikke kan læse et eneste Bogstav. Disse kan ikke alene Hovedsandhederne i hele det gamle og nye Testamente udenad, men de kan næsten hele det nye Testamente i dets hovveedtræk udenad. Børresen har netop i den sidste Aarsberetning skrevet om, hvilket forunderligt Kjendsskab disse Ældste har til Guds Ord, uagtet de ikke er i stand til at læse. Også på ander Steder i Indien har det været Tilfældet, at de ikke har kunnet læse, men har havt en forunderlig Hukommelse og Kjendskab til Guds Ord. 

Matru
Nu begynte imidlertid Forfølgelserne; nu saa Djævelen der var Alvor i Kampen. Overhøvdingen Matroo begyndte Forfølgelserne. De kristne skulde stødes ut af Kasten, deses Huse skulde brændes, de selv og Missionærene skulde udvises, og Kvæget ekskommunikeres. Vi brugte det gamle Middel: hele Menigheden og Børresenog jeg laa paa Knæ og bad, at Herren ikke skulde lade den unge Menighed fristes over sin Formue. Netop den Dag, da Befalingen skulde udføres, kom der en engelsk Politibetjent, der opsøgte Overhøvdingen,tog ham fangen og bragte ham til Civilstationen paa Grund af en Forbrydelse, hanhavde begaaet fire Maaneder i forveien. Der blev han i otte Maaneder. 

Da saa Hedningerne, at Guderne ikke hjalp dem, og de kristne saa, at Gud havde bønhørt dem, de takkede ham, og fik mere Mod, og i de otte Maaneder, medens Overhøvdingen var borte, voksede Menigheden betydelig indad og udad. Da han kom tilbage, var han syg; han ofrede til Guderne, han hentede sin Læge, som gav ham Medicin, men han var Døden saa nær, at alt Haab var opgivet. Vi Missionærer gik til ham og fik Lov at bede for ham. Han blev frisk; efter 7 Dage kunde han gaa ved Hjælp af en Krykke. Han samlede da sine Landsbyers Folk – han havde i alt 68 Landsbyer under sig – og erklærede, at han aldrig mere vilde forfølge de kristne; de skal ikke komme tilbage til os og blive Hedninger, vi skal gaa til dem og blive kristne. Han er bleven en kristen med hele sin Landsby, og mange i hans øvrige Landsbyer. Han gaar nu omkring og holder Dom mellom Høvding og Høvding, Landsby og Landsby, og Mand og Mand, og derhos prædiker han Kristi Evangelium til dem og henviser til hvordan han var før, og hvorledes han er bleven ved vor Herres Kristi Naade; det har Indflydelse. Efter hans Omvendelse blev mange baade fornemme Folk og simple Arbeidsfolk omvendte, og deriblandt var flere fremraagende Mænd, om hvis Pietet og Fromhed man den Dag i dag taler i Santhalistan. Mange af dem er døde allerede, men flere lever. 

Hatia
Af Folk, som har havt saadan afgjørende Indflydelse paa Missionsgjerningen i Santhalistan, kan nævnes Hatia. I seks Uger fik han fem Landsbyer til vor Herre Jesus kun ved at prædike og ved at fortælle, hvad Gud havde gjort med ham.  Der var en forunderlig Aandens Styrke i denne Mands Tale, og fote faldt han ned paa sine Knæ midt iblandt Landsbyfolkene o gbadM han bad, saa man følte det gjennem Marv og Ben. Denne Mand døde forrige Aar. Ligesom  hans Liv havde været en Velsignelse, var hans Død det ikke mindre. Han sagde: Nu skal du prædike for os begge, men naar jeg kommer til Himmelen, og du gaar omkring blandt Folket og prædiker,saa skal du føle, at gamle Hatias Forbøn lyder for dig ved Herrens Trone;  mitt Arbeide skal ikke være slut med min Død. Han straalede af Glæde, da han døde. Hvorfor? Fordi han troede paa sine Synders Forladelse i Kristi Navn og havde arbeidet for Herren. 

Der har vært mange saadanne fremragende Mænd og Kvinder. Kvinderne arbeider bland Kvinderne; de kristne Kvinder besøger de hedenske, og derved er en Del Kvinder blevne omvendte, og disse har igjen været Middel til at omvende sine Mænd. Det er netop Apostlenes Betaling om, at Kvinderne skal prædike i sit Hjem uden Ord; det har virkelig vist sig i Santhalistan. 

Ram
Da der nu imidlertid var blevet en hel Del kristne, saa samlede Høvdingerne og Overhøvdingerne rundt om i Landet sug til en alvorlig Krig. Nu vidste de ikke mere, hvad de skulde gjøre med os.  Tilsidst kom de til det Resultat, da de vidste, at jeg vankede alene omkring uden at have nogen med mig, at de skulde anlægge en falsk Anklage mod mig for den engelske Øvrighed og se at faa mig i Fængsel, - da vilde de kristne falde dem tilfode, og Kristendommen dø i Santhalistan. Og de udførte dette Raad. Der var en Høvding, Ram, en fremragende Mand med et klart Hoved. Denne Mand gjorde Anklage. Løagen bestod af fem Klagepunkter. Jeg maatte da stilles for Dommeren. Mit eneste Vaaben var Krydseksaminationen. Det er det gode ved Santhalere, de kan ikke, som Hinduerne, holde Fast ved en Løgn. De kan nu og da fortælle en Løgn, men de kan ikke holde fast ved den. To af Vidnerne gik da ogsaa til Bekjendelse om, at de var kjøbte for at afgive Vidnesbyrd; dette hørte Høvdingen paa. Dommeren blev rasende og kaldte Høvdingen frem for sig, og denne tilstod da alt. Dommeren spurgte ham da, hvorfor i Alverden han hadde havde reist Anklagen, naa det ikke var sandt? Jo, sagde Høvdingen, de blev kristne alle sammen borte hos os – selv vore nærmeste; vi forsøgte at modarbeide det, men jo mere vi gjorde det, desto flere kristne blev der, og derfor har vi grebet til dette Middel som vor eneste Utvei. Han fik et Aars Fængsel, og hele hans Landsbyrettigheder, og alt hvad han eiede, blev solgt af den engelske Regjering, han er den Dag i dag Betler. Det viste sig saaledes, at de ikke kunde seire paa den Maade. 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 13

13 desember 2017

Vi begynte vårt Arbeide med først at bearbeide et lidet Stykke af Landet. Vi vilde ikke begynde med Skoler, jeg skal give Aarsagen,hvorfor vi ikke gjorde det. Begynder man nemlig med de unge Børn, saa har man de fleste Timer optagne at almindelig Undervisning og kun faa Timer til kristelig Undervisning, - i den skotske Mission i Indien bruges der saaledes i almindelighed fem Timer til vedslige Ting, og kun en Time til Undervisning i Kristendom -; men jeg vilde aldrig ofre fem Sjettedele af mit Liv paa almindelige Ting, jeg vilde ofre alle seks Sjettedele paa Guds rikes Utbredelse.  

Hertil kommer endvidere, at holder man paa med Skolegjerningen seks Timer af Dagen, er man saa tret  og mødig, at man hverken har Lyst eller Kraft til at gaa ud og prædike for de voksne. Endvidere der der den Ting at merke, at naar børnene kommer Hjem fra Skolen, saa vi det gode Indtryk deres unge Hjerte har modtaget - og det skal aldrig undervurderes – neutraliseres i det hedenske Familieliv, hvor Guds Ord ikke har faaet Indpas, thi Familielivet er sterkere, enn det individuelle Liv i Børnene. Derfor begynte vi ikke med Skoler; vi gik til Far og Mor, og brugte det gamle Evangelium, som Apostlene og deres Efterfølgere brugte, paa deres Hjerter, for ved Guds Naade at faa dem omvendt. Blev de omvendte, havde de en Missionsforening i sit Hus med en Gang, og Børnene kom af sig selv – saa havde vi både de gamle og de unge. Da havde vi Betingelserne for en sund Udvikling af Familielivet, det kristelige Familieliv, og dette maa blive det kristelige sociale Livs Grundlag. 

Vi gjorde ingen lange Reiser, - vi vilde derved ikke faaet Tid til at vande og endnu mindre til at høste; vi tog en liden Kreds, og den bearbeidede vi saa vel, at det mindste Barn i Landsbyerne kjendte os. Vi kom til dem som bekjendte til bekjendte; vi levede sammen med dem hele Dagen, saa de kunde kritisere vort Liv og vore Handlinger. Det er ikke blot det Ord, Missionæren prædiker, som skal øve Indflydelse; men det, at man kan se ham efter i Sømmene, det er det, som har saa stor Indvirkning paa Hedningerne, - idetmindste har denne Methode svaret til vore Beregninger.

Bøn og Arbeid
Vi var ganske uden nogen Støtte, men baade Børresen og jeg følte, at Herren havde kaldet os til Santhalistan, og hvad der blev af vort Liv, var os fuldstændig likegyldigt; men det lovede vi Herren paa Knæerne, at enten vilde vi feire i hans Navn, eller at vilde dø i hans Navn i Bestræbelsene for at faa Santhalerne til Jesu Disciple. Og vi vidste, det var ikke vor Skyld, om vi manglede udvortes Støtte; vi var komne der ved Omstændighederne – og at ingen kristen har Ret tilat se paa disse som Tilfældigheder, men som Guds Tilskikkelse, hvormed han har sine vise Øiemed -, saa vidste vi også, at vort daglige Brød skulde vi faa. Sandt er det, vi spiste igjennem længre Tider kun sort Ris og Karri, og det var meget sjeldent vi fik noget andet; men det bekymrede vi os ikke om. Og det herdede os paa den anden Side. Just naar man føler, at man ingen menneskelig Hjelp har, faar man Lov at komme paa Knæerne, og der har vi været, og der er vi. Jeg har lest meget i mit Liv, men jeg har faaet Lov til at bede mere, og jeg er vis paa, at hvad jeg har bedet, har gjort mere for Missionen, end hvad jeg har  læst, uaktet det også har hatt sin Betydning. Børresen har ikke læst saameget; men jeg er vis oaa,han har bedet mere enn jeg. Det er en Troens og selvopofrende Mand som faa. En Santhaler sagde engang til mig: Naar der staar noget paa, og du bruger kanskje 6000 Ord i en Tale, saa gjør det Indtryk paa os, det er sandt, og vi tænker ogsaa paa det; men når ”gamle Papa” – de kalder Børresen saa – ser os ind i Øynene med dette vemodoge, sagtmodoge Blik og siger et Par Ord, saa gaar det os langt dybere til Hjertet, end alle denne brusende Ord. Det viser, at det er ikke alene Ordene, som gaar til Hjertet, men det er den forunderlige Klang, Herren vækker lig en elektrisk Strøm fra den som taler, til den som hører, som har en underlig Virkning; det er Guds Aands særegne Indvirkninger, hvor Sjælen paa en særegen Maade vil lade sig lede af denne Aand.

Der var vi da, vi to, Børresen og jeg, alene blandt et helt Folk, og Vanskelighederne var som man har seet, store. Først  forsøgte vi at faa Visdom af Herren ved at bede i den lille Hytte vi byggede med vore egne Hænder. Det er forunderligt, hvor mange Taarer – Tusender og atter Tusender af Taarer -, der har flydt der, og som har helliget den vanhellige Jord, og Tusender af Bønner er der sendte op til Evighedens Trone i vor Herres Jesu Kristi Navn! Og der fik vi Kraften og Lysten til Arbeidet, der fik vi Selvopofrelsens Styrke, og der vant ogsaa vaare Ord den Braad, som er gaaet ind i Hjertene, ikke en menneskelig Braad, men den, vi tilbetlede os af Herren. Naar vi gik om blandt Folket og saa dets Nød og Elendighed og vidste, at vi var alene i Sentral-Santhalistan, da var der noget saa vemodigt, som greb Hjertet, og al den Spendekraft, vor Aand og vort Legeme havde, anvendte vi paa vort Arbeide. Jeg har arbeidet fra Kl. 5 om Morgenen til Kl.7 om Aftenen, og fra 7 til Kl.12-1 om Natten har jeg beskjæftiget mig med mine litterære Frembringelser, men ogsaa med at lære. Ved venlige Menneskers Hjælp fik jeg Penge til at kjøbe Bøger i de forskjellige orientalske, klassiske og andre Sprog, og jeg maatte bruge Netterne til at læse dem. Jeg havde ikke de levende Hjelpekilder, som de unge Theologer har, og derfor har det kostet mig saa megen Møie og saa meget Arbeide at erhverve mig Kundskaber.

Svømme eller synke
Efter to Aars Arbeide paa denne Maade havde Børresen og jeg omtrent 300 døbte. De kristne fik bo i sine Landsbyer; vi har aldrig taget dem paa vore Stationer, idet vi ikke tror paa Nytten deraf, - det bliver da kun Drivhusplanter. Har Hedningerne været istand til at ofre saameget at sin Formue paa sine Falske Guder, hvor slet maatte da ikke den Livs Kraft være, Missionæren har faaet ind i deres Hjerter, hvis de ikke er istand til at gjøre saameget idetmindste for den kristelige Religion.  Vi har derfor gaaet ud fra det Standpunkt at indstille Livsprincipet i dem, saa faar de svømme eller synke! Er de omvendte, vil de svømme, er det kun tilsynelatende, saa lad dem synke – og desto hurtigere, jo bedre; thi en slet kristen er kun en Svøbe for Missionæren. Og i sine egne Landsbyer har de bedst Anledning til udvortes at falde, idet de der lever sammen med sine hedenske Medbrødre; men der har de ogsaa de bedste Betingelser for at staa selv – thi det er netop i Aktivitet, vi udvikler os -; men ikke alene det: de er istand til ved sin Aktivitet at faa andre med.  Det er altid saa med dem, som skal virke på andre, at leve blandt dem , det er noget af det bedste,  - man kunde næsten sige: et sine qua non (en absolut Betingelse). Sidder man bare i sit Kontor og kommer frem nu og da og taler til Folket, saa kan det være godt hvad der tales – det er sandt – men vil man gaa ud og bevæge sig blandt Folket hver Dag og leve sig ind iblandt dem, vil ens Ord have større Virkning. Livets Prædiken tilsammen med Ordets bliver allid den mest indflytesesrige. Gamle Papa

Santhalfolkets susende Skove sig fryde,
Løvhytter i Ranga med Salmer udbryde.
Jeg hører fra Assam ny Tunger at tale.
Guds Lov bæres vidt gjennen Ganges’s Dale. 

Høinorden sig glæder og vinker med Haanden
til Sydlandets Brødre og Søstre i Aanden:
Kom, las os med Jubel i tindrende Øie
i Lys vandre sammen til Sion i det høie!

Det er som en underbar Drøm at formerke,
hvad Herren kan gjøre, den milde og sterke,
til Bodsgraad at varme det stendøde Hjerte
og smelte til Troessmil Dødsangstens Smerte.

Thi Hedningen skalv for de Billeder skaarne,
uskyldige Smma blev for Tigrene baarne.
De raved som drukne, i Urenheds Mørke;
i Dødsskygger sad de, i Hungerens Ørke. 

Hvor deiligt lød Fredsbudets Fødder paa Bjerge:
Nu skal ikke Satan mer herske og hjerje.
Korsban’ret er reist, vd Guds Blod er I kjøbte.
Al Skyld er betalt. Staar nu op, vorder døbte!

Ja, Gud være lovet for Røsten og Trøsten!
Santhalistans Marker er hvide til Høsten.
Hør i Ebenezer, hvor Klokkerne runge!
Guds Ord flyver frit paaa Santhalistans Tunge.

Tak skje eder, Mænd med de brændende Bønner,
som hungred og tørsted for Indiens Sønner!
Tak skje eder, Kvinderm som ammed på Skjødet
de grædende smaa og dem rakte Guds-brødet!

Ja, I som har troet, Guds Gjerning I skue!
I syngende Skov kurrer Kjærligheds Due.
Og født er paa en Dag et Folk til Guds Ære.
Pris Herren, du Jord og I Himmelens Hære!

Sigv. Skavlan

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 12

12 desember 2017

Det samme Middel brugte vi ogsaa for at overvinde Vanskelighederne ved vort ubekjendtskab om folkets Tankesæt, deres Tradisjoner, Institutioner og Mythologi osv. Vi begynte vårt liv her i en Løvhytte, som vi havde bygget med vore egne Hænder. Santalene besøgte os der, da de ikke frygtede for at komme i en Løvhytte, medens de vilde have frygtet for at komme til et Palads eller et stort, fornemt europæisk Hus. 

Vi gik ud blandt dem, gik med paa deres Jagt, til deres forskjellige Arbeider, til deres hedenske Barnedaab, deres hedenske Konfirmasjon, deres Brylluper, deres Begravelser, deres Fester og til deres Gudsdyrkelse. Vi gik sammen til de skriftkloge, hvor Traditionenerne osv. lærtes; vi spiste med vore Fingre den sorte Ris, som de selv spiste, sov i deres Kohuse, og saaledes identifiserte vi os fulstændig med dem og afluskede dem, hvad de i enhver henseende havde, og hvad det var.  Vi fandt ud deres sterke og svage Sider og fant derved ud, hvad vi kunde bruge som Tilknytningspunkter, og hvad vi skulde bekrige, og Maaden, hvorpaa vi skulde gjøre det.

Fordommene mot oss overvant vi ved Samlivet med dem.  De fandt snart ud at vi var anderledes end andre fremmede, at vi ikke var komne til dem i Kampen for Tilværelsen, men som deres Venner, og Fordommene veg for Tillid. Vi kom til dem som fattige til fattige, som nødlidne til nødlidne. Hvor vi kunde vise dem en Velgjerning, der gjorde vi det, og vi voksede saaledes sammen, at vi følte os fuldstændig som Brødre; instinktivt fornam de, vi var virkelig deres Venner.

Fasthengen ved det nedarvede forsøgte vi at modarbeide paa følgende Maade; Vi hævdede Menneskeslegtens Enhed, og det ogsaa ved Hjælp af deres Traditioner. Iføge Folkets Traditioner kom hele Menneskeslegten fra en Mand og en Kvinde -, men vi hævdede ogsaa Nationalitetens Berettigelse, og vi brugte da forskjællige Billeder, deriblandt ogsaa Billedet af en Fader, som havde mange gifte Sønner, som hver havde sit separate Hus og Hushold, men som dog, saasnart de kom hjem til Faderen, kun kjendtes af ham som Børn og kjendte hverandre kun som Brødre. Saaledes, skjønt vi er delte i forskjellige Nationaliteter, er vi dog kun en Slægt for vor Fader i Himmelen. Vi skulde udvikle, hver paa sin særegne Maate, vor Nationalitet, men vi skulde have det fælles, at vi kun er Børn af den samme Fader, og at vi tilbeder den samme Fader som den sande Gud. Vi paaviste, at deres egne Traditioner lærte, at Gud har skabt Verden og opholder den, kalder os til Liv ved Fødselen og kalder oss tilbage ved Døden, og at han er vor Dommer, og vi er hans Børn, - at det er vor Lykke og hans Glæde, at vi lyder ham. Vi gjorde gjældende, at hvis Gudstjenesten havde været riktig, vilde deres oprindelige Fædre have tjent Guderne; men deres egne Traditioner sagde at det modsatte havde været Tilfældet. Derfor havde deres Middelalders-Forfædre handlet uriktig i at forlade de gamles Fodspor, - de som kun tjente en Gud, efter Traditionen. Vi sluttede da, det er de gamle Forfædres Gud, hele Slægtens Skaber og Opholder, som vi forkynner eder. Det er derfor ikke mod de gamle Forfædres Befaling, vi handler ved at opfordre eder til at tjene den eneste sande Gud. De af Forfædrene derimod, som begyndte med Gudstjenesten, de har, efter sine egne Traditioner, handlet uret, saa det er fullstændig rigtig baade nationalt og efter Forfædrenes Forskrifter at tjene den den ene sande Gud og urigtig og unationalt at gjøre det modsatte. Vi skjældte imidlertig ikke paa Guderne. I det Øieblik en Missionær begynder at skjælde paa Guderne eller paa Folket selv, faar han hele Folket imod sig, og da maa ikke en saadan Missionær haabe at faa nogen Indflytelse paa Folket. Vi forklarede derimod for dem, hvorledes deres Middelalders-Fædre, som ingen hellige Skrifter hadde, paa sin Vandring havde forglemt sin Gud, og at det kun var af  Frygt, som deres egne Traditioner sagde, de havde begyndt at tjene de onde Aander, og som de kun vedblivende tjente, fordi de frygtede, de vilde gjøre dem ondt. Vi fremhævede det resikerlige ved at overgive deres Skjæbne i deres Hender, som kun vilde dem ondt.  Vi forklarede videre, at hine Guder, efter deres egne Traditioner, ikke havde aabenbaret sig for dem eller fordret noget af dem, men da de stod for det store Bjerg, og ikke kunne komme gjennom*  saa tænkte de sig, at der i Bjerget kunde være Guder, og naar en eller anden blev syg, saa tænkte de der var en Gud, som gjorde ham syg, fordi han vilde have Offer av ham.  Vi sammenlignede den sande Guds Følelser for Menneskeslegten med deres egne Følelser for dine Søner og Døtre. Saasnart en Søn eller en Datter løb bort i Skoven, saa løb de efter for at faa dem tilbage, - hvorfor? Fordi de havde kjærlighet til dem.  Var et Barn sygt, fordrede de ikke, det skulle arbeide; de gik selv ut efter medicinske Rødder fra Skoven og gav Barnet Medicin for at faa det friskt. Det samme er Tilfældet med Gud. Han vil intet have af os foruden vort Hjerte, medens han giver os alt.  Hvad han fordrer, er Lydighet, Kjærlighet og Taknemmelighed, medens Guderne, selv naar en Santhal er syg, - sagde vi til dem – kommer og fordrer Offer. Om han end skulde være saa fattig, at han ikke havde en Skilling i Huset, maatte han alligevel sende Folk ud for at laane Penge, kjøbe et Offer og ofre det til Guderne. Det var ikke Tegn på en velvillig Fader, men nettop på en Fiende.

Selvfølelsen eller den nationale Følelse imod at antage noget fra Fremmede søgte vi at modarbeide ved at fortelle dem, at Religionen var supernational, ikke national, at den ikke var nogen Nations Frembringelse, med stod over alle Nationaliteter, og at det derfor ikke var at modtage noget fremmed for andre, om de antog Kristendommen, men at den var en Gave fra deres og vor Fader direkte til dem. Vi fortalte videre, at de de var skabte af Gud, og han opholdt Verden, saa kunde det ikke være noget farligt at høre paa deres egen Faders Stemme, at lyde deres egen Faders Befalinger. Fremdeles fortalte vi dem, hvorledes vore norske og danske Forfædre havde været Hedninger, og at andre Guds Børn havde bragt Kristendommen til os som en Gave fra vor Gud. Vore Forfædre opponerede ogsaa mot Kristendommens Indførelse; men de blev overvundne ved denne Guds Kjærlighed, idet den kom inn i Hjertene. Vi overvandt Santalernes Indvendinger netop derved, at vi fortalte, hvilke Indsigelser vore egne Forfædre havde gjort mod Kristendommen, hvorved vi kunde angribe Santhalerne uden lifrem at angribe dem, idet vi netop fortalte, hvad der var skeet i Europa i gamle Dage.  Vi forsøgte at overbevise dem om, at der ikke var noget nyt og fremmed Element i deres Udvikling at vende tilbake til Gud, at der nettop var det normale, medens deres nuværende Gudstjeneste var abnorm. 

Denationaliseringsfrygten søgte vi at modarbeide paa følgende maade: Vi sagde til dem, at Gud kun havde sendt os til dem for at faa Synden ut av deres Hjerter, at faa dem tit at opgive deres falske Afguder og faa dem tilbage til Gud ved Troen på hans enbaarne Søn, Jesus Kristus, som ved sin død og Opstandelse har erhvervet alle sine Brødre paa Jorden evig Salighed, naar de kun vilde mottage hans Naade i sine Hjerter, og at alt det, som hørte dem til som separat Folk, skulde de beholde, det skulle kun renses ved Kristendommen. De skulde faa beholde sine Navne, sine Klæder og Skikke – kort alt, hvad der ikke i og for sig var Synd, alt det, som i Kristendomen kunde renses, kun Guderne ikke og Synden ikke. 

Den Uvished, Santhalerne maatte have om vor Sanddruhet, befriede vi vort daglige Liv iblandt dem, og som allerede sagt, fand de snart ud, at vi var ærlige og sanddru Folk, og i Besynderlighed fandt de, at vi maate være sanddru, da vi fortalte dem om den Gud, som deres ældste Traditioner fortalte dem om, og som de selv følte, de hadde tabt. Og hvad vi fortalte om, stemmede saa godt med Traditionen, kun at det var renere, netop – som Santhalerne forklarede sig det – af den Grund, at deres Forfædre havde ingen hellige Skrifter, men Gud havde nedlagt den hellige Skrift i andres Hænder, og derfor var det rigtig, hvad der stod i denne hellige Skrift, og ikke hvad deres Forfædre havde sagt, naar dette ikke stemmede overens med den. 

Santhalernes Frygt for Gudernes Straf søgte vi at saaledes bekjæmpe; vi sagde: Gud er større end alle Guder, han er Gudernes Gud, og den, som giver sin ind under hans Beskyttelse, behøver aldeles ikke at have nogen Frygt for Guderne. Det er kun når vi begiver oss ind paa Djævelens Territorium, lever i Synden, vi behøver at nave Frygt – ikke for Guderne, men for Gud, som da vil fordømme os. Det var en stor Trøst for Santhalerne, naar vi bestyrkede dem om Guds Almagt, at han kunde gjøre, hvad han vilde, og om Guds Kjærlighed, at han endog kunde tilgive Syndere; og det var en stor Tilfredsstillelse for dem, naar de hørte, at kun naar de levede i Synden, behøvede de at have Frygt, medens naar de hørte Herren til og havde hans Beskjermelse, kunde Guderne intet gjøre mod dem, og det kunde de ogsaa snart forstaa.

* fra en av deres urfortelliinger

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 11

11 desember 2017

Fremdeles gjorde vor fuldstændige Uvidenhed om, hvorledes vi skulde begynde, Arbeidet vanskeligt.  Vi tænkte at begynde med Skoler, det var meget brugt i Indien; vi tænkte paa at gjøre lange Reiser rundt omkring i Landet, som ogsaa i den korte Tid var alminneligt, og vi tænkte paa at begynde indenfor en liden Kreds og bearbeide den godt, men det var vanskeligt at komme til noget Resultat, fordi vi ikke vidste, hvad der under de nærværende Forhold vilde være det bedste.

Og hertil kom vor totale mangel paa Midler. Som bekjendt hører jo Børresen og jeg med til – Santhalmissionen – ikke til noget Missionsselskab; vi staar uavhængige, og dengang vi kom til Santhalmissionen, bestod vor hele rigdom af 15 engelske Pund. Vi havde desuden ingen Venner, og vi havde intet Haab - fra Menneskers Side – om fremtidig Understøttelse. 

Jeg skal nu gå over til at tale om, hvorledes vi begyndte at møte disse Vanskeligheder.

Først var der sproget. 

Jeg maatte bruge et Speil for at finde ud Lydene. Jeg satte en Santhal foran mig og mig selv foran et Speil. Vi saa begge ind i Speilet. – Jeg saa ind i hans Mund og søgte at kopiere ham, naar udtalte Ordene. Jeg saa da, at hans Organer bevægede sig paa en anden Maade en mine. For at faa Strubelydene maatte jeg gaa til Calcutta, og ved en Læges Hjælp fik jeg fat paa et Laryngoskop, hvorved jeg kastede Refleksen ind i Santhalens Strube, saa dybt ind, som den kunde sees, og derved kunde jeg bestemme ved hvilke Organer, og hvorledes disse Lyd bled udtalt.

 

Foruden Speilet og Laryngoskopet begyndte jeg at pege paa Gjenstandene og sige spørgende: Hæ? Det skulde betyde: hvad er det? Jeg lavede mig smaa Bøger, som jeg bar i Lommen, og hvori jeg nedskrev hvert eneste Ord, jeg lærte. Det var meget ofte, Santhalerne lo hjertelig af min Dumhedm og istedetfor Svar paa mitt Spørgsmaal kom der mange Ord frem, og da jeg skrev disse Ord hurtig ned, fik jeg altsaa langt flere end jeg hadde haabet. Jeg fandt imidlertid snart ud, hvad det santhaliske Ord for ” hvad kalder I dette?” hed, og nu begynte jeg at operere med dette Ord, og kom saa vidt, at jeg kunde tale lidt til allerede efter en Maaneds Tid. Om Aftenen gik jeg udenfor deres Hytter og lyttede til deres Tale for baade at faa Sammenhæng i Sproget og Akcent saavelsom Tone; og Tonen ved vi jo er det sidste, en fremmed lærer, - det er det vanskeligste.  Det er jo ofte, man kan uttale Lyden korrekt, ja det er endog ofte, man kan lægge Akcenten riktig; men at lægge den naturlige Tone, som de indfødte har, faar sjelden nogen fremmed gjort; det er det allervanskeligste. Det egentlige Hovedmiddel imidlertid, som Børresen og jeg anvendte for at overvinde de sproglige Vanskeligheder, det var at leve iblandt Folket som en af dem.

Det samme Middel brugte vi ogsaa for at overvinde Vanskelighederne ved vort ubekjendtskab om folkets Tankesæt, deres Tradisjoner, Institutioner og Mythologi osv. Vi begynte vårt liv her i en Løvhytte, som vi havde bygget med vore egne Hænder. Santalene besøgte os der, da de ikke frygtede for at komme i en Løvhytte, medens de vilde have frygtet for at komme til et Palads eller et stort, fornemt europæisk Hus. Vi gik ud blandt dem, gik med paa deres Jagt, til deres forskjellige Arbeider, til deres hedenske Barnedaab, deres hedenske Konfirmasjon, deres Brylluper, deres Begravelser, deres Fester og til deres Gudsdyrkelse. Vi gik sammen til de skriftkloge, hvor Traditionenerne osv. lærtes; vi spiste med vore Fingre den sorte Ris, som de selv spiste, sov i deres Kohuse, og saaledes identifiserte vi os fulstændig med dem og afluskede dem, hvd de i enhver henseende havde, og hvad det var.  Vi fandt ud deres sterke og svage Sider og fant derved ud, hvad vi kunde bruge som Tilknytningspunkter, og hvad vi skulde bekrige, og Maaden, hvorpaa vi skulde gjøre det.

Fra Skrefsruds artikkel om Santhalernes Sprog: 

Paa Grund af disse mange Lyd og disse mange Former er det meget vanskelig at tale dette Sprog korrekt; det er overhovedet vanskeligt at tale de indiske Sprog, fordi der er saa mange Lyd. Det er derfor  sørgerligt herhjemme, at man ikke har en eller anden, som har været i Indien og lært ordentlig disse Lyd; thi derved at man ikke er i stand til at udtale Lydene riktig, f. Eks. i Sanskrit, taber Sprogets Skjønhed uhyre. Jeg har saaledes forsøgt at tale med mange Sanskritlærde i Europa, men de forstaar ikke et Ord, - ikke fordi de ikke forstaar Sanskritsproget, men fordi de ikke forstaar Lydene. Og saadan gaar det ogsaa med Santhalernes Sprog. Da vi kun har 26 Lyd, medens de har 53, er der mange, som er fremmede for os; og dertil kommer ogsaa Tiderne. 

Jeg skal give nogle Eksempler paa denne Vanskelighed. Der har været Missionærer iblandt Santhalerne, som ikke har været de skarpeste Filologer - naar man bor blandt et Folk, skulde man kunne lære Sproget, selv om man ikke var Filolog - jeg skal fortælle nogle Eksempler oaa, hvor falskt de har talt. Der var saaledes engang en Missionær, som sagde til Santhalerne: “I fattige Folk, Santhalere! naar I beder til eders Guder, faar I ingen Hjælp, men naar vi beder til vaar Gud, saa sender han os sin HelligAand, og han ler ad os.” Han vilde sige: “trøster os”, men istedet derfor sagde han: “ler ad os”. Saa svarede Santhalerne: “Da er vore Guder beder; thi de ler dog idetmindste ikke af os i vor Nød!”

Det var også en anden, som tænkte, han var en stor Filolog, men som talte, saa Santhalerne ikke forstod ham, og de lo derfor af ham. Han bled da rasende og raabte: “I vil ikke høre paa mig! Men jeg siger , at hvis I ikke hører paa, hvad keg siger, skal I faa en stor Hare! en stor Hare skal I faa! Men hvi I hører på mig, saa faar I ingen Hare!” Da sagde Santhalerne: “Lad os faa Haren, men behold dine Ord for dig selv!” Han mente Straf, men sagde Hare istedetfor Straf. 

En anden igjen vilde forklare, hvorledes Frelseren havde forløst os med sit Blod, og saa sagde han : “Frelseren har gjort os røde med sit Blod,” Santhalerne spurgte da: “Hvor er Blodet, vi sr ikke noget paa dig.” At frelse, lade løs, heder: ara med cerebralt r, og at gjøre rød heder ara: men med dentalt r. 

Endviderere var der en Lærd, en Dr. Theologiæ, som skulde tale over det Vers i Mattæus Evangelium, 5te Kapittel: “Salige ere de fattige i Aanden,” og saa sagde han - alt dette er Kjendsgjerninger, det er ikke Skrøner - : “Salige er de vagabondsindede.” Han havde endog skrevet det, saa det staar paa Prent den Dag idag. “I kjære Santhaler! Vagabondsindende maa I blive, hvis I skulle blive frelste.  Der var en Tid; da jeg ikke var vagabondsindet, og da gik jeg paa Veien til Helvede; men nu er jeg bleven vagabondsindet, og det maa I også blive, hvis I ville blive frelste.” Saa sagde Santhalerne: “Det maa være en snurrig Himmel; vi tænkte, ærlige Folk var de bedste til at komme der.”

Det er ogsaa meget at legge Merke til med Hensyn til Tiderne. Jeg vil give nogle Eksempler paa Forbindelsen mellom disse Tider. Man maa uvilkaarlig blive forundret over Verbets 23 Tider; men naar man tænker paa det to Gange, saa ser man jo, at der er mange Tider, som vi ikke har, idet vi udtrykker mange TIder ved en og samme Form. Vi bruger saaledes f.Eks. Nutid for at udtrykke noget almindelig i Nutiden, han maler, d.e. hvad han i Almindelighed gjør osv., som jo egentlig er en Art Aorist. Og naar jeg spørger: “Hvad gjør I Studenter?” saa svarer B, “Vi studerer.” I mener ikke dermed , I i dette Øieblik studerer; men at I har begyndt, - det er ikke færdigt endnu - altsaa en Linie. Det er ogsaa Nutid. Hvad gjør I nu? I hører, hvad der fortælles om Santhalistan. Det er et Punkt netop nu. Der har vi altsaa 2 Former for Nutid, og for dem bruger vi i det norske Sprog kun en Form. Der er mange Sprog der har 2 Former, - Santhalerne har i den Henseende 3. F.Eks. naar jeg siger paa norsk: jeg bandt ham, sa skjønner vi ikke, om han fremdeles er bunden, eller om han er løst igjen. Paa Santhalsproget kan jeg sige ‘Tolkedeaing’; det betyder: jeg bandt ham, og man forstaar øieblikkelig, at saavidt jeg ved, er han endnu bunden. Siger jeg derimod Tolkadeaing, betyder det: jeg bandt ham, og han er bestemt bunden endnu. Men siger jeg ‘Tolledeaing’ - bruger l for k - saa ved man, at han er ikke længre bunden. Saaledes var der en, som skulde oversætte en apostoliske Troesbekjendelse. Han sagde, at Herren blev pint under Pontius Pilatus. og pines endnu - han brugte den Form, som viser, at han pines endnu, der er ingen Forandring indtraadt, - nefor til Helvede, er er der endnu - han brugte den samme Tid - holdt paa at staa op fra de døde, men kunde ikke gjøre det, satte sig hos Faderens høire Haand, menhar tabt den Plads osv. Det erjo frygtelig, hvorledes en Missionær kan forvanske og forvrænge Sandheden, naar han bruger et saadant Sprog! Men Sproget er virkelig meget vanskeligt. 

Det santhalske Sprog har havt stor Indflydelse paa Sanskrit sproget. Vi har de klareste Beviser derfor. De cerebrale Lyd findes ikke i noget andet arisk Sprog en i Sanskrit, foruden blandt Bønderne paa Østlandet i Norge; t-lyden i gjort, d-Lyden i gjorde, n-Lyden i Jorden (Jon), r-Lyden i Torden osv. Man kalder det sidste af disse det tykke l; men det er aldeles ikke l, det er det cerebrale r. I Indien har de baade cerebralt r og cerebralt l; derfor kan de desto lettere gjøre Forskjel.

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 10

10 desember 2017

En anden Vanskelighed, vi havde at overvinde, var Folkets fordom mod alt fremmed. Hinduerne havde undertrykt dem, Muhammedanerne havde udplyndret dem, og Englænderne havde nedskudt dem, nogle Aar før Børresen og jeg kom dit, under det Oprør, hvori de havde gjort sig skyldige mod den engelske Regjering. De kjente de fremmede kun som Fiender, der vilde leve og nyde paa deres Bekostning. De mente derfor ogsaa, at vi opsøgte dem i Kampen for Tilværelsen, og denne Fordom var saa sterk, at det var meget vanskeligt at overvinde den. Og dog maatte disse Fordomme nedbrydes, hvis vi overhovedet skulde tænke paa at virke noget godt iblandt dem, thi har man ikke et Folks Tillid, hva godt kan man da gjøre dem?

Fremdeles frembød Folkets Vedhengen ved det nedarvede en stor Vanskelighed. De var jo ikke underligt, at de holdt fast ved det, som deres Forfædre havde givet dem; thi hvor skrøbeligt og ufuldkomment det end var, saa kom det dog fra dem, som stod dem nærmest, og som vilde deres sande Vel. Deres Fædre var jo hedengagne i den fra Forfædrene nedarvede Tro, ligesom de havde levet i den Tro og  under de Institutioner, og hvis nu dette forandredes, havde Santhalerne Frygt for ikke alene at komme ud af Nationernes Række, men at de heller ikke kunde mødes mid sine Forfædre i Evigheden. Og Santhalerne havde en sterk Pietet for Fortidens Minder.

Atter en Vanskelighed var Folkets Nationale Stolthed og Selvfølelse, som hindrede dem fra at modtage noget af fremmede. Det er jo alltid ydmykende, at maatte erkjende, at man har været uvidende, at andre – og det fremmede – har noget, som er bedre, - og ikke alene det, men det er ydmygende at tænke paa, at Forfædrene skulde have taget Feil.  Og dertil kommer ogsaa, at man ved at antage noget nyt giver sig ind under en fremmed Ledelse; men dertil var Santhalerne altfor stolte og uafhængige. Hinduerne og Muhammedanerne havde jo forgjæves gjennem Aarhundreder forsøgt dette. Santhalerne vilde beholde sin Selvstændighed og frygtede derfor for at bringe noget nyt Element ind i sine Institutioner og Udvikling. 

Ligesaa havde de en stor Frygt for Denationalisation; de frygtede at de ved at antage noget fra fremmede skulde tabe sin Nationalitet. – Det er en bekjendt Tind, at i Indien har man Kastevæsen, - Santhalerne havde ogsaa en Art Kastevæsen, ihvorvel noget forskelligt fra Hinduernes;  og de frygtede, at naar de antog Missionærenes Religion, vilde de tabe sin Nationalitet, tabe sin Kaste, inkorporeres blandt Europæerne, og at de paa Grund heraf maatte iføre sig europæiske Klæder og modtage fremmede Navne osv. hvorved de ogsaa i denne Henseende vilde afskjæres fra Fædrenes Skikke. De frygtede ogsaa for, at de ikke vilde have Fædrenes Bifald dertil. Man kan jo ikke undre sig over, at et Folk gjerne vil vedblive at tilhøre den Nation, hvori man er født, elske den Plet av Jord, hvor man først saa Lyset, elske det Sprog, man lærte av sin Moder, og elske de Skikke, man gjennem Tiderne har faaet nedarvede fra Forfædrene. 

En ny Vanskelighed truede fra Santhalernes Uvished om de fremmedes Sandhed. Hvad Garanti havde de for, at de fremmede talte Sandhed. Og nu skulde dde opgive det bedste og ædleste, de havde, nu skulde de ligesom bortrykkes fra sin Nation, som de tænkte og indpodes i en anden Nation, - og hvorfor? For at det skulde gaa dem godt baade i Tid og Evighed, besynderlig i Evighed. Men hvad Garanti havde de for, at det, som Missionærene sagde, vilde bringe dem Lykke baade paa Jorden og besynderlig i Evigheden ved den nye Lære, som Missionærene bragte dem, - hvorledes var det da gaaet deres Forfædre? Var det gaaet galt med dem paa den anden Side af Graven, eller var det gaaet godt? Var det gaaet galt, vilde de heller gaa til dem, dele deres Skjæbne og slaa sig igjennem med dem, - var det gaaet godt, lunde de bruge det samme Middel, som hine havde brugt. Jeg kommer til at uske paa en gammel Historiem som er bekjendt nok. Det var en Hedningm som skulde døbes her i Norden – det var vist i Danmark – og han spurgte da Presten, hvorhen hans Forfædre var gagne. Presten svarede: til Helvede. Saa gik han tilbage og sagde, at hvor hans Forfædre var gagne hen, dit vilde han ogsaa gaa. 

Missionæren har også en anden Vanskelighed at møde; Frygt for Guderne. Santhalerne havde stor Frygt for, at Guderne vilde dræbe dem eller bringe dem i Ulykke i dette Liv, hvis de forlod dem; hvoraf kunde de vide, at de fremmedes Gud var villig og istand til at beskjærme dem? Det var alltid et Svar, som mødte os, naar vi talte til Santalerne: Hvad vil vore Guder sige – Vil de ikke dræbe os eller volde os Ulykke?

Endvidere voldte deres absolute Konservatisme og Mangel på Selvstændighed Vanskelighed.   Saasnart vi gik til en Santhal og talte til han om hans Sjæl, kunde vi være visse på det Svar: ”Gaa til Høvdingen. Bliver han kristen, vil jeg også blive det.” Vi gik til Høvdingen og talte med ham. ”Gaa til Overhøvdingen, bliver han kristen, vil jeg også blive kristen.” Vi gik saa til Overhøvdingen og talte til ham om hans Sjæl, og fik til svar; ”Vent til det aarlige Thing i Jagttiden; vil det hele Folk blive kristent, vil ogsaa jeg blive en kristen.” Saa kunde vi begynde at gaa Turen rundt igjen. Santhaleren har ingen Selvstændighet,ingen individuel Uafhængighetsfølelse. Han har  ikke sin Styrke i som enkelt Væsen at udføre noget, men som Lem at et helt Legeme.  Da er han modog, da er han krigersk, da kan han se Døden imøde med Foragt, naar han gaar i Krig; men naar han er alene, har han intet Mod til at udføre noget. 

Høvdingenes Herskesyge gjorde os også vanskeligheder. Disse, som hidtil havde regjeret over sine undergivne, som de vilde, og straffet dem etter eget Godtykke og udsuget dem paa det skammeligste, de frygtede for, at hvis de fremmede fik nogen Indflytelse paa Folket, saa vilde deres Magt svinde, og derfor var man vis paa, at hvor som helst man talte til Santhalerne om Kristendommen, var Høvdingerne og Overhøvdingerne mod dens Indførelse og straffede end ogsaa ofte Folk, fordi de overhovedet talte med os med Tanke paa at blive kristne. 

Fattigdommen var også en Hindring. Fattigdommen kan jo bruges baade som et Middel til at lære si at bede og – hvad der oftere maaskje er Tilfældet – til at forhjælpe en til at glemme at bede, idet mandertil ingen Tid harm men kun tænker paa at underholde sig og sin Familie. Den nedknugende Næringssorg dræber jo ofte alt Liv. Det var ogsaa Tilfældet i Santhalistan; naar vi talte med Folket om deres Sjæls Frelse, saa svarede de os; giv os noget at spise – os og vore Familier, da viser du deg som en Ven. Hvorfor taler I om vore Sjæles Salighed saalænge vi ikke har noget at spise!

Den verste Vanskelighed at over vinde var dog Folkets Syndelyst. For det første Mændenes Drukkenskab. Efterat Hinduerne ag de lavere Kaster var komne ind i Santhalistan. og der havde oprettet Brændevinsbutiker, var det almindelig Regel, at Mændene gik og drak Brændevin fra Kl.2 om Eftermiddagen til sent paa Aftenen, de kom da drukne hjem naturligvis.  Fremdeles: Kvindernes hedenske Danse. Kvinderne har nemlig meget usædelige Danse i Santhalistan. De ddanser hele Natten igjennem, og paa Grund heraf forekommer der ogsaa overmaade megen Usædelighed. Usædeligheden er en af Santhalernes Hovedsynder.Drukkenskab, liderlig Dans, Usædelighed, og dertil naturligvis Verdslighed og et jordisk Sind. Ofte naar vi talte til Santhalerne om Kristendommen, syntes dem den var god, og de syntes ogsaa, at de kunde forlade sine Guder, ssasandt vi vilde tillade dem at beholde deres Drukkenskab, likeledes Dansen og Usædeligheden. Da vilde de gjerne blive kristne; men til at omvende sig, at angre sine Synder, at bede Gud om Forladelse og bede Herren om, at de maatte faa den Helligaand ind i Hjertet, saa at de kunde kjæmpe og stride mod Kjødet – dertil havde Santhalerne ingen Lyst.

Fremdeles  gjorde vor fuldstændige Uvidenhed om, hvorledes vi skulde begynde, Arbeidet vanskeligt.  Vi tænkte at begynde med Skoler, det var meget brugt i Indien; vi tænkte paa at gjøre lange Reiser rundt omkring i Landet, som ogsaa i den korte Tid var alminneligt, og vi tænkte paa at begynde indenfor en liden Kreds og bearbeide den godt, men det var vanskeligt at komme til noget Resultat, fordi vi ikke vidste, hvad der under de nærværende Forhold vilde være det bedste. Og hertil kom vor totale mangel paa Midler. Som bekjendt hører jo Børresen og jeg med – Santhalmissionen – ikke til noget Missionsselskab; vi staar uavhængige, og dengang vi kom til Santhalmissionen, bestod vor hele rigdom af 15 engelske Pund. Vi havde desuden ingen Venner,og vi havde intet Haab - fra Menneskers Side – om fremtidig Understøttelse. 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 9

09 desember 2017

I April kom Børresens med min Kone op til Sewry, hvor jeg hadd faaet et lidet Hus for os. De rige omtalte kristne hjalp os fremdeles, og Børresens havde nogle Penge, som de havde sparet, før de kom ud. 

 
Børresen, som den praktiske Mand, reiste da op hertil med Johnson for at se, om Stedet, vi hande udsøgt, passede. Han fandt, at Omegnen var god, men at Stedet, vi havde valgt, var altfor udsat for Storme, hvorfor han valgte dette Sted hvor Ebenezer nu ligger, og som er mindre utsatt for Storme. 

Den 6te Mai kom Børresen og jeg hertil for at faa Land af Rajan eller Godseieren og paabegyndte Bygningen af en Station. Vi fik Landet; Kongen, som de kalder ham, kom selv og viste os Landet, som blev maalt, og vi begyndte at grave Grave eller ”Beiter” omkring Pladsen. Saadanne Grave, bruges istedetfor Gjærder her i Landet.

Men det varede ikke længe, før jeg fik saa sterk Feber, at vi umulig kunde vedblive i denne skrekkelige Hede at arbeide, da vi desuden intet Sted havde, hvor vi kunde bo. Vi maatte derfor gaa tilbage til Sewry og blive der til over Regntiden. Da jeg atter blev frisk, gik jeg ofte til det lille Sted, hvor Johnson havde begynt at arbeide iblandt Santhalerne udenfor Pergunnahs, hovedsagelig for at lære mig bedre ind i det vanskelige Santhalsprog, som jeg ikke havde lært saa lidet av i den korte Tid. 

I Midten af September 1867 kom Børresen, Johnson og jeg hertil for at begynde Arbeidet for Alvor.

Vi byggede først Hytter af Løv med samme Slags Tag, og da disse var færdig, gik Johnson tilbage til sit Arbeide i Sewry da han endnu ikke havde opgivet sit Arbeide i Selskabets Tjeneste, medens vi til blev tilbage. 

Den 26de September om Morgenen lagde Børresen under Bøn Grundstenen til Ebenezer Station, og vi begyndte med nogle Santhaler at bygge Mure af Jord, da vi, efterat Fundamentet var lagt, ikke havde Penge til at mure Huset. 

Det kan altsaa siges, at vor Mission egentlig daterer sig fra 26de September 1867. Det var nu næsten 4 Aar, siden jeg var kommet til Indien, og foruden de 13 Sjæle, som Herren gav Krüger og mig i Purulia, havde Arbeidet kun været forberedende. Men jeg havde trolig benyttet Tiden til at samle mig Kundskaber og Erfaringer, og Børresen stod der som min egentlige utvortes Støtte. 

Børresen og jeg blev nu alene næsten et Aar, nemlig indtil August 1868, levede i denne Hytte og byggede andre Hytter for en liden Skole. Forskjellige Folk hjalp os med Penge, deriblandt ogsaa de ovennævnte kristne af Bomwetsch Menighed i Calcutta. Det blev Børresen, som maatte samle Penge og lede Arbeidet paa Stationen, medens jeg, naar han var borte, saa efter Arbeidet under ham.

I August 1868 kom Fru Børresen med min Kone ind i det endnu ufuldførte Hus, hvor der hverken var Døre eller Færdigt Gulv. Noget efter kom ogsaa Johnson med sin Familie. Johnson havde fra Tid til anden hjulpet os, hvad han kunde, med Penge og Spise; det var vel ikke meget, men vi var også tilfreds med lidet, naar vi kun i Fred kunde faa Lov til at arbeide for Herren. Vi levede tilsammen, Børresen, Fru Børresen med to Børn og min Kone og jeg af 80 Rps. om Maaneden.

Børresen havde endnu ikke lært meget Santhali, hvorfor han i sine Samtaler med Folket benyttede Bengalsproget, som Santhalerne til en vis Grad forstaar og taler.

Jeg, som nu kunde Santhalsproget, reiste nu omkring overalt og prædikede til Folket, lod mig lave Spise af Santhalerne, hvorfor jeg betalte nogle Øre, og sov om Natten i deres aabne Kohuse. Det var en velsignet Tid. Nu kunde vi altsaa arbeide i Fred for at vinde Hedningesjæle for Frelseren. 

Johnson reiste fra Tid til anden bort til sit gamle Arbeide, da han endnu ikke var skilt fra sit Selskab. For Skolen havde vi en bengalsk kristen ved Navn Hezektia Das, som endnu er hos os. 

Børresen saa efter Skolegutterne og talte med dem alvorlig om deres Sjæls Frelse, og i November 1868 havde vi den Glæde, at 4 Skolegutter bad om Undervisning til Daaben. Dette var en Glædesfest for os, og vi bad inderlig til Gud om, at de maatte blive staaende i Sandheden. 

Vanskeligheder som maatte overvindes. 


 Vi meddeler her begyndelsen af et foredrag, Skrefsrud holdt i Kristiania, Norge, 1882. 

Først var det sproget. Jeg kjente ikke et eneste Ord, da jeg begyndte. Jeg maatte først lære Ordene, saa Formene, saa faa de forskjellige Former satte sammen til et System, og endelig give de Forskjelige former Navn.  Det var ingen ringe Vanskelighed, kan man nok forstaa. Jeg kan saaledes f.Eks. erindre, det var engang jeg i hele tre Dage ledte efter Forskjellen mellem to Ord – ”Emlingkhanem” og ”Emkinghanem”. Begge maatte jeg oversætte med det samme Ord: ”hvis du gav mig”. Jeg vidste, der maatte være Forskjel i Betydningen, da der var Forskjell i Formen; men jeg kunde ikke finde ud, hvori det bestod. Jeg havde ingen Ro til at spise i hele disse tre Døgn og ingen Ro til at sove, indtil jeg den næste Dag fandt, at under visse Forhold denne ene Form kunde bruges, den anden derimod ikke. Jeg løb da efter hver af disse Former lig en Jagthund, og Enden var, at jeg fandt, at ”Emlingkhanem” var rent kondisjonalt, medens ”Emkinghanem” var optativt. Det første var altså ”hvis du gav mig”, uden at derved udtrykkes noget Ønske fra min Side, medens det andet udtrykte et Ønske: ”hvis du bare vilde give mig.”

Santhalernes alleerførste Indtryk av os kan ikke have været noget fordelagtigt, thi det var Uvidenhedens Indtryk, de først fik. Det er ikke alle Folk, der er Filosofer, - og derfor let kan slutte, ”fordi man ikke kan udtrykke sig, derfor har man intet at udtrykke”. Santhalerne var ikke store Filosofer, og derfor kaldte de mig ogsaa ofte det største Dumhoved, de nogensinde havde seet. Hvorfor? Fordi jeg altid spurgte op igjen. Andre var fornøiede med at spørge en Gang, jeg maatte spørge op igjen mange Gange; og de forundrede sig over, at jeg ikke kunde begribe. Denne Følelse af, at vi var uvidende, var jo ingen god Anbefaling hverken for Børresen eller mig, da vi jo kom der som Folkets fremtidige Lærere. Jeg skal imidlertid lade disse Vanskeligheder ligge og gaa videre. 

En af de andre vanskeligheder var vort Ubekjendtskap til Folkets Traditioner, Institutioner og Tænkning. En Missionær, som vil give andre noget, maa vide, hvad der skal nedrives, og hvad der skal opbygges; han maa kjende sit Materiale og maa vide, om der er Hjælpekilder blandt Folket selv, hvilke disse er, og hvorledes de skal udnyttes; han maa kjende Folkets Mythologi, Traditioner, Institutioner og Tænkesæt, deres svage og deres sterke Side. Han skal jo nedbryde en Bygning, som Aartusinder har opbygget, men saaledes, at han kan bruge Stenene for den Bygning, han vil opføre.  Dette var jo en stor Vanskelighed at overkomme; thi vi kunde jo saa let begynde at skyde over deres Hoveder naar vi ikke vidste, hvor de var, hvor sterke de var, eller hvordan Terrænet var. 


Skrefsrud beskriver språket utførlig: 

I Filogogisk Henseende, hører Santhalerne til det andet Stadium, som det kaldes i Lingvistiken, det saakaldte agglutinative eller postpositionale Stadium. (Her har Skrefsrud i boka en side om  de ulike lingvistiske stadier)

Santhalerens Sprog har 53 Lyd og behøver derfor 53 Bogstaver. Det har to slags Pronomener, Pronomen Separatum og Pronomen Suffixum, fremdeles har det Singularis, Dualis og Pluralis. Substantivet har 8 bundne Kasus, 11 Kasus Constructi. Verbet har 23 Tider og  hver Tid har et Adjektiv Participium, et adverbialt Participium og et Gerundium. Gerundiet som deltager i Substantivet har altså 8 bundne Kasis og 11 Kasus Constructi, - i alt 19, og som deltagne i Verbet er det endnu 4 andre Kasus. 

- bare så dere vet det!

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 8

08 desember 2017

I April Maaned 1865 kom Børresen ud og bragte med seg min Forlovede. Pastor Struve kom også med, og alle kom de til Purulia. Krüger og jeg havde den Glæde at se 13 Sjæle omvendte paa den nye Station, som efter længere Tids Undervisning blev døbte og udgjorde den første Menighed i Purulia. Den 6te Mai blev min Forlovede og jeg gifte, og nu vedblev vi, som allerede kunde tale til Folket, at prædike omkring i Landsbyerne, medens de nykomne arbeidede på at lære Sproget. 

Om høsten skulde vi Mænd alle reise til Ranchi til Konferens. Da vi kom derhen, saa viste det sig snart, at Pastor Struve ikke magtede Batsch. Børresen var jo kommet ud under det bestemte Løfte, at han skulde arbeide sammen med mig; men Batsch bestemte, at Pastor Struve skulde gaa at optage en ny Station, Chaibasa, 70 Mil imod syd fra Purulia, og at Børresen skulde gaa med ham, medens Krüger skulde bort fra Purulia og en særlig Ven av Batsch komme til at blive Stationsleder i Purulia; ”thi”, sagde han til andre, som jeg siden fik at vide, ”Børresen og Skrefsrud maa ikke blive paa samme Station, ellers faar vi en skandinavisk Station i stedet for en tysk.”

Børresen, som da var 40 Aar og havde havt en Position i Livet, og derfor ikke kunde behandles som en av os unge, sagde, hvad Sælskabet havde givet ham for et Løfte, som de havde fortalt ham, at de havde skrevet til Batsch. Hertil svarede Batsch: ”Her regjerer vi, ikke Selskabet; vi har begynt dette Arbeide under den gamle Gossner, længe før Selskabet ble dannet.”

Børresen svaret dem at han først maatte have Sælskabets Brev paa, at de ikke vilde eller kunde holde Ord, førend han forlod Purulia. Batsch svarede: ”Hvis De ikke adlyder, saa sender jeg Dem ingen Maanedspenge.”

Vi kom tilbage med tunge Hjerter. Batsch sendte sin Ven til at overtage Stationen og intet give os at gjøre, hvis vi ikke gjorde, som han sagde. 

For Fredens Skyld, at Folk ikke skulde se, at der var Ufred mellom Missionærene, saa pakkede vi vore Kister og lod dem tilbake der, og efterat vi havde skrevet til Selskabet, gik vi til Calcutta paa tre Maaneders tid, indtil vi kunde faa Svar fra Komiteen. 

Svaret kom fra Prochnow, at Batsch havde skrevet saa bestemt, at de maatte frygte, at Bruddet, hvormed han havde truet, ville indtræde, hvis han ikke fik sin Vilje, hvorfor han bad os gaa tilbake og gjøre, som Batsch sagde,

Da Børresen fandt at Sagerne stod saa, at Selskabet havde at adlyde og Batsch at byde, saa vidste han, hvad Følgen vilde blive af at gaa tilbage; hvorfor vi begge skrev og resignerede, for at opsøge et Broderfolk til Colerne, Santhalerne, som også boede i Purulia Distrikt. Vi lod hente vore Sager, som Batsch havde befalet at kaste ud paa Gaarden. Meget var fordervet, da vi fik det. 

Førend jeg gaar videre med at fortelle hvad det blev af os, saa skal jeg bemerke at Bruddet, som Gossnerselsskabet havde frygtet, og paa Grund heraf de var saa svage ligeoverfor Batsch, kom dog likevel. Andre Missionærer, som saa hvorhen det gik, krævede at Selskabet skulde undersøge Sagerne med Batsch. Den næste Sekretær, Pastor Ansorge, kom ut og Resultatet blev, at Batsch med sine Venner gik over til Propagation Society og forførte omkring 3000 kristne til at følge sig. Han forsøgte at få alle kristne til at følge sig, hvilket imidlertid ikke skjedde. Batsch med sine Venner lod sig ordinere igjen af den anglikanske Biskop i Calcutta. Derved erklærede de, at den lutherske Ordination er ugyldig. Efterat Batsch var gaaet over til den anglikanske Kirke, saa beredte han Gossnermissionen al den Skade han kunde, forførende de kristne af den gossnerske Misjon til at forlade den Mission og komme over til den, hvor han nu var, for det, sagde og skrev han, var den rette. 

Pastor Ansorge besøgte os her paa Ebenezer og bad os nu komme tilbake, da Aarsagen til vor Bortgang, Batsch, nu ikke længere var forhaanden. Vi vilde gjerne have fulgt hans Opfordring, hvis vi ikke allerede havde faaet et velsignet Arbeide her i Santhalistan. Den gossnerske Mission har siden faaet mange dygtige Missionærer, som har lært Colessprogene og arbeider under synlig Velsignelse. Men, som vi ser af Bladene, lider de meget af den engelske Høikirke, som optager både kristne og infødte Medarbeidere, som hører til den gossnerske Mission. Formanden, Pastor Nottrott, som vi nu og da korresponderer med, er en meget kjær og dygtig Mand. 

Ny Arbeidsmark
Nogen Tid efter, da vi Høsten 1965 havde forladt Gossnermissionen, kom vi, gjennem den gamle og fremragende Missionær Bomwetsch, i Berøring med nogle rike Kristne av hans Menighed, og de hjalp os og gav os et Havehus nær ved Calcutta.

Jeg havde fra Begynnelsen i Purulia vedblevet min sproglige Studier, havde ogsaa studeret ikke saa lidet Sanscrit. Baade Børresen og jeg forsøgte, saa godt vi kunde, at forberede os til at komme til Santhalfolket.

Hvis der ikke var anden Utvei, saa vilde Børresen tage Arbeide ved Jernbanen og forsørge os begge, medens jeg arbeidede som Missionær. 

Vi havde at gaa gjennom dybe Vande, saa at ofte Vandskyllene syntes at gaa os ind til Sjælen; men Børresen ved sin faste Tro var freidig og forsikrede, at Gud vilde bruge os for sit Rige. 

Efterat vi havde indhentet alle de Efterretninger vi kunde faa om Santhallandet, saa kom jeg op til Civilistationen Sewry i Birbhoom, som ligger ved Udkanten af Santhalistan. Her var der en Missionær, Mr. Edvard Johnson, som hørte til Babtistmissionssælskabet. Han havde for kort Tid siden begynt lidt Arbeide iblandt de Santhaler, som fantes I Birbhoom Distrikt, og derhen tog han mig, saa at jeg kunde se og tale med Santhalerne paa Bengalsproget.  Dette var om høsten 1866. Vi bereiste en stor Del af Santhalistan tilsammen, forat jeg kunde se, hvor man bedst kunde begynde en Mission. Han fortalte mig, at han vilde forlade sit Sælskab og med os begynde paa egen Haand, da han egentlig var Plymoutbroder og ikke troede på Sælskaber. Han kunde leve af sine Penge, sagde han, og vi kunde da begynde et Missionsarbeide tilsammen og forlade os kun paa Herren, at han vilde søge, og lade Daabsspørgsmaalet og andre Dogmer et aabent Spørgsmaal, saa at han kunde gjøre, som han vilde, og vi som vi vilde i disse Spørgsmaal, kun at vi skulde se til at faa vundet Santhalfolkerne for Herren. 

Han besøgte os siden ved Nytaar, og vi gik ind paa dette med hverandre. Jeg kom atter op til Santhalistan med ham, og vi bereiste atter visse Dele af Landet, og kom ogsaa til dette Sted. Vi havde, da vi alle tre var tilsammen, fundet at vi burde begynde vort Arbeide paa et Sted, som var tykt befolket, ikke var alt for langt fra Jernbanen, og som ikke var altfor usundt. 

Vi troede, at denne Omegn, hvor vi nu er, svarede godt til disse Betingelser. Landet heromkring var fuldt af Santhaler, kun 12 engelske Mil fra Jernbanestationen Rampore Haut, og Stedet var høit, saa at det burde være forholdsvis sundt. 

Et lidet Stykke fra Ebenezer samlede vi en Del Steene en Morgen, sang Salmen: ”Her jeg bygger mit Ebenezer, hertil ved din Hjælp jeg er kommet”, og bad Herren inderlig om, at han vilde lade os faa arbeide for ham paa dette Sted til Sjælers Frelse.

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 7

07 desember 2017

Skrefsrud forteller: ”Det var med underlige Følelser, jeg betraadte Indiens Jordbund, Maalet for alle mine Lengsler og Bønner. Colemissionen ligger 200 engelske Mile vest fra Calcutta imellem Bjergene. Derhen gav vi os nu, til Hovedstaden Ranchi Choto Ragpur. 

Vi kom en 80 Mil med Jernbane, og havde siden at reise i en slags vogn en Del af Veien, trukne af smaa indiske udmagrede Heste, som nu og da gik i Gallop, og som oftest stod på Bagbenene, da de ikke vilde gaa. Det var sørgeligt at se, hvor ubarmhjertige Hinduerne var med deres Heste, som var fulde af Saar, og dog skulde trekke. Med dette Kjøretøi kom vi til Civilistationen, Hazaribagh, hvor Gossnerselskabet havde en Missionsstasjon, hvor vi blev i to Dage.

Derfra til Ranchi, kunde vi ikke bruge Heste, men Arbeidsfolk, kaldet Coalies, trak ”Kjerren”. Dette var for meget for meg. Hvis de ubarmhjertige Englændere vilde bruge de stakkels Folk til Slaver, saa vilde jeg dog ikke gjøre det, hvorfor jeg gik, og naar det gik opad en Bakke, så hjalp jeg dem med at skyve Kjærren. 

Endelig ankom vi Ranchi, hvor Missionærene modtog os. Jeg fik bo hos en gammel Misssionær ved Navn Brandt, en from og ædel Mand. Han døde snart, og med ham Enigheden.

Den Tid, jeg var i Ranchi, gik han og jeg ind i kirken hver Morgen meget tidlig og bad. Jeg fik stor Kjærlighed og Ærbødighed for denne alvorlige Guds Mand, 

Efter Jul blev det bestemt, at vi tre unge Missionærer skulde reise 70 Mil mot øst til en liden Civilstation, Purulia i Mandhoom, for at begynde en ny Mission der.  Missionen havde allerede kjøbt et lidet Hus der, men intet Arbeide var begynt på Stedet. 

 

Jeg havde den Tid, jeg var i Berlin, lært saapas Hindi af Dr. Procknow, at jeg godt kunde klare mig, men mine Fæller kunde intet af Sproget. Vi havde imidlertid at lære et andet Sprog for at kunne arbeide i Purulia, nemlig Bengali. 

Merkverdig nok havde de gamle Missionærer ikke lært deres Sprog, iblandt hvem de arbeidede; men de benyttede sig af Hindi, som Colesfolket kun forstod delvis. Colesmissionen i Chota Ragpur arbeidede blant to forskjellige Stammer, Mundaerne og Uraoerne. Mundaerne hører til den store Colar eller Kharwar Stamme, medens Uraoerne er et dravidisk Folk, beslægtet med Sydindiens Folkeslag. Disse to Folk taler forskjellige Sprog, hvoraf de gamle Missionærer intet havde lært. 

Altsaa, vild fremmede skulde vi, to unge Mænd, begynde en Mission.

Jeg kastede mig over Bengali med al den Energi, jeg besad, og da jeg allerede kunde ganske godt Hindi, saa blev det mig lettere at lære Bengali, da bægge Sprogene hører til Sanskritsprogene, det er Affødninger af Sanskrit. 

Den ene af os blev snart taget til et andet Sted, saa at Krüger og jeg blev alene tilbage i Purulia. Den ledende Missionær, Fredrik Batsch, kjøbte nu Begyndelsen til et hus i Purulia. Fundamentet var nemlig lagt af en Maistratem som forlod Stationen. Nu  skrev Batsch til os, at han havde kjøbt Huset, og sagde, at vi skulde bygge det ferdig. Han havde i alt givet  5000 Rps., omtrent 6000 kroner, for Purulia Station, hvoraf han allerede havde udgivet 1500 Rps. for Grundvolden. 

Vi skrev tilbage, at Grundvolden ikke var verd Halvdelen, men han havde nu, uden at se det og uden at spørge oss, som var på Stedet, kjøbt det, saa var det intet at gjøre derved. 

Nu kom, hvad jeg havde lært i Ungdommen hos min Fader og siden hos Erik Bue, mig tilgode. Fra min tidligste Barndom havde jeg lært Snedkerarbeide hos min Fader og foruden Snedkerarbeide osv. hos Erik Bue havde jeg været med, først som Haandlannger og siden som Murer, at bygge Lillehammers Bomuldsspinderi, som Erik Bue tog sig på at bygge. 

Men hvor skulde vi faa Dører fra? Gjøre dem kunde jeg nok, men Træ havde jeg ikke, og Redskaber havde jeg heller ikke. Vi hørte imidlertid, at en 70 Mil fra Purulia, dybt inde i Skovene, havde der været et Kobberverk, som man havde  maattet opgive, og at der skulde være Døre nok at faa for en Spotpris, hvis vi vilde hente dem. Hvem skulde saa gaa af os to? Krüger havde svært for at lære Sprog, og kunde derfor ikke meget, hvorfor jeg  maatte gaa. Jeg begav mig da paa Veien tilsammen med en Veileder, uden Spise, i den frygeligste Hede i Juni Maaned. Jeg mente, at Spise vilde jeg nok faa et eller andet Sted, Natteleie ogsaa.  Det gik tre Dage gjennem Skovene og Bjergene, og her og der traf vi en Hytte, hvor jeg kunde faa smudsig Ris for gode Ord og Betaling, og naar vi ingen Hytte fandt, saa leirede vi os under et Træ, og han kogte Spise for sig selv (han havde taget med Ris for sig selv), og han gav mig noget med. 

Endelig kom vi til det forladte Kobberverk. Ikke en Sjøl fandtes der. Det var overmaade vildt midt i Skoven mellem Bjergene. Den eneste Nat, jeg ver der i de forladte Huse, høre jeg Tigrenes Brølen. Den neste Dag sendte jeg min Veiviser til den nærmeste Landsby mellem Bjergene for at hente Folk og Oksevogne til at tage Dørene bort. Medens han var borte, udsøgte jeg Dørene, og sent på Eftermiddagen begav vi os paa Tilbakeveien med Dørene pg overnattede i den nærmeste Landsby. 

Paa Veien fik vi Regn, og Vognene brødes itu, saa at det tog længe, før vi kom tilbage til Purulia. Da jeg kom hjem, var jeg ferdig. Jeg fik den frygtelige Jungelfeber og svævede mellom Lig og Død en hel Maaned. 

Den engelske Læge i Purulia var meget god imod mig; han kom til mig Dag og Nat uden at tage en Skilling derfor. Hans navn vr Dr. Ellis. Jeg blev frisk igjen, men var saa svag, at jeg neppe kunde staa. 

Krüger og jeg havde 40 Rps. hver om Maaneden, saa vi havde ikke meget at stelle med. Men Mrs. Ellis sendte mig alt, hvad der var nødvendigt for at komme til Kræfter igjen. Jeg skal aldrig glemme deres Kjærlighed mot mig. 

Førend vi havde faaet Huset færdig, saa gik de Penge, som Batsch havde tilbage for os, tilende, og han skrev til os: ”Nu har jeg ikke flere Penge for eder; se til hvorledes I bliver færdige!”

Dette var et glædelig Budskap for to unge Mænd i et vildt fremmed Land!

Der havde den hele Sommer og ud på Vinteren været riverier mellom Batsch og os, og da særlig var han meget krænkende mod mig, efterat jeg havde svaret ham på hans Had og nedværdigende Bræve imod Danskerne under den tysk-danske Krig, at jeg tænkte det passede lidet fro ham, som en Missionær, at vise et saadant Hjerte mot nogen Nation, og at det var særlig krænkende for mig som en Skandinav at læse hans nedværdigende Bemerkninger mod Danskerne.

Hvad skulde Krüger og jeg nu gjøre? Penge havde vi ikke, Batsch vilde ikke sende os flere, og Huset var ikke færdig. 

Vi gik ind i det vaade, nye Hus og leiede bort det gamle Hus for 40 Rps. om Maaneden til en Englender, og bad Englænderne på Stationene og annetsteds om Hjælp, som vi ogsaa fik, hvorved det blev os muligt at faa ferdig Huset. 

Vi skrev da til Dr. Procknow og fortalte, hvorledes Batsch havde behandlet os. Han skrev tilbage, at han kunde intet gjøre, da Batsch alledere af andre Grunde havde truet med at overgive Missonen til den engelske Kirke, hvorfor vi maatte være yderst forsiktige.

Batsch skrev til Dr. Procknow: ”Send os ingen Dansker, vi har allerede mere end nok med denne Nordmand, som helt igjennom er dansksindet.”

Dette Brev viste Dr. Procknow til Børresen, men sagde at Børresen og jeg skulde være tilsammen på Purulia Station og kun have med Selskabet at gjøre. Dertil vilde de sende ud en Prest, saa at Batsch ikke lengere vilde være den almægtige. 

 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 6

06 desember 2017

Da de havde været gift et Aars tid, fødtes deres første  Barn, en liden Søn, Johannes; men han døde allerede et Aar gammel. Da følte Fru Børresen, at dette Dødsfald var Herrens Kaldelse: ”Hold dit Løfte, og drag nu ud til Hedningerne, thi nu er de Baand, der binder dig til Hjemmet, løste”.  

Ægtefolkene talte med hinanden derom, men foreløbig maatte Beslutningen udsættes, thi Fru Børresen blev syg, og da hun kom sig noget, tilraadte Lægerne en Reise til Søbad. Følgen heraf var, at Børresen og hans Hustru i 1858 reiste til Kjøbenhavn, hvor de opholdt sig en Maaneds Tid. Derefter reiste Børresen tilbage til Berlin, men hans Hustru blev i alt tre Maaneder i Danmark, og kom til at elske ikke blot sin Mands nærmeste, men hele Danmark, og derfor følte hun sig ogsaa hel stolt, da hun, fulgt af en ung Pige af Børresens Familie, kom til Berlin og mødtes av sin Mand, Broder og nogle unge Skandinaver og nu kunde svare dem på dansk, som hun havde lovet sine Venner i Kjøbenhavn. Styrket var hun kommet tilbage og ble fuldt optaget af alt det gamle Arbeide. Hjemmet blev endnu sterkere besøgt end før, og derfor blev Missionsbeslutningen vel drøftet, især da der i denne Tid netop kom flere Opfordringer om at drage ud, men Afgjørelsen blev dog udsat til beleiligere Tid, skjønt Børresen stadig sagde til sin Hustru: ”Naar du er færdig, nedlegger jeg mit Arbeide og er til enhver Tid færdig.”

Noget efter fødtes en liden Datter, Martha, som Herren ogsaa tog, da hun endnu var et lidet Barn, omtrent 1 ½ Aar gammel, og atter følte Fru Børresen den stærke Kaldelse: ”Hold Herren dit løfte!” Hun talte meget derom med sin Mand, og hans Svar var altid: ”Saa snart du er færdig, er jeg det ogsaa”. Men det gik som den første Gang, da den første Smerte havde lagt sig, kastede Fru Børresen sig over alt sit gamle Arbeide for – saa at sige – at undertrykke den sterkere lydende Stemme, og tidt trøstede hun sig med, hvad hendes Moder sagde: ”Hvem gjør vel saa meget for Hedningerne som du?” De gamle Hempels søgte nemlig stadig at holde igjen, naar Misjonstanken kom frem, og dette øvede selvfølgelig ogsaa sin Indflydelse. 

Det tredje Barn fødtes, Gjertrud, og nu begyndte Fru Børresen at trøste sig med, at der vel var et Tegn paa, at Herren vilde lade hende blive i sitt Hjem og ved en Gjerning, hun hadde så kjær; men skjønt den lille Gjertrud sjelden feilede noget alvorligt, var der dog alltid et Preg over hende, som havde Himlen Krav på hende. Hun modnedes ualmindeligt i al aandelig Udvikling, var forunderlig sterk i Bønnen og med sin Engleklare Stemme sang hun Omkvædet med paa de voksnes Salmer, saa det tidt gjorde Indtryk paa hendes Forældre og Husets Gjæster.  En Morgen, da hun var omtrent 4 Aar gammel, vaagnede hun med Hoste, og om Aftenen var hun død. Det var det hardeste Slag, der endnu havde ramt Børresen og hans Hustru, og vel det hardeste Slag, der kunde ramme dem; men i Fru Børresens Hjerte lød der en Røst: ”Jeg har ikke holdt Gud mit Løfte, og dette er hans straffende Haand!” Men nu holdt Børresen igjen. Hn stod just i Underhandlinger om en Fabrik, han skulde anlægge i Landskrona i Sverige og drive for egen Regning, og han antog, at det vilde gaa hans Hustru som de to foregaaende Gange. Hun følte, at han havde kun alt for meget Grund til denne Tanke; men hun følte ogsaa, at denne Gang var det Alvor og maatte være Alvor, og selv hendes Forældre kunde nu forstaa, at det var Guds Røst, der talte. Hun tog derfor en kraftig Beslutning, og kom en Dag hjem fra Byen og fortalte sin Mand, at nu havde hun været hos det Gossnerske Misjonsselskabs Bestyrelse og fortalt, at hun og hendes Mand var rede til at drage ud, og den havde med Glæde modtaget dette Tilbud. Nu skjønnede Børresen, at det var Alvor. Forhandlingerne om den nye Fabrik blev afbrudt, og man forberedte sig til den nye Gjærning.

Det var i Begyndelsen af 1863, at denne Beslutning blev tagen, men som vi hørte, var det ikke Kinamissionen, de nu besluttede sig for, endda det i de første Aar havde været deres tanke, men det, at man nu valgte den Gossnerske Colemission, skyldtes Ægteparrets Aftaler med Lars Skræfsrud, en ung Nordmand,  der var bleven deres kjære Ven. 

Tilbage til Skrefsruds Ophold i Tyskland:
Børresen fik snart skaffet Lars Arbeide paa det mekaniske Verksted hos Freund, og i den Tid boede han i Nærheden og kom der daglig; men det varede ikke længe, før han blev optaget på Prochnows Missionsskole. Alt som Forholdet udviklede sig mere og mere inderligt mellem Børresen og Skrefsrud, følte de ogsaa begge, at de var kaldte til at arbeide sammen, og helst vilde hen et Sted, hvor ingen havde missioneret før.

Nu var Skrefsrud dog foreløbig paa Missionsskolen og der arbeidede han med stor Flid, lærte foruden Hebraisk og de andre Fag, Hindi, og hans fortrinlige Begavelse kunde nu komme til Syne. Der var 6-7 Elever, som havde været paa Skolen i henved fire Aar, men Aaret efter Optagelsen bestod han dog Afgangsprøven som Nr. 1. Prochnow havde selv været Missionær i Indien, og han forstod derfor at vurdere Skrefsruds rige Anlæg til Missionsvirksomhed, og sørgede for, at han blev antaget at det Gossnerske Missionsselskab som Missionær ved den dengang endnu saa høit ansete Colemissionen i Indien. Det blev da bestemt, at han skulde reise i forveien, og efter den gamle Aftale skulde Børresen og hans Hustru komme senere. 

Skrefsruds Afreise fra Berlin skulde finde Sted i Efteraaret 1863, og kort før den fastsatte Tid kom hans Forlovede Anna Onsum, til Berlin, for at tage Afskjed med ham og for i Berlin selv at uddanne sig til Missionsgjerningen, og navnlig uddanne sig i Sprog. Hun kom til at bo i Børresens Hus, og der udviklede sig snart et hjertelig fortroligt Forhold mellem Fru Børresen og Anna.  Efter Afskjeden med sine kjære forlod Skrefsrud altsaa Berlin i Begyndelsen af November 1863 samen med et Par andre unge Missionærer; men det blev en saare besværlig Reise, thi Missionsselskabet kunde ikke udstyre dem rigelig eller betale godt for dem. Skrefsrud har selv fortalt derom i sine Taler i Kristiania: 

”Jeg sagde at jeg vilde reise, dersom man vilde give mig saa mange Penge, at jeg kunde komme med paa Dæksplads. Jeg fik da, jeg tror, omtrent 300 Kroner, hvilket ikke var Fjerdedelen av Omkostningerne ved en Reise til Indien, og med dette Beløb tog jeg afsted fra Berlin.  Da jeg kom til Suez, havde jeg kun omtrent 180 Kr. tilbage, og med disse gik jeg til vedkommende Agent og sagde: ”Det er alt, hvad jeg har, og jeg ønsker at reise til Indien.” Da Agenten bemerkede, at for det Beløb kunde jeg ikke komme til Indien, sagde jeg, at jeg ikke bekymrede mig om, hvorledes jeg kom frem, naar jeg bare kom med paa Skibet.  Agenten sagde da, at jeg saa maatte gaa paa Dæksplads og tage til Takke med, hvad Folkene spiste.  Ja, det var mig lige meget, og jeg kom saaledes ombord; jeg fik ikke engang Bilet, men gik med omtrent, som naar en Englænder tager sin lille Hund med.  Men jeg følte, at Herren havde kaldet mig til at blive Missionær, og Missionær vilde jeg blive, hvilken Modgang jeg end maatte møde.   Jeg kom altsaa ombord paa Skibet; men jeg kunde ikke komme til at lægge mig om Aftenen før kl. 11, naar det var blevet roligt paa Dækket, og jeg maatte staa op Kl. 3, fordi Dækket skulde vaskes, - Men nok af det, jeg kom altsaa til Indien lige saa vel som den rige Englænder, der havde betalt omtrent 2400 Kroner for Reisen”. 

 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 5

05 desember 2017

Caroline var derfor ikke mer end omkring 18 Aars Alderen, da hun kom til sine Forældre og sagde, at nu vilde hun til Kina og være Lærerinde ved Vaisenhuset i Hongkong. Forældrene hadde tidt hørt om det og slaaet det hen, men da de nu saa, at det var Alvor, svarede begge nei; de havde jo blot den ene Datter, andre, der havde flere, kunde sende en til Kina.  

Det var en frygtelig Skuffelse for Caroline Hempel, for fra den Kant havde hun ingen Modstand ventet, og den Tanke, at hun ikke var modnet til slig Gjerning, faldt hende slet ikke ind, men hun Bad paa sine Knæ, at hun engang maatte drage ud til Kinas stakkels forkastede Børn, og for at komme til Ro, arbeidede hun des ivrigere baade for Kvindeforeningen, for Kineserbørnene, for Jødemissionsforeningen og for en ny Forening, hun havde faaet Kjærlighed til gjennen en Veninde, en Diakonisseforening. Denne Veninde blev snart Forstanderinde for Diakonissestiftelsen Bethanien i Berlin, og nu var Caroline paa det rene med, at nu maatte hun til Bethanien. Det fortalte hun en Dag Forældrene, men fik det Svar fra Faderen, og det ikke i den blideste Tone, at hun havde en Diakonissegjerning overfor sin syge Moder, og den var stor nok; de andre Diakonissetanker skulde han nok pille ud af hende.  Det var igjen et frygtelig Slag, og hun gik som med knækkede Vinger. 

Noget efter disse ungdommelige Skuffelser, da hun var omkring 19 Aars Alderen, kom Børresen første Gang til hendes Fader, og det varede ikke længe før hun fandt, at den smukke Dansker, der talte saa daarlig tysk, var meget rar at se paa; men de talte ikke synderlig med hinanden, dertil var Caroline altfor undselig og tilbageholden, især  overfor unde Mænd. Dog fik hun Munden på Gang en Søndag Eftermiddag, da Børresen kom og fortalte, at han den Aften vilde i Teateret; selv stod hun paakledt og vilde til Eftermiddagsgudstjeneste hos Knak. Hun fortalte ham, at han havde meget bedre af at gaa med hende i Kirke, og holdt en hel liten Prædiken for ham, til stor Forundring for Forældrene, der knapt kjente deres lille Datter igjen, saa veltalende blev hun; men Børresen var straks rede, fulgte med hende, og da det begyndte at mørknes, da Gudstjenesten var forbi, fulgte han hende hjem og tilbragte Aftenen i hendes Hjem i Stedet for at gaa i Teatret. Til Familien og ikke mindst Carolines store Glæde viste det sig, at Børresen ogsaa kunde finde Veien til Knaks Kirke, og nu kunde de unge oftere tale sammen end før, ja, det varede ikke længe, før de paa en Spadsertur forstod, at de tilhørte hinanden for Guds Ansigt for hele Livet. Kort efter kom Børresen og bad Forældrene om hendes Haand, og da Hempel fortalte ham, at nogen Medgift maatte han ikke vente, svarede han: ”Det er heller ikke Deres Penge, jeg beder om, det er kun Deres Datter, jeg bryder mig om at faa. Pengene skal jeg med Vorherres Hjælp nok selv fortjene.” De gamle holdt af den unge Dansker og gav med Glæde deres Samtykke, og de unge blev da forlovede.

 

Det var jo alt før Forlovelsen, at det var kommen til det sterke Gjennembrud hos Børresen, og han hadde følt, at han eiede Syndernes Forladelse og Guds Fred; og fra den Stund længtes han efter at bruge sine Kræfter til den Guds Ære, som havde skjænket ham Syndernes Forladelse, og efter at gjøre andre delagtig i den samme Fred, han selv eiede. Derfor kunde han ogsaa nu dele alt med sin  ”Linchen”, og den Missionstanke, hun levede i, var heller ikke ham fremmed, det havde jo været hans Ungdomsdrøm, som nu blev levende igjen hos ham: men skjønt de begge havde denne Tanke, følte de ogsaa begge, at endnu var Tiden der ikke. Men alle hendes Interesser delte han gjerne med hende, og han traadte snart i samme  Forhold til Knak som hun og hendes Forældre, saa denne blev ikke blot hans Prest, men hans inderlig kjære Ven, der fik stor Indflydelse paa ham. 

De unge skulde have havt Bryllup et Aars Tid efter, men det kom til at trække ud, thi Caroline blev syg, og efter Lægens Forlangende maatte Bryllupet udsættes, og de havde nesten været forlovede i to Aar, da de den 5te Juni 1855 havde Bryllup. Det var en deilig Dag, for dem begge, og det viste sig,  at Hempel holdt sit Ord, thi det var et godt Udstyr, han gav sin Datter, og et smukt Hjem han indrettede for de unge. 

Børresens Bank

Børresen var nu Civilingeniør, førte Tilsyn md Arbeidet paa Fabrikken hjemme, dels reiste han ud og anbragte Maskiner eller anlagde Fabriker. Han havde gode Indtægter, men han og hans Hustru havde ogsaa rigelig Bruk for dem, saa han var tidt i Pengeforlegenhed. Da en Ven en Gang spurgte ham om, hvorledes dette kunde være, og hvor han gjorde af sine Penge, svarede han: ”Jeg setter dem i Banken.” ”Hvor meget tjener Du der?” ”Over Hundrede Procent.” ”Hvad er da det for en Bank?” ”Det er Vorherres egen Bank.” Ja, der var det, at Pengene blev brugte. Børresen og hans Hustru kastede sig som Ægtefolk med fordoblet Iver over alt det Arbeide, de havde elsket før, baade ydre Mission og indre Mission og mange andre Foretagender i og udenfor Menigheden, deriblandt en Fattigpleieforening, hvor hver af Medlemmerne havde sine fattige at besøge ugentlig, og særlig ved at arbeide i denne Forening vakte Børresen Vennernes Opmerksomhed for hans sjeldne Evner til at omgaaes fattige og unge. Det var ikke alene hans Virksomhed der, som vakte Vennernes Opmerksomhed, thi ogsaa paa anden Maade forstod han at øve Indflydelse paa de unge. Som vi saa før, var han som Ugift Medlem av den skandinaviske Forening i Berlin, og her var de fleste Medlemmer unge og ugifte Mennesker, udsatte for alle de Fristelser, en stor By kan byde. Han indførte som forlovet flere af de unge Skandinaver i sine Svigerforeldres hus og aabnede nu selvfølgeligt sit eget Hus for dem, thi Børresen og hans  Hustru var saa at sige alltid hjemme om Aftenen og Børresen vaagede da over, at de unge fant Veien lige hjem fra hans Hus. Hans Hus blev saaledes en Støtte for mange av hans Landsmænd, men selvfølgelig var der også adskillige der ikke kunde finde sig i, at han aabent og ligefrem sagde dem sin Mening, hvor kjærligt han end sagde den, og som derfor trak sig tilbage. Det var dog ikke blot Skandinaver, der samlede sig i det Børresenske Hus, men mange andre af alle Samfundsklasser, fra dem, der hørte hjemme ved Hoffet, til jevne, ligefremme Smaafolk, og blandt alle disse var der da læst høit, fortalt, musiseret og sunget, og Aftenen sluttede med en Aftenandagt, hvori den faste Kreds som oftest tog Del. Baade Børresen og hans Hustru havde saaledes en rig Virksomhed i og udenfor deres smukke og hyggelige Hjem, men derfor opgav de dog ikke Missionstanken. Den levede stadig hos dem begge, og Eleverne fra de to Missionsskoler i Berlin var alltid kjærkomne Gjæster, men Beslutningen blev udsat, thi Børresen var nok rede, men Fru Børresen, der elskede sit Hjem og og sin store Gjerning i Berlin, havde ikke nær saa stort Hastværk som den unge ”Linchen”. 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 4

04 desember 2017

H. P. Børresen

Hans Peter Børresen blev født den 29de November 1825. Skjønt han neppe modtog nogen vækkende Paavirkning fra Mennesker i Barneaarene, fik han dog en Opdragelse, der kaldte Alvor frem hos ham uden at berøve ham Barnligheden, og det var den Opdragelse gjennem allehaande Prøvelser, han siden lærte at forstaa som Guds skole.

Som Barn var han nesten blind av Kirtelsvaghed, og i den Tid faldt han engang ned af Husets Trappe og blev slemt forslaaet, fik  ‘Hovedet slakt’, som han har udtrykt sig, og maaske er det fra den Tid, at han har de nervøse Hovedsmerter, der undertiden overvælder ham, saa den ellers saa arbeidsdygtige Mand intet kan bestille, naa de indfinder sig. 

Faderen døde da han var 12 Aar gammel, og Moderen sat tilbage med en stor Familie, saa hun havde ondt ved at skaffe Mad til de mange Munde, og Børnene blev tidlig vandt til Tarvelighed; men en strevsom Kone var hun, og alvorlig og streng tillige, og hun padsede godt paa, at hendes Børn ikke havde mere Frihed end de kunde taale. 

Da han voksede til, kom han i Fattigskole, men flink var han, for han vilde gjerne frem. Religionstimene var ham dog de kjæreste, skjønt det ikke var nogen vækkende Undervisning, og han jo heller ikke hjemme fra kunde bringe nogen Vækkelse med; han kjendte kun en af ”de fromme”, en gammel Kone, som Folk lo ad, og han da med. Han var meget smuk, saa en Gang blev en af Professorene ved Kunstakademiet opmerksom paa ham paa Gaden, tog ham med hjem og fik lov av Moderen at benytte ham som Model og det var ikke den eneste, der var venlig imod ham, thi det vindende Væsen og den smukke Sangstemme, som siden har fulgt ham, havde han alt som Barn. 

Fra Konfirmationstiden bar han et Indtryk med sig, som blev af Betydning for ham og siden bidrog til hans Vækkelse. Presten kom i sin Tiltale til  Konfirmantene at sige, at hvis de gik hen og blev daarlige Mennesker, saa vilde de aldrig kunne se ham ”lige i Øinene”. Det slog den unge Børresen en Gang, han mødte Presten på Gaden. thi vel var han ikke bleven, hvad man kalder et daarlig Menneske, men han følte det nok, at han kun holdt sig alt for lidt til sin Daabspakt. Han blev derfor nu en stadig Kirkegjænger, og var efter sine Venners Omdømme et fromt, barnligt troende Menneske der gjerne vilde noget godt, uden at det dog kom til Gjennembrud i hans Liv. 

Etter sin Konfirmasjon kom han i Smedelære, men fik snart Lov at arbeide nogen Tid for egen Regning, og derved tjente han saa meget, at han kunde faa Undervisning i Tegning, Regning osv., og disse Timer var hans Lyst. Han blev tidlig Svend, tog Tjeneste som Skibssmed og arbeidede saaledes en Tid i Orlogsskibene. Herved tjente han godt, og da han ikke brød sig meget om Fornøielser, kunde han følge sin Lyst at lære endnu mere og at gaa pent klædt i sin Fritid. Der var kun en Fornøielse han riktig brød sig om, og det var Sangen, og saa imellem om Sommeren at komme ud i den friske, grønne Skov sammen med et Par Ungdomsvenner og der fryde sig over den deilige Natur, men især var Sangen hans Lyst og Glæde. Han blev Medlem av flere Sangforeninger, og kom derved til at synge på Konserter. Dog var Missionstanken ham ikke fremmed i Ungdomsaarene. Naar han spaserede med sine Ungdomsvenner i Københavns deilige Omegn, kunde han nok tale til dem om, at alt det deilige her var det nok værd at forlade, for at drage ud til stakkels, elendige Hedninger og prædike Evangeliet for dem. 

Da Krigen brøt ud i 1848 tænkte han paa at mælde sig med de andre frivillige, og en Tid var det Tale om, at han skulde gaa til Teateret som Operasanger, men ingen af Delene blev til noget; Herren vilde have ham ud paa en større Kampplads. Det anede han ikke dengang, men søgte at komme frem i sit eget Fag, lærte Maskinlære og blev Maskinsmed. Samtidig søgte han at uddanne sig til Civilingeniør, læste nu i sin Fritid og Søndagene med, saa det blev smaat med Kirkegangen. Han vilde gjerne i Marinens Tjeneste, for at svinge sig op som Ingeniør og blive noget stort ad den Vei. Han henvendte sig derfor til en høitstaaende Officer der modtog ham venlig og lovede at tage sig af Sagen. Hvor jublede han da, og mente, at nu var hans Lykke gjort. Men det blev en stor Skuffelse, thi da han kom igjen, merkede han, at skulde Officeren hjælpe ham frem, maatte der Bestikkelse til, og herpaa hverken kunde eller vilde den fattige, men ærlige, unge Mand indlade sig.

Men denne Skuffelse knugede ham, og nu begynte hans Længsel efter at komme bort herfra at vaagne. Han gjorde endnu et Forsøg, søgte Plads som Maskinmester paa et Dampskib og fik Løfte herom; men da Pladsen blev ledig, blev han forbigaaet og fik at vide, at han var for Ung til en saadan Plads. Nu blev det ham for smaat og snævert her hjemme, nu maatte han ud i den vide Verden, bort til Tyskland, Belgien og Amerika, saa fandt han nok en Virkekreds og kunde en Gang komme hjem som en Mand, der sad i stor Forretning.

I Aaret 1852 reiste han fra Kjøbenhavn og tog til Berlin. Her fik han Arbeide paa en Lokomotivfabrik, hvor han tjente godt, saa han kunde sende Penger hjem til sin gamle Moder, erhverve sig flere Kundskaber og enda lægge Penge op; men ellers var det trangt nok for ham i den fremmede store By, hvor han følte sig saa ene. Han længtes efter Kirken; men hvad kunde det nytte ham at komme der, han forstod jo endnu ikke saa meget tysk, at han ret kunde følge Prædiken. Saa tog han en Søndag sit danske Ny Testament, som han hande faaet af sin Søster, puttede det i Lommen, gik hen i en af Alleerne ved Berlin, satte sig og læste. Det var Lukas Evanglium, det 15de Kapitel, han slog op, og han læste og læste om igjen flere Gange, og det slog ham, at som han sad der ene i det fremmede Land, hvorhen saaa mange forfængelige Længsler hadde drevet ham, var han en stakkels Synder. ”Da vendte jeg mig til Jesus”, har han fortalt, ”og jeg kastede mig paa Knæ og skreg til min Gud og raabte: ”Du maa forbarme Dig over mig, jeg er jo døbt i ditt Navn!”  I det samme følte jeg noget i mig, der sagde: ”Staa op, Du har Syndernes Forladelse!” Saaledes fornyede jeg min Daabspakt, og nu følte jeg, at jeg var et Guds Barn, men endnu var der megen Uklarhed over mig og megen Kamp.”

Midt under denne Kamp, hvor alt det fromme, kjærlige og barnlige, som hans Ungdomsvenner havde glædet sig over, vant Seir, vandt han sig nye Venner i Berlin, ikke blot i den skandinaviske Forening, hvor han jevnlig kom, men ogsaa blandt Tyskere og blandt disse en Hr. Hempel, som han traf på Fabrikken, og som bød ham hjem til sig. Børresen kom til ham, og medens han sad hos Hr. Hempel i dennes Værelse, kom dennes Datter, Caroline Hempel, ind og bød Herrene Kaffe. Da Børresen gik, lovede han sig selv, at i det Hus skulde han da aldrig mere komme, for saa vilde Folk sige, at han kom der for Datterens Skyld. Han holdt dog ikke sit Ord, thi nogle Maaneder efter mødte han Hr. Hempel  paa Gaden, og nu fik han Skjænd for, at han ikke var kommen igjen. Han besøgte da Hr. Hempel igjen, fik igjen Kaffe og Caroline Hempel, kom oftere, og det varede ikke længe, før han følte, at denne unge Pige havde Herren bestemt til at være hans Hustru. Det blev hun ogsaa, og med hende kom den gamle, næsten glemte Tanke om at drage ud som Missionær til Live igjen hos ham. 

En Julaftensgudstjeneste, da Caroline var 7-8 Aar gammel, gjorde saa sterkt Indtryk paa hende, at hun aldrig kan glemme den. Da fik hun det første, sterke Indtryk af, hvad Jesusbarnet var, og hun vilde gjerne ligne ham og blive god som ham. 

Da ”Linchen”, som Forældrene kaldte hende, gik i sit 14de Aar, blev den bekjendte Pastor Knak Prest i Berlin ved de mæhriske Brødres Kirke. Han var en Johannessjæl, mild og kjærlig, vakte mange og fremkaldte en sterk Bevægelse i Berlin, baade for indre Mission og ydre Mission, i det han fik flere Foretagender sat i Gang, Foreninger stiftede og var selv Sjælen i dem alle.  Til ham gik nogen av Linchens veninder fra Skolen til Konfirmationsforberedelse, og de kunde ikke blive trætte af at tale om, hvor deiligt det var at høre ham tale og fortælle, saa Linchen var dybd bedrøvet over, at hun ikke fok være med der. Men gaa i Kirke hos Knak, det kunde hun, og glad og bevæget var hun, naar hun hørte ham.  Da Broderen, Hermann, nu skulde begynde paa sin Konfirmasjonsundervisning, ble han sendt til Knak og Linchen var lykkelig, da hun fik Lov at følge med Broderen og Veninderne og deltage i Timerne hos Knak. Det var lykkelige Timer, som hen senere ikke kunde mindes uden at faa Taarer i Øinene, og da befestedes ikke blot det Trosliv, der alt havde spiret hos hende hin Julaften i hendes Barndom, men da vaktes ogsaa hendes kjærlghed til Hedninger og Jøder, og da hun blev konfirmeret, lovede hun under Konfirmationshandlingen hos sig selv Frelseren, at hun engang vilde gaa ud til Hedningerne og fortælle Hedningebørn om det Jesusbarn, hun selv havde lært at elske hin Juleaften.

Santalistan (Santal Parganas), Nordindien. Hans Peter Børresen og Lars Olsen Skrefruds hus i Benagaria. Et primitivt hus blev opført på stedet, 1867-68, ombygning og udvidelse blev foretaget i 1882. På billedet ses: Lars Olsen Skrefsrud, Hans Peter Børresen, Caroline Børresen samt døtrene Ingeborg og Katharina. (Foto 1887). Danmission Photo Archive

 

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 3

03 desember 2017

Fald og opreisning

Under dette Ophold i Lillehammer  kom han for første og sidste Gang til at omgaaes med saadanne af sine gamle Kamerater, som var blevne Svirebrødre, og han som ellers var bleven advaret nok ved, hvad han havde set i sin Barndom, og som holdt seg fra alt Svireri, han gav sig nu til at drikke med disse Mennesker. Det var er sørgeligt Kammeratskab, han der var kommen i.  Først fik Kammeraterne ham til at blive Tambur ved anden oplandske Landevernsdivision, og ny begynte Svireriet sammen med disse ”Venner” ret for Alvor og endte med de Forvildelser, som kom ham saa dyrt at staa, fordi han tog Skylden på sig alene. Efter en langvarig Arrest blev han dømt til 4 Aars Strafarbeide, en Straf, han utsonede paa Bodsfængslet ved Kristiania i Tidsrummet fra 12te Februar 1859 til 12te Oktober 1861. Det var en Art Cellefængsel, derfor blev Straffen forkortet. 

Denne Tid blev dog til stor Velsignelse for ham. Han saa, at hans Omvendelse kun havde været en ny Klud paa et gammelt Klædebon, og han fik sit Øye op for, hvortil Synden kan føre et Menneske.  Han gjennengik forferdelige Kampe i to lange Aar, først i Arresten og senere den første Tid i Bodsfengslet, thi han mente, at han havde begaaet Synd mod den Helligånd, en Synd, som hverken kan tilgives i denne eller den tilkommende Verden, men han kom til Fred i Fængselet, og han lærte at forstaa, at trods hans Fald var Guds Naade dog lige trofast, og at Guds Pagt stod fast for den, som ærlig søgte Syndernes Forladelse, og som med ærligt Hjerte under Forsagelse og Tro tyede til hans Naadepagt. Den Fred, han der fandt fyldte ham med den Livsfriskhed og Virkelyst, som siden fulgte ham under Livets vekslende Førelse, og som kunde bevares, fordi Freden alltid blev bevaret.

Det var dog ikke blot Livsfriskhed og almindelig Virkelyst, Freden gav ham, det var tillige den brændende Trang til at meddele andre, hvad han selv var bleven delagtig i. Han slugte neste alt hvad Fængselsbiblioteket eiede, pietistiske Skrifter, grundtvigske Skrifter, f. Eks. Boisens ”Budstikke” og en af den Mands Prædikensamlinger, der senere skulde blive ham en indelig kjær Ven, Birkedal, og han læste historiske Skrifter, geografiske Skrifter osv., alt muligt mellem hinanden. Men alt det, han læste, var der intet der greb ham saaledes som den Fortælling, han fandt i Maus ”Kristelige Samler”, 17de Bind om den svenske Bondedreng, Peter Fjellstedt, der drog ud og blev Missionær, thi ved Læsningen heraf og av Fjellstedts ”Skogstjernan”, vaagnede hans Missionskald, og hvor daarlige Udsigterne end var for ham i den Retning, saa tvilede han ikke om, at det var Herrens Kald, han nok engang skulde naa. 

En saadan Fange maatte nødvendigvis tiltrække sig Fængselsfunktionærenes Opmerksomhed. Hans Alvor, Flid og gode Opførsel vant dem snart for ham, pg de Vidnesbyrd der tilførtes Protokollen, var derfor gode; men hvor meget de end maatte lægge Merke til hans Begavelse og Ihærdighed, betragtede de dog hans Missionslængsel som Sværmeri. Dette fremgaar af et Brev til Pastor L. Hertel fra Skrefsruds trofaste og faderlige Ven, Fængselsdirektør R. Petersen, hvor det bl.a. heder: 

”Ingen af os i Fængselet anede, at Skrefsrud var den, som han senere viste sig at være, Det var ogsaa for meget forlangt. Men nu med min større Erfaring finder jeg det underligt, at vi dog ikke saa mere i ham, end hvad vi saa. Vi interesserede os meget for ham og beundrede hans Dygtighed til at lære. Som Arbeider, han var en smule Filer, duede han ikke stort. Han gik under navnet ”Missionæren”, da han altid og det med Bestemthed omtalte det Maal som sit.  Det var vel dette høie Maal, navnlig høit for en fattig, ung Gudbrandsdøl, som gjorde os blinde. Det var ikke til at naa, har vi vel tænkt. Jeg ser ham staaende i Kirkekoret med sin mesterlige Pande og det sværmeriske Blik. Det Syn hver Søndag studset ikke alene jeg ved, men mange andre, som overvar vor Gudstjeneste”. 

Arbeide, Glæde og Modgang

Da han kom ud af Fængselet med gode Vitnesbyrd, fik han først Plads paa Rylands mekaniske Verksted i Kristiania: Alt, hvad han der tjente, anvendte  han paa Bøger og paa at utvide de Kundskaber, han alt havde begyndt at samle sig i Fængslet, for at det dog maatte lykkes ham at komme paa Missionsskole. I Fængslet havde han lært Tysk og Engelsk næsten uden Hjælp, og endvidere læst Historie, Kirkehistorie, Geografi og Bibelforklaring og lært nesten hele det nye Testamente udenad. Han slugte i Fængslet flere av Vexels og Birkedals Skrifter og en Del Grundtvigs. Nu, da han var fri, tog han ret fat for Alvor og begyndte paa Fransk, Latin og Græsk, fik en eller anden til at give et Fingerpeg, saa var det en Student, saa en Latinskoleelev, hvor han kunde opsnappe et Hint, men hovedsagelig maatte han hjelpe sig ved Selvstudium. 

Det var dels i Kristiania, dels i Lillehammer, at han gav sig af med alle disse Studier, thi efter nogle Maaneders Forløb forlod han Kristiania og drog til Lillehammer, hvor han ernærede sig ved at gravere Signeter. Her blev han i Foraaret 1862 forlovet med Anna Onsum, Datter af en norsk Odelsbonde, der eiede en stor Gaard i Faaberg ved Lillehammer. Hendes Forældre var begge fromme haugianere, og Datteren, en stille, mild og blød Natur, var fra sin tidlige Barndom paavirket heraf, og levede det samme fromme Troesliv som Forældrene.

Kort efter reiste Skrefsrud til Stavanger med gode Anbefalinger for at søge at komme paa Missionsskolen, thi skjønt tunge Sorger havde søkt at rokke ved hans Følelse af et Missionskald, saa var han sikker i sin Tro paa, at det var Herrens Vilje med ham. I Stavanger var han i tre Maaneder og ventede paa Hovedbestyrelsens Svar, og i den Tid ernærede han sig som før med at gravere Signeter og Stempelmaskiner. Hver Aften gik han to Timer op til Hetlands Kirke og stred og bad om at han maatte komme ud på Missionsmarken; man tilsidst kom Svaret fra Hovedbestyrelsen, at den ikke saa sig i Stand til at efterkomme hans Begjæring, og et fremragende Medlem af den raadede ham til deri at se et Fingerpeg fra Gud om at han ikke vilde have ham ud paa Missionsmarken. 

Dette foraarsagede svære Kampe i hans Sjæl, men ude ved Hetlands Kirke kom han paa sine Knæ til den Overbevisning, at Fingerpeget ikke var tilstrekkeligt, og deri styrkedes han af den gamle, elskelige Brødremenighedsforstander Due, som raadede ham til at reise til Tyskland. En Ven af Due, gamle Holdte, fortalte ham, at hans Søn havde været i Berlin og kunde give ham Veiledning om Reisen. Han gik derfor til Sønnen, og fik ogsaa hos ham god Besked, og tillige et Anbefalingsbrev med til Børresen, i hvis Hus den unge Holdte jevnlig var kommen under sit Ophold i Berlin. 

Løsning

Forsynet med dette Anbefalngsbrev seilede han fra Stavanger i Efteraaret 1862, ene, men dog sikker paa, at Herren vilde lade ham komme ud på Missionsmarken. Da han kom til Berlin og besøgte Børresen, modtog baade Børresen og hans Hustru ham med stor Hjertelighed og fortalte ham, at de havde bedt Herren give dem en anden norsk Ven i Stedet for Holdte, og at de troede, at han var den Ven, thi de saa begge, hvad der gjemtes bag den unge Nordmands noget ru Skal, og det frivillige Liv, der lyste ud fra ham, greb dem begge sterkt.  Han blev ham derfor snart en kjær Ven, om det end i Begyndelsen ikke gik af uden smaa Rivninger mellom ham og Fru Børresen, idet Skrefsrud antog, at han var der i sin Samvittighed forpligtet til at udbetale sine Anskuelser om det, han mente, der burde ændres i Huset, og Fru Børresen baade nok vidste, hvorledes hun vilde have sit Hus styret og tillige nok kunde sige ham det tilstrekkelig tydelig. Undertiden holdt han sig fra Huset i nogle Dage, og da vekslede han og Fru Børresen Breve om disse Meningsforskjelligheder; men Børresen mæglede, og Forholdet blev efterhaanden saa hjerteligt, at Skrefsrud kom til at føle sig som en Søn i Huset, skjønt det kun var de første Dage, at han boede der. 

Når jeg så skal ut i verden, aldri jeg alene er...
Foto: Bjørnar Holmedahl


Advent i Skrefsruds fotspor - luke 2

02 desember 2017

Ligesom Fru Børresen har ogsaa han havt et Juleminde, der prægede sig dybt hos ham, men det var en Jul i Hjemmet. Hans første Barndomserindring var netop fra en Julaften, vistnok den tredje Jul i hans Liv, da Lysene brændte saa smukt i den lille Hytte. Børnene flokkedes om Juletræet og Moderen fortalte dem om Jesusbarnet i Krybben. Det Indtryk han fik, var at Jesusbarnet var saa godt og havde aabnet alle Mennesker Vei til stor Glæde i Himlen. 

Sit andet religiøse Indtryk fik han, da han var ni Aar gammel. Nær ved Engesveen var der en Husmandsplads, Roverudlien, under Gaarden Roverud, hvor Mand og kone var gudfrygtige eller ”Læsare” som de kaldtes. Til dem kom nu og da de haugianske Lægprædikanter, og til et av disse Møder lod Moderen Lars gaa hen. Da hun pyntede ham, tog hun ham på Skjødet og formanede ham, at han skulde lytte vel til, hvad Prædikanten sagde, da det kun er gudfrygtige og fromme Mennesker, der kan komme til Jesus og hans lykkelige Himmel. Hendes stille Taarer flød. medens hun formanede sin lille Gut. Da han kom til Mødet og hørte, hvad der bled sagt, syntes han riktig godt om det, for det var saa let at forstaa; men det, at andre græd under Talen, det gjorde dog det dybeste Indtryk paa ham. 

Da han var ti Aar gammel, kom han for første Gang til Overhøring i Kirken, og glad var han over Presten som klappede ham på Skulderen og sagde, at han var flink; men ellers gjorde Kirken altid det Indtryk på ham, naar han kom der om Søndagen med sin Moder, at den var Indgrebet af alt helligt og lyksaligt. 

Da han var 12 Aar gammel, forlod hans Forældre Engesveen og flyttede tilbage til Husmandspladsen Skrefsrud, hvor de havde boet de første Aar af deres Ægteskab: men her forfaldt ikke meget af Betydning for ham, før han, da han var 13 ½ Aar, begyndte at gaa til Konfirmasjonsundervisning om Høsten. 

Før konfirmasjonen i Foraaret blev han sendt i Lære til en vidt og bekjendt Mand, Erik Bue, som havde et lidet mekanisk Værksted i Lillehammer. Moderen fulgte sin Lars til Byen, og underveis formanede hun ham under mange Taarer til at være gudfrygtig, blive en skikkelig Gut, og det gik ham dybt til Hjerte, for han elskede sin Moder høit. Kort efter blev han konfirmeret, og da var han nok noget bevæget, men ”et sønderbrudt Hjerte” var der ikke Tale om.

 

Hos Erik Bue blev han i to Aar og reiste derpaa til Bræmundsdalen til en Kobbersmed i Nærheden af Hamar. Hos ham blev han i 1 ½ Aar, og her var det, at han for første Gang i sit liv lærte at kjende Synd og at knæle ned i Bøn om Guds Naade i Jesu Kristi Navn. Det var ved et Lægmandsmøde, ikke saa langt fra Kobbersmedens Værksted, at han blev saaledes grebet og i lange Tider turde han ikke tro paa sine Synders Forladelse, men tænkte saa omsider at nu var han kommen til Fred, og saa gik han stadig til de Oppbyggelsesmøder, som holdtes der i Egnen, ligesom han også gik flittigt i Kirke.

I Slutningen av det første Aar, medens han var i Bræmundsdalen, fik han det Sørgebud, at hans kjære, fromme Moder var død, og dybd bedrøvet reiste han hjem til Skrefsrud for at være med ved Begravelsen. Her talte han alvorlig med sine Slæktninge om det ene fornødne, og at man indrømmede, at der var sandt, hvad han sagde, men ellers blev alt ved det gamle med dem. Efter Begravelsen reiste han tilbage til  sin Plads i Bræmundsdalen og blev der til hen på Høsten. Nu var det hans Agt at reise til Kristiania for at uddanne sig videre i Mekanik, men først vilde han en liden Tur på til sit Hjem og til Lillehammer for at sige Slægt og Venner Farvel.

Advent i Skrefsruds fotspor - luke 1

01 desember 2017

Lars Olsen Skrefsrud er født den 4de Februar 1840 i Engesveen under Gaarden Smed, eller Sme, Faabergs Prestegjæld, Gudbrandsdalen i Norge.  

Hans Fader, Ole Nilsen Skrefsrud, tilhørte en Husmandsslegt Skrefsrud under Gaarden Lysgaard i Faaberg, og han var baade Tømmermand, Snedker og Smed, og havde tillige Husmands-pladsen Engesveen, hvor hans Familie boede. Selv var han sjelden hjemme, thi han byggede Huse i Trondheim, Lillehammer og Hamar og udførte alt Snedkerarbeidet til disse Huse, og tidt havde han mange folk i Arbeide. Han var ualmindelig flink, og saa at sige alt, hvad han tog sig for, kunde han fuldføre; men han var værst mot sig selv og sin Familie, thi han var hengiven til Drik, og hans Kone og Børn maatte tidt sulte, skjønt han tjente mange Penge. 

Hans Hustru, Eli Amundsdatter Døsen, tilhørte en begavet og fremragende Bondeslægt. Faderen, som eiede Gaarden Døsen i Faaberg, og som døde på Tilbagereisen fra Krigen med Sverige, var død, da hun imod sine Slæktningers, og særlig Moderens Vilje, ægtede Ole Skrefsrud. Gjennem mange Trængsler var hun kommen til Herren, da Lars blev født, og hun var ikke alene from, men ogsaa meget flink, og arbeidede Nat og Dag med Vevning og Sying for at underholde sine Børn, som den drikfældige Fader forsømte.  Det gik tidt smaat nok, for der var mange Børn; Lars var det femte Barn, og efter ham fik hun fire til, saa der var 9 i alt, dog døde en Dræng tidlig, men hvor smaat det end gik, holdt hun sine Børn rene og pene, skjønt lappede var deres Klæder for det meste.

Blant alle Børnene var og blev Lars hendes Kjæledegge, og hun sagde saa tidt, at han var den af Børnene, hun havde mest Haab til, men også mest Frygt for. Han voksede op i Engesveen, og da han var otte Aar gammel, kom han til Almueskolen, men riktignok kun to Uger hvert Aar. 

Han viste stor Læselyst, saa man aldrig kunde faa ham fra Bogen, og Moderen maatte nu og da tale ham alvorligt til, for at han ikke skulde forsømme sit andet Arbeide. Det Arbeide, der blev ham paalagt, udførte han hurtigt, men alltid kun for at vende tilbage til Bogen, og da han havde en ualminnelig god Hukommelse, havde han lært sin Børnelærdom, Luthers Katekismus, Pontoppidans Forklaring og Herslebs Bibelhistorie udenad, før han var 10 Aar gammel. Skolemesteren sagde om ham til Forældrene: ”Den Gutten vil sikkert engang bli Skolemæster”, og ham omgikkes selv allerede med den Tanke. at det nok kunde være rart at blive det, naar kun ikke Børnene var saadanne ”Træhoveder”, som ikke lærte deres Lekser. 

Til Sang havde han stor Lyst, men baade i Hjemmet og i Skolen skreg han saa høit, naar han sang, at man sagde, han maatte være ”født i Møllen”. For øvrigt var han en rask Gut. Det heter om ham i en Meddelselse fra hans Slegtninge: ”Hans Jernlegeme skriver sig vel fra dette halvvilde Liv, som Vinteren paa Ski, om Sommeren i Skog og Fjeld, paa Fiskeri og deslige. Paa en Fisketur fandt han paa at velte sig i Vandet og ’svømmede under’, saa han næsten skræmte Livet af en gammel Mand.” Fra dette friske Liv i sin Opvekst, er det at han har bevaret den Friskhed og Barnlighed, som hans Venner kjender saa godt hos den ellers saa reflekterede og tungsindige Natur, og som gjør ham til en saa ypperlig Legekammerat for Børn

 

Luke 24

24 desember 2016

Arpita fra India er bare 19 dager gammel. Mamma Fulmani giftet seg for et år siden og er tydelig stolt over den nyfødte datteren. Det samme er bestemor Bali. Fulmani gir ekstraundervisning til elever i landbyen etter skoletid. Hun drømmer om en god fremtid for datteren. 

For litt over 2000 år siden ble en sønn født. Han ble også født under enkle kår i en landsby, i Betlehem, i Davids by, noen tusen kilometer lenger vest. Han kom ikke med sverd, men ble født som et forsvarsløst barn. Jesus ble heller ikke født inn i rikdom, men kom for å berike livene våre.

"For et barn er oss født,
          en sønn er oss gitt.
          Herreveldet er lagt på hans skulder.
          Han har fått navnet
          Underfull rådgiver, Veldig Gud,
          Evig far, Fredsfyrste." 
Jesaja 9,6 (NB 11)

Nå skal vi feire! Julaften ble Gud menneske. På alle måter, ugjenkallelig og kompromissløst ble Han en av oss. Det er klart det må en
syngende englehær til for å akkompagnere!

Må Jesus være midt i blant dere, der du og dine er samlet. Akkurat slik han har lovet.
Må vi som Normisjon fortsette å prege oss og være med å bety en forskjell for andre også i det nye året som kommer. 

Med ønske om ekte Julefred fra fredens Gud, og alt godt for året som kommer!

Luke 23

23 desember 2016

Mannen til Sundari jobber ved steinknuserverket. Nå håper de at Sundari sin satsning på grønnsaksdyrking kan bidra til at han kan slutte på den farlige jobben. Sammen med andre familier dyrker de nå grønnsaker til den store gullmedaljen. 

Det er 30 familier som er med i samme selvhjelpsgruppen. De fleste har aldri gått på skole og nå drømmer de om en bedre fremtid for barna. 20 av familiene har nå sluttet å jobbe ved steinknuserverkene og bruker all sin tid på å dyrke grønnsaker. Målet er at alle familiene skal komme dit og slippe det helsefarlige arbeidet. 

Normisjons samarbeidspartner, Lutheran World Service India Trust hjelper familiene med kurs i jordbruksteknikk. Familiene var fra minoritetsgruppen santaler og dyrket ris. Ved hjelp av kurset kan de dyrke jorden mer effektivt og nå dyrker de sennepsfrø, hvete, grønnsaker og mango. Selv når avlingene ikke er den beste tjener de gode penger på grønnsaksproduksjonen. 

Det eneste som nå stopper ytterligere økning i produksjonen er vannmangel. Hvis den forbedrer seg, med at de for eksempel kan lage en brønn, blir det enda lettere for Sundari og de andre familiene å spare penger til barna sin utdannelse. 

Støtt familier som Sundari sin ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 22

22 desember 2016

Priya kommer fra Pakur, et området preget av gruvedrift der bare halvparten av befolkningen kan lese og skrive. Det er langt under det indiske gjennomsnittet på 71,2%. Da passer det bra at Priya planlegger å bli lærer. 

Nå går den livsglade jenta i tredje klasse ved Don Bosco School. Her sluker hun alt som har med samfunnsfag å gjøre. Geografi, historie, økonomi og politikk er helt topp. Matematikk står litt lenger ned på lista. 

Pakur ligger et stykke fra skolen så Priya bor på internatet. Der trives hun med mange "storesøstre" som tar seg av henne. Med en arbeidsløs pappa og en hjemmeværende mamma er stipend helt avgjørende for at Priya skal få til lærerdrømmen. 

I landsbyen der hun kommer fra bor det hovedsakelig minoritetsbefolkningsgrupper som santaler og mal paharia. Selv er hun santal. Området har en av de største kull-reservene i India men mangler infrastruktur til å utnytte potensialet fullt ut. Det er ikke sikkert manglende infrastruktur er så dumt for kullindustrien er kjent for å forverre luftkvaliteten. I tillegg er også industrien kjent for å utnytte fattige mennesker på det groveste. 

Priya utnytter tiden ved Don Bosco fullt ut og leser lekser både på kveldstid og i helgene. Men det blir litt tid til lek, latter og moro også. Og ikke minst å spise epler, som er Priya sin favoritt. 

Støtt jenter som Priya ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

 

Luke 21

21 desember 2016

 

Når Sarala var ung tjente faren 20 kroner dagen og hadde ikke råd til å støtte hennes utdannelse. Med hjelp fra Normisjon fikk hun gått sykepleierskolen og nå har Sarala jobbet ved sykehuset i Mohulpahari siden 1992. Nå er hun sjefssykepleier.  

Etter fullført utdanning som sykepleier fikk Sarala seg jobb ved sykehuset i Mohulpahari. De skjønte raskt at dette var en dame å satse på og oppfordret henne til å studere videre slik at hun kunne undervise ved sykepleierskolen. I 2002 begynte hun jobben som sykepleierskolelærer samtidig som hun var sykepleier med støtte fra sykehuset. I 2010 fullførte hun sin mastergrad i helse og nå ønsker hun å ta doktorgrad. 

Hun står opp klokken fire og leser i tre timer før hun går på jobb ved sykehuset. Ingen kan klage på motivasjonen til Sarala. Den fikk hun når hun var ung. Som 12-åring ble hun syk og fikk hjelp på sykehuset. Noen år senere fikk faren slag og døde ved samme sykehus. Det var det som motiverte den unge jenta til å ville satse på en utdanning innenfor helsevesenet. 

- Her har vi kunnskapen men mangler utstyr, forteller Sarala som helst skulle sluppet å henvise så mange til andre sykehus. Mange dør under transporten.  

- Det er dårlig sikkerhet ved steinknuserverkene. Det skjer mange ulykker og vi får mange pasienter derifra. Det er dessuten mange fra steinknuserverkene som kommer til sykehusene med kjønnsykdommer. Det er mer enn nok utfordringer for oss å løse, sier hun. 

Støtt sykepleiere som Sarala ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

 

Luke 20

20 desember 2016

For Priti på femten går det i ett fra klokken er 5 om morgenen til 9 om kvelden ved Don Bosco School i India. Drømmen for santaljenta er å enten bli lege eller maler. 

Hanen har såvidt begynt å gi lyd fra seg når Priti våkner i senga på internatet til skolen Don Bosco. Klokken er 05.00 og det er enda mørkt. Hun må trene og stelle seg før morgenandakten klokken 06.00. Et kvarter senere sitter den trygge jenta sammen med resten av gjengen på internatet og gjør lekser. Det er ingen tid å miste hvis man skal få med seg en god utdannelse i sekken. 

Først klokken 08.15 er det duket for frokost før hun løper til rommet sitt for å plukke med seg det hun skal ha med på skolen. Skoledagen går i ett men hun rekker å få med seg noen karriæreråd fra lærerne ved skolen. Medisinutdannnelse i Ranchi står høyest på lista. Hvis hun ikke ombestemmer seg og heller blir kunstner. Det er ikke så lett å ta valg for lillesøster Priti. Storesøstrene er allerede i full gang med høyere utdannelse. 

15.30 er Priti og resten av jentene ved internatet tilbake fra nok en skoledag. En halvtime senere er det fotball, cricket eller badmington på plassen utenfor internatet. Jentene vet å holde seg selv aktive. 

18.15 er det igjen tid for andakt og bønn også denne gangen etterfulgt av lekser. Klokken 20 romler magen godt og det er klart for middag og etter vel en time senere og en real kveldsbønn kan Priti smyge ned i sengen sin igjen og sove før hun er klar for en ny dag. Hva enn hun velger - at denne energiske jenta vil utrette en forskjell i verden - det er det ingen tvil om.

Støtt jenter som Priti ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

 

Luke 19

19 desember 2016

 

Bali og hennes mann Bhudi måtte begge jobbe på steinknuserverket for å tjene til livets opphold. De hadde ikke så mange valgmuligheter før de ble med i en selvhjelpsgruppe. 

Etter 20 år som steinarbeidere ble Bhudi ble av jobben og havnet på sykehus. Utgiftene til behandling ville ingen på steinknuserverket hjelpe til med. Familien endte derfor opp med dyre sykehusregninger.

I 2014 fikk de invilget lån fra en selvhjelpsgruppe for å dyrke ris og sluttet i jobbene ved steinknuserverket. I 2015 døde Bhudi av sykdommen. Mange kvinner i dette fattige området av India havner i en desperat situasjon hvis mannen dør.

Heldigvis var de godt i gang med dyrkingen og Bali greier både å ha nok til livets opphold. Lønnen er mye bedre enn ved steinknuserverket. Nå er de årlige avlingene fra rismarkene 1200 kasser med ris og hun regner med å nedbetale hele lånet hun tok opp iløpet av 2016. 

Støtt kvinner som Bali ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

 

Luke 18

18 desember 2016

Julie kommer fra et fattig området i India hvor mange jenter ikke får fortsette på skolen. Flere av venninnene hennes er sendt ut for å jobbe som hushjelper hos rikere familier. Den skjebnen slapp Julie unna. Hun får gå på skole. 

Broren fant ut om Lahanti Institute of Multiple Skills (LIMS), yrkesskolen som tilbyr elever fra fattige kår praktisk rettet utdanning. Foreldrene ønsket å støtte Julie og bestemte seg for å betale skolepengene. For å kunne bo på internat jobber Julie på ettermiddagene med å lage produkter hun kan selge. 

Hun var nervøs når hun begynte på skolen, spesielt for å bruke datamaskiner, de hadde hun aldri vært borti før. Men nå går det bra og nettopp data er en av de tingene hun nå behersker best. Her har hun også fått mange nye gode venner. Egentlig drømmer Julie om å bli sykepleier men utdanningen er dyr og vanskelig. 

- Kanskje kan jeg få meg en jobb i klesindustrien og så spare penger til å studere til å bli sykepleier. Jeg håper i alle fall jeg får en jobb når jeg er ferdig med utdannelsen her, sier Julie med håp i de varme øynene. 

Støtt jenter som Julie ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 17

17 desember 2016

Familien til Talabiti slet med å få to måltid på bordet om dagen. Mannen hennes hadde forsøkt uttallige muligheter for å få nok mat på bordet til familien på fem. Det snudde når paret gikk på jordbrukskurs sammen.

​Mannen eide land men var avhengig av monsoonregnet for å dyrke så han tok jobb på steinknuserverket i nærheten for å spe på inntekten. Han kjøpte også en rickshaw for å tjene ekstra penger. Men på grunn av jobben på steinknuserverket så fikk han en lungeinnfeksjon som gjorde at han måtte selge rickshawen for å dekke sykehusregningen. Så fikk han lån til å starte en sykkelreperasjonsbutikk. Men den gikk også dårlig da han ikke hadde tilstrekkelig kunnskap om sykkelreperasjoner. 

I 2014 fikk familien tilbud om å delta på et kurs i hvordan forvalte jorda hos Normisjons samarbeidsorganisasjon Lutheran World Service India Trust (LWSIT). Det snudde verden på hodet for den lille familien. Nå jobber de sammen på gården og dyrker sennepsfrø, potet, kål, tomater, spinat, gulrøtter og bønner. De har nå nok til tre måltider om dagen. De har også råd til å spare både til motorsykkel (slik at de kan frakte varene på markedet for salg) og døtrenes utdanning. 

Nå leder også Talabiti selvhjelpsgruppen "Blanke ark" hvor flere i lokalsamfunnet får hjelp til å bedre leveforholdene sine. Det er mange som trenger en ny sjanse og i denne gruppen er det rom for både håp, hjelp til selvhjelp og fremtidstro. 

Støtt kvinner som Talabiti ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 16

16 desember 2016

Utenfor den lutherske menigheten i Bengaria møter vi søstrene Priya (18) og Manisha (22). Jentene studerer begge i Dumka som ligger 125 km unna og er enige om at utdanningsmulighetene kunne vært bedre i hjembyen. 

Det er nemlig her de har vokst opp, med en mamma som er lærer og en pappa som eier et steinknuserverk. Jentene er enige om at det er store utfordringer med steinknuserverkene.
- De skaper arbeidsplasser men de forårsaker også mye støv som er helseskadelig. De er ikke bra, sier jentene samstemt. 

Men de er glad i Bengaria. Her har de vokst opp med søndagsskolen i kirken som tilhører Northern Evangelical Lutheran Church, en av Normisjons samarbeidskirker i India. Der trivdes de godt. 
- Vi liker oss bedre i Benagaria enn i Dumka fordi vi er født og oppvokst her. Det er kjekt å komme tilbake hit og være med familien, sier Pria som er sikker på at hun vil komme tilbake til Benagaria etter hun er ferdig utdannet. Søsteren ønsker å se an jobbmarkedet. 

- Vi håper at levestandaren til de som bor her vil bli bedre, også at det blir bedre skoletilbud slik det er i Dumka. Vi kan få et bedre utdanningstilbud her. Om folket her tar utdanning, vil også levestandarden øke, sier Manisha mens søsteren nikker. 

Støtt jenter som Priya og Manisha ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

 

 

Luke 15

15 desember 2016

I skolegården på Don Bosco School i India møter vi Sangeeta som står rakrygget og smilende. Hun bærer på en drøm mange av hennes jevnaldrende jenter ikke bærer på: hun ønsker å bli soldat. Det er ikke mamma like begeistret for. 

Moren er redd for hva som kan skje med henne. Med pappa som politiker og mamma som lærer bør man kanskje riktignok ikke være så overrasket over en jente med sterke meninger. Sangeeta tenker nemlig at yrkesvalget er en god mulighet for å tjene landet, hjelpe fattige og reise. Foreløpig er favorittfaget på skolen engelsk. 

Jenta som står foran oss kommer fra Pakur, en by preget av kullgruver som forurenser luften og tilbyr farlige arbeidsplasser. Å reise hjem er ikke førstevalget til Sangeeta. 
- Mange jenter som kommer fra samme sted som meg får ikke muligheten til å gå på skole. Så jeg er veldig heldig som får ta en utdannelse her på Don Bosco. Det håper jeg flere vil få mulighet til, forteller hun. 

Støtt jenter som Sangeeta ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 

- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"
 

Luke 14

14 desember 2016

 

Da Pulmuni valgte å gifte seg med mannen hun elsket ville ikke familien ha noe mer med henne å gjøre. Love marriage er ikke akseptert alle steder i India. Pulmuni valgte likevel å satse på kjærligheten. 

For å tjene penger begynte hun å jobbe som steinknuser men fikk tuberkolose. Heldigvis fikk hun behandling på Mohulpahari sykehus og ble frisk. 

For to år siden fikk hun to kuer av Normisjons samarbeidspartner, Lutheran World Service India Trust (LWSIT). Det er ikke vanskelig å se at det har betydd en enorm forskjell for Pulmuni og familien. Hun stråler som en sol når vi møter henne. 

Nå har Pulmuni to døtre som går i 1. og 4 klasse og takket være de to kuene er det mat på bordet. De har også etterhvert skaffet seg 7 høner som gjør at de kan selge egg på markedet. Familien har også nå fått mulighet til å leie 4 mål med mark hvor de dyrker ris. Det er en travel hverdag for mannen hennes jobber som dagarbeider på bygningsplasser og tjener ca 15 kr/dagen.  

Støtt familier som Pulmuni sin ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 13

13 desember 2016

Sila, familien og noen vennepar eide land men dyrket ingenting på jorden. Nå har de fått hjelp av Normisjons samarbeidspartner, Lutheran World Service India Trust (LWSIT) til å starte mangoplantasje.

De har investert 10800 indiske rupi (ca 1000 kroner) for å starte mango dyrkingen og LSWIT har hjulpet dem å forbrede jordene for dyrkning. Det kommer til å ta tre år før de får full avling. De planlegger å bruke mangoen til eget forbruk men også selge noe på det lokale markedet. 

50 prosent av overskuddet fordeles mellom gruppemedlemmene mens 50% går inn i gruppens egen mikrobank. Her kan alle medlemmene søke om lån og på de ukentlige møtene i selvhjelpsgruppen avgjøres det hvem som får innvilget lån. 

De ønsker å få til en ordentlig brønn med vannpumpe slik at de kan dyrke grønnsaker og tjene mer penger. Nå går ikke det på grunn av vannmangel. Noen ganger er den lokale brønnen tom i 4-5 måneder i året og nærmeste ferskvann er 3km unna. Men før de kan bygge en solid brønn må de tjene penger på mangodyrkingen. 

Det var kvinnene i landsbyen som tok initiativ til mangoplantasjen men nå har mennene også blitt interessert og begynt å hjelpe til. De er kvinnene glad for særlig siden mennene også har sluttet å drikke så mye alkohol. 

Støtt familier som Sila sin ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"
 

Luke 12

12 desember 2016


Soren smiler fra øre til øre. Gutten fra en landsby nær Dumka i India elsker fotball på fritiden og engelsk på skolen. Han går i 7. klasse på Lahanti Mission School og drømmer om å en dag bli lege. Det finnes nemlig ikke noen lege i landsbyen der han kommer fra, så håpet er å kunne bli lege for så å jobbe som det i landsbyen. 

Foreldrene støtter sønnens lege-drøm. De er santaler (minoritetsgruppe) og jobber selv som bønder. Inntekten er ikke all verden og de ønsker noe mer for barna. Soren har mange søsken, to brødre og tre søstre. Ingen av de andre søsknene går på skole selv om det er Soren som er yngst. Søsknene er hjemme og dyrker grønnsaker, ris og hvete sammen med foreldrene. 

Sorens landsby er langt fra skolen så han bor på internat sammen med andre jevnaldrende. På denne måten kan han ha et trygt sted å være mens han går på skole. 
- Jeg trives her. Vi spiller fotball, får god mat, lærer hagearbeid og leser bibelen sammen, forteller Soren ivrig før han løper ut på fotball banen. Han kan ikke gå glipp av flere minutter med fotball i dag.  

Støtt barn som Soren sin ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

 

Luke 11

11 desember 2016

Trebarnsmamma Suna jobber fra morgen til kveld men har likevel lite å rutte med. Hun har ikke noe fast jobb men noen ganger blir hun ansatt som dagarbeider. Det er hardt 8 timers arbeid og lønnen er 10 kroner dagen. I tillegg venter husarbeid, matlaging og arbeid på åkeren. Å sende alle barna på skolen er ikke et alternativ. 

Hun har tre sønner som hun er veldig stolt av. En av dem, Rakish har nå fått mulighet til å begynne på yrkesopplæringsskolen Lahanti Insitute og Multiple Skills (LIMS). Det er mamma Suna veldig fornøyd med. 

- Jeg håper han gjør noe bra med livet sitt og kommer tilbake til landsbyen og er et godt forbilde for andre barn og unge her, sier Suna som også håper at sønnen vil tjene litt penger sånn at han kan bidra til de økonomiske utfordringene familien har. Taket på huset lekker og skulle for lengst være skiftet.  

Suna har tre sønner. Den yngste går på ungdomsskolen men den mellomste sønnen er ferdig med videregående og går bare hjemme. De har ikke råd til å sende han videre på skole. Kanskje når Rakish begynner å tjene penger kan det være håp for utdannelse av de yngste brødrene også. 

Støtt familier som Suna sin ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"
 

 

Luke 10

10 desember 2016

Hun står der stolt i sykepleieruniformen, 21-år gamle Ranju. Hun har alltid ønsket å bli sykepleier slik at hun kan hjelpe mennesker i nød. Nå går hun 3. året på sykepleierskolen i Mohulpahari og drømmen går snart i oppfyllelse. 

Alkoholisme er et av de store helseproblemene i Jharkhand, India. Det er menn som drikker. Menn som ikke da tar vare på hverken seg selv eller familien. Kvinnene er ofte analfabeter og husmødre. Det gjør det utfordrende når helseutgiftene stiger og inntekten synker på grunn av alkoholen. 

- Det er også et stort problem at barn får diare og blir underernært. Foreldre burde få bedre kunnskap om hva de skal gi av mat til barna og hvordan de kan forhindre at de blir syke. De bør også spare penger slik at de kan sende barna på skole og ta en utdanning. Det vil alle ha godt av på sikt, sier en engasjert Ranju. 

Det er vanskelig å få fast jobb som sykepleier så hun er villig til å flytte på seg for å få jobb når hun er ferdig. Statlige jobber er mer ettertraktet da de statlige institusjonene betaler pensjon noe privat sektor ikke gjør. 

Støtt helsearbeidere som Ranju ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 9

09 desember 2016

Ganesh vokste opp med 6 søsken i et lite bambushus hvor alle barna sov på gulvet. Hver morgen syklet han 7km hver vei fra landsbyen for å gå på skole. Nå har foreldrene fått bygd seg et hus i mur med to rom og Ganesh studerer og går en lys fremtid i møte. 

For en liten stund siden fikk Ganesh høre om Lahanti Institute of Multiple Skills (LIMS), en yrkesskole som en av Normisjons samarbeidspartnere i Jharkhand, India driver. Faren hans mente at det var viktig for sønnen å tilegne seg IT-kunnskaper og sendte sønnen for å studere på LIMS. 

Nå studerer Ganesh økonomi og drømmer om å jobbe i bank. Han stortrives på skolen og bor på internatet. Den største forskjellen på internatet og landsbyen hjemme er at det er innlagt vann og strøm på LIMS sitt internat. Det finnes ikke i landsbyen der han kommer fra. 

- Jeg er veldig fornøyd med å kunne studere her og jeg har også fått mange nye gode venner som jeg aldri ville ha truffet hvis jeg ikke hadde begynt her. Jeg håper vi alle får jobb på samme sted når vi er ferdige her, sier Ganesh som er tydelig begeistret for sine nye venner. 

Etter vanlig skoletid går han også på kurs i elektrofag. Det trives han også med for han kunne ikke noe om dette tidligere. LIMS ønsker å utruste ungdom fra fattige kår med praktisk kunnskap som de kan bruke i yrkeslivet. Du kan være med å hjelpe dem å utdanne flere.

Støtt elever som Ganesh ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Vipps ønsket beløp til #10709 (Normisjon) og merk "Julegaven 2016"
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 8

08 desember 2016

For Sarathi er det dribling, løping og taktikk som står i hodet. Jenta er kaptein på det lokale fotballlaget men leder også selvhjelpsgruppen Gram Unnatgan. ​

Selvhjelpsgruppene er sentral i samfunnsutviklingen i Jharkhand. Delstaten og lokalsamfunnene har mange utfordringer og selvhjelpsgruppene driver med alt fra helse- og informasjonsarbeid til politisk påvirkning til mikrofinans. Gruppene er en nøkkel for å engasjere lokalsamfunn og politiske myndigheter til å forbedre situasjonen for befolkningen.

Det er nettopp dette Sarathi ønsker å gjøre med livet sitt. Jobbe i en frivillig organisasjon og hjelpe andre. Det som står lengst ned på lista over drømmer er å gifte seg. Det er hun ikke så opptatt av men fotball derimot, det engasjerer. I 2014 vant fotballlaget hennes det lokale cupspillet. Det håper hun vil skje igjen. 

Støtt kvinner som Sarathi ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 7

07 desember 2016


Plutselig stod Lucie som leder for en radiostasjon. Den tidligere sjefen for Radio Dumka fikk seg ny jobb og hun fikk innta sjefsstolen som første kvinne noen gang. Det var ikke noen selvfølge for en minoritetskvinne i India

Det var mye nytt administrativt å lære seg fra dama som ellers var dreven i å lage radio. Hun fikk heldigvis mye hjelp i overgangen. Det setter hun stor pris på og har ikke opplevd å ha blitt sett ned på fordi hun er kvinne. Lucie er santal og kan bekrefte at det ikke er vanlig i hennes folkegruppe at kvinner tar administrativt ansvar. Det er tradisjonelt blitt sett på som mennenes oppgave.

- Jeg har aldri hørt om at en santal-kvinne blir landsbysjef men synet på kvinner er i ferd med å endre seg. Det er fortsatt kvinner som blir undertrykt  men det finnes en ny generasjon med svært intelligente santalkvinner. De studerer medisin, ingeniørfag og økonomi, forteller hun og legger til at de også i radioarbeidet jobber aktivt for å fremme likestilling.

Radioen sender kristne programmer men er også opptatt av samfunnsutvikling i fattige områder. 

- I en liten by som radioens team besøkte gikk ingen barn på skole. Det fantes ikke noe skole. De spiste bare ris krydret med salt og chili. Det var alt. Det var ingen næring i maten. Teamet fra radiostasjonen oppmuntret landsbyboerne og begynte å jobbe med dem. I løpet av 4-5 år fikk landsbyen støtte av myndighetene til å oppgradere hus og bygge en skole. Nå går til og med jentene på skole og det finnes en liten kirke i landsbyen, forteller Lucie engasjert. Det er tydelig at hun brenner for arbeidet. 

Støtt kvinner som Lucie i ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 6

06 desember 2016

Gulabi jobber 8-10 timer dagen i blodslit som steinknuser. Ryggen verken om kveldene og ferie kan hun se lenge etter. Lønna: 37 kroner dagen. Men hun har ikke noen alternativ. Det finnes ingen andre jobber i landsbyen hennes og noe må sørge for litt mat i magen og tak over hodet. 

Jenta på 22 har akkurat giftet seg. Det er i det minste en trygghet. Det er ikke noen ukjent sak at kvinner ved steinknuserverkene blir grovt utnyttet seksuelt. Flere må love å tilby seksuelle tjenester i tillegg til å bære blytung stein for å få lov til å jobbe. 

Gulabi er mer bekymret for støvet. Det finnes ikke noe tilgjengelig reell beskyttelse mot støvet. Hadde det gjort det hadde hun gladelig betalt det selv. Hun skjønner at støvet ikke er godt for lungene på sikt. Sykehuset Mohulpahari som ligger i nærheten er godt kjent med dette problemet. Mange av steinarbeiderne sliter med lunger som kollapser i ung alder av KOLS, astma eller lungekreft. 

Normisjon jobber for å bedre steinarbeiderne sine rettigheter gjennom samarbeidsorganisasjonen Evangelical Social Action Forum (ESAF). Gjennom rettighetsarbeid og skaping av alternative arbeidsplasser ønsker man å gi dem bedre utsikter til en god og trygg fremtid.

Støtt steinarbeidere som Gulabi ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 5

05 desember 2016

Det er kanskje ikke så mange sju år gamle jenter som drømmer om å bli sjåfør hverken i India eller i Norge. Men det er nettopp dette yrke pappen til Nisha har. Skolejenta er fast bestemt på at det er en fin jobb for fremtiden.

Nisha går i 1. klasse på Don Bosco School i India. Her får hun en god utdannelse sammen med over 900 andre elever. Å lære seg å lese lærte hun allerede i barnehagen som Don Bosco også driver så det er ingen utfordring for jenta å lese pensumbøker.

Nisha er som jenter flest. Hun leker og ler med venninner og trives best på skolen i timene med samfunnsfag. Når hun kommer hjem er det å leke gjemsel med søsteren det som står høyest på agendaen. At hun er en minoritet er ikke noe hun tenker så mye på. På Don Bosco går alle elevene i samme uniform. Her trenger de ikke å tenke på hvem som er rike og fattige eller hvem som tilhører den ene eller andre gruppen. Her er de, som seg hør og bør, like mye verdt alle sammen. 

Støtt barn som Nisha ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 4

04 desember 2016

Shiwangi går i 10. klasse ved Don Bosco school. Her stortrives hun og studerer fra morgen til kveld. Denne jenta har ambisjoner.

Skoledagen begynner kl 09.30 og avsluttes kl 15.00. Så går turen rett hjem hvor hun både får leksehjelp og studerer på egen hånd. Middagen inntas ikke før kl 21.00 på kvelden.
- Jeg vil enten studere juss og bli dommer eller ledelse og jobbe i et departement. Hvis jeg skal studere juss så vil jeg helst gå på universitetet i Patna, forteller hun ivrig.

 

Søsteren har også gått ved Don Bosco men har valgt en litt annen retning. Hun studerer naturfag. Kanskje blir det både en lege og en advokat i familien. Det vil nok ikke pappaen som jobber som inspektør på en statlig eid skole eller hjemmeværende mamma bli lei seg for. I tillegg har jentene to yngre brødre som går på Don Bosco i 6. og 8. klasse. Brødrene heier mest på at Shiwangi skal bli dommer. 

Hun har ingenting vondt å si om skolen og det skader ikke at bestevenninnen Priti går i samme klasse. 
- Her lærer jeg veldig mye og har det alltid bra. Dette er alltid et sted å komme tilbake til men jeg vil gjerne ut å se verden etterhvert, sier hun med et glimt i øyet som overbeviser. 

Støtt barn som Shiwangi ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Luke 3

03 desember 2016

Mala har alltid vært interessert i å sy og pleier å sy klær til familien. Nå håper hun å lære seg nye ferdigheter slik at interessen kan spe på økonomien hjemme. Hun har aldri før tjent egne penger. Det er vanlig at mennene har det økonomiske oversikten og ansvaret.

Hun har begynt på et tre måneders kurs hos Normisjons samarbeidspartner Evangelical Social Action Forum (ESAF) i India. En tekstilfabrikk i landbyen hennes rekruterte henne og 20 andre kvinner. De har blitt lovet jobb når de kommer tilbake. Mala er fornøyd med kurset og har allerede lært seg mange nye ferdigheter på symaskinen. Hun durer i vei for å få ferdig noen skjorter før hun setter seg i bilen hjem til internatet etter endt arbeidsdag. 

Mannen jobber som bygningsarbeider og det har tidligere ikke vært noen arbeidsmuligheter for kvinner. Alle de tre barna deres bor 100 kilometer unna hos slektninger. Det finnes ingen utdanningsmuligheter i landbyen Hazaribag i Jharkand hvor de er fra så sønnen på 17 år og døtrene på 10 og 14 år har flyttet for å kunne fortsette å gå på skole. Hun drømmer om at barna skal få gode jobber etter endt utdannelse. - Helst noe statlig, forteller hun. Det virker som det sikreste for en god fremtid. Med ekstra inntekt gjør det i alle fall jobben lettere å la barna fortsette på gode skoler. 

Støtt kvinner som Mala ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

 

Luke 2

02 desember 2016

For 8 dager siden ble Helen mamma for andre gang. Også denne gangen ble det en gutt. Også denne gangen trengte den lille å komme ut av magen ved hjelp av keisersnitt. Det eneste trygge stedet for den nyfødte å komme til verden var sykehuset i Mohulpahari. Forrige gang ble det et akutt keisersnitt, denne gangen var det planlagt. 

Helen trives på sykehuset og mannen hennes Malin sørger for at kona får mat og stell på sykehuset. Det er ikke alle steder sykepleiere har tid til å gjøre alt de gjør i Norge. Normalt reiser pasienter som tar keisersnitt hjem 8 dager etter fødselen men Helen sitt hemoglobin nivå er lavt som gjør at hun må bli litt lengre. 

Hjemme i landsbyen har de et eget lite hus og når de kommer seg ut fra sykehuset venter tradisjonell hårklipp av den nyfødte. Santalfolket feirer nyfødte på denne måten. De koker også ris og i risvannet legges et blad som setter smak og senere serveres som drikke til alle i landsbyen. Etter denne sermonien får barnet navn. Både jenter og gutter feires på samme måte. 

Støtt kvinner som Helen ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"


Luke 1

01 desember 2016

Santaljenta Miru setter seg gladelig på sykkelen de 10 kilometerne til Lahanti Mission School. Sykkelturen tar en time men hun får sykle sammen med gode venner og er glad for å kunne ta en utdannelse. Det er det ikke alle minoritetsjenter i området som får. 

Skolen var ikke lett de første årene. Hjemme og med venner snakker hun morsmålet santali mens undervisningen på skolen foregår på majoritetsspråket hindi.  Nå går det bedre og Miru har allerede rukket å begynt i 7.klasse. Her får hun en god nok utdannelse til å kunne fortsette å studerer sykepleien i Dumka om noen år. Naturfag er allerede favorittfaget.

Jentene setter kursen hjem igjen. Hjemme venter to yngre søstre og to yngre brødre samt foreldrene i landbyen Basko. Som alle andre i landsbyen jobber begge foreldrene som bønder. Miru ønsker seg et annet yrke for fremtiden. Vær med å støtt henne og andre barn og unge i området. 

Støtt barn som Miru ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord JUL til 2302 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2016"

Et barn er oss født

24 desember 2015

I 24 dager har vi skrevet om sårbare barn fra hele verden, men det var dette barnet som for over 2000 år siden endret alt:

"Det skjedde i de dager at det gikk ut befaling fra keiser Augustus om at hele verden skulle innskrives i manntall. Denne første innskrivningen ble holdt mens Kvirinius var landshøvding i Syria. Og alle dro av sted for å la seg innskrive, hver til sin by. Josef dro da fra byen Nasaret i Galilea opp til Judea, til Davids by Betlehem, siden han var av Davids hus og ætt, for å la seg innskrive sammen med Maria, som var lovet bort til ham, og som ventet barn.

Og mens de var der, kom tiden da hun skulle føde, og hun fødte sin sønn, den førstefødte. Hun svøpte ham og la ham i en krybbe, for det var ikke husrom for dem. Det var noen gjetere der i nærheten som var ute på marken og holdt nattevakt over flokken sin. Med ett sto en Herrens engel foran dem, og Herrens herlighet lyste om dem. De ble overveldet av redsel. Men engelen sa til dem: «Frykt ikke! Se, jeg forkynner dere en stor glede, en glede for hele folket: I dag er det født dere en frelser i Davids by; han er Messias, Herren. Og dette skal dere ha til tegn: Dere skal finne et barn som er svøpt og ligger i en krybbe.»  Med ett var engelen omgitt av en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: «Ære være Gud i det høyeste, og fred på jorden blant mennesker Gud har glede i!» 

Da englene hadde forlatt dem og vendt tilbake til himmelen, sa gjeterne til hverandre: «La oss gå inn til Betlehem for å se dette som har hendt, og som Herren har kunngjort for oss.» Og de skyndte seg av sted og fant Maria og Josef og det lille barnet som lå i krybben. Da de fikk se ham, fortalte de alt som var blitt sagt dem om dette barnet. Alle som hørte på, undret seg over det gjeterne fortalte. Men Maria tok vare på alt som ble sagt, og grunnet på det i sitt hjerte. Gjeterne dro tilbake. De lovet og priste Gud for alt de hadde hørt og sett; alt var slik som det var sagt dem." (Lukas 2, 1-20)

"For et barn er oss født,  en sønn er oss gitt. Herreveldet er lagt på hans skulder. Han har fått navnet Underfull rådgiver, Veldig Gud, Evig far, Fredsfyrste." (Jesja 9,6)

Gud kom, og Gud kommer til deg.

Normisjon ønsker deg og dine en velsignet jul og et strålende nytt år! 

Noas ark

23 desember 2015

I en fattig bydel i storbyen Guayaquil, Ecuador bor Jorge på 9 år sammen med sin mor og bror (her avbildet med mor og søndagsskolelærer Sayanara). Der har han bodd hele livet, og helt siden han var liten begynte moren å gå i den lutherske menigheten ”Noas ark”. Faren hans døde i en motorsykkelulykke når han var liten, men moren har gjennom sin jobb som hushjelp og ansvarlig mor alltid vært en viktig trygghet og støtte for han.

Moren til Jorge er leder i bønnegruppa i menigheten, samt voksenleder i Soul Children og deltaker i kvinnegruppa, og Jorge er alltid med. I tillegg kommer han også på barneopplegg og gudstjeneste i menigheten. Derfor er Jorge allerede aktivt med i menigheten på tross av sin unge alder.

I utgangspunktet er barn av alenemødre veldig utsatt for å bli rekruttert til både gjengmiljø og dopmisbruk, men Jorge er en gutt med tydelige meninger og drømmer for livet sitt. ”Jeg tok imot Jesus når jeg var 8 år gammel, og min drøm når jeg blir stor er å dra til andre steder i verden for å evangelisere og snakke om Jesus”.

”For meg er Jesus Frelseren min, og når jeg er lei meg fyller han meg med glede”, sier han med et stort smil om munnen som han alltid har med seg. Spesielt gøy er det for Jorge at han allerede har blitt med i Soul Children-koret i menigheten, og om ikke mange dager fyller han 10 år og kan begynne å gå i tweensgruppa også.  

Odd Magnus Venås, teltmaker, Ecuador
 
Støtt barn som Jorge ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015"

Snur treden!

22 desember 2015

Mange land har jobbet målrettet med barn og unge med funksjonsnedsettelser og utviklingshemming siden 40-tallet, men i mange land begynte man med dette først på slutten av 90-tallet. Dette gjør hverdagen til mange barn med funksjonsnedsettelser og utviklingshemming sårbar. Men nå jobbes det for å snu trenden. 

For 10-året på rad samlet barn og voksne med funksjonsnedsettelser og utviklingshemming fra 24 narsjoner deltok på en tre-dager festival "Sambhav 2015" i New Dehli, India. Deltagere fra Disabled Persons' Association of Bhutan (DPAB) som Normisjon samarbeider med fikk muligheten til å delta og kom inspirert tilbake.
 
Programmet inneholdt flere seminarer fra anerkjente talere og deltagerne holdt et kulturshow på kvelden. - ALPANA (organisasjonen som stod bak festivalen) snakket om betydningen av dans og kunst for å hjelpe barn med spesielle behov å utvikle seg. Dette motiverte oss og barna våre til å bruke dette mer. To forelesere fra andre land snakket om hvordan dette har blitt implementert i deres land og det var veldig interessant, sier Sonam som jobber for DPAB.
 
DPAB jobber målrettet for å fremme rettighetene til barn, unge og voksne personer med funksjonsnedsettelser og utviklingshemming i Buthan og har en kjempe viktig funksjon i landet.
 
Sunniva Vikan, informasjonsrådgiver
 
Støtt barn som dette ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015"
 
 

 

Det nytter!

21 desember 2015

Anar er 16 år gammel, og han har bodd på barnehjemmet i 6 år. Han har både fysiske og psykiske funksjonsnedsettelser og sitter i rullestol. Menzer på Normisjons-teamet forteller at da hun først møtte Anar for ca 3 år siden, satt han i en vanlig barnevogn som var altfor liten for ham. Han fikk lite stimuli, var aggressiv og pleide å rive i stykker klærne sine. Med støtte fra Normisjon ble en ny rullestol kjøpt inn til ham, og teamet begynte å arbeide målrettet med ham. En dag fikk de vite at Anar hadde brukket beinet. Det var et stygt brudd som krevde operasjon og det var vanskelig å finne et sykehus som var villige til å behandle Anar, men takket være støtte fra Normisjons givere i Norge og god innsats fra våre lokale medarbeidere, fikk Anar behandlingen han trengte, og bruddet grodde til slutt som det skulle.

Gjennom dette ble det også gjenopprettet kontakt med Anars familie. I en periode tok moren ham hjem til seg, men det ble dessverre for vanskelig for familien å ha ham boende hjemme fast. Moren er derimot ofte innom på besøk, og hver sommer får Anar nå komme hjem til familien på sommerferie. Menzer forteller at Anar var veldig aggressiv da hun først begynte å jobbe med ham, men nå har han en god utvikling, selv om han ikke har potensiale verken for å lære å snakke eller å gå. Han er oppmerksom, han gir respons på det han blir fortalt, og han har blitt mye roligere gjennom årene vi har jobbet med ham, forteller hun.

Synnøve Aanstad Baghirova, utsending i Aserbajdsjan

Støtt barn som Anar ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015"

En vakker fremtid

20 desember 2015

Sorna er 12 år og bor i nabolaget til Martin Luther College (MLC) i Dhaka, Bangladesh. Hun er yngst i en søskenflokk på tre. Både storesøster Tandra og storebror Sonjoy har vært elever på MLC. I tillegg jobber moren Papri på skolen som vaskehjelp. Da er det kanskje ikke så unaturlig at Sorna selv ønsker å gå videregående skole på MLC, når tiden er inne om noen år.

Sorna bor sammen med søsken, mor og far på ett lite rom. Noen sover på senga, noen på gulvet. De klager ikke. De har tak over holdet og nok til livets opphold. Når vi kommer på besøk, blir vi gladelig tilbudt kjeks og te. De har ikke mye, men de deler gladelig det de har.

Ifølge faren er Sorna det smarteste medlemmet av familien. Når vi spør Sorna selv hva hun tenker om fremtiden, sier hun: Først skal jeg fullføre skolen. Så skal jeg begynne på videregående, helst Martin Luther College. Jeg har hørt mye fint om skolen. Nå har MLC også en naturfagslinje. Det passer Sorna bra. Favorittfaget er nemlig matematikk.

Etter videregående ønsker hun å utdanne seg til å bli sykepleier. "If I can be a nurse, my future is beautiful", sier hun. Helst vil hun jobbe som sykepleier på et statlig sykehus. Da kan hun, ifølge moren, tjene mellom 20.000 og 30.000 taka i måneden, det vil si om lag 2.500 norske kroner. Det blir i så fall mer enn foreldrene hennes noen gang har tjent.

- Hva tenker hun ellers om fremtiden, vil vi vite, med dårlig skjult hentydning til om hun tenker å gifte seg en gang og eventuelt når. "I vår kultur", begynner hun, "så bestemmer foreldrene slikt". Sorna tror ikke foreldrene vil at hun skal gifte seg før hun er ferdig med utdannelsen, noe moren faktisk bekrefter. Men når hun har fått seg en jobb, er det på tide. I Bangladesh gifter over halvparten av jentene seg som tenåringer. De fleste av disse har lite utdannelse. Sorno vil ikke ha det slik, ikke moren eller faren heller. – Men hvis du ikke liker den personen som moren og faren din finner til deg, hva sier du da, spør vi. Da sier jeg "nei", sier hun bestemt.

Det tror vi Sorna har muligheten til. Mange i Bangladesh har ikke det. 

Hans Jørgen Hagen, utsending i Bangladesh
 
Støtt barn som Sorna ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015"

Vil tjene lokalsamfunnet

19 desember 2015

Denison (13) kommer fra den etniske minoritetsgruppen Mal Paharia. De er en av de mange sårbare urfolkgruppene i India og består av rundt 100 000 personer i Jharkhand området. Stammefolket er fattige og bor i avsidesliggende skogs- og fjellområder og holder seg ofte unna hovedstrømningene i samfunnet.  

Nå går han i femte klasse på skolen Don Bosco i India. Faren jobber som evangelist og moren jobber som barnevernspedagog. Morens stilling er i et prosjekt og er en lavtlønnet stilling. Faren tjener heller ikke noe godt og familieinntekten er veldig lav. Denison ønsker å gå på Don Bosco fordi det undervises på engelsk her noe som gir han en fordel når han skal studere videre og i jobbmarkedet. Mange bøker på høyere utdanninger i India er på engelsk. Men det å studere på en slik skole er kostbart. 

Denison er veldig takknemlig for stipendet han får slik at han kan gå på Don Bosco. Uten denne støtten hadde han ikke kunnet tatt denne typen utdanning som er både av høy kvalitet og anerkjent i landet. Han drømmer om å bli offentlig tjenestemann og tjene lokalsamfunnet sitt og planlegger å ta høyere utdanning etter han er ferdig på Don Bosco. - Jeg er veldig takknemlig for skolen og giverne som gjør det mulig for meg å gå her. Vær med å be for meg, sier Denison. 

Rosemary Hembron, rektor ved Don Boscho School og Sunniva Vikan, informasjonsrådgiver. 
 
Støtt barn som Denison ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015"

Alle barn har rett til å gå på skole og få utdanning.

18 desember 2015

 
Aminata bot i Mali og har begynt i første klasse i år. Hun stortrives med det. Hun ba selv om å få begynne på skolen og foreldrene samtykket. Begge foreldrene er til stede for barna sine. Det er ikke det at de er så rike og har overflod i heimen, snarere tvert imot. Men kanskje er det en fordel at mor fikk gå på skolen da hun var barn og far er lei seg fordi det ikke var noe skoletilbud da han var liten. Men nå har alle her mulighet.
 
Men hvorfor får ikke Kadijato begynne på skolen? Hun er sju år for lengst. Hun bor på nabotunet. Hva mor hennes vil er ikke så godt å si, men hun har fått utallige oppfordringer til å la henne begynne på skolen. Hun er alene med fem barn, og hvor er far? Enten er han ute på leit etter arbeid, eller bor et annet sted, eller han lever kanskje ikke... Hvordan kan vi støtte barn som Kadijato?
 
Astrid Breivold, kortidsutsending i Mali. 
 
Støtt barn som Aminata og Kadijato ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å:
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015"

Foto: Illustrasjonsbilde fra Mali. 

Sårbare barn

17 desember 2015

59 millioner barn får ikke gå på skole. 
230 millioner barn er rammet av krig og konflikt. 
Hvert andre sekund står en jente barnebrud. 
Hvert minutt dør 21 barn før de fyller fem år. De fleste dødsfallene kunne vært unngått. 
Barn fra minoritetsgrupper er mer utsatt for vold. 
150 millioner barn mellom 5 og 14 år jobber i arbeid som er skadelig eller som hindrer deres utvikling.

Dette er noen av utfordringene sårbare barn står ovenfor. 

Jesus sa: "La de små barna komme til meg og hindre dem ikke! For Guds rike tilhører slike som dem" (Lukas 18,16) 

Alle barn fortjener en god og fredfull jul. 

Vær med og støtt sårbare barn ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Bitt av en edderkopp

16 desember 2015

Asan er tre år og kommer fra en kommune lengst øst i Okhaldhunga, Nepal. 

Den lille gutten ble bitt av en edderkopp for noen måneder siden. Han fikk hjelp ved den lokale helseposten. Hevelsen gikk ned men smertene forsvant ikke. En dag stakk benet fra stortåa ut av såret! Da pakket de benet pent inn og gikk en dag til Okhaldhunga sykehus.

Det viste seg at etter bittet hadde han fått en infeksjon som hadde gått til beinet. Når de så på røntgen bildet, så de at også det lange tynne benet som går til stortåa, var råttent. Da trenger han mer hjelp enn vi kan gi ham. Asan har nå blitt henvist til et annet sykehus som er spesialister på dette. Det er godt å være en del av et nettverk med en kirke i Kathmandu som tar imot pasienter fra oss og hjelper dem til de aktuelle behandlingsstedene.

Det er nærliggende å tro at både Asan og mammaen hans ønsker seg at han får en frisk fot til jul.

Kristin Bøhler, utsending ved Okhaldhunga sykehus og direktør for Normisjon i Nepal. 

Støtt barn som Asan ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Har fått en ny mamma!

15 desember 2015

Malir, en 15 år gammel gutt fra Kambodsja har en sterk historie å fortelle oss

- Før så pleide alltid mamma å slå meg og få meg til å gjøre tungt arbeid som å bære vann, vende jorda og plante grønnsaker. Jeg hadde aldri nok tid til å gå på skole og gjøre lekser. Jeg var redd for mamma og jeg snakket aldri om noe personlig med henne. Vi hverken lekte eller snakket sammen. Det turte jeg ikke. Men etter at pastoren inviterte henne til å bli med på kursingen hos ICC (International Cooperation Cambodia) har hun endret seg mye. Hun har ikke bare sluttet å slå meg, men hun har også sendt meg på skole neste hver dag og hun spør meg ofte om jeg har noen problemer på skolen eller med venner. Jeg blir så glad når mamma er så oppmerksom på ting i livet mitt.

Normisjon har samarbeidet med ICC siden 2007 og er veldig takknemlig for den jobben organisasjonen gjør.

International Cooperation Cambodia og Sunniva Vikan, Informasjonsrådgiver

NB! Bildet i denne saken er et illustrasjonsbilde. 

Støtt barn som Marlin ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Terlan reiste seg!

14 desember 2015

Terlan i kjent positur. Han løfter hendene når han får mat. Han er 6 år gammel, men ser ut som om han ikke er mer enn 3 år. Han har både fysiske og psykiske funksjonsnedsettelser, og har bodd på et statlige barnehjemmet i Aserbajdsjan i litt over 2 år. Terlan ble da overflyttet fra en annen barnevernsinstitusjon, og det ser ut til at han ble forlatt av foreldrene allerede ved fødselen.

Vesle gutten var underutviklet og veldig aggressiv da han kom til dette barnehjemmet, og det var tydelig at han led under mangel på omsorg. Han slo seg selv og pleide å dunke hodet mot veggen, sengekanten eller stolen han satt i. I begynnelsen hadde han konstant blødninger på det ene øret og på nesebeinet. Normisjon har et team som besøker barnehjemmet for å gi barna mat, omsorg og stimuli. Jentene på dette teamet begynte å jobbe med ham, og å vise ham kjærlighet og omsorg. Sakte men sikkert har Terlan vist fremgang. Sårene på øret og nesa har grodd, og Terlan har lært seg å leke med leker i stedet for å slå seg selv.

Han er særlig glad i leker med lyd. Han har også lært å stå på alle fire og å krabbe. Høydepunktet i utviklingen hans så langt kom i mai, da han reiste seg opp på begge beina for første gang, med støtte i en stol. Dessverre fikk han ikke den stimulien og oppfølgingen han trengte over sommeren, da Normisjons-teamet måtte ta en pause i arbeidet på grunn av dialog med myndighetene. Utviklingen hans stagnerte litt, men siden september har teamet fortsatt å jobbe med ham, og han får igjen krabbe og boltre seg. Håpet er at en dag kan Terlan lære å gå.

Synnøve Aanstad Baghirova, Aserbajdsjan

Støtt barn som Terlan ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

 

 

Barnebrud

13 desember 2015

Jeg kjenner det vrir seg i magen når jeg tenker på møtet mitt med Chandi. Jeg har ventet et helt år med å fortelle denne historien "på trykk".

Jenta som stod foran meg en glodhet novemberdag i en avsideliggende landsby i Bangladesh har ikke engang fylt 16 år. Likevel står hun der med et blikk som er vanskelig å møte og med en sønn på armen. Hun bryter sammen med en gang hun begynner å fortelle historien sin. Jeg greier heller ikke å holde tårene igjen. Jeg har hørt tøffe historier før men denne tar kaka. 

Hun ble giftet bort alt for tidlig og det bærer hun tydelig preg av. Hvert andre sekund står en jente barnebrud, sies det. Nå står et vitne foran meg. Jeg kan love deg at det ikke ser pent ut.

En litt rikere familie hadde brukt et år på å overtale den lutfattige familien med åtte barn om å gifte bort datteren til sønnen deres. - Vi kommer til å behandle henne som vår egen datter, sa de. - Hun skal få fortsette å gå på skole og skal slippe å jobbe, sa de. Løfter ble brutt. Chandi ble merket for livet. 

Det første året hadde ekteskapet gått greit. Den nye svigersønnen hadde kommet og mast mye om medgifte. Han ville ha en mobiltelefon. Han ville ha en motorsykkel. Familien hadde ingenting å tilby. De slet nok med å mette de ni munnene som var igjen i familien. 

Så får Chandi og ektemannen en sønn. Sånt pleier jo å være stor stas men for Chandis ektemann er det dråpen som fyller begeret. Han begynner å slå henne. Torturer henne. Tvinge henne til å drikke alkohol. Til slutt blir det så ille at familien velger å hente henne hjem. Mannen svarer med å si "Jeg vil skille meg. Jeg vil skille meg. Jeg vil skille meg." I følge loven i Bangladesh er ikke dette en skilsmisse men i følge kulturen kan mannen bare si dette tre ganger også er de skilt. Å dra en lutfattig ektemann gjennom rettssystemet vil antageligvis heller ikke føre frem. En organisasjon som Normisjon støtter, SanCred har prøvd i mange måneder uten resultater. 

Så står hun der foran meg med et blikk som får meg til å vri meg i smerte. Jeg lurer på hvordan Chandi da føler det. SanCred vil tilby henne yrkesopplæring, å sy for eksempel, noe hun kan gjøre mens hun er hjemme og passer barnet. Jeg håper dagene til Chandi er bedre nå. Jeg tenker på henne hele tiden, fremdeles med en klump i magen. 

Sunniva Vikan, informasjonsrådgiver

NB! Vi har gitt Chandi nytt navn for å beskytte henne. Vi har valgt å bruke riktig bilde av henne da hun ønsket at vi skulle fortelle historien hennes. 

Støtt barn som Chandi ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

- Hvorfor må jeg være her?

12 desember 2015

– Hvorfor må jeg være her?, sier Saben (9) med store mørke øyne som bærer preg av en tøff situasjon. Hun sikter til flyktningleiren hun bor i.  – Før jeg sovner om kvelden så later jeg som om jeg er på skolen, at jeg lærer nye ting, at foreldrene mine henter meg når skolen er ferdig og at vi lever i fred, sier hun trist. Saben er en av femten millioner barn i Midtøsten som ikke får gå på skole. 

Den kristne tv-kanalen SAT-7 tar opp kampen og tilbyr skoleprogram gjennom sine tv-sendinger. Arabisk, engelsk og matte er noe av det som står på timeplanen som hjelper syriske og irakiske barn på flukt. TV-kanalen ønsker også å bidra til å unngå indoktrineringen og rekrutteringen av små barn som IS driver med i regionen. 

Saben og andre barns fremtid er ikke bare viktig for Midtøsten, den er viktig for oss alle. Ingen av oss har et ønske om millioner av frustrerte arbeidsløse ungdommer.

Sunniva Vikan, Informasjonsrådgiver

Støtt barn som Saben ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

NB! Bildet i dette blogginnlegget er et illustrasjonsbilde. 

Khomer vil bli banksjef

11 desember 2015

 

Et tredvetalls gutter sitter tett i tett på enkle brune skolebenker. Rommet er svakt belyst med alt for få lamper. De ser ut i alle retninger mens lyden stiger fra lungene deres. De synger sang etter sang. Det holdes en andakt. De ber med inderlighet. Internatlivet innebærer ikke bare skole og fotball men også et sterkt åndelig fellesskap. 

Veien opp fra Dhaka til Moulvibazar er ikke den fineste og man blir nesten døv på den fem timers lange kjøreturen. I Bangladesh tuter man konstant. De naturskjønne omgivelsene veier opp. Lange sletter som er grønne og frodige. Tre alléer så langt øyet kan se. Etter mange timers kjøring så kommer man til en av Normisjons gamle misjonsstasjoner. Noen bygg vitner enda om det og rett rundt hjørnet er gutteinternatet som Normisjon støtter. 

Det er jeg møter Khomer (12.) Han kommer fra enkle kår i en landsby nær den indiske grensen. Der har han vokst opp med en bror og en søster. Foreldrene er bønder og Khomer reiser bare hjem tre ganger i året, til sommer, til jul og til den muslimske høytiden Eid. Siden Bangladesh er et muslimsk land så får man fri under muslimske høytider.

Gutten stråler i fotballdrakten sin. Det var ikke vanskelig å bli kjent med han og de andre gutta hvis man begynte å nevne fotballheltene Messi og Neymar. Men det er ikke fotballstjerne Khomar drømmer om å bli. Han har begynt i syvende klasse og drømmer også om å studere økonomi og jobbe innenfor bankvesenet. – Jeg har lyst til å bli banksjef, forteller han. Det tror vi han kan bli. Skoleresultatene til guttene på internatet er nemlig veldig gode. Når man tar i betraktning at de også er minoritetselever så er det helt fantastisk at absolutt alle 53 guttene som bor på internatet stod på eksamen. Guttene er flinke til å lese sammen og får en privatlærer som hjelper de med skolearbeidet. Vi håper det gode læringsmiljøet fører til at Khomer får oppfylt drømmen sin.  

Sunniva Vikan, informasjonsrådgiver

Støtt barn som Khomer ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Anita er alvorlig syk

10 desember 2015




Anita er 10 år og kommer fra Khotang, nabofylket til Okhaldhunga i øst og er alvorlig syk. 

Anita hadde gulsot og var syk i to måneder hjemme i sin landsby. Da fortalte naboene hva hun ikke skulle spise. Det ble to måneder uten salt og grønnsaker. Så ble hun bra, men like etter ble hun igjen veldig syk, med høy feber. Etter noen dager mistet foreldrene kontakt med henne og begynte på sin to dagers reise til Okhaldhunga sykehus i Nepal, som på folkemunne ofte bare blir kalt «Mission».

De visste hvor de skulle dra. Deres eldste datter, Binita var tidligere innlagt her en lang periode med brukket lårbein. Senere var mor alvorlig syk og overlevde takket være behandling fra sykehuset. De har ingen jord og er avhengige av dagarbeid, men de visste de ville få hjelp selv om de ikke hadde penger.

Nå var det Anita. Hun hadde høy feber og var bevisstløs. Hun hadde sterke skjelvinger i kroppen hele tiden. Legene tok en prøve fra ryggraden og fant at hun hadde hjernebetennelse (encefalitt).

Hun fikk sterke medisiner intravenøst, men ble ikke raskt bedre. Det så ut til å være virus og da står man maktesløs. Så en dag slapp skjelvingene. Hun fikk hvile, hun kunne puste uten oksygen. Hun kunne begynne å få mat gjennom et rør i nesen. Etter noen dager kunne hun bli matet.

Nå er det spennende for hver dag. Hun reagerer på smerte, øynene følger med dem som snakker. Hun tok hendene sammen for å si «Namaste» til doktoren.  Vi venter fremdeles på ordene som kan fortelle oss at hun ikke er hjerneskadet. Gud har hørt vår bønn, hun lever. Nå ber vi om at hun må få leve med all sin forstand også.

Kristin Bøhler, utsending for Normisjon i Nepal. 

Støtt barn som Anita ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Nå smiler Aysel!

09 desember 2015

Aysel er seks år gammel, og hun har bare bodd på barnehjemmet i Aserbajdsjan i syv måneder. Det var moren som kom med henne, fordi hun ikke lengre klarte å ta vare på Aysel hjemme, fortalte hun. Aysel sitter i rullestol og har begrenset med språk. Moren sa at dersom Aysel kan lære å gå, kan det være at hun vil ta henne hjem igjen. Dette motiverte jentene på Normisjons-teamet til å jobbe spesielt med Aysel. Men det har ikke vært bare lett. De første månedene gråt Aysel mye; hvis noen bare så henne i øynene, begynte hun å gråte. Hun savnet tydeligvis moren og hjemmet, og godtok ikke hva som helst. Dette gjorde også at det nærmest var umulig å gjøre noen form for terapi med henne, forteller jentene på teamet.  

Men etter et halvt år har Aysel lysnet opp. Hun er fremdeles litt kresen, og har både gode og dårlige dager, men på de gode dagene smiler og ler hun, og er ei nydelig jente. Hun har lært å bli trygg på jentene på Normisjons-teamet, og har nå lært seg  både å krabbe, stå på kne og klatre i trapper. Hun trives også med mange av de andre aktiviteten teamet gjør med henne. Håpet er at Aysel kan lære å gå – og at hun kanskje en dag kan bli forent med moren, for det er ikke tvil om at hun vil få det bedre om hun kan bo hjemme igjen.

Synnøve Aanstad Baghirova, Aserbajdsjan

Støtt barn som Aysel ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Drømmer om at mamma blir

08 desember 2015

 

“Antonio” er 13 år gammel og eldst i en søskenflokk på tre. På grunn av migrasjon har han ikke kontakt verken med far eller stefar. Og nå reiser kanskje mamma også snart.

Det er over tre år sidan Antonio i Ecuador først fortalte om hvordan han opplevde migrasjonen fra sitt perspektiv som tiåring. Mamma hadde fulgt etter Antonios stefar til USA et par måneder før. Han vred seg på stolen mens han fortalte at lillebroren gråt mye og at han måtte trøste. “Men lillesøster er så liten. Hun forstår ikke at mamma har reist,” forklarte han “Mamma ringte fra Costa Rica, da snakket jeg med henne. Nå sier de at hun ble tatt på grensen.”  Antonio sier at det går bra uten mamma men den urolige kroppen og triste blikket forteller en annen historie.  “Jeg kjenner ikke pappaen min, men stefar var snill.  Det er dumt at han er reist”, fortalte Antonio .  “Vi bor sammen med oldemor, og dessuten kom mormor tilbake fra USA for fjorten dager siden.”  

Mamma “Rosario” ble sendt tilbake uten å ha jobbet og derfor måtte de selge et jordstykke for å betale for reisen. Morfar bor også i USA, men har nettopp hatt et beinbrudd, så det blir lite å leve av for familien i Ecuador, forteller hun. “Og nå kommer vinteren, da er det lite jobber å få!” sukker hun oppgitt. Men stefar, sender ikke han noe? Hun drar på det. Neeei, han har flyttet sammen med en annen. Så derifra er det slutt på hjelp, selv om yngstejenta er hans datter. Mormor ser oppover fjellet mot hovedvegen og sier at hun kanskje reiser tilbake snart, sammen med Mamma Rosario. Oldemor og storebror Antonio får passe de yngste barna og fetteren som bor sammen med dem.

Den lille barneflokken er elever på Mushuk Kawsay (også kjent som Tamboskolen). Der får de et varmt måltid de dagene de er med på skolefritids-ordningen. En god hjelp for en familie som er splittet av fattigdom og migrasjon . Ingenting kan erstatte en samlet familie, så læreren er bekymret. ”Det beste er at familien bor sammen, - enten her i Ecuador, eller i USA,” sier han. Jeg er også sikker på at Antonio ønsker seg en mamma som blir. 

Åse Røsvik, utsending for Normisjon i Ecuador. 

Støtt barn som Antonio ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

NB! Bildet og navn er endret i historien for å beskytte "Antonio."


Støtt barn som Kriti ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 
Støtt barn som Kriti ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Solskinnsjenta

07 desember 2015

Kriti (9) har vært på dagsenteret i Kathmandu i to år. Hun har Downs syndrom og hadde lite kunnskap når hun begynte på senteret. Nå forstår hun alfabetet og har lært seg å telle. Hun stortrives på dagsenteret. Foreldrene er svært overrasket over hvor fort hun har tilegnet seg nye ferdigheter og ønsker at hun skal kunne fortsette på skolen. Kriti sprer masse glede med sine fantastiske smil og sitt gode humør. 

Akkurat nå er dagsenteret i Kathmandu dessverre stengt på grunn av blokaden som rammer landet. Barna blir normalt fraktet i en "skolebuss" til dagsenteret men siden det ikke er bensin å oppdrive på grunn av blokaden kommer ikke barna seg til senteret. Be om at blokaden løftes umiddelbart da den også hindrer tilstrømming av både mat, gass, medisiner og byggematerialer som landet sårt trenger. 

Støtt barn som Kriti ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Sykepleieren

06 desember 2015

Langt nord i Bangladesh møter vi Fibi (13). Hun bor på jenteinternatet som Normisjon støtter. Det finnes ikke noen ungdomsskole der hun kommer fra så Fibi var flyttet til internatet for å kunne fortsette å gå på skole. Og det er viktig for Fibi. Hun drømmer nemlig om å bli sykepleier. 

Fibis landby ligger ca 6 mil fra internatet. Familien som livnærer seg av dyrking av betelnøtter. Mange fra minoritetsgruppen Khasi som hun tilhører livnærer seg av det samme. Broren hennes bor hjemme og jobber sammen med faren, to søstre har giftet seg og to andre søstre går nå på videregående. 

Hun stortrives på internatet. «Internatet er nå som mitt andre hjem. Vi er mange jenter som bor her sammen som en familie og studerer sammen i et veldig godt miljø. Jeg er veldig fornøyd med å bo og studerer her,» forteller hun. Jenteinternatet er en trygg måte for Fibi og de andre jentene å fortsette utdannelsen og realisere drømmer. 

Støtt jenter som Fibi ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Familie

05 desember 2015


Når et samfunn skal bygges, må det bygges av de minste cellene, familier. I Kambodsja er det førti år siden det ikke skulle være noe som het familie. Alle skulle være barn av organisasjonen, Røde Khmer. 

Kambodsja er et land i rivende utvikling, men der folk fortsatt sliter med ettervirk- ninger etter Røde Khmer-tiden. Dette fører til brutte relasjoner, vold og rusproblemer i familiene. Dette ønsker kristne i landet å se en endring på.

Normisjon har etablert et prosjekt, som kalles History Makers Family Camp. Visjonen for prosjektet er i første omgang at pastor- familier kan bli utrustet til å leve gode familieliv, i balansen mellom tjeneste og familie. Mange pastorer kjenner seg trukket til mange kanter, med det resultatet at familien blir skadelidende.

I juli i år kom 54 familier på en tredagers leir. Leiren ble ledet av Anita og Hans Dysthe, sammen med fire kambodsjanske ektepar. I alt femten nordmenn og omkring femti kambodsjanske studenter var også med på gjennomføringen av leiren. Studentene var med som ledere for barnegruppene.

På en familieleir får familiene opplevelser sammen. Gjennom familiesamlinger og – aktiviteter ser, hører og gjør de det samme. Dette gir dem en god mulighet til å snakke sammen etterpå om familie- og hverdagsliv ut fra et kristent perspektiv. Det er en verdi at familiene skal ha det gøy sammen, for i Kambodsja er det ikke så mye samhandling på tvers av generasjonene, utenom arbeid.

På familiecampen får barn og voksne undervisning både sammen og hver for seg i løpet av noen hektiske leirdager. Barna lærer bibelhistorier, lærer om hva som er viktig i en familie og leker mye mens de er sammen. De voksne lærer om hva som er viktig når en kristen familie skal bygges, med Jesus som fundament, tillit, respekt, kjærlig- het og forståelse som søyler. De lærer om hva røtter kan ha å si for et par som inngår ekteskap. Tilgivelse og ny start er en viktig ingrediens i forlengelsen av dette.

Hva kan skje på så kort tid? Resultater er vanskelige å måle, men noe kan observeres og en kan lytte til vitnesbyrdene. Det var en storfamilie som deltok på årets leir, og etter undervisningen om røtter, kom besteforeldrene sammen med sin familie til forbønn. De eldre ville bekjenne sine svik ovenfor barn og svigerbarn. De ville be om at de bitre røttene skulle kuttes, slik at familietreet kunne få vokse, sunt og friskt. Når tilgivelse får komme til, skjer store og gode ting i en familie.

Andre kom til forbønn for sine liv, med bønn om ny start, veiledning og nye framtidsutsik- ter for sine liv og familier.

På leirens siste møte kom alle barna stor- mende i nye t-skjorter med påskriften: Jesus is my Superhero (Jesus er min superhelt). Til sangen Let the Love flow (La kjærligheten strømme) danset hele salen, de voksne rørt over sine håpefulle.

Så ble alle samlet under en stor fallskjerm, med bønn om velsignelse over liv og tjeneste. Disse 54 familiene har gjennom denne leiren fått mulighet til å stake ut en ny kurs for sine liv og pastorene har fått et budskap til sine menigheter, om å bygge familiene sine på et stødig fundament og nye verdier. 

Ådne Berge, Kambodsja-koordinator 

Støtt familier i Kambodsja og andre land ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Myriam

04 desember 2015

Myriam til venstre - her med søsteren sin etter intervjuet med SAT-7 KIDS. 

Vi har delt historien om Myriam før men den lille jenta imponerer så mye at vi kunne ikke unngå å fortelle den en gang til! De har måttet forlate hus, hjem, eiendeler, skole og venner i Irak etter å ha blitt jaget ut av byen sin av IS. I et intervju på SAT-7 blir Myriam spurt om hva hun tenker om de som gjorde dette mot dem. Hun svarer: ”Jeg vil dem ikke noe vondt. Jeg ber om at Gud må tilgi dem.” Her kan du se hele intervjuet selv. PS! Det er vanskelig å ikke bli rørt). 

 

Og ca et halvår etter intervjuet fikk Myriam mulighet til å møte Sandra igjen gjennom et online videomøte! Vi beklager at denne videoen bare er tilgjengelig på engelsk. 

Støtt barn som Myriam ved å huske på de i bønn og støtt økonomisk ved å:
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

 

Isa

03 desember 2015

Jesus måtte fortelle disiplene at barna var viktige i Guds rike, og vi opplever ofte hvor sant det er at de er åpne for det de får høre om Jesus. «Den som ikke tar imot Guds rike slik som et lite barn, skal ikke komme inn i det.»

Tombinasso er en landsby som ligger omtrent ei mil fra Goundara hvor jeg bor. Fram til sommerferien pleide jeg å sykle dit hver onsdag for å lese fra Bibelen og undervise for en liten flokk som er kristne. Ei av kvinnene ville ha opplæring så hun kunne bli døpt. Mannen hennes er kristen, og hun er mor til en 3-åring som heter Isa. Det er navnet kasonkéfolket bruker på Jesus, og det er ikke så uvanlig å gi dette navnet til en sønn. Med en gang barna i Tombinasso ser meg og sykkelen, springer Isa og en flokk andre barn til gårdsplassen der vi har møter.

Kvinnene må ofte gjøre ferdig middagen eller annet arbeid før de kan komme, og det tar alltid litt tid før de voksne dukker opp. Mens vi venter, synger vi mange sanger. Barna er svært glade i å synge, og det er spesielt populært med to barnesanger som vi har oversatt fra norsk. Den de liker aller best, er «Vår Gud er så stor, så sterk og så mektig; fins ingenting han ikke kan.» Den er med bevegelser, så det er morsomt og uvant for dem. Isa og de andre som bare er 3-4 eller 5 år, greier fint å være med på den.

Jeg pleier å ha med ei bok med bilder, så de har fått lære om og se bilder av Sakkeus som klatra opp i et tre for å kunne se Jesus, Bartimeus som fikk synet igjen og mange andre fortellinger fra Bibelen. I Mali har skolebarna en pause midt på dagen. Da går de hjem for å spise. Flere av de større barna dukker opp når de kommer fra skolen, så da må vi gjerne se boka en gang til og synge sangene på nytt også. Av og til dramatiserer de det vi har gått gjennom. Det er ikke så god plass for alle å sitte, så det blir ofte litt uro og knuffing for å få den beste plassen. Isa har ei storesøster som er et par år eldre, og som søsken flest krangler de litt. Men alle vil gjerne at vi holder på lenge. I mars fikk Isa være med til Bamako fordi mor og noen andre kvinner skulle på kvinnestevne. Det var en lang og slitsom tur, men det var spennende å være med på møter hvor kvinnene sang og danset og hvor alle overnattet på matter i store klasserom.

I Goundara har vi gudstjenester på søndager når vi er der. I pinsen var det dåp, og da ble Isa, storesøster og mor døpt. De hadde pyntet seg med de beste klærne de hadde, og far hadde lånt en motorsykkel så de kunne komme i god tid til gudstjenesten. De er nå den eneste familien i Tombinasso der alle er døpt og vil følge Jesus. Vi ber om at de kan få være med å lede andre til en kristen tro i landsbyen sin. Isa og storesøster synger kristne sanger, og mor er ivrig på å få med seg venninnene sine. Far ville prøve å få til en åker der alle de kristne mennene i fellesskap kunne dyrke mat. Før vi dro på sommerferie viste vi Jesusfilmen i landsbyen to ganger, og flere sa de nå skjønte mye mer av hvem Jesus er og hva det vil si å tro på ham.

Karen Ekern, utsending i Mali. 

Støtt barn som Isa ved å: 
1. Be
2. Støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Sunita

02 desember 2015

 

Sunita er 11 år og går i 3.klasse. Hun kommer fra nabofylket i sør. Faren har båret henne i tre dager før de kom til veien som førte til Okhaldhunga. Der fikk de en ambulanse og betalte alle de pengene han hadde lånt for behandling, men den tok dem den siste dagsmarsjen opp til sykehuset.

Hvorfor tok faren henne den lange veien hit?

Faren forteller at skolen hun gikk på, raste sammen i jordskjelvet, slik så mange skoler har gjort. Nå er regntiden over og tiden er kommet for å bygge nytt. Men først må alt det sammenraste ryddes bort.

Det er ikke et ufarlig arbeid og ta ned en sammenrast bygning. Men det arbeidet satte lærerne elevene til å gjøre. Der bar de stein hele dagen i sine åpne sandaler, uten noens voksens veiledning for lærerne satt og spilte kurong!

Da gikk det galt. Sunita mistet en stor sten ned på foten sin, mens hun sto på en annen stein med sine bare tær. Tærne ble knust og især stortåa. Det går snart over sa lærerne og sendte henne hjem. Men smerten ble uutholdelig og faren gikk til skolen og ba om hjelp til å ta henne til sykehus. Men han fikk beskjed om at det hadde de ikke noen regler for, og det måtte han selv sørge for. Da tok faren opp et stort lån, tilsvarende tre måneders dagslønn som dagarbeider som han er.

Han satte Sunita i en kurv på ryggen og gikk  i tre dager mot Okhaldhunga der noen fortalte han at det var et sykehus som kunne hjelpe henne. Selv hadde han aldr vært i Okhaldhunga. Han kom til grenseelven og veien, der kom han i snakk med folk som gjerne ville hjelpe han og de organiserte en ambulanse som kunne ta ham det som ellers ville vært en lang dags gange. Men den kostet ham 7000 rupee og dermed hadde han bare litt penger igjen for behandling! Da han endelig kom fram våget han ikke å bruke penger på mat. Men etter noen dager ble vi kjent med hans situasjon, og han fikk matbiletter fra sosialkontoret og resten av regningen på pasientstøttefondet.

Men Sunita mistet sin stortå. De andre tærne ble reddet, men hun trenger mange dager med sår-rens og sterk antibiotika.

Etter at hun hadde vært i smerte så lenge, tok det lang tid før hun snakket med noen og kom ut av sin egen smerterus.

Med seg hjem vil vi sende med dem et brev til de ansvarlige for undervisning i deres fylke, for i Nepal har ikke barn lov til å arbeide og mest sannsynlig så er det inkludert i budsjettet for en ny skole, kostnadene med å ta ned restene av den gamle. Det er de minste som betaler for korrupsjon, - som alltid.

Faren, helten som reddet mer enn tær, om infeksjonen hadde fått spre seg videre i benet.

Hvorfor kommer du til Okhaldhunga sykehus som er fire dagsreiser fra ditt hjem?  «Vi har ikke noe sånt sykehus i vårt fylke som kan gjøre noe med en kniv, og Kathmandu ville bli alt for kostbart»

At det finnes et sykehus oppe fjellene her i øst Nepal der fattigfolk kan få hjelp med kniv eller annen behandling som er livreddende, er en stor verdi vi ikke aner rekkevidden av. Et tegn på at himmelens rike er nær, at mennesker reises opp og kan gå videre i livet med en fornemmelse av Gud bor i blant oss fremdeles.

Kristin Bøhler, utsending i Nepal

Støtt barn som Sunita ved å: 
1. Be
2. Støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Firuze

01 desember 2015

Firuze er 9 år gammel, og har bodd på barnehjemmet i Merdekan, Aserbajdjsan i halvannet år. Hun er lam i beina og har også en psykisk funksjonsnedsettelse. Før hun kom til barnehjemmet bodde hun sammen med familien sin, men da foreldrene ble skilt, hadde moren utfordringer med å finne et sted å bo, og uten fast bopæl ble det for vanskelig å ha Firuze boende hjemme. Jentene på Normisjons-teamet forteller at Firuze gråt mye den første tida etter at hun kom til barnehjemmet, og det tok lang tid for henne å bli vant til å være der, men i dag er hun blid og sprudlende. Det er spesielt Ramile på teamet som har tatt seg av Firuze, og hun forteller at Firuze kunne veldig lite da hun kom til barnehjemmet. Hun snakket ikke og kunne ikke bevege seg på egenhånd.

Takket være omsorg og oppfølging fra jentene på Normisjons team, har Firuze har gjort store framskritt. Hun forstår så godt som alt som sies til henne, og lærer fort. På halvannet år har hun lært å si det meste hun trenger i sin hverdag: Hun kan si ifra når hun må på do, når hun er sulten og når hun er tørst. Hun har også lært å krabbe og å kjøre sin egen rullestol, og hun liker å pusle enkle puslespill. Nå er hun i ferd med å lære bokstavene, og kan allerede skrive bokstaven A. Hun spiser selv, og har til og med lært å mate andre. Med fortsatt oppfølging og omsorg, kan Firuze lære å bli selvstendig på mange områder. 

Synnøve Aanstad Baghirova, Aserbajdsjan

Støtt barn som Firuze ved å: 
1. Be
2. Støtt økonomisk ved å: 
- Send en SMS med kodeord BARN til 2160 (200kr)
- Gi med kort her 
- Benytt kontonummer 1503 02 13537 og merk "Julegaven 2015" 

Sårbare barn

29 november 2015

GOD ADVENT!

Tenn lys !
Et lys skal brenne for denne lille jord.
Den blanke himmelstjerne, der vi og alle bor.
Må alle dele håpet så gode ting kan skje.
Må jord og himmel møtes. Et lys er tent for det.

Hver dag frem til 24. desember vil du kunne lese om barn fra forskjellige deler i verden som er sårbare på grunn av fattigdom, etnisitet, konflikt, religion, funksjonsevne eller ande omstendigheter. Den første historien kommer 1. desember! 

Levedyktig kirke i Ecuador

06 februar 2015

Menigheten «Messenger of Peace» la ned ungdomsarbeidet sitt. Det var før Soul Children Ecuador startet opp.
 
 
 
Nå har menigheten
 startet opp arbeidet sitt blant 10-15-åringer (tweens) igjen.

– Det begynte med et kor på seks medlemmer og nå vokser gruppen stadig. Menigheten er fornøyd, Soul Children er fornøyd og jeg er fornøyd, forteller lederen for Soul Children arbeidet i Ecuador Guadalupe Muñoz (24).

For to år siden ble Soul Children presentert for Normisjons samarbeidskirke IBLE i Ecuador. I det siste har arbeidet virkelig skutt fart. Det er nå kor i 10 menigheter og rundt 120 tweens deltar. Korene er en viktig møteplass for barn fra ulike samfunnslag.
– I løpet av disse to årene har mye spennende skjedd, og vi har nå i de siste månedene sett gode frukter av arbeidet som har blitt gjort, sier Odd Magnus Venås, som er med i lederteamet.

To til tre tweens fra hver menighet får sangundervisning av profesjonelle musikere. Tweensene skal etter hvert selv undervise kormedlemmene i egen menighet. 
Rody, en tenåringen i menigheten «Guds lys» er veldig takknemlig for sangtimene. Han elsker å synge og spille gitar og får utviklet gavene sine. Han ønsker å bli en leder i kirken og det er flott å se at arbeidet bidrar til at han kan oppnå drømmen sin.

Ditt bidrag vil støtte og bygge en levedyktig kirke i Ecuador.

Er du med?
Send sms Ecuador til 2160 for å gi 200kr eller støtt arbeidet her! 

Normisjon 2015

30 desember 2014

Har du lest de 24 små historiene som ble lagt ut på hjemmesiden i adventstiden? De er vel verdt å bruke tid på. De beskriver kvinner og jenter som har forskjellige utfordringer i livet, men som kjempet og som fremdeles kjemper for å ha gode liv.

Gode forbilder
De har gått på skole, eller tar kurs, og trosser samfunnet som ikke legger opp til at kvinner skal klare seg på egen hånd. De tar opp lån, satser, og greier det! De blir entreprenører i hjemlandet sitt, og gjør det godt.  Barna deres har nok mat og kan også få gå på skole.  De blir gode forbilder, og mottar respekt og anerkjennelse. 

Mange er fattige i Norge 
Disse historiene fra Normisjons satsningsområder er fulle av kreativitet og pågangsmot. Og jeg kjenner at det smitter! Jeg bor i Norge, og jeg har det godt på mange måter. Men rundt meg er det mennesker som har det dårligere. Der finnes faktisk mange fattige i Norge, men de er ikke så lette å finne. Men antallet kommer til å øke i takt med at flere mister jobben eller faller utenfor hjelpesystemet.

Mange mangler ærlige fellesskap i Norge
Der finnes mange mennesker som holder på å gi opp under presset om å være perfekt – om å ha de rette tingene, den rette imagen, de rette vennene. De unge kjenner nok dette aller mest. Der finnes mange mennesker som er ensomme – noen fordi de er alene, andre fordi de ikke har et fellesskap hvor man kan være ærlig med hvordan man faktisk har det. Norge trenger noen som går imot kulturen om å være perfekt. Vi trenger noen som tar kontakt med naboene sine.

Kjent for å møte mennesker med godhet
Tenk om vi i Normisjon enda mer kunne rekke hendene våre ut til andre mennesker i vårt lokalsamfunn. Tenk om vi valgte å se de som ikke har det så godt, og bli venner med dem.  Tenk om vi kunne bruke vår kreativitet og kompetanse på å skape nye arbeidsplasser, nye fellesskap, og nye møteplasser! Jeg drømmer om at Normisjon skal bli kjent for å møte alle mennesker med godhet.

Send dine historier! 
Kanskje du har vært med å gjøre godhet gjennom julekalenderen til Normisjon? Det blir ofte gode historier ut av å møte mennesker med godhet. Og slike historier smitter! De vekker kreativitet og skaper lyst til å gjøre lignende ting. Derfor trenger vi å dele disse historiene med hverandre. Utover i 2015 ønsker jeg meg mange historier fra hele landet! Og de vil jeg legge ut på hjemmesiden, så alle kan få se hva som skjer rundt omkring. Så har du en god historie, send den til meg på denne adressen: elisabeth.ostergaard@normisjon.no

Godt nytt år! 

Hilsen Elisabeth Østergaard
Diakoni- og fellesskapsleder i Møre

Og har du lyst til å støtte Normisjons jentekampanje så kan du fremdels sende kodeord jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Et barn er oss født

24 desember 2014



"Det skjedde i de dager at det gikk ut befaling fra keiser Augustus om at hele verden skulle innskrives i manntall. Denne første innskrivningen ble holdt mens Kvirinius var landshøvding i Syria. Og alle dro av sted for å la seg innskrive, hver til sin by. Josef dro da fra byen Nasaret i Galilea opp til Judea, til Davids by Betlehem, siden han var av Davids hus og ætt, for å la seg innskrive sammen med Maria, som var lovet bort til ham, og som ventet barn. Og mens de var der, kom tiden da hun skulle føde, og hun fødte sin sønn, den førstefødte. Hun svøpte ham og la ham i en krybbe, for det var ikke husrom for dem. Det var noen gjetere der i nærheten som var ute på marken og holdt nattevakt over flokken sin.  9 Med ett sto en Herrens engel foran dem, og Herrens herlighet lyste om dem. De ble overveldet av redsel. Men engelen sa til dem: «Frykt ikke! Se, jeg forkynner dere en stor glede, en glede for hele folket: I dag er det født dere en frelser i Davids by; han er Messias, Herren. Og dette skal dere ha til tegn: Dere skal finne et barn som er svøpt og ligger i en krybbe.» Med ett var engelen omgitt av en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
          
«Ære være Gud i det høyeste, og fred på jorden blant mennesker Gud har glede i!» Da englene hadde forlatt dem og vendt tilbake til himmelen, sa gjeterne til hverandre: «La oss gå inn til Betlehem for å se dette som har hendt, og som Herren har kunngjort for oss.» Og de skyndte seg av sted og fant Maria og Josef og det lille barnet som lå i krybben. Da de fikk se ham, fortalte de alt som var blitt sagt dem om dette barnet. Alle som hørte på, undret seg over det gjeterne fortalte. Men Maria tok vare på alt som ble sagt, og grunnet på det i sitt hjerte. 20 Gjeterne dro tilbake. De lovet og priste Gud for alt de hadde hørt og sett; alt var slik som det var sagt dem."
Lukas 2, 1-20 

For et barn er oss født,  en sønn er oss gitt. Herreveldet er lagt på hans skulder. Han har fått navnet Underfull rådgiver, Veldig Gud, Evig far, Fredsfyrste.
Jesaja 9,6

Velsignet god jul! 

Sykepleieren

23 desember 2014

Hun kunne ha valgt å bo i hovedstaden Dhaka, sykepleieren som står foran meg. De fleste sykehusene der har flere ressurser enn det som er tilgjengelig her på landsbygda.

 
Vi er i Moulvibazar, nord-øst i Bangladesh og på inngangsskiltet til sykehuset står det "Ikke for å bli tjent, men for å tjene." Sykehuset, startet av norske misjonærer, er nå drevet av lokale krefter og benyttes av minoritetsgrupper og andre i nærområdet.



Det er slettes ingen norsk standard på sykehuset men de har en del utstyr. - Men mye av utstyret begynner å bli slitt, vi trenger finansiering for å fornye, sukker en av legene oppgitt. Sykepleieren klager ikke. Hun smiler bare vennlig og viser meg neste del av sykehuset. Her kommer det mange vordende mødre og pasienter med hepatitt og blindtarmbetennelser. Her er det plass i stallen. Eller på sengepostene da.



I et av naborommene utdannes en hel gjeng til å bli lokale helsearbeidere. Det står dårlig stelt med helsetilbudet ute i distriktene i Bangladesh og selv om disse helsearbeiderne får kortere opplæring enn hva som er ideelt så er litt bedre enn ingenting. 

Vi er takknemlige for å ha en stab på sykehuset som står på døgnet rundt for andre. For å tjene og ikke bli tjent. Et godt helsetilbud er viktig, kanskje spesielt for jenter og kvinner som bærer frem smårollinger, Bangladesh sin fremtid. 

Vær med å gi de en julegave. Send sms med kodeordet jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Internatjenter med lederpotensial

22 desember 2014

På internatet midt i Dhaka, Bangladesh sitter et tjuetalls jenter tett i tett på seks benker rundt to bord. Det er kveldssamling og en av jentene leser et langt stykke fra Bibelen. Det synges sanger, det bes bønner og Hans-Jørgen, Normisjons utsending har med kake. På internatet bor jenter som kommer fra minoritetsgrupper i avsideliggende landsbyer. Deres eneste mulighet til å kunne gå videregående er å bo på internatet og gå på Martin Luther College. Skolen som Normisjon eier er startet for elever som disse jentene. 

Det er litt annereldes forhold her enn på et norskt internat. På et rom er det 7-8 køyesenger. Alle eiendelene til jentene ligger i en pen bunke på enden av senga. De har et bad som de deler. Se for deg det på et norsk internat? 20 jenter og et bad? Det hadde ikke gått mer enn tre døgn. Men det som er til felles med norske internatskoler er samholdet. Det er tydelig at her knyttes sterke bånd. Jentene blir som familie for hverandre. 



De reiser hjem ca tre ganger i året i forbindelse med ferier. Det kan ta flere dager å komme seg hjem. Vi er stolte av disse jentene. Det kreves styrke og pågangsmot å gjøre dette. Fremtidsdrømmene har de klare og er stappfulle av lederpotensial. De vil bli leger, økonomer, lærere, ingeniører og foretningskvinner. Vi tror de vil greie det. 

Bli med og støtt jentene! Send SMS jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Entreprenøren Saifa

21 desember 2014


For åtte år side giftet Saifa (30) seg med Harun. Hun kommer fra Sunamganj, nord i Bangladesh og hennes avdøde far var bonde. Etter noen dager begynte hennes ektemann å mase og bli aggresiv fordi familien hennes ikke hadde betalt medgifte. Hun fikk tak i ca. 3000 kroner og dermed gikk ekteskapet bra i tre år. I denne perioden fikk hun en sønn. Plutselig, uten forvarsel tok Harun seg en ny kone, uten Saifas tillatelse. Mannen begynte også å plage henne igjen for det han mente var for lite medgifte. Hun følte seg truet og til slutt flyttet hun hjem tilbake til sin fars hus uten noen økonomisk støtte for hverken seg selv eller sønnen sin.

Saifa er en sterk og arbeidssom kvinne og begynte med en gang å undersøke hvordan hun kunne skaffe seg en egen inntekt. I 2012 ble hun med på et måneds kurs i søm hos Sancred, Normisjons samarbeidsorganisasjon. Etter fullført kurs mottok hun et lån på 700 kroner som hun kjøpte seg en symaksin og stoff for. Hun begynte å sy og ta imot bestillinger for naboene. I Bangladesh går de aller fleste med skreddersydde klær. Saifa syr pent og hennes design har blitt populære i nabolaget. Dette har ført til at inntektene hennes øker.



I 2013 fikk hun også en ukes kurs i avansert søm. I år har hun tatt kurset "mote design og skredder opplæring" hos Sancred. Under opplæring fikk hun økt sin kunnskap om å sy mange forskjellige plagg. Hun har nå to assistenter som hjelper henne å sy de forskjellige plaggene. De får også opplæring i søm av Saifa. 

Hun har nå nok inntekt til å stå på egne ben. Hun er fornøyd med tilværelsen. Sønnen hennes har nå muligheten til å gå på skolen regelmessig. Nå drømmer Saifa om å bygge et opplæringssenter og en skredder butikk. Hennes status i lokalsamfunnet har økt. Saifa er nå et forbilde for kvinnelige entreprenører i området. 

Vi ønsker å hjelpe flere som Saifa og trenger din hjelp. Send SMS jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Serena vil bli lege

20 desember 2014



Det lyser nysgjerrighet og trygghet av hele Serena. Mens andres blikk flakker eller faller mot bakken, ser 11-åringen deg rett i øynene og smiler. Serena er santal, en minoritetsgruppe som Normisjon har jobbet med siden Skrefsruds tid. Hun går i en av kirkene til Bangladesh Northern Evangelical Lutheran Church (BNELC) og er med på søndagsskolen. - Vi synger og danser mye, forteller hun. - Og lærer bibelhistorier. Men Sarmila skal hverken bli danser, sanger eller forkynner. Hun vil bli lege. 

- Hvorfor vil du bli lege? - Fordi det er mange fattige mennesker som ikke har noe helsetilbud, så jeg ønsker å gi dem et helsetilbud, svarer hun uten å tenke seg om. 
I Bangladesh brukes det 68 dollar (ca. 442kr) per innbygger på helse. I Norge er tallet 5970 dollar (ca. 38 805kr). For minoritetsgrupper og de som bor i avsideliggende strøk er statistikkene enda verre. Kun 49% av kvinner har et oppfølgingsmøte under svangerskapet mot 74% i byene. Kun 25% har kvalifisert helsepersonell tilstedet ved fødselen mot 54% i byene. Barnevaksiner derimot har like god dekning nå på landsbygda som i byene og ligger på 86-99%. 

Ikke alle kan bli lege, men kanskje Serena kan bli det? Motivasjonen er det i alle fall ingenting galt med. Vi trenger din støtte og forbønn for å heie på jenter som Serena. Send SMS jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Skolelysene

19 desember 2014

Idet vi kommer inn i klasserommet begynner elevene å synge av full hals. Det er bevegelsessanger på bengali, khasi, kinesisk og engelsk. Foran oss står like mange jenter som gutter tente som lys ved skolebenkene. 

Vi er i en landsby nord-vest i Bangladesh. Bilen måtte vi sette igjen hjemme. Den kan ikke kjøre hit. 3-hjulingene CNG, som går på naturgass, tar to passasjerer og kjørte mesteparten av veien. Den norske passasjeren bekymret seg heftig hver gang CNG-bilen kjørte over en bro laget av pinneved men det så ikke til å uroe hverken sjåføren eller den andre passasjeren.

Bangladesh er flat som en pannekake men Khasiene, som vi er på besøk til, liker å bosette seg i litt mer ulendt terreng. De leier skogsområdet av myndighetene. Det har de gjort i masse år og er ikke bekymret for at leiekontrakten ikke blir fornyet. Det er ingen andre som ønsker å bo her likevel. Og etter å ha gått opp en bakke og ned en annen så kommer vi til en av barneskolene som Normisjon støtter.

Alle barneskolene Normisjon støtter i Bangladesh er fulle av barn fra minoritetsgrupper. De vel 40 barna fra 1-5. klasse på denne skolen har en hel lærere å dele på. Men noe må han gjøre riktig for de aller fleste gjør det godt på den nasjonale 5. klasse eksamen. I Bangladesh har bare 25% av elevene tilfredstillende resultater som 11-åringer. 

De 1,5 millionene jentene som i landet som ikke går på skole har stort sett sluttet på skolen etter noen år. Her foran oss står skolelysene tent ved pultene sine og sangene jomer fremdeles i klasserommet.  Vi jobber for, håper og tror at disse jentene skal fortsette å gå på skolen. De er viktige for utviklingen i landet sitt. De er viktige for verden. De er umistelige for Gud. 

Normisjon ønsker å gi flere jenter utdanning. Vi trenger din hjelp. Send SMS jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Ivestorene

18 desember 2014

I det jeg slår meg ned på bambusmatten sitter 18 flotte kvinner foran meg. De møtes en gang i uken i små grupper på fem. De diskuterer utfordringer i lokalsamfunnet og setter inn sparebeløp på kontoen. De som trenger penger til å investere i en ku, en symaskin eller noe annet de mener er fornuftig, søker om det. Alle kvinnene foran meg har lån. De startet med lån på ca 200 kr. Nå låner de i snitt 1500-2000kr.

Jeg er første utlendingen som har vært på besøk i denne landsbyen. Men mikrokreditt- og selvhjelpsgruppen har holdt på lenge. Så lenge at kvinnenene nå må søke om individuelt medlemskap som foretningskvinner i SaveCred hvis de skal kunne få større lån enn det de nå har. Jeg spør om det er vanskelig å betale tilbake. Det tar ett sekund før et rungende nei kommer fra alle 18 i kor. De smiler. - Nei, det er overhodet ikke vanskelig å betale tilbake lånet. 


I det lille distriktet av Bangladesh som jeg er på besøk hos, bor det 7 millioner mennesker. Vår samarbeidspartner SaveCred har 8500 medlemmer i sitt mikrokredittprogram. Organisasjonen går nå så godt at den ikke lenger mottar økonomisk støtte fra Normisjon.  

Takket være denne SaveCred gruppen skaper kvinnene nå større muligheter for fremtiden. Familiene får bedre økonomi etter at kvinnene begynte å investere i egen business. Nå kan de også sende alle barna sine på skole. Det er dette vi kaller bærekraftig. Det er dette vi kaller lokalt eierskap. Det er dette vi kaller fremtidshåp.

Normisjon ønsker å skape bedre muligheter for flere jenter og kvinner. Send SMS jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Provasinis håp

17 desember 2014


Provasini var lykkelig gift med en mann som elsket henne høyt. Sammen har de fått en sønn og tre døtre. De levde et enkelt liv på et småbruk i Sunamganj distrikt i Bangladesh. Der livnæret de seg på å dyrke frukt og grønnsaker som de solgte til det lokale markedet. Inntektene kunne variere fra år til år. I år med gode avlinger fikk familien tilstrekkelig med inntekter. I dårlige år derimot, måtte de være ekstra sparsommelige. De måtte forsake mye, men det var aldri så ille at de sultet. De hadde det bra, følte ekteparet den gang.

Vendepunktet
Lykken viste seg å være kortvarig. Da Provasinis mann var ute i åkeren og arbeidet fikk han plutselig akutte brystsmerter. Han holdt seg inntil brystet og klarte å rope «hjelp!» før han falt ned i gjørma. Provasini slapp alt hun hadde i armene og løp til ektemannen. Det hun ikke visste den gang var at mannen hadde symptomer på hjerteinnfarkt. Han døde bare noen få dager etterpå.

Provasini var full av sorg etter tapet av mannen. Midt i sorgen og ensomhet kjente hun også en nagende frykt for fremtiden. Hvordan skulle de klare seg økonomisk nå?

Håpet
En selvhjelpsgruppe kom den hardt prøvde familien til unnsetning. Provasini ble en del av et prosjekt som skal hjelpe fattige småbrukere til mer lønnsom drift. Hva skulle de gjøre ut av det de allerede hadde på gården?

Provasini og mannen hadde i flere år eid både kuer og okser til selvforsyning. I selvhjelpsgruppen ble derimot Provasini bevisstgjort på hvilken inntektskilde dyrene kunne være for henne, så lenge hun ga dem riktig stell og næringsrik kosthold.

Etter å ha deltatt på kurset la hun om driften. Dyrene fikk mer næringsrik mat og de ble fetere. Dette tredoblet produksjonen på både kjøtt og melk. Med økte inntekter kunne familien investere i et større fjøs med plass til flere kuer og okser.

Provasini er takknemlig for hjelpen hun fikk i selvhjelpsgruppen og hun omtaler det som «livreddende.» Normisjon ønsker å hjelpe flere kvinner som Provasini. Vil du hjelpe oss? Send SMS jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Bambusprodusenten

16 desember 2014

 

Størsteparten av befolknignen i Jharkhand, India lever under fattigdomsgrensen (under 10 kr dagen) og Basanti (22) er en av dem. Hun kommer fra den avsideliggende landsbyen Karmatand og er mor til tre. Mannen hennes Esmail er migrantarbeider og familien har ingen regelmessig inntekt.

Basanti lærte å flette bambus når hun var liten og begynte å selge bambus produkter for å livnære familien. Problemet er at hun er analfabet og ble grovt utnyttet av en lokal næringslivsmann som tok høye renter. Dette førte til at hun havnet i gjeld istedet for å tjene penger. 



Basanti kom i kontakt med ESAF og fikk hjelp.  ESAF er en samfunnsutviklingsorganisasjon og er av Normisjons samarbeidspartnere i India. De tilbød henne et kurs i bambusproduksjon. Nå produserer hun produkter som ESAF bestiller. Hun lager matter, bokser, lamper og flere andre produkter.

Nå tjener hun mer penger og hennes entusiasme og resultater førte til at mannen fattet interesse for yrket. Han har også nå fått opplæring og nå tjener familien til livets opphold og har det bra. 

Vi trenger din hjelp for å hjelpe flere unge jenter som Basanti! Send SMS jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Unge jenter i kirken

15 desember 2014



Det skal ikke mange dagene på besøk til Normisjons prosjekter for å bli dypt imponert over de jentene og kvinnene man møter. De står på fra morgen til kveld. De utretter mye med lite. De er vennlige og gjestfrie. De dyrker mat, lager mat, vasker klær og bryr seg om sin neste. De følger Jesus, studerer og/eller sender barna sine på skole. De minner veldig om den dyktige konen som beskrives i ordspråkene 31: 

"En dyktig kone – hvem finner vel henne?
Langt mer enn perler er hun verdt.
Mannen stoler på henne i sitt hjerte,
han mangler ikke vinning.
          
Hun gjør bare godt imot ham,
aldri noe ondt så lenge hun lever.
Hun skaffer seg ull og lin,
hendene arbeider med liv og lyst.
          
Hun er som handelsskipene,
hun skaffer mat langveisfra.
Før dagen gryr, er hun oppe,
gir mat til sitt hus
og setter tjenestejentene i arbeid.

Hun ser seg ut et jordstykke og kjøper det,
for det hun har tjent, planter hun en vinmark.
Styrke er beltet hun har om livet,
hun tar i med sterke armer.
          
Hun merker at forretningene går bra,
hennes lampe slukner ikke om natten.
Hun legger hendene på rokken,
og fingrene griper om teinen.
          
Hun åpner hånden for den som lider nød,
rekker hendene ut til den fattige.
Kommer det snø, er hun ikke redd for sine,
for alle i huset har ekstra klær.
          
Hun lager sine egne tepper,
hun har klær av lin og purpur.
Hennes mann er aktet i byporten,
der han sitter med landets eldste.
          
Hun lager linklær som hun selger,
og leverer belter til kjøpmannen.
Styrke og verdighet er hennes drakt,
hun ler mot dager som kommer.
          
Hun åpner munnen med visdom,
kjærlig rettledning har hun på tungen.
Hun ser etter hvordan det går i huset,
og spiser ikke latskaps brød.
          
Barna står fram og priser henne lykkelig,
mannen gir henne ros:
«Mange kvinner har vist at de er dyktige,
men du overgår dem alle.»
          
Ynde svikter, og skjønnhet forgår;
men en kvinne som frykter Herren, skal ha ros.
Pris henne for frukten av hennes arbeid,
hennes gjerninger skal gi henne ros i byens porter!"
Salomos Ordspråk 31,10–31

Kanskje kan vi alle lære noe av disse drevne jentene/kvinnene? Vi håper i alle fall at flere og flere jenter rundt omkring i verden kan ha styrke og verdighet som drakt og at de ler mot dagene som kommer! 

Støtt Normisjons arbeid for jenter og kvinner. Send SMS jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Gjestfrihetens kunst

14 desember 2014

Gi aldri slipp på godhet og troskap! Bind dem om halsen, skriv dem på hjertets tavle! (Salomos ordspråk 3,3)

Jeg vet ikke hva hun heter, men gjestfriheten lyser ut av øynene hennes i det hun kaster tørkede blomster og frø over meg. Hun har sammen med 10-12 andre jenter danset imot meg idet jeg kom ut av bilen. Det er Santalens måte å hilse en gjest velkommen på i Bangladesh. Det er vanskelig å ikke bli rørt. Minutter senere blir føttene mine vasket med olje og en blomsterkrans henges rundt halsen. Jeg blir behandlet som en dronning selv om jeg ikke er det. 

Sannsynligheten for at jentene som møter meg har blitt urettferdig behandlet er stor. Det å komme fra en minoritetsgruppe og være jente er sjelden en fordel. Likevel har hun blitt oppdratt til å aldri slippe godhet og troskap. Hun er med i ungdomsarbeidet som Normisjon støtter i BNELC. Det kan vi være stolt av. Jeg håper mange jenter blir som henne. Verden trenger mer godhet. 

Normisjon jobber for å styrke jenter og minoritetsgruppers stilling i Bangladesh. Send SMS jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Et steg nærmere drømmene

13 desember 2014

Dariburom er 14 år gammel og tilhører minoritetsgruppen Khasi i Bangladesh. Daribourom er eldst i en søskenflokk på tre. Hennes lillebror går i femte klasse og hennes lillesøster går i 2 klasse. Faren hennes har bare gått på skolen til 5. klasse og moren kan hverken lese eller skrive. Foreldrene er derfor veldig opptatt av at barna deres skal få gå på skole. 

Familien jobber med svijordbruk og hovedsakling høster de betelblad. For khasiene er dette ofte hovedinntektskilde. Mennene høster bladene fra treet og tar det med hjem hvor kvinnene gjør bladene klare for salg. 

Daribourum bestod 5. klasse i 2011 og flyttet da til det Normisjons støttede jenteinternatet i Sylhet. Dette er vanlig i Bangladesh da mange avsideliggende landsbyer ikke har lokale skoler som barna kan gå på etter 5. klasse. I høst tok hun Junior School Certificate (JSC) som er 8. klasse eksamen. 12 andre jenter fra samme internat gjorde det samme. 

Dariburom liker godt å bo på internatet. - Internatet føles nå som hjemmet mitt. Vi er så mange jenter som bor sammen som en familie og studerer sammen i et godt miljø. Jeg er veldig glad for å få bo her. Jeg liker meg veldig godt her, sier jenta som drømmer om å en dag bli lærer. 

Normisjon drømmer om at flere jenter fra minoritetsgrupper skal få gå på skole. Vi trenger din hjelp for å få til dette. Støtt Normisjons jentekampanje ved å sende SMS med kodeordet jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her. 

Jenter som får utdanning

12 desember 2014



"Jenter som kommer og jenter som går" heter det i Di Derres legendariske låt. Dikter man inn en påfølgende ny linje med "Jenter som kommer og utdanning får" så vips: Da er man på Martin Luther College og dertil tilhørende jenteinternat.

I disse dager får en pakistaner og en inder Nobels Fredspris for å ha kjempet hardt for retten til utdanning, særlig for kvinner. I et av nabolandene i Sør-Asia, i Bangladesh, praktiserer Normisjon og vi det samme, nemlig å gi kvinner utdanning på videregående-nivå for grupper som vanskelig kan få det på annen måte.

Jenta til høyre på bildet er en bangalsk jente. Broren hennes gikk på det første kullet på MLC. Han tok eksamen i 2012, men han bodde ikke på gutteinternatet. Lillesøster bor derimot nå på jenteinternatet. Hvordan har det seg at broren ikke bodde på internat mens søsteren gjør det, når de kommer fra samme sted? 

Familien kommer fra Gazipur, ikke mange mil rett nord for Dhaka. Broren pendlet hver dag til skolen. Det tok lang tid, men gikk greit. Men for søsteren, 17 år, er det andre sikkerhetsregler å ta hensyn til. For henne blir det da enten utdanning og internatliv hos oss på MLC eller utdanning på et dårlig college nærmere hjemmet  - eller ingen av delene.

Jenta til venstre tilhører Bawm-folket, en av de mange etniske minoritetene i det som kalles Chittagong Hill Tracts, et område sørøst i landet i grenseområdene mot India og Myanmar. Ikke alle har, som Malala, blitt skutt for det de ønsker å oppnå, men mange har kjempet hardt, og kanskje mødrenes deres "har grett" også. Bawm-jenta er et eksempel på dette. Hun har kjempet hardt for å komme dit hun er i dag. Hun fortsetter å ta utdanning hos oss på Martin Luther College. Hun vet hva hun vil.

Flotte jenter!

- Hans-Jørgen Hagen og Torunn Tjelle 
Utsendinger for Normisjon i Bangladesh 
Les mer på bloggen deres her!

Vi trenger din hjelp for å hjelpe flere jenter. Send SMS jenter til 2160 for å gi 75 kroner eller gi med kort her! 

Jenter på sykehuset

11 desember 2014


Foto: Erlend Berge 

For noen år siden oppdaget man at mange færre jenter kom til sykehuset i Okhaldhunga i Nepal. Ikke bare kom det færre jenter men det ble også brukt mindre penger på å behandle jentene i forhold til guttene. Det samme gjaldt pasientstøttefondet. Her brukte man også mer penger på gutter enn på jenter. Men man drev ikke med noen diskriminering. Det kom bare rett og slett færre jenter til sykehuset. Noe måtte gjøres. Da innførte man en ny policy: alle barn under 3 år får gratis behandling.

Det var litt utfordrende i begynnelsen da man fikk pasienter på 150 cm som man hevdet var under 3 år. Det er iikke like lett å oppdrive noen fødselsattest i Nepal som det er i Norge, så man måtte finne en annen måte å gjøre det på. Nå får alle barn som er lavere enn 120 cm gratis behandling på sykehuset. 

Hva har skjedd nå? Jo nå kommer det 49% jenter og 51% gutter til sykehuset. Man har signalisert at jenter er like mye verdt som gutter. Og det virker. Støtt Normisjons jentekampanje ved å sende SMS jenter til 2160 for å gi 75 kroner eller gi med kort her! 

‹Malala› fra Bangladesh

10 desember 2014

Hun heter egentlig Tashmina og er 14 år gammel. Likheten til Malala fra nabolandet er slående på mange vis. Tashmina ble forsøkt giftet bort  i år men hun var modig og sa tydelig fra om at hun ikke er gifteklar. Hun er ikke interessert i å få barn, være husmor eller bruke halve dagen på å lage mat og vaske klær. Hun er et barn og vil fortsette å gå på skolen. 



Tashmina er vokst opp i en liten landsby nord i Bangladesh med fire brødre og tre søstre. Familien hennes er fattig og faren har også psykiske utfordringer. Hun går i 10. klasse og fikk i sommer plutselig beskjed om at foreldrene hennes ville gifte henne bort. Det kom som et sjokk. Hun var slettes ikke klar for dette og prøvde derfor å protestere selv til foreldrene men ble ikke hørt. Hun fortalte det til vennnene sine og de anbefalte henne å ta kontakt med en selvhjelpsgruppe. Medlemmene av denne gruppen tok saken alvorlig og begynte å samtale med foreldrene og fortelle dem hva loven i Bangladesh sier om barneekteskap. Loven mot barneekteskap har vært i kraft i Bangladesh siden 1930 og sier at jenter ikke kan gifte seg før de er 18 år gamle. Guttene må vente til de er 21 år. Men når straffen for å inngå ekteskap som mindreårig eller kjenner til det som voksen er en skarve måned i fengsel eller alternativt 80 kroner i bot så kan det kanskje forklare hvorfor minst 66% av jenter i Bangladesh likevel gifter seg før de fyller 18. Bangladesh er 4. verst i verden på dette området. 

Til slutt ble foreldrene enige om å stoppe ekteskapet. - Hvorfor ville du ikke gifte deg?, spør vi. - Først og fremst fordi jeg ville fortsette på skolen. Jeg har lyst til å bli lærer og jeg visste at barneekteskap ikke var bra allerede, sier Tashmina. - Er det vanlig at jenter i dette områder gifter seg tidlig? - Ja, det skjer, og derfor jobber vi for å forhindre dette sier kvinnene som sitter rundt Tashmina. Det var de som stoppet dette ekteskapet. De er alle kvinner.



Selvhjelpsgruppen som Tashmina fikk hjelp av støttes av vår lokale samarbeidspartner Sancred i Bangladesh. De har sørget for at hun kan fortsette å drømme om å forandre verden. - Hva drømmer du om Tashmina? Jeg drømmer om å bli lærer for å kjempe for jenters utdanning, svarer hun. - Du er Malala fra Bangladsh, sier jeg impulsivt. Alle ler og smiler og jeg innser at det finnes mange modige jenter og kvinner i verden. 

Med ditt bidrag
kan vi fortsette å styrke jenters stilling i India, Nepal og Bangladesh.  Vær med å gi de en stemme!  Send jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi gi med kort her! 




Kvinnene som hever stemmen

09 desember 2014

De seks kvinnene bøyer hodene og ser ganske sjenerte ut når de kommer inn i rommet. I virkeligheten er de noen tøffe råskinn som møter meg på et lite kontor på landsbygda i Bangladesh. - Vi jobber for menneskerettigheter. Tidligere var vi bare hjemme og hadde ingen mulighet til å delta i samfunnet. Men nå har vi fått ansvar, vi lærer mer og mer og vi hever stemmen vår, sier en av kvinnene. Den neste tar raskt over. - Først og fremst jobber vi for rettighetene til barna våre. Vi ønsker å stoppe barneekteskap. Vi har allerede stoppet noen barneekteskap. Vi jobber også med kjønnsdiskriminering. Menn og kvinner er jo like, så vi jobber med å adressere dette. Vi prøver alltid å ta opp dette spørsmålet hos folk vi snakker med.  - Vi jobber også mot kvinner som blir torturert. Det er alltid noen kvinner som blir mishandlet så vi hever stemmen vår for disse kvinnene, sier en tredje. 


Monosa, Depali, Adhon, Rehena, Motia og Ayesha har alle mange verv og har valgt å ta en aktiv del i lokalsamfunnet. Det er ikke så vanlig at kvinnene tar en så aktiv rolle, men med støtte fra vår lokale samarbeidspartner har disse kvinnene nå mulighet til å bety en enorm forskjell i nærområdene. Ca 2/3 av jenter i Bangladesh blir giftet bort før de fyller 18 år. Nesten halvparten er gift innen de fyller 15 år. Men selvhjelpsgrupper som denne er med på å endre disse statistikkene for en jente av gangen. 

Medgifte er en annen sak kvinnenene er opptatt av. I Bangladesh må jentas familie betale medgifte. Destod eldre jenta er, destod mer må familien betale for å få gifta bort dattera. Dette fører til at mange fattige familier føler på et enormt press på å få giftet bort jentene tidlig. Mange er også ikke klar over de alvorlige konsekvensene dette har for jentene og samfunnet forøvrig. De aller fleste slutter på skolen når de gifter seg og har ikke mulighet til å skaffe seg nok kompetanse til å få en god jobb. Mange jenter får også barn før kroppen er ferdig utviklet noe som er farlig for både mor og barn. I tillegg er disse jentene dobbelt så utsatt for vold. 

Disse kvinnene har valgt å heve stemmen for viktige jente-spørsmål. Du kan være med å støtte de. Send jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi gi med kort her! 


Raziya får endene til å møtes

08 desember 2014

Raziya og mannen slet med å få endene til å møtes. Så fikk hun et tre dagers kurs av Normisjons samarbeidspartner  Sancred i Bangladesh om nettopp ender og verden snudde seg opp ned på kort tid. 


Razia Begum bor i landsbyen Jatichar i distriktet Sunamganj. Hun er 38 år, gift og har to sønner og en datter. Mannenen hennes Golam Rabbani er bonde og dyrker ris ca 6 måneder i året. Razia hadde ikke noen jobb og Golam tjente 200-250 kroner per måned. Razia slet med å finne måter å mette familien på med den lave inntekten. 

Golam ble med i en selvhjelpsgruppe som Normisjon støtter og denne gruppen arrangerte et tredagers kurs i ande-oppdrett. Golam kunne ikke delta så Raiza ble med istedet. Hun ble meget interessert i dette og ble enig med mannen om å starte opp. Hun lånte 2500 kroner gjennom vår samarbeidpartner Sancred sitt mikrokreditt program og kjøpte 300 ender, mat til endene og matrialer for å lage et skur for endene. På ett og et halvt år har Razia gradvis økt antall ender på gården til rundt 1000 stk. Nå får hun 500-600 egg hver dag og selger det på markedet. Hun tjener nå ca 2000 kroner i måneden. Razia og mannen kan nå sende alle tre barna på skole og er ikke lenger bekymret for morgendagen. Nå ser de frem til den med håp og framtidstro. 

Normisjon ønsker å gi flere kvinner yrkesrettet kurs og utdanning slik at de kan hjelpe seg selv. Send jenter til 2160 for å gi 75 kroner eller gi med kort her! 

Fatima blir ikke glemt

07 desember 2014

Historien er hentet fra bloggen til familien Haaland som jobber for Normisjon i Banlgadesh. 


*Foto: illustrasjonsbilde fra shutterstock. 

Noen pasienter har gjort mer inntrykk på meg enn andre, og jeg tenkte å dele litt av deres historier.

Da jeg var på indremedisin ble jeg involvert i en gravid kvinne som var innlagt for epilepsi. La oss kalle henne Fatima. Hun hadde hatt epilepsi mange år tilbake. I tillegg hadde Fatima hatt hjerneslag og hadde en halvsidig lammelse. Mellom åtte og ni måneder før jeg traff Fatima ble hun voldtatt i sitt hjem. Kvinner og barn som har en fysisk eller psykisk funksjonshemning er her som andre steder i verden ekstra sårbare for at noen forgriper seg på dem. Mest sannsynlig har Fatima blitt utsatt for voldtekter i mange år. Hun hadde allerede mistet et barn for mange år siden. 

Pga hjerneslaget hadde hun vanskelig for å snakke. Hun var sengeliggende og helt forsvarsløs. Lamb sykehus har en arbeidsgruppe for vanskeligstilte kvinner, og denne gruppen organiserte det slik at Fatima fikk komme på en Shelter- et senter som skal være et trygt hjem for kvinner som ikke har noe annet. En kvinne fra shelteret fulgte med Fatima til sykehuset den uken jeg ble kjent med henne. Det ble sagt at hun var psykisk utviklingshemmet. Jeg ble ikke sikker på det. Hun så helt vanlig ut bortsett fra at de hadde barbert bort alt håret hennes. Hun virket tom i blikket og annerledes der hun lå midt i den store salen, men hvis jeg satt meg ned med henne og holdt henne i hånden eller strøk henne på kinnet, så lyste hun opp. Hun dro meg ned til sengen sin og sa ord om velsignelse og takk. Min bangla er ikke god nok til å forstå hele hennes brokete tale, men jeg tenkte at hun kanskje ufordelaktig hadde fått tildelt psykisk utviklingshemmet diagnosen pga hvordan hun fremstår med hyppige krampeanfall og en talesvikt etter hjerneslag. Siden barnet hennes vokste inni henne var det vanskelig å behandle epilepsien optimalt, samtidig som vi vet at det er farlig for barnet når mor har kramper. Et barn som skal bli født av en mor som ikke vil kunne ta seg av det, og som sikkert ikke er ønsket.

Uken etter at jeg begynte på gynekologisk avdeling ble Fatima lagt inn igjen på medisinsk avdeling med spørsmål om postpartum psykose, dvs en psykose som oppstår etter fødsel. Fatima hadde født barnet for 2 uker siden og nå var hun helt forandret. Barnet var dødt og moren var syk. Med antipsykotika og sykehusinnleggelse med mulighet for søvn, kom moren mer og mer tilbake til seg selv. Jeg var med og gikk visitt på henne igjen. I journalen stod det bare at barnet var dødt og at det fra gyn sin side måtte gjøres en vurdering av om pasienten hadde behov for noe oppfølgning. Jeg spurte når barnet hadde dødd. 6 dager etter fødselen. Barnet hadde vært friskt og det ble bestemt at det skulle adopteres bort. Da Fatima klarte å ta seg av amming og enkelt stell på egenhånd, og det så ut som at hun virkelig brydde seg om barnet, ble det på shelteret bestemt at hun kunne få ha barnet hos seg frem til det skulle gis bort. Om kvelden den femte dagen var barnet fint, men om morgenen dagen det skulle gis bort var det dødt. Kvinnen som fulgte med Fatima fortalte at Fatima hadde kvelt barnet.  Det var som å få et slag i magen. Jeg satt ved sengekanten hennes og fikk så uendelig vondt av henne. Når jeg holdt hånden hennes så krympet hun seg sammen i sengen, gråt og så på meg. Kjente hun meg igjen? Jeg ble så sint. Hvordan kunne de la henne ha barnet alene hos seg, hun som er i en slik forfatning, og la henne vite at noen andre skal komme og ta barnet? Kan vi forstå at hun gjorde det? I en fortvilelse over å miste alt en er og har?

Den bengalske overlegen jeg går sammen med så ikke ut til å bli påvirket av Fatimas skjebne. Det virker til å være for vanskelig for henne å relatere seg til mennesker som Fatima. Uansett hva som har skjedd får det ingen følger. Kvinnen sendes tilbake til shelteret. Barnet blir glemt. Det er ingen som har tid eller penger til å gå etter voldtektsmannen. 

Jeg kommer nok ikke til å glemme Fatima.

Les mer om Familien Haalands sine erfaringer i Bangladesh her. 




Jentene som aldri blir født

06 desember 2014


Hun er jente og født i India. Det er ikke noen selvfølge. I noen stater er fødselstallet for jenter under 800 per 1000 gutter. I noen stater sliter nå menn med å finne seg koner. Millioner av jenter har rett og slett blitt abortert bort de siste 3 tiårene. Annslagene varierer fra 12-40 millioner jenter. Mange tusen jenter blir abortert bort i måneden, til tross for at det er ulovlig. 

Medgifte får noe av skylden for synet på jenter som en utgiftspost. I både India og Bangladesh så er det jentas familie som må betale for å gifte henne bort. Og om jentene først blir født, så lever de ofte et risikofylt liv. India har flere ganger blitt kåret til verdens farligste land å være født jente. 22 jenter blir for eksempel drept hver dag fordi familien ikke greier å betale medgifte.

Normisjon kjemper for jenters rettigheter og jenters utdannelse. Send jenter til 2160 for å gi 75 kroner eller gi med kort her! 

Mor Okhaldhunga

05 desember 2014

*Historien er hentet fra Okhaldhunga Times og skrevet av Kristin og Erik Bøhler

Tittelen er ment som en hedersbevisning, lik den som ble den norske misjonæren Ingeborg Skjervheim til del da hun ble kalt Mor Tansen, etter flere tiårs tjeneste der. «Sister» Bishnu Sunuwar har gjort seg fortjent til en tilsvarende ære her i Okhalhuga, Nepal.

Hun er født her i Okhaldhunga, og har bodd her hele sitt liv. Det er et liv som avspeiler distriktets historie: Moren og faren hadde femten barn sammen. Bishnu vet ikke engang hvilket nummer i rekken av barn hun selv er: «De bare kom og kom. Det fantes jo ikke familieplanlegging den gangen. Og en gang døde fem av søsknene mine i løpet av en uke. Det var en smittsom sykdom med utslett, kanskje meslinger?» Faren hadde vært gift to ganger før, men begge de tidligere konene, og barna deres, døde i barsel.

Tre ganger har hun vært utenfor distriktet: Først hjelpepleierskole, deretter sykepleier- og jordmor-utdanning, og så, for få år siden, videreutdanning som anestesi-sykepleier.

Hun begynte å jobbe på sykehuset her for 39 år siden, som ufaglært etter tiende klasse. En kristen venninne tok henne med på husfellesskaps-samlingene her, som den gang som nå var hver torsdag kveld. Det hun hørte der gjorde inntrykk på henne. Å lese selv fikk hun den gang ikke så mye ut av. Så dro hun til Kathmandu på hjelpepleierskole, og ble døpt i 1980. Hun fant en kristen mann, som ble satt i fengsel for sin tro da datteren deres var to år gammel. Det var en bekymringsfull tid, men hun gjør lite ut av det. «Han kom snart ut igjen, men vi måtte betale en svær bot.»

På et lite sykehus som vårt er det kort mellom krisene, og de kan være av mange slag. Trafikkulykker med mange ofre som vi ikke vet om før de bæres inn gjennom porten, fødende som plutselig trenger «katastrofe-keisersnitt», dårlige pasienter som plutselig ikke får den oksygentilførselen de er avhengige av, eller akutt psykotisk, voldelige pasienter. Bishnu står som en søyle i slike situasjoner, og sørger for at det viktigste blir gjort først. Først med skingrende kommandorøst og kjefting og smelling, så med et smil.


Hun er nesten alltid blid som en sol. Nesten:

Under borgerkrigen kom det en gang en gjeng maoist-soldater hit. De forlangte gratis behandling, og utenom køen. Da var det Bishnu som kjeftet dem huden full, truet maoistlederen med en murstein, og sørget for at soldatene ikke forstyrret arbeidet for pasienter som trengte det mer. Den historien lever ennå på folkemunne her i distriktet.

Ettersom sykehuset nå gjør flere operasjoner enn før, går stadig mer av hennes tid til å gi anestesi. Det betyr mye nattarbeid, «men det går fint, så lenge jeg er frisk», sier hun. 


Her justerer hun dråpetakten på intravenøs væske under en operasjon.

I Norge styres slikt elektronisk, her går det på gravitasjonskraft og håndlag. I tillegg til sine mange funksjoner på sykehuset, er hun en viktig støttespiller i kirken.

Vi har ikke mange slike som henne. Så det gir grunn til uro at hun nå med sine 56 år raskt nærmer seg pensjonsalderen, som her er allerede ved 60 år. Vi håper at hun blir litt til, mens vi leter etter noen som kan fylle i alle fall noen av hullene etter henne.

Og så forteller hun som en ettertanke i det vi avslutter vårt lille intervju:
- Jeg har blitt intervjuet en gang før. Det var rett etter at jeg begynte å jobbe på sykehuset her. Da jeg ble spurt om jeg hadde en drøm for fremtiden sa jeg som sant var: «Jeg vil se dette sykehuset vokse seg stort og sterkt, så det blir plass til femti innlagte pasienter her.» Og nå opplever jeg jo nettopp det!

Vi ønsker å støtte, skolere og hjelpe mange jenter i Asia til å bli like sterke og dyktige som Bishnu. På den måten kan vi skape varig forandring. Send jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her! 

Majeda ble nesten barnebrud

04 desember 2014



Julen er barnas høytid. Det gleder oss å se de ivrige stjernetente øynene når pepperkakene bakes eller når julegranen tennes. Men hvert andre sekund, også i julen, står en jente barnebrud. Majeda (18) fra Bangladesh kunne blitt en av dem. Som 12-åring ble hun nesten giftet bort til en lokal politimann. Heldigvis ble hun reddet av en lokal selvhjelpsgruppe som Normisjon støtter.

Den fargerike
 bryllupsportalen er satt opp ved innkjørselen til en liten gård nord i Bangladesh. Her bor Majeda og hennes familie. Selv om Majeda bare er 12 år, er det hun som er dagens brud. 
Hun har på seg bryllups-sari og gullsmykker, og har blitt dekorert med henna-farge på hendene, slik skikken er. Loven sier man må være 18 år for å gifte seg, men når den kommende ektemannen er en voksen politimann, er ikke det
noe hinder.
– Jeg gråt og var redd, sier Majeda om det som skjedde. – Guttene på skolen plaget henne, og vi tenkte det ville være bra om hun giftet seg, svarer moren Zarina Khatun. Faren Abdul Baten innrømmer at det også var økonomiske årsaker. De har fire døtre og to sønner, og det er vanskelig å forsørge så mange når man er fattig bonde.

Klassevenninnen Shirin ble redningen for Majeda. Hun ble fortvilet når hun hørte om det planlagte giftemålet. Hun visste det ville gå utover skolegangen til venninnen og at hun ikke fikk være barn lenger og være sammen med venner.

Heldigvis kjente Shirin til en lokal selvhjelpsgruppe som jobbet for menneskerettigheter. Gruppen fikk stoppet ekteskapet i siste liten. Dette er Majeda takknemlig for i dag.
– Barneekteskap er en ulykke for samfunnet. Når en ung jente blir giftet bort, møter hun ofte problemer. Det er mange som får fysiske og mentale utfordringer. Hvis jenta blir gravid tidlig kan det også stå om livet til både mor og barn, sier hun bestemt.


Jenter er like mye verdt som gutter og fortjener de samme mulighetene. Våre samarbeidspartnere jobber med å forhindre barneekteskap og gir også tusenvis av jenter muligheten til å gå på skole. Ditt bidrag til årets julekampanje styrker jenters rettigheter
og gir dem muligheter til utdanning!

Vær med å gi henne en stemme. Send jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her! 

Miliniska vil bli lege

03 desember 2014

I desember forteller vi om 24 jenter i forbindelse med vår julekampanje "Gi jenter større verdi - like mye verdt".  I dag får du høre om Miliniska fra India som drømmer om å bli lege. 



Miliniska er fra en underpriviligert santal familie i India. Santalene er en kristen minoritetsgruppe i landet. På Don Bosco school får hun mulighet til å gå med barn fra alle samfunnslag og religioner. Noen av elevene på skolen, som Miliniska får støtte til å gå på skolen, men det ser ikke de andre elevene. De stiller i samme uniform og behandles likt. 

Skolen er også av høy kvalitet som gjør at Miliniska en dag kan nå drømmern sin om å bli lege.    
- Min mor har sagt at hvis jeg skal bli lege så må jeg gå på en god skole. Derfor sendte hun meg hit, sier hun.

Hun bor på internat for å ha muligheten til utdannelse. Dette er vanlig mange steder i India og Bangladesh, da det mange avsideliggende steder ikke finnes skoler, og om de finnes så er kvaliteten på undervisningen lav. Derfor er Miliniska takknemlig for å få kunne gå på skole her.    
- Jeg er svært takknemlig fra hjertet for dere som støtter meg og Gud vil velsigne dere, sier hun. 

Hjelp flere jenter som Miliniska. Send jenter til 2160 for å gi 75kr eller 
gi med kort her! 

Se videoen "I samme uniform" med Milniska og skolevenninnen Alatika. 

Serila vil hjelpe andre

02 desember 2014

I desember vil vi fortelle om 24 jenter.  I dag får du høre om Serila på 19 år som drømmer om å hjelpe andre. 



Serila har mange fremtidsdrømmer, men det er ikke først og fremst seg selv hun fokuserer på. Studentene Normisjon støtter i Bangladesh kommer fra fattige familier og de har opplevd mye urettferdighet.

 - Jeg vil spre budskapet om at utdannelse løfter oss opp fra fattigdom. Da må jeg først fullføre min egen utdannelse og finne meg en godt betalt jobb.

Hun er 19 år, kommer fra folkegruppen Khasi, og hun vokste opp på landsbygda. Den lutherske menigheten i Bangladesh gir henne støtte til å bo på internat i hovedstaden Dhaka.

- Foreldrene mine er fattige og jobber på en plantasje. De er glade for at jeg har muligheten til å velge annerledes. Det er viktig for meg at flere får muligheten til studiestipend. Utdanning kan utjevne forskjellene mellom fattige og rike i Bangladesh.

Av de 16 millionene som går på barneskole til en hver tid i Bangladesh er det kun 17% som får gå på et så høyt nivå som Serila nå gjør. Og enda færre er jenter med minoritetsbakgrunn. 
Marin Luther College som Normisjon har startet i Dhaka, Bangladesh fokuserer på å gi elever med minoritetsbakgrunn denne muligheten. Skolen har 50% jenter som er ganske unikt. 

Du kan sende en jente til på skolen! Send jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her! 

Toma er verdt å satse på

01 desember 2014

Toma er 14 år og bor i et land hvor det herjer en oppfatning om at jenter er en handelsvare uten særlig verdi. I desember vil vi fortelle om 24 jenter.  Toma er først ut. 



Det er vanskelig å ikke legge merke til Toma (14) i hennes gule, rosa og turkise drakt selv om hun ikke sitter på første rad. Blikket hennes viker ikke som de andres når jeg stiller et spørsmål. Det er hun som svarer på spørsmålet mitt om hva som skjer når denne jentegruppa samles. – Vi møtes for å lære om barneekteskap og helsespørsmål og ta opp ting vi er opptatt av, svarer 14-åringen uten å nøle. 


På ett slitt klasserom i landsbyen Barammon Goan, nord-øst i Bangladesh har 27 jenter mellom 13 og 16 år samlet seg denne onsdagen. De møtes jevnlig for å lære om jentespørsmål og hvordan de kan involvere seg i lokalsamfunnet. - Så hvorfor er barneekteskap et problem? spør jeg for å høre deres perspektiv. Toma reiser seg igjen ved pulten sin. – Barneekteskap er problematisk for helsen til både jenta og for barnet hvis hun blir gravid. I tillegg er hun for ung til å vite hvordan hun skal ta vare på seg selv og barnet. Ved tidlige ekteskap så slutter jenta på skolen. Hun har da ikke nok kompetanse til å få seg en god jobb og det fører til økonomiske problemer. En annen utfordring som vi har her er at ikke alle jentene i gruppa lenger går på skole. Noen har sluttet allerede. De trenger å få hevet kompetansen sin, men vi har ikke noen som kan hjelpe, sier Toma. 



Toma er også bekymret for at jentene ikke har noe eget sted å samles. Jeg kan skjønne bekymringen hennes med den relativt store gutte-gjengen som henger utenfor. I Bangladesh er det ikke alltid lett å være jente. Det herjer en oppfatning i landet om at jenter er en handelsvare uten særlig verdi. Heldigvis har noen lokale lederne skjønt at jenter som Toma er verdt å satse på. - Hun er en veldig smart jente, sier en av lederne når vi drar vår vei. 

Jeg kan dessverre ikke være noen skinnende hvit ridder for jentene denne dagen og løse alle deres utfordringer, selv om hudfargen min er hvit som sne. Men vår lokal partner Sancred er ikke langt unna. De støtter denne og mange andre jente- og kvinne grupper. Dette er med på å bidra til å styrke synet på jenter som Toma sin verdi og gir jenter som henne en stemme.

Du kan hjelpe de hjelpe flere. Send jenter til 2160 for å gi 75kr eller gi med kort her!
 

 

Vi blogger

28 november 2014

Mandag 1. desember starter Normisjon sin egen blogg.