Advent i Skrefsruds fotspor - luke 22

22 desember 2017

Efter Tyve Aar
Det er vor Missions tyvende Aarsberetning. Naar vi ser tilbage over alle disse Aar, hvori Herren har kjæmpet for os og utvidet sit Rige for sine Fienders Øine, har vi særlig Grund til at reise en ny Milepæl og kalde den ”Ebenezer”. Den 121de Salme vil udtrykke med den hellige Skrifts Ord vore Erfaringer i den Tid, det er forundt os at arbeide for Kristus blandt Santhalerne. Naar vi mindes, hvorledes vi kom ind i dette Land uden Formue, uden Venner og uden Selskab, og Ordet dog lød til os: ”Herren bevare din Indgang”, og vi nu ser os om og ser de mange forvildede Faar, den gode Hyrde har indsamlet, og Billederne af det store Antal Venner i Europas forskjellige Lande, som han har kaldet til Hjælp for os, føler vi, at vi ikke forgjæves har løftet vore Øine til Herren, men at han har gjort langt mere for os, end vi kunde bede eller tænke.  Da kunde vi kun se meget lidt, men i vore Hjerter brændte en Kjærlighedsild for dem, om hvem vi vidste lidet eller intet.  Det saa ud, som havde alle og alt forenet sig for at hindre vor Indgang her, men en Røst talte til vore Hjerter og kom, derom er vi forvidsede, fra Herren Jesus selv og sagde: ”Frygt ikke, tro kun”, og dette Ord blev dette Arbeides Grundlag og oplivede os, saa vi helt glemte vor Ringhed, vor Pengemangel, Fare, Sygdom og Prøvelser, der viselig vilde falde over os, og at Santhalerne som en Mand ikke vilde have med os at gjøre og ikke ønskede, at vi nedsatte os iblandt dem. 

Vi mindes vort første Besøg paa denne Plads, da vi gik til en Nabolandsby, Chitragaria, og bad Høvdingen om husly i en Kostald, et alt andet en prægtigt Sted. En Kostald i Europa er et Palads i Sammenligning med sin santhalske Jevnlige. Da vi var blevne afviste, henvendte vi os til en anden gammel og rig Santhaler i samme Landsby, men kun for at blive afviste. Disse to Mænd lever endnu, men ak, som saa graahærdede Hedninger som blot mulig. Det kunde se ud, som Evangeliet ikke hvade nogen Magt over dem, men naar de har været i nogen Slags Forlegenhed, har de første vendt sig til os om Hjælp, og de er altid blevne venligt mottagne og hjulpne. Vor Bolig den første Nat var en liden Hytte, hvor Hinduafguden Durga nylig var bleven opstillet. (Thi Santhalerne var villige nok til at optage deres Hindu-Naboers Afguderi, det var kun med den levende Gud, de ikke vilde have noget at gjøre.) Den var kun 10 Fod i Firkant og mod Sydsiden aaben og uden Ly for Veir og Vind.  Saaledes var vor Indgang i dette Land. Santhalerne gloede kun paa os og vidste ikke, hvad de skulde gjøre med os, for de havde aldrig oplevet, at der kom Europeere og levede iblandt dem paa den Maade. Nogle uvenlige Mennesker gjorde 10 Aar senere den Bemerkning, at vi kom ind i Landet som Vagabonder. Overfladiskt seet kunde der ikke siges noget mere sandt, men vi priser og takker vor Frelser, at i vore Hjerter følte vi os ikke som Vagabonder, men som fremmede og Pilgrimme, der hungrede efter Reisefølge paa Veien til Sion. Herren vor Gud hjalp os til fulstændig at glemme os selv og alt det, der bekymrede os, og vi fryder os og priser ham, at vi ikke da blev nødte til at forlade hans Mark, som saa mange alt for gjerne havde set. Han har tilladt os at staa fast og ikke paa nogen Maade at give tabt. Jo større Prøvelserne og Faren var, des større var den Kraft og Beskyttelse, der blev ydet os, og saaledes har Herren hjulpet os til at gaa fra Styrke til Styrke, fra Seir til Seir.

Nu, naar vi ser tilbage over de svundne Tyve Aar, kan vi juble i høien Sky: ”Herren har gjort store Ting for os, derfor er vi glade”. Naar vi mindes de mange kjære Santhalkristne, som har seiret ved Lammets Blod og nu er i Himlen, kan vi sige, at dette er den sandeste og største Glæde af alt.  Vi kan i dette Arbeide se vor Frelsers Lignelse om Guds Rige som et Sennepskorn i sin fulde Forklaring. saa ringe og som intet saa det ud, da vi begyndte. Navnet paa vor Hovedstation ”Ebenezer” blev ikke givet tankeløst, thi i to og et halvt Aar, før vi nedsatte os der, havde vi søgt og spurgt baade ved personlige Rei-ser rundt omkring og ved Brevveksling med andre om det Sted, hvor Herren vilde have os til at blive, og hvor han vilde velsigne os. Da vi omsider efter de Prøvelser og Sorger, disse to og et halvt Aar havde bragt med sig, fandt dette Sted, kunde vi knæle ned og stille og taknemligt udbryde: ”Hidtil har Herren hjulpet os”. 

Dette blev sagt paa en tid, da alt saa mørkt og truende ud omkring os,  og underfuld er i Sandhed den Maade, hvorpaa vi stedse siden er blevne veiledede og hjulpne, hvilket giver os Grund til at løfte Lovprisningens og Taksigelsens Røst.  Netop i Forhold til Arbeidet blev Midlerne sendt os, alt som Sennepskornet voksede. I de første otte eller ni Aar blev de fleste Penge indsamlede ved en af os, som reiste om og personlig tiggede Bidrag hos Europæerne, der boede i Indien. Da vort Arbeide blev bekjendt i Europa 1874 ved et Brev i Londonbladet ”Times” fra dets særlige Korrespondent, var den første Ven, vi fik der, Dr. Graham. Han havde allerede hørt noget derom af sin Søn, General (da Oberst) Graham, der kjendte noget dertil fra våre Besøg hos ham i Poona. Dr. Graham har ved Guds Naade været vort Arbeide en trofast Støtte fra den Tid og indtil den Dag idag, og ingensinde, hvad Storme der saa i Mellemtiden har raset mod Gjerningen her eller mod os personlig, har nogen af dem formaaet at rokke ham det mindste. Han har delt vore Sorger og Glæder med os med samme utrættelige, stadige og trofaste Hjertens Kjærlighed. Fra den første Dag indtil denne han han altid vist os fuld Tillid i alt, hvad vi har foretaget os.  Dette er noget stort og findes meget sjeldent. Vore Venner vil derfor kunne slutte sig til , at han til Gjengjæld har vor Tillid og varmeste Kjærlighed samt en Plads som ingen anden i vore Santhalbrødres Hjerter og Bønner. 

Da Arbeidet blev større, og de kristne blev talrige, kunde vi ikke anvende Tid paa aarlige Indsamligsreiser i dette Land, hvor det desuden vilde have været vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at faa den større Indtægt, som nu var bleven nødvendig. Vi blev da enige om, at en af os skulde gaa til Europa og forsøge at vekke en Interesse der for Arbeidet blandt Venner, som vilde hjælpe os med at skaffe Pengemidler til at fortsætte. Denne Plan blev udført, og en af os reiste til Europa i Mai 1876 og var særdeles heldig med, ved Dr. Grahams Hjælp, at vinde Venner i Edinburgh, Glasgow, Dundee, Aberdeen og London, saa der opstod en meget levende Interesse. Derefter blev der vundet Venner i Danmark, Børresens Fædreland, og saasnart disse blev bedre bekjendte med Arbeidet, fattede de en varm Interesse derfor.  Ikke blot blev der det følgende Aar dannet Komiteer, men ogsaa det danske Missionssælskab traadte til paa en meget venlig Maade for at hjælpe dette Arbeide, og Kjærligheden til Santhalmissionen er ogsaa stadig siden vokset i Danmark, og naar Hedningernes Nød og vor Mesters Afskjedsbefaling først føles almindeligt Landet over, og Naaden ved at være Kristi Medarbeidere paa Missionsmarken i høiere Grad gjennemtrenger Hjertene hos hans Folk der, er vi visse paa, at vi vil faa endnu større Ting at se fra dem. 

Meget lidet blev da gjort i Norge, undtagen Skrefsruds Fødeegn og blant nogle af hans personlige Venner, hvor der havde vist sig Interesse for Arbeidet lige siden hans Afreise til Indien, men det var kun i ringe Grad, der blev foretaget noget. Skjønt Norge blev besøgt 1876-77, og der blev gjort Bekjendtskab med en stor Mængde Venner, blev der ikke fremkaldt nogen alminnelig Interesse. Nogen Interesse, blev ligeledes vakt i Sverige, særlig i Upsala og Stockholm, men det var ikke før i 1881-83, da en anden af os atter besøgte Europa, at Arbeidet fandt ret Fodfæste i disse to Lande. Det er os en Glæde at sige, at særlig Norge er gaaet vidunderligt frem, idet der er oprettet Komiteer paa mange Steder saavel som Kvindeforeninger, der i Norge udretter mest til Missionssagens Fremme. Da ingen af os har været i stand til at anvende den nødvendige Tid paa Sverige, har Interessen der ikke naaet den samme Høide som i de to andre skandinaviske Lande; men blandt vore svenske Venner kan vi regne nogle af de mest varmhjertede kristne Brødre og Bidragsydere, og vi er vis paa, at Sverige nu særligt, da det har en af sine Sønner paa Marken her, ikke længer vil staa tilbage for sine to Søstre. 

Arbeidet i Skandinavien er stadig vokset de sidste 10 Aar og vedbliver at gjøre det, hvorimod, hvad England og Skotland angaar, saa vil vi ikke sige, at Kjærligheden til og Interessen derfor er formindsket der, men Hjælpen, som blev ydet derfra, er det dog meget hurtig paa Grund af den forøgede Understøttelse fra vore egne Landsmænd, som vore Venner i Brittanien selv har sagt os. Dog er vi aldeles overbeviste om, at hvis der nogensinde opstaar en Nødvendighed derfor, og vi endnu en Gang personligt henvendte os til dem, da kan vi stole paa, at vi atter i Gjerningen vil kunne glæde os over deres Medfølelse. Vi  kan sige med al Taknemlighed mod og Tillid til vor Herre og Mester, at hidtil har han sørget for os, og vi er  forvissede om , at han vil vedblive med at gjøre det i Fremtiden. 

Naar vi vender vor Opmerksomhed indad mod Arbeidet paa selve Missionsmarken, saa kan vi sige med Pris og Tak til Herren, som plantede Sennepskornet, som overfor sagt, at han ladet det gro paa den forunderligste Maade. Ved vor Hjemkomst i Begyndelsen af 1878 fra det første Besøg i Europa, havde vi kun en liden Udstation, Aludoha, foruden Hovedstationen her og Stationen Dudhiani, der ikke blev benyttet, og kun to Santhalpræster, Siram og Surju. Og nu har vi, som Vennerne vil se af denne Aarsberetning, tolv Stationer til, byggede i de ni mellemliggende Aar, og deraf har de syv solide Vaaningshuse for Europæerne  foruden Leiligheden for de indfødte Hjælpere, som de alle har. Sennepskornet er vokset til et Træ, hvorunder tusener af Santhaler har fundet Hvile, og ikke blot i Santhal Parganaerne, emn også i Assam Valley (Dalstrøg), hvor en Koloni af kristne Santhaler blev grundet 1881. For at Sæden ikke skulde lades ene, men blive frugtbar og mangfoldig, har Kolonisterne, foruden deres merkverdig heldige Bestræbelser for Livsophold ved deres Hænders Arbeide paa Markene, stadigt havt Omsorg for at udbrede Evangeliet blandt deres nye Naboer. Pastor Siram og hans ældste har gjort adskillige Reiser mod nordøst for at besøge Mecherne, en anden af Indiens Urstammer, og blev vel modtaget af dem, og nu har de kristne bygget en liden Station paa egen Befolkning henved 35 Mil nordøst for Kolonien, hvor nogle Brødre af egen fri Vilje har tilbudt at gaa hen og nedsætte sig, blot for at prædike Evangeliet for Mecherne. Hvor som helst nogle af de kristne kommer, vidner de om Frelseren for hver den, som de træffer paa deres Vei. Andre Ture er gjorte af Menighedens Bestillingsmænd i andre Retninger saa langt som til Foden af Himalayabjergene. Det er umuligt for nogen at forudsige, hvor langt Virkningerne af disse Udflugter vil vise sig at have naaet, men en Ting er vis, at Evangeliet vil og maa blive bragt Indiens indfødte af deres egne Folk.  Vi kan være deres Raadgivere og Veiledere paa mange maader, men Massenes Omvendelse vil aldrig blive fuldført ved Europæerne alene. 

Brødrene i Kolonien staar ligeledes i det bedste Forhold til en anden Stamme i Indien, derkaldes Rajbongsher, og for hvem de stadig prædiker, og for ikke længe siden udbad denne Stammes Overhoved sig en Samtale med vor Santhallæge der, Rimaj, for at han kunde undervise ham fuldstændig om vor Religion, og han selv saaledes kunde afgjøre, om han skulde tilraade sit Folk at modtage Kristendommen eller ikke. De kristne der nærer stodre Forhaabninger om Følgerne af denne Forhandling og mener, at bege de ovennævnte Stammer vil komme til Herren.