Advent i Skrefsruds fotspor - luke 23

23 desember 2017

En fodtur i Himalaya. (skrevet af Skrefsrud)

Ebenezer, 6te Novenber 1888. 

Siden jeg sidst skrev, har jeg set det mest storartede Syn, som vel overhovedet gives paa Jorden, og som  har gjort saa dybt Indtryk paa mig, at jeg aldrig vil kunne glemme det, saa lenge jeg lever, et Billede paa Guds Majestæt, Renhed og Fred, som overgaar al Beskrivelse, nemlig hele Snekjæden af Himalayabjerget fra nordvest til nordost paa nært Hold. Det gik saaledes til: Bunkholdt, Heiiman  og jeg følte, at noget burde gjøres for at gjenvinde vor Arbeidskraft, hvorfor vi kom paa den Tanke at gjøre en Fodtur i Himalayabjergene paa en 14 Dages Tid. Vi talte om  at invitere Berg til at gaa med os, men da Bunkholdt fortalte, at Bergs hustru ikke var frisk, indsaa jeg, at hendes Mand ikke kunde forlade hende under de Forhold, hvorfor vi tre ved Begyndelsen af forrige Maaned tog Afskjed. Bunkholdt blev kaldt Domprovsten, Heiiman Professoren og jeg Kapellanen – paa Reisen.  Jeg foreslog, at vi skulde have en fælles Turistkasse, og at Domprovsten burde være vor fælles Kasserer, og han indvilligede ogsaa deri – dog det strandede paa Profeessorens Utilbøielighed til at overgive sine Skillinger i andres Hænder. Vi kom paa den Tanke, at han maaske var af den Mening, som en svensk Greve udtalte i en Jernbanevogn mellem Trondhjem og Kristiania til en ung Prest i mit Paahør i Henseende til Udgifterne for de norske og svenske Konsuler i Udlandet, at nemlig Svenskerne maatte betale mest, medens Nordmændene drog den største Nytte deraf – dog Professoren forsikrede os, at det kun var en Sædvane hos ham fra hans Studenterdage, og saaledes blev der intet Riveri mellem de to Nationer, men den første broderlige Fred og Enighed herskede imellem os, grundet paa personlig Frihed og Lighed. 

Spørgsmaalet om Forpleiningen paanødte sig naturligvis ogsaa vor Opmerksomhed, og Talen var, om vi skulde kjøbe Proviant i Calcutta eller vente, til vi kom til Darjeeling. Vi kom snart overens om, at vi ikke skulde ødsle i Statshusholdningen, men vente, indtil vi saa, hvad vi absolut behøvede. Dog var der nogle ”Ubetydeligheder”, som vi fandt, at vi maatte forsyne os med i Calcutta, deriblandt var der en tyk Klædning for Domprovsten, som han betalte 7 ½ Rupis (11 Kroner) for, i hvilket billige Indkjøb han imidlertid var delvis uheldig, saasom Benklæderne viste sig, at være alt for lange, og dertil kom, at de gik op i Sømmene, saa at Professoren maatte hjælpe ham til at sy dem sammen igjen paa Kroppen, som gik nok saa godt, da Professoren i sine Studenterdage havde lært den Kunst. 

Nok er det, vi kom til Calcutta Kl. 11 Formiddag og reiste derfra Kl. 4 ½ Eftermiddag med Jernbane til Darjeeling.  Vi havde vore Sengklæder indrullede i en Byldt, som vi lagde paa Bænken i Jernbanevognen. Professoren havde lagt sin paa Midtbænken og kom selv over til Sidebænken, hvor jeg sad. En ung Jøde, som saa sit Snit, lagde sig kaldblodig paa Professorens Sengklæder, da han selv ingen havde med, og vi Norske beundrede Svenskens Taalmodighed, saasom Professoren ikke gjorde mindste Mine til selv at ville benytte sine Sengklæder, og vi maatte skamme os i det stille over, at vi Nordmænd staar saa langt tilbage for vore svenske Brødre i Menneskekjærlighed.  Da det imidlertid blev mørkt, og Professoren blev søvnig, tog han sine Sengklæder stiltiende tilbage, da den unge Jøde gik ud for et Øieblik, og lagde sig rolig til at sove paa den øvre Bænk. Dette fandt Domprovsten og jeg ogsaa meget naturligt – om vor unge medreisende, som gik glip af den behagelige Søvn, fandt det saa, ved jeg ikke.  Da han lidt før var kommet over til mig og havde taget op mine Sengklæder for at sætte sig der, fandt han, at jeg ikke var saa menneskekjærlig, idet jeg bad ham om at faa beholde mine Sengklæder – og da Domprovsten paa den anden Bænk saa altfor eksklusiv (utilgjængelig) ud, saa lod han os i Fred. 

Om Aftenen Kl.9 kom vi da til den store Arm af Gangesfloden. Der maatte vi ud af Toget for med Skib at gaa over Floden. Paa Grund af, at Toget var meget fuldt, ver det nødvendigt at sikre os Pladser paa den anden Side af Floden, hvor jeg med et Par lette Ting i Haanden fik foran fra Skibet, medens Domprovsten og Professoren blev tilbake hos Tøiet. Jeg var saa heldig at finde en tom Vogn næsten i Enden af Toget, og der kunde vi alle tre uforstyrrede sove den hele Nat, da ingen reisende ellers kom i den Vogn. Vi var meget taknæmlige derfor. Den næste Morgen, da vi vaagnede, kunde vi se det store Snefjeld Kanjanjhinga meget klart og tydeligt. Vi tog ud vore Kikkerter og kunde ikke blive mætte af at se paa det herlige Skue, skjønt Fjeldet var over 200 engelske Mil borte. 

Opad Himalayarne til Darjeeling, en Vei, som optog os til Kl. 4 Eftermiddag, hvade vi et herlig Skue, og Professoren i Besynderlighed, som ikke før havde han set det, var han som betagen. Denne storartede, herlige Natur er ogsaa overmaade imponerende, og en kristen kan ikke andet end udraabe med Salmisten: ”Herre, hvor underlige er dine Gjerninger” og tilbede i stum Forundring ham, som har skabt alt dette.

Da vi kom til Darjeeling, mødte Bahr os paa Stationen og tog os hjem med sig, hvor vi blev i tre Dage for at gjøre Foranstaltninger til Reisen henimod Snefjeldene. Først tænkte vi paa at gaa den hele Vei (53 engelske Mil), men da vi kjøbte et Kort over Veien og saa, hvorledes den gaar op og ned flere tusinde Fod ad Gangen, og hørte, at kun en havde gaaet den Vei tilfods, og at han blev sengeliggende i tre Maaneder, fandt vi, at vi burde forsyne os med de indfødtes Ponyer (smaa Fjeldheste), saa at vi kunde stige op, naar vi var stakaandede og overtrætte. Først arrangerede vi med en gammel Soldat at tage os op til Fjeldene for en Spotpris; men snart fandt vi, at dette kun var Bedrageri af ham, hvorfor vi gjorde vaare egne Arrangements. Domprovsten, som blev valgt til Chef for Komissariet, og Professoren gik og kjøbte ind Sager for Reisen, Ingeborg kogte to store Stykker Kjød for os, som vi havde betalt 2 Rupies for, Brød og konsentreret Kaffe blev anskaffet, og nu  var vi færdige til at drage afsted. Vi sendte Ponyerne og dem, som bar vore Sager, forud til Jernbanestationen Goom, som er fire Mil fra Darjeeling, og som  ligger noget høiere end Darjeeling selv, medens vi efter Frokost tog med Jernbanen til Goom.  Vi havde i Darjeeling havt tre velsignede Dage. Om Søndagen havde vi hørt en alvorlig Prædiken af en troende Præst, og vore Morgen- og Aftenbønner har Bahr havde ladet os føle, hvor godt det er at samles om Guds Ord, medens den herlige Luft i Darjeeling allerede havde gjort vore Kinder delvis røde. 

Da vi kom til Goom, fandt vi Hestene og vore Folk, saa at vi straks kunde drage videre. Vi lod Hestene følge og gik tilfods. Men jeg fandt snart ud, at mit Liv i mit Skriveværelse i de sidste Aar ikke havde styrket mine Ben, hvorfor jeg fandt det meget besværligt at holde følge med Domprovsten og Professoren, som seilede afsted som Fregatskibe. Efter fire Mils Gang fandt jeg det kolgest at stige til Hest, og for at føie den gamle Kapellan steg ogsaa mine Reisefæller til Hest.  Om disse Heste maa jeg bemerke, at Domprovsten havde faaet den bedste; ung og frisk var den, dog lidt vild, og den sidste at disse Dyder var vist, for at være ærlig, den egentlige Grund, hvorfor vi to andre overlod Domprovsten den bedste Hest. Professorens Hest var nok  saa god, medens min var en gammel udlevet ”Gamp”, som næsten ikke kunde røre sig, og den havde desforuden den Lyde ved sig, at den snublede, saa jeg altid maatte være bange for, at den vilde snuble og falde og deved sende mig flere tusinde Fod ned i Afgrunden. Den første Dag var Faren ikke saa stor, da Veien var god, men siden saa det riktig stygt ud undertiden, da Veien, foruden at være saa brat, ofte kun var 2-3 Fod bred med et svælgende Dyb under os. I ethvert Tilfælde kunde nærvøse Folk ikke fare den Vei, saa svimlende var den ofte. 

Paa Veien den første Dag kom en fin Herre med sin Dame ridende efter os paa prægtige Heste. Vi hilsede venligt og sagde, det glædede os at finde medreisende, - dog simpelt klædte, som vi var, og med disse uanselige Heste, som ikke var stort større end en Gjedebuk (!), antog de vist, at vi var Landstrygere, hvorfor de ikke besvarede vor Hilsen, men, som Englænderne saa ofte gjør, reiste fornemt videre.  Dog, efter nogen Tid kom Herren til Eftertanke om, at vi ogsaa var Mennesker, hvorfor han standsede sin Hest og ventede, til vi kom efter, og begyndte at tale riktig venligt med os, og da han selv skulde tage af fra Kongeveien, fortalte han os meget venligt, hvorledes vi skulde reise. Dette Kastevæsen hos Englænderne er forfærdeligt; hvis man ikke antages for at være, hvad de kalder en ”Gentleman”, saa behandler de en ikke stort bedre end en Hund – vil i alle Tilfælde intet have med en at gjøre, og anser sig selv besmittede og urene, hvis de kommer i nær Berøring med en saadan; dog derhos taler de om Kaste hos Hinduerne!

Den første Dag kom vi til Jorukur, som er 13 engelske Mil fra Darjeeling. Der er et Hus, som hører Regjeringen til, hvor reisende kan tage ind for Betaling. Der er en indfødt, som holde Værelsene rene og sørger for Brænde, desforuden findes der Kjøkken og Kogesager samt Fade og Tallerkener, dog Knive, Skeer og Mad maa de reisende selv have med. Det var os en stor Glæde at komme til dette venlige Hus efter en taagefuld Dags Reise, hvor vi intet havde set. Professoren og jeg ”ertede” Domprovsten med, at han saa saa sur ud som Veiret, da han undertiden syntes at gaa saa ”mut” paa Grund af, at vi i den uigjennomtrængelige Taage intet kunde se – dog han negtede dette og forsøgte at holde Modet oppe. Men nu, da vi kom til Bangalen (Hvilehuset), var han i sit Element. Han var redet foran paa sin Stadshest, og da Professoren og jeg kom efter, var der Ild paa Peisen, og Vandet til Kaffe var kogende – og snart havde han dækket Bordet, saa at vi kunde faa noget at spise. Det Lov maatte vi give ham, at en bedre Kommissariatsofficer gives ikke. Vi havde rigtig en hyggelig og velsignet Eftermiddag og Aften der, læste og talte om Guds Ord og bad med hverandre om Guds Velsignelse for os selv og for Arbeidet baade i Santhalistan og paa den hele Jord. Vi forglemte heller ikke, som I nok kan tænke eder, vore Venner i de skandinaviske Lande, som med os arbeider for Santhalernes Frelse. Neste dag, tidlig om Morgenen, skulde vi reise videre. Vi havde ikke mere end 13 Mil at reise, men da Veien var daarlig, og vi først havde at stige ned i dybet i en Dal og derpaa stige op flere tusinde Fod, saa var Veien overordentlig besværlig. Vi vandrede, saa længe vi kunde, og steg derpaa tilhest; dog for min gamle ”Gamp” blev det for meget, hvorfor den netop som vi skulde stige op ad et meget steilt Fjeld, i Fortvilelse lagde sig ned rolig som en Ko midt paa Veien – til Domprovstens Fornøielse, som seilede foran, og Professorens Forskrækkelse, som kom bagefter. Der stod jeg over Hesten midt paa Veien, og Sigaren faldt mig ud af Munden af Forbauselse, medens Gampen saa nok saa rolig ud under mig, da han vel tænkte, han havde gjort nog for den Dag! Min Hest spillede mig det samme Puds endnu en Gang samme Dag, saa at jeg blev nødsaget til at gaa opad det forfærdelig bratte Fjeld. Hvorledes Folk, som overhovedet lægger Vei, kan lægge den saa brat – forstaar jeg ikke. Jeg paastod, at ”Jeita” (en Gjed) havde været Ingeniør hos Englænderne. Det værste var, at Domprovsten og Professoren gjorde Nar af den gamle Kapellan, at han op ad Bakken ”pustede som et Lokomotiv”! Dog, endelig naaede vi vort Bestemmelsessted for den Dag – Tonglu, som ligger 10.000 Fod over Havet. Huset der var meget smukt, og da det syntes at klarne op, saa glædede vi os dobbelt. Om Aftenen blev det ganske klart, og vi saa et Maanelys, som vi aldrig har set Mage til, i den tynde, klare Luft. Vi kunde se Darjeeling med sine hundreder af Lys paa den anden Side av den store Dal. Vi styrkede os med Guds Ord og Bøn og frydede os over Guds herlige Natur. Dog begyndte herfra i Besynderlighed en Møiens Tid for Professoren, som havde overtaget Fyrbøderarbeidet. Han maatte nemlig i denne Kulde holde Ilden vedlige hele Natten igjennem, og det var i høieste Grad latterligt at se ham staa paa Hug foran Peisen med Pusteren i Haanden og blæse i Ilden, da den tykke, halvraa Ved ikke vilde brænde eller varme os! Han maatte staa saaledes 2, 3 og et Par Gange ogsaa 4 Gange om Natten, Stakkel! Jeg havde det letteste Arbeide, jeg havde kun at se efter, at Hestene fik Græs. 

Den næste Dag havde vi det værste for os, thi da skulde vi reise 17 Mil, stige ned fra 10.000 Fod til 8500, og saa stige op til 12.070 Fod over Havet. At ride nedad Bakke var umuligt,og at ride opad bakke var ikke stort mere muligt; vi maatte derfor vandre meget,og det var netop, hvad der gjorde os alle saa godt, naar vi kun kunde stige til hest nu og da for at hvile os. Opad et Fjeld havde vi 26 eller 27 Sigsags, og disse var for det meste saa bratte, at der ikke kunde være Tale om at ride; dertil kom, at Luften var saa tynd, at vi ikke fik nogen Luft og saa ud som Kalkunhaner i Ansigtet. Dette sidste Fjeld den Dag blev endog for meget for Domprovsten og Professoren; vi maatte sætte os og hvile flere Gange. Endelig kom vi dødstrætte i tykt Taageveir til Sandakphu, som ligger 12.070 Fod over Havet.  Det begyndte ogsaa at regne lidt, saa at Surveiret derved ikke blev bedre. Om Aftenen Kl. omkring 6 kom tre Herrer tilbage fra det næste Hvilested uden at have set noget.  Den ene var Søn af  Løitnant-Guvernøren af Bengalen, den anden var Søn af Mr. Gladstone i England, og den tredje var en Herre fra Høiesteret i Calcutta. De var overmaade venlige. Der var tre Værelser i Huset – et havde de, et vi, og det tredje var felles Spiseværelse. De reiste videre tilbage næste Morgen, og vi reiste til den sidste Station, Phalut, som ligger 13 Mil nærmere Kanjanjhinga. Vi havde daarligt Veir hele Reisen ogsaa den Dag, og vi tvilede om at faa se Snefjeldene.  Dog, vi trøstede os med, da vi maatte vandre saa meget og var i saa ren og frisk Luft, at vi i Grunden vilde naa vort Maal for Reisen, vor Sundhed, selv om vi intet saa.  Dertil glædede vi os over at den sidste Dags Reise henimod Fjeldene vilde blive Mindre ubehagelig, fordi vi havde hørt, at næsten hele Veien var flad, men var vi noensinne blevne narrede, saa var det den Dag; thi Veien var næsten værre end noget andetseteds, paa fire Steder var det værre end noget andet Punkt paa hele reisen; det var saa brat, at vi ikke kunde ride. Veien gik langs Fjeldryggen, som der kun var 8-10 Fod bred, medens Veien selv paa to Steder ikke var over to Fod bred, da store Stene laa ud i Veien, medens vi under os havde et svælgende Dyb. Det saa farligt ud. Op og ned hele Veien – det var den flade Vei, man havde lovet os! Endelig efter megen Møie kom vi til Phalut i tykt Veir og Taage, og saa bittert koldt var det, at vi maatte bruge Vanter, som Bahr havde laant os. Heste og Folk var saa trætte, at vi knapt kunde staa. Der traf vi to kjære Egtefolk, Dommeren af Patna med sin Kone. Vi spiste sammen om Aftenen og trøstede os, saa godt vi kunde, over Taagen. De reiste bort den næste Morgen, medens vi blev en Dag over for om muligt at se Fjeldene, som maatte være meget nær. Vi gik op paa den høieste Top af Fjeldet og satte os, da det saa udtil at ville klare op. Vi blev der to Timer. Luften var saa tynd der oppe, at Professoren, istedetfor at have sine Øine rettet mod nord, hvor Kanjanjhinga var, bøiede Hovedet nedad mod Jorden – og sov ind! Det var Maaden, hvorpaa Professoren skuede Kanjanjhinga - i Drømme.  Nei, hvor maatte Domprovsten og jeg le, medens han sad der drømmende sødt, vi vidste ikke hvorom! Vi fik et Glimt af Kanjanjhinga den Dag. Den næste Morgen, da vi kom op paa Fjeldtoppen, skulde et Skue møde os, som overgaar al Beskrivelse; Der laa hele den snehvide Fjeldkjæde for os fra Everest mod nordvest til Assamsnefjeldene mod nordost i en Renhedens og Fredens Majestæt – vi stod som forstenede –og dernæst i Tilbedelse af ham, som har skabt alt dette – denne sublime, urokkelige, storartede Masse – og vi kom levende til at tænke paa Herrens Ord hos Profeten: Bjergene skulle vige, og Høidene skulle falde, men min Naade skal ikke vige fra dig, ei heller skal min Fredspagt med dig falde, siger Herren, din Forbarmer – og vi skammede os af Hjertet, at vi havde saa liden Tillid til ham, hvis Forjættelser endog er urokkeligere en disse Evighedsfjelde foran os, og vi tænkte paa Renheden i Himlen, hvor han throner, og paa den evige Fred hos ham – langt større end den snehvide Renhed og den forunderlige Fred, som hvilede over dette storartede Syn, vi saa foran os.

Det er værd at gaa fra Verdens Ende for at se dette Syn, hvis Sublimitet overgaar endog den mest levende Fantasi. Vi var Kanjanjhinga saa nær, at vi troede vi kunde have set et Rensdyr løbe deroppe imod Toppen, hvis et saadant havde været der, og dog maa vi have været en 10 engelske Mil i ret linje derfra, dog maaske mindre. Hele Fjældkjæden fra nordvest til nordost er inddelt i tre Afdelinger: Everest mod nordvest med sine Snefjelde til vest og øst af Hovedtoppene, Kanjanjhinga i Midten med sine Snefjelde til vest og øst, og endelig Assam-Snefjeldene med en høi Top i Midten. Vi kunde ikke komme fra Stedet, saaledes ligesom fortryllede stod vi der i dyb Beundring. Vi saa under Snefjeldene de mægtige blaa Fjelde og nede i Dalene Skyen ligesom et Ocean, medens Solen forgyldte den ene Snetop efter den anden, og en forunderlig dyb Ro og Fred hvilede over hele Naturen, hvor intet Menneske var omkring os. Jeg kan godt forstaa, hvorledes formme Mænd i gamle Dage, baade i den kristne Kirke og blandt de gamle Hinduer, følte Trang til at drage sig tilbage fra Verdens Larm og omgivet af Guds stille Natur nedsænkede i Betragtning over Gud og hans magt og Kjærlighed. Vi følte noget af, hvad Apostlene maaa have følt, da de sagde: Herre, her er godt at være; Indtrykket vil vedvare, saa længe vi lever, og bidrage til at drage vor Sjæl op mod de evige Bjerge, mod ham, som i Majestæt, Renhed og Fred overgaar alt det store, rene og fredelige i Forkrænkelighedens Verden. 

Vi maatte tilsidst rive os løs fra disse stille Betragtninger og dette forunderlige Syn og gaa tilbage til Huset, holde vor Andagt, spise og drage tilbage til den næste Station, Sandakphu – men vi saa atter og atter tilbage paa disse snehvide, majestætiske Bjerge, næsten 30.000 Fod over Havet, og jeg tænkte paa ham, som har forbeholdt alle sine troende noget endnu langt herligere og renere i himlen. 

Paa Tilbageveien havde vi det Uheld at ”jæte bort” Domprovsten –som havde faaet en saadan Mani for Gjenveie, at han tilsidst forvillede sig – saa at vi under stor Ængstelse maatte vente længe paa ham, under stadig Raaben, som han imidlertid ikke hørte. Endelig kom han tittende frem bag en stor Sten oppe paa Bjergtoppen og luskede rolig frem paa Veien og satte sig paa sin Hest uden at sige et eneste Ord. Han forklarede siden, at han havde været bange for at faa Skjænd, derfor havde han sat sig stille op paa Hesten og diltet afsted. Et andet Uheld havde vi ogsaa med ham. Hindbærene, hvoraf der ved Veien paa mange Steder var en stor Mængde, smagte ham nemlig saa godt, at han atter og atter maatte op i Bjergene for at sanke dem. Paa et Sted, hvor Veien var skaaret ind i Bjerget, gjorde han atter en af sine Afstikkere – men da han intet andet havde at holde sig fast ved end Hindbærbuskene, og disse gav efter, saa tumlede han ned og rev sin Haand i Stykker, til vor store Forskrækkelse.

Paa Tilbageveien gik vi meget tilfods, og jeg var til alles Forundring bleven saa stærk, at jeg nu gik foran, og den sidste Dag vandrede vi over det halve af de 25 Mil fra Tanglu til Darjeeling. Bahr, som tegner udmerket godt, har efter vor Beskrivelse af Reisen lavet 11 Karrikaturer, som er meget træffende, deriblandt ogsaa ”Den første Mil mot Kanjanjhinga” hvor Domprovsten og Professoren gaar saa kjække foran, medens Kapellanen bagefter gaar bøiet og næsten ikke kan røre sig, og ”Den sidste Mil paa Tilbageveien”, hvor Kapellanen skrider helt kjækt ned ad Bjergene med Sigaren i Munden, medens Professoren, støttende sig paa sin  Alpestav, kravler med Møie ned ad Bakken, og den ellers saa kjække Domprovst sidder oppe i Bakken og tørrer Sveden af sin Pande.