Advent i Skrefsruds fotspor - luke 3

03 desember 2017

Fald og opreisning

Under dette Ophold i Lillehammer  kom han for første og sidste Gang til at omgaaes med saadanne af sine gamle Kamerater, som var blevne Svirebrødre, og han som ellers var bleven advaret nok ved, hvad han havde set i sin Barndom, og som holdt seg fra alt Svireri, han gav sig nu til at drikke med disse Mennesker. Det var er sørgeligt Kammeratskab, han der var kommen i.  Først fik Kammeraterne ham til at blive Tambur ved anden oplandske Landevernsdivision, og ny begynte Svireriet sammen med disse ”Venner” ret for Alvor og endte med de Forvildelser, som kom ham saa dyrt at staa, fordi han tog Skylden på sig alene. Efter en langvarig Arrest blev han dømt til 4 Aars Strafarbeide, en Straf, han utsonede paa Bodsfængslet ved Kristiania i Tidsrummet fra 12te Februar 1859 til 12te Oktober 1861. Det var en Art Cellefængsel, derfor blev Straffen forkortet. 

Denne Tid blev dog til stor Velsignelse for ham. Han saa, at hans Omvendelse kun havde været en ny Klud paa et gammelt Klædebon, og han fik sit Øye op for, hvortil Synden kan føre et Menneske.  Han gjennengik forferdelige Kampe i to lange Aar, først i Arresten og senere den første Tid i Bodsfengslet, thi han mente, at han havde begaaet Synd mod den Helligånd, en Synd, som hverken kan tilgives i denne eller den tilkommende Verden, men han kom til Fred i Fængselet, og han lærte at forstaa, at trods hans Fald var Guds Naade dog lige trofast, og at Guds Pagt stod fast for den, som ærlig søgte Syndernes Forladelse, og som med ærligt Hjerte under Forsagelse og Tro tyede til hans Naadepagt. Den Fred, han der fandt fyldte ham med den Livsfriskhed og Virkelyst, som siden fulgte ham under Livets vekslende Førelse, og som kunde bevares, fordi Freden alltid blev bevaret.

Det var dog ikke blot Livsfriskhed og almindelig Virkelyst, Freden gav ham, det var tillige den brændende Trang til at meddele andre, hvad han selv var bleven delagtig i. Han slugte neste alt hvad Fængselsbiblioteket eiede, pietistiske Skrifter, grundtvigske Skrifter, f. Eks. Boisens ”Budstikke” og en af den Mands Prædikensamlinger, der senere skulde blive ham en indelig kjær Ven, Birkedal, og han læste historiske Skrifter, geografiske Skrifter osv., alt muligt mellem hinanden. Men alt det, han læste, var der intet der greb ham saaledes som den Fortælling, han fandt i Maus ”Kristelige Samler”, 17de Bind om den svenske Bondedreng, Peter Fjellstedt, der drog ud og blev Missionær, thi ved Læsningen heraf og av Fjellstedts ”Skogstjernan”, vaagnede hans Missionskald, og hvor daarlige Udsigterne end var for ham i den Retning, saa tvilede han ikke om, at det var Herrens Kald, han nok engang skulde naa. 

En saadan Fange maatte nødvendigvis tiltrække sig Fængselsfunktionærenes Opmerksomhed. Hans Alvor, Flid og gode Opførsel vant dem snart for ham, pg de Vidnesbyrd der tilførtes Protokollen, var derfor gode; men hvor meget de end maatte lægge Merke til hans Begavelse og Ihærdighed, betragtede de dog hans Missionslængsel som Sværmeri. Dette fremgaar af et Brev til Pastor L. Hertel fra Skrefsruds trofaste og faderlige Ven, Fængselsdirektør R. Petersen, hvor det bl.a. heder: 

”Ingen af os i Fængselet anede, at Skrefsrud var den, som han senere viste sig at være, Det var ogsaa for meget forlangt. Men nu med min større Erfaring finder jeg det underligt, at vi dog ikke saa mere i ham, end hvad vi saa. Vi interesserede os meget for ham og beundrede hans Dygtighed til at lære. Som Arbeider, han var en smule Filer, duede han ikke stort. Han gik under navnet ”Missionæren”, da han altid og det med Bestemthed omtalte det Maal som sit.  Det var vel dette høie Maal, navnlig høit for en fattig, ung Gudbrandsdøl, som gjorde os blinde. Det var ikke til at naa, har vi vel tænkt. Jeg ser ham staaende i Kirkekoret med sin mesterlige Pande og det sværmeriske Blik. Det Syn hver Søndag studset ikke alene jeg ved, men mange andre, som overvar vor Gudstjeneste”. 

Arbeide, Glæde og Modgang

Da han kom ud af Fængselet med gode Vitnesbyrd, fik han først Plads paa Rylands mekaniske Verksted i Kristiania: Alt, hvad han der tjente, anvendte  han paa Bøger og paa at utvide de Kundskaber, han alt havde begyndt at samle sig i Fængslet, for at det dog maatte lykkes ham at komme paa Missionsskole. I Fængslet havde han lært Tysk og Engelsk næsten uden Hjælp, og endvidere læst Historie, Kirkehistorie, Geografi og Bibelforklaring og lært nesten hele det nye Testamente udenad. Han slugte i Fængslet flere av Vexels og Birkedals Skrifter og en Del Grundtvigs. Nu, da han var fri, tog han ret fat for Alvor og begyndte paa Fransk, Latin og Græsk, fik en eller anden til at give et Fingerpeg, saa var det en Student, saa en Latinskoleelev, hvor han kunde opsnappe et Hint, men hovedsagelig maatte han hjelpe sig ved Selvstudium. 

Det var dels i Kristiania, dels i Lillehammer, at han gav sig af med alle disse Studier, thi efter nogle Maaneders Forløb forlod han Kristiania og drog til Lillehammer, hvor han ernærede sig ved at gravere Signeter. Her blev han i Foraaret 1862 forlovet med Anna Onsum, Datter af en norsk Odelsbonde, der eiede en stor Gaard i Faaberg ved Lillehammer. Hendes Forældre var begge fromme haugianere, og Datteren, en stille, mild og blød Natur, var fra sin tidlige Barndom paavirket heraf, og levede det samme fromme Troesliv som Forældrene.

Kort efter reiste Skrefsrud til Stavanger med gode Anbefalinger for at søge at komme paa Missionsskolen, thi skjønt tunge Sorger havde søkt at rokke ved hans Følelse af et Missionskald, saa var han sikker i sin Tro paa, at det var Herrens Vilje med ham. I Stavanger var han i tre Maaneder og ventede paa Hovedbestyrelsens Svar, og i den Tid ernærede han sig som før med at gravere Signeter og Stempelmaskiner. Hver Aften gik han to Timer op til Hetlands Kirke og stred og bad om at han maatte komme ud på Missionsmarken; man tilsidst kom Svaret fra Hovedbestyrelsen, at den ikke saa sig i Stand til at efterkomme hans Begjæring, og et fremragende Medlem af den raadede ham til deri at se et Fingerpeg fra Gud om at han ikke vilde have ham ud paa Missionsmarken. 

Dette foraarsagede svære Kampe i hans Sjæl, men ude ved Hetlands Kirke kom han paa sine Knæ til den Overbevisning, at Fingerpeget ikke var tilstrekkeligt, og deri styrkedes han af den gamle, elskelige Brødremenighedsforstander Due, som raadede ham til at reise til Tyskland. En Ven af Due, gamle Holdte, fortalte ham, at hans Søn havde været i Berlin og kunde give ham Veiledning om Reisen. Han gik derfor til Sønnen, og fik ogsaa hos ham god Besked, og tillige et Anbefalingsbrev med til Børresen, i hvis Hus den unge Holdte jevnlig var kommen under sit Ophold i Berlin. 

Løsning

Forsynet med dette Anbefalngsbrev seilede han fra Stavanger i Efteraaret 1862, ene, men dog sikker paa, at Herren vilde lade ham komme ud på Missionsmarken. Da han kom til Berlin og besøgte Børresen, modtog baade Børresen og hans Hustru ham med stor Hjertelighed og fortalte ham, at de havde bedt Herren give dem en anden norsk Ven i Stedet for Holdte, og at de troede, at han var den Ven, thi de saa begge, hvad der gjemtes bag den unge Nordmands noget ru Skal, og det frivillige Liv, der lyste ud fra ham, greb dem begge sterkt.  Han blev ham derfor snart en kjær Ven, om det end i Begyndelsen ikke gik af uden smaa Rivninger mellom ham og Fru Børresen, idet Skrefsrud antog, at han var der i sin Samvittighed forpligtet til at udbetale sine Anskuelser om det, han mente, der burde ændres i Huset, og Fru Børresen baade nok vidste, hvorledes hun vilde have sit Hus styret og tillige nok kunde sige ham det tilstrekkelig tydelig. Undertiden holdt han sig fra Huset i nogle Dage, og da vekslede han og Fru Børresen Breve om disse Meningsforskjelligheder; men Børresen mæglede, og Forholdet blev efterhaanden saa hjerteligt, at Skrefsrud kom til at føle sig som en Søn i Huset, skjønt det kun var de første Dage, at han boede der. 

Når jeg så skal ut i verden, aldri jeg alene er...
Foto: Bjørnar Holmedahl